Så har jeg bikset lidt navne på anbefalelsesværdige restauranter, steder og oplevelser sammen fra skønne Santorini. Vi havde generelt ikke nogen adresser på noget. Blot navne og det gik fint med at spørge om vej. Grækerne var meget hjælpsomme (og virkelig gode til engelsk).
Det er ikke et sted hvor der sker det helt vilde, hvilket var perfekt for os, der havde afslapning og cocktailhour højest på prioriteringslisten. Vi brugte dog en formiddag med at sejle ud og snorkle ved forskellige stop og så var vi på bådtur en dag ud at se vulkanen m.m., begge dele var anbefalelsesværdigt. Dog kan snorklingen forekomme lidt kedelig/farveløs hvis man har været i Det Røde Hav, Great Barrier Reef eller lignende, men skægt og hyggeligt alligevel. Og så lejede vi en bil en dag og kørte til Fira, Red Beach, Oia, spøgelsesbyen Mesa Gonia og rundt på øen generelt.
Husk at spise masser af græk salat. Smager jo så vanvittigt godt i Grækenland, jaja, ved godt at det giver sig selv, men helt ærligt ALT lige fra fetaen til rødløgene smager ca. 110% bedre end herhjemme. Og så skal man smage tomat-keftedess en Santorini-specialitet, der er så lækker!
Kamari
Spis på Nichteri (som jeg skrev et indlæg om her) og Syrtaki på strandpromenaden. Sidstnævnte ligner virkelig en turistfælde, men maden var rigtig god og tilmed billig.
Taverna Sellada, der ligger længere oppe i byen, væk fra strandpromenaden. Blev tippet om den af en læser (tak for tippet!!!) og vi spiste der den sidste aften. Og ville ønske at vi havde gjort det noget før. Auberginedippen/-salaten var helt genial og ligeledes deres moussaka og lamme-‘kleftiko’. Og fyldte vinblade! Taverna Alexander skulle også være dejlig ifølge en anden læser, men den nåede vi desværre ikke. Ligger også lidt oppe i byen.
The Souvlaki Stop på strandpromenaden. Nem, hurtig og billig frokost. Lækre pitabrød med salat og kød. Men husk at bede om det grillstegte på små spyd (kylling eller okse) i stedet for det, der hænger og drejer rundt hele dagen. Og husk at bede om feta i pitaen. Vigtigt!
Den lille Open Air biograf er også et besøg værd til en hyggelig aften med filmkiggeri under stjernerne.
En tur op ad bjerget lige ved Kamari hvor man kan nyde den mest bjergtagende (hæhæ) udsigt er også et hit.
Se mit indlæg fra første dag i Kamari her
Se mit indlæg fra bådtur og vulkanen her
Fira
Er rigtig fin at besøge i dagtimerne. Gå evt. ned ad de 588 trin til vandet/kajen hvor de små både fra krydstogtskibene ligger til og nyd friskpresset juice og andre forfriskninger. Der går en svævebane/lift op igen hvis ikke man har mod på turen op ad trapperne. Ellers tullede vi bare rundt og nød den smukke by, shoppede lidt + var på Fish Spa Kangal hvor vi fik ordnet fødderne af små ‘doktorfisk’, rigtig skæg og kildende oplevelse.
Oia
Se den berømte solnedgang (husk vin og snacks) og spis derefter på den virkelig lækre Restaurant 1800. Tip: Medbring evt. lidt pænt tøj/sko til at tage på, på sidstnævnte. Vi kom i klipklappere og havde kørt rundt på øen og badet hele dagen og følte os mildest talt meget underdressed. Få bord på tagterassen om muligt.
Se mit indlæg fra Oia (og Red Beach) her
Se Oias sejeste hund her
Hotel, rejseselskab, ture og billeje
Vi rejste med Bravo Tours og boede på Poseidon Beach Hotel i Kamari. Vi var ude at snorkle og på vulkantur med Bravo Tours, samt lejede bil gennem dem. Altsammen meget anbefalelsesværdigt. Dog skal man være opmærksom på at hotellet er meget enkelt og at morgenmaden er lidt kedelig (ristet brød, ost og marmelade. Vi endte med selv at købe frugt + græsk yoghurt, som der fint var plads til i køleskabet på værelset). Det vejer den fine service (meget hyggeligt familiedrevet hotel) + beliggenhed (lige ned til strandpromenaden og vandet) til gengæld op for i mine øjne, men bare så jeg ikke vildleder nogen.
ENGLISH RECAP: Some tips for Santorini. Only in Danish, sorry. But if you’re there remember to eat lots of Greek salad, tomato-keftedess and souvlaki. And please visit Taverna Sellada and Nichteri in Kamari and Restaurant 1800 in Oia (after watching the famous sunset).