Smuk, knasende sprød og frisk salat, der gør sig noget så godt på julebordet, som et sundere og farverigt indslag. Som regel får vi en rå rødkålssalat med granatæble, hasselnødder og appelsiner hos min familie juleaften, men i år kommer denne grønne og skønne sag på bordet. Synes det er rigtig rart med en rå og frisk salat, sammen med alt det brune og stegte.
Opskriften er fundet hos Louisa Lorang her, vi valgte dog at tilsætte lidt julekrydderier til pecannødderne + appelsinstykker og granatæblekerner, hvilket kan anbefales :)
GRØNKÅLSSALAT MED VINTERFRUGTER & KARAMELLISEREDE PECANER
– 4 PERSONER SOM TILBEHØR
150 g pecannødder (valnødder går også an)
¼ dl sukker
2 spsk. ahornsirup
½ tsk. salt
25 g smør
1 knivspids stødt allehånde
1 knivspids kanel
1 knivspids kardemomme
1 knivspids stødt nellike
ENDVIDERE
¼ dl citronsaft
2 spsk flydende honning
2 spsk æbleeddike
4 spsk olivenolie
200 g grønkål
2 æbler
75 g tranebær
1 granatæble
2 appelsiner
salt og peber
- Kom pecannødderne på en tør, varm pande og lad dem riste i ganske kort tid. Kom sukker, sirup, salt og smør på og lad nødderne stå ved lav varme, til de er gyldne og karamelliserede, rør af og til. Det tager omtrent 5 minutter. Hæld dem ud på bagepapir og lad dem køle helt af.
- Rør citronsaft med honning, eddike og olie til en dressing.
- Pluk grønkålen fra stænglerne og hak den fint. Skær æblerne i både og appelsinerne i stykker eller fileter og tranebærene i halve. Pil granatæblet.
- Vend grønkål, æbler, appelsin, granatæblekerner og tranebær med dressingen og smag til med salt. Lad salaten trække i mindst 30 minutter og anret den derefter med pecannødder på.
ENGLISH RECAP: A pretty, healthy and raw salad for the Christmas table. Finely chopped kale, apples, oranges, cranberries, pomegranate and caramelized pecans drizzled with a dressing of lemon juice, honey and olive oil.