8 hverdagsskønhedsfavoritter

En lille hyldest til de produkter, jeg bruger (stort set) dagligt og som har været med mig i flere år med ganske få undtagelser. De der produkter, som måske ikke er vildt eksotiske, spændende eller banebrydende, men som bare fungerer og gør det de skal, dag efter dag.

Neutral renseservietter. Jeg renser mit ansigt hver evig eneste dag, morgen og aften. Af og til (ok, ret ofte), er jeg dog doven om aftenen og så bliver det ‘bare’ til renseservietter, men det må stadig være bedre end at gå i seng med al makeuppen ikke? Fås i de fleste supermarkeder og Matas.

Sanex deodorant. Har brugt den (i forskellige versioner) så længe jeg kan huske. Og vender altid tilbage til den, hvis jeg har haft et sidespring med en anden. Den gør jobbet, fås med diskret duft eller helt uden og generer ikke min hud. Fås i de fleste supermarkeder og Matas.

& Other Stories Spray Genie. Nyeste skud på ‘hverdagsfavoritstammen’. Bruger den efter jeg har renset ansigtet for at holde på fugten, inden jeg kommer creme på eller i løbet af dagen til at friske op og fugte. Køb den her

Estée Lauder DayWear BB cream. Den gør alt det jeg gerne vil have en hverdagsmakeup til: Dækker let, udjævner hudtonen og får huden til at se frisk og pæn ud, samt indeholder solfaktor. Og så stopper og irriterer den ikke min hud, som BB-creams ellers har tendens til. Fås i Magasin, Illum, Matas m.m.

La Roche-Posay Anthelios XL faktor 50. I ansigtet (når jeg ikke har BB-cream med solfaktor på) og på brystet hver dag i sommerhalvåret. Har tendens til pigmentpletter og får nemt soleksem og denne her er min ven i nøden. Fås på apoteket.

Klorane tørshampoo. Er tørshampoo-junkie og har prøvet virkelig, virkelig mange, men denne er min all-time favorit. Kan dog fortælle at de andre piger i kollektivet er tilhængere af Gunbritts Dry Volume Booster og at den er et hit, hvis man er til tørshampoo/teksturspray, der giver volumen og hold. Klorane fås på apoteket. Gunbritt kan købes i Matas, Magasin og selvfølgelig hos Gunbritt selv.

Purely Professional Repair Cream 1. Tørre hænder, neglebånd, fødder, albuer, irriteret hud m.m. bliver fikset med PP’s vidundercreme. Kan ikke leve uden den. Køb den her

Plaisir Firming Body Scrub. God scrub med tilpas størrelse og mængde på skrubbekornene og til en overkommelig pris. Bodyscrub er sådan et produkt man hurtigt får brugt meget af og derfor er det ikke der, jeg bruger hele mit skønhedsbudget. Jeg er også vild med body scrubs’ne fra & Other Stories. Især den med figen. Fås i Matas.

ENGLISH RECAP: My favorite everyday beauty products. Not necessarily the most extravagant, exotic or most expensive things on my bathroom shelve, but they do the trick and most of them have been with me for ages.

(Visited 1.231 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

37 Kommentarer

    1. Jeg bruger MD Formulations Renewal Complex, Rudolph Care Anti-stress og Beauté Pacifique Creme Soyeuse :)

  1. Lækkert indlæg, elsker at få indblik i hvad andre bruger! Ikke for at være den løftede pegefinger, men BB-cremens solfaktor er slet ikke nok, hvis du er ude i længere tid, der bør du stadig supplere med solcreme under :)

  2. Hej Emily! Nu nævner du soleksem som jeg også lider af i sommerhalvåret… :( Jeg er dog bange for at bruge solcreme på brystkassen pga jeg føler de fedter det hele til.. Men det gør den solcreme du nævner måske ikke??

    1. Nej, jeg synes at både Melt-in og Dry-touch cremerne (til ansigtet) og med høj faktor fra La Roche Posay er ret gode hvad det angår. Men test dem selv på apoteket inden du beslutter dig :9

  3. I loved looking at your beauty staples! I too agree on the Kloran dry shampoo (just wish it wasn’t so expensive!) and the La Roche Posay sunscreen. I used that for a long time, but then found one better: Clarins HP UV Plus! It’s really good too :)

    x Renee

  4. Jeg sværger også til Estee Lauders BB Cream :) Den er jo SÅ god – giver den fineste hud :)

    Måske jeg skulle prøve Kloranes tørshampoo – pt. er jeg rigtigt glad for Batistes :) Jeg har desværre bare problemer med at min hovedbund ikke er så glad for tørshampoo – så ærgerligt, når man heller ikke synes at det er fantastisk at vaske håret alt for ofte :(

