Simpel dagbogs grønne guide

 

Jeg har glædet mig til at babysitte Emilys pastelpæne blog og møde jer. Normalt blogger jeg på simpel dagbog, der er fyldt med økologi i hverdagshøjde, indre wellness, ordleg og byfund. Jeg hedder Linda, er 27 år, journalist og hænger ud på hjemmefronten på Nørrebro. Her er mit bud på en lille, grøn guide – alle personlige favoritter, som jeg kaster mange øko-hjerter efter:

Grøn lækkerhedsmad:
Hos Atelier September i Gothersgade får du simple retter lavet med gode råvarer, der sender dine smagsløg i drømmeland. De har skabt en simpel menu, som København har manglet – de serverer nemlig en himmelsendt avocadomad på hjemmebagt rugbrød med chili, purløg, revet citronskal og olivenolie. Atelier Septembers madglæde byder også på enkle grøntsagsretter og sideorders som rød grape, æg og yoghurt. Magiske mundmirakler!

Atelier September
Gothersgade 30
1123 København K

Øko-dullerier:
En af mine absolut yndlingsbutikker er My Favourite Things, som er et overflødighedshorn af uundværligheder. Bag disken på Nørrebro står Maria, og hun har et svagt punkt for økologiske dullesager og grønt design. Alle hendes personlige favoritter finder du på hylderne i butikken, der byder på god stil og håndplukkede kvalitetslækkerier fra hele verden: Hudgode produkter fra Rudolph Care, Kjær Weis og Sukí, klædelig kærlighed fra Aiayu og Petit Bateau, velduftende dråber fra Escentric Molecules, må-have-i-tasken-olien fra Jao, pænhedsundertøj, plakater til hjemmemiljøet, hårdimserier og farvefine sokker.

My Favourite Things
Jægersborggade 44, kld. tv.
2200 København N

Øko-bomuldskram:
Hos Tricotage omfavner de tøj lavet af blødt øko-bomuld, silkeskønheder fra danske Kokoon, sæbesucces på flaske fra Dr. Bonner’s, uldtæpper-man-aldrig-slipper, undertøj og bluser fra bambus-darlingen Baserange. Så hvis du er det mindste økoglad, er der erklæret mavekriblen, når du åbner døren til den grønne tøjbutik i 2200. Jeg er i hvert fald ret blød i knæene over butikkens udvalg, som gemmer på overraskelser nok til mange fremtidige besøg.

Tricotage
Jægersborggade 15
2200 København N

Bæredygtige designlækkerier:
Gitte er den inspirerende designer bag boligshoppen Objects & Use – en webshop med interiør og gode ting til hjemmet, som gør det nemt at handle bæredygtigt og økologisk uden at gå på kompromis med designet. I den virtuelle shop udvælger hun det fineste boligtilbehør, trælegetøj, køkkensager, nips, sæber osv. og mikser det med grønne værdier, naturmaterialer, gode produktionsforhold og fremstilling med kærlighed og sjæl. Jeg værdsætter sådan holdbare boligting, der flytter ind i mit liv og bliver der.

www.objectsanduse.com

Besøg simpel dagbog her

(Visited 1.873 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

12 Kommentarer

  1. @ rené; det skal du gøre :) det er virkelig smadderlækkert, og de har det fineste udvalg.

    @ natalie; it is :) mmh!

  2. Dejligt med lidt inspiration :) Hvordan er priserne hos Atelier September . Jeg kan intet se på deres hjemmeside.

    God weekend.

    1. to avocadomadder (som kan deles) koster 75 kr. og en grape 25 kr. – så vil jeg lade dig selv vurdere, om det er dyrt:) kaffen er lidt billigere end f.eks. the coffee collective.