
Kender I det, når man føler sig glad helt ned i maven over tilsyneladende ingenting? Eller en hel del alligevel måske. Som da jeg var den første oppe i morges og tog en glad, lille border collie med på ekspedition til bageren. Og det begyndte at øs-plask-regne og det egentlig var helt ok. For border collien er af den vandpytshoppende slags og regnen duftede af sommer og det var lunt og jeg fik overbevist mig selv om, at jeg ikke var lavet af sukker og smeltede bort. Jeg er nemlig sædvanligvis meget bange for regnvejr, skal jeg sige jer. Til gengæld er jeg usandsynligt begejstret for at være den første oppe og ‘have det hele lidt for mig selv’ til de andre vågner og hvis man tilmed næsten kan have gaderne for sig selv også, som det ofte er tilfældet på søn- og helligdagsmorgener, så bliver det ikke meget bedre. Eller jo, når luften er lun og tordensvanger og når regnen er sommerregn og man har verdens gladeste hund at dele det med. Og man ved, at man kan vække tømmermandsramte yndlingspiger med morgenbrød, efter at man har suget lidt mere af morgenroen til sig helt alene. Og når man endelig er blevet rask, efter at have været syg hele starten af ugen. Jo, så kan man godt føle sig glad på sådan en helt småforelsket måde, at det kribler i maven.
Tip til Ama’rkanerne: Den relativt nyåbnede Wulf & Konstali – der ligger lidt gemt på Lergravsvej 57 – er et besøg værd og har stjernegode croissanter. Og brød, kager, sandwich, delikatesser og god kaffe.
ENGLISH RECAP: Sometimes the little things in life makes you the happiest. Like a walk in the summer rain with your doggie sidekick to pick up breakfast for your dear roomies.