    1. Hvad sker der med hovedbunden? Bliver den irriteret? Så kan det være at det er værd at prøve Kloranes. Den er meget mild synes jeg :)

      1. Ja, det gør den :( Oplever ind i mellem kløende sår, og som oftest bare hudflager, der ligger og ligner tør skæl :( Har snakket med frisøren, men overvejer lidt om det ikke er ved at være et problem for en hudlæge :D Men måske jeg skulle give klorane en chance inden! :)

        1. Uh, dét lyder ikke godt! Hold en pause helt og prøv så Klorane og ja, ellers lyder hudlæge fornuftigt! Bruger du en almindelig shampoo ude sulfater og parfume? Kan varmt anbefale Purely Professionals Shampoo 0 til sådan en irriteret hovedbund :)

          1. Nej, det er knapt så fantastisk :) Ja, jeg er nemlig gået over til sulfatfri shampoo og det hele, men ikke purely professionals, måske det var værd at prøve – er superglad for deres treatment i hvert fald :) Har det samme ronja røverdatter hår som dig, så læser altid meget entusiastisk med på dine anbefalinger :D

        2. Nu kan lægen her ikke lade være med at smide en kommentar med på vejen :-) Jeg synes du skal lade være med at sprøjte noget som helst i din hovedbund hvis du får sår, bruger selv purely professionals produkter og de er meget milde og fine så dem kan jeg klart anbefale. Produkt på irriteret hud gør at huden har svært ved at hele og du får svært ved at slippe af med dine skæl :-( Jeg synes det lyder som en god ide med en tur til hudlæge – du er måske allergisk?

  5. Gode anbefalinger! Jeg har tit svært ved at identificere mig med nogle af de skønhedsindlæg, der popper op i blogland, fordi det ligger lidt ude for mit SU-budget, så det er dejligt med nogle “tilgængelige” skønhedsfavoritter ;) Og figen-scrubben (?!) fra & Other Stories er virkelig fantastisk!!

    1. Godt at høre. Min ‘beauty-garderobe’ er meget mix-n-match ligesom min almindelige garderobe, så der er både dyre og billigere ting :)

  6. Åhr, jeg elsker de her skønhedsindlæg, Emily, tak for det! Kunne du mon lokkes til at komme med en anmeldelse af Estelle og Thild tingene? Mangler desperat noget ansigtpleje og er gået lidt kold i det, jeg hidtil har brugt.

    1. Det vil jeg gerne, skal lige bruge dem lidt længere dog, men det er jo opstrammende produkter til lår osv., så det er nok ikke lige det du søger?

      1. Ahr, så har jeg ikke set godt nok efter på dit sidste billede. Det må du undskylde! Jeg troede, det var ansigtsserien ;-)

        1. Det er helt, helt ok :) Af ansigtsprodukter bruger jeg Sasé, Rudolph Care og Beauté Pacifique :)

  7. Fine ting! Jeg elsker også specielt den der udgave af Sanex deodoranterne, da jeg tit kan slå lidt ud af deodoranter, men den der er så dejlig mild men stadig velduftende :)

  8. Jeg har brugt Rimmels BB cream i længere tid, men her på det sidste er min hud begyndt at blive virkelig fedtet og jeg begynder at få en del bumser hvilket jeg ikke plejer – er det det samme du har oplevet med andre BB cremer? for så kan det da være at den fra Estee Lauder er noget for mig :-)
    Tak for en dejlig blog og gode beauty tips!

    1. Jep, får kløende hud og tilstoppede porrer. Har fået fortalt at det er fordi de indeholder en del primer, der kan stoppe porrerne til. Men oplever det ikke med Estée Lauders :) Desværre koster den så også en del mere end de andre jeg har prøvet… Mine roomies er også glade for Cliniques CC Cream.

  9. Tror jeg vil kaste mig ud i Pure Professional serien. Mit hår kruser så meget efter en omgang børstning, at det altid er opsat :(

    Renseservietterne har jeg lige købt fra matas, hvor de er på tilbud pt. :D

  10. Hvor kan man købe den tørshampoo fra Klorane? Er det en hjemmeside hvor man kan købe den for jeg bor nemlig ikke i København? Har prøvet at få fingerne i produktet siden jeg så dette opslag.

  11. Jeg har kigget på flere apoteket og kan ikke finde den, men jeg har nok bare været uheldig. Jeg må rundt og kigge i flere :)
    Tak for svaret Emily og rigtig god jul!