
Sidste weekend var et hold mini-citrontærter del af et desserttapasbord til pigefødselsdag i pigekollektivet. Og I bad om opskrift, så det skal I få. Tærten, der er en fransk klassiker, er en af mine yndlings og smager skønt og syrligt af solmodne citroner, der får fint følgeskab af sprød mørdej og luftig, sød marengs. Haps!
CITRONTÆRTE MED MARENGSLÅG – 1 stor eller 30 mini’er
TÆRTEDEJ
150 g smør, koldt
225 g mel
1 nip salt
75 g flormelis
1 æggeblomme
CITRONCREME
3 økologiske citroner
100 g smør
15 g majsstivelse
3 æg, pasteuriserede
150 g flormelis
MARENGS
4 æggehvider, pasteuriserede
180 g flormelis
- Tærtedej – Hak smørret i små stykker, og bland det med mel, salt, flormelis og æggeblomme i en skål. Saml ingredienserne hurtigt med hænderne til en jævn dej uden at ælte for meget. Stil dejen på køl i mindst 1/2 time.
- Rul tærtedejen ud, og læg den i en smurt tærteform. Læg et stykke sølvpapir oven på tærtedejen, og læg en håndfuld tørrede bønner på for at holde sølvpapiret nede. Bag tærtedejen ved 180 grader i 30 min.
- Hvis man vil lave mini’er rulles dejen ud til ca. 1/2 cm tykkelse og stikkes ud med et glas eller en udstikker på ca. 6 cm i diameter, bag dem i mini-tærteforme i ca. 15 min. til de er gyldenbrune.
- Citroncreme – Riv skallen af 1 citron, og pres saften af alle tre. Smelt smør med flormelis og citronsaft- og skal i en gryde, og lad det koge i 5 min. Rør majsstivelse sammen med de 3 hele æg. Tag gryden af varmen, og rør citronmassen sammen med æggene.
- Hæld cremen på tærtebunden, og bag tærten ved 180 grader i 5-10 min., til cremen har sat sig.
- Marengs – Pisk flormelis og æggehvider sammen i en skål. Pisk rigtig godt, til massen bliver træg og fast i det. Kom marengsen i en sprøjtepose (eller en plasticpose, hvor der klippes hul i enden).
- Fordel marengsen over citrontærten, og bag den mellem 1 og 2 minutter under grill i ovnen eller brænd med gasbrænder, til marengsen får lidt farve. Server gerne tærten lun.
Det er lidt af en tidskrævende sag at bage den, 1-1 1/2 time tager det, men det er besværet værd.
ENGLISH RECAP: The classic French lemon meringue pie is one of my favorites. Here in a miniature version. Find a similar recipe right here.