10 ting jeg vil lave i november

Kalenderen siger, at vi har taget hul på en frisk og lækker, ny måned og det betyder (bl.a.), at det er tid til at dele min novemberbegivenhedsønskeliste (har jeg fortalt, hvor meget jeg holder af det danske sprogs muligheder for sammensatte navneord?) med jer.

Men først en lille status mht. hvordan det gik med at realisere oktoberlisten. Som jeg også skrev sidst, så er det en ønskeliste for, hvad jeg godt kan tænke mig at huske at lave af ting, der strækker sig en anelse ud over det sædvanlige. Og altså ikke noget der må ende med stress eller dårlig samvittighed, hvis ikke man når hvert et punkt. Ligesom man ikke bliver sur eller ked af det, hvis ikke man får, alt det man har skrevet på sin julegaveønskeseddel (vel?) ;)

Når det er sagt, så nåede jeg næsten alle oktoberpunkterne. Godt nok blev brunch på The Union til frokost, men det er en detalje jeg kan leve med :) Og så har jeg stadig et hængeparti med gallerivæggen, men tror nu på, at det nok skal lykkes denne måned i stedet.

Novemberønskelisten er lige nedenfor billedet af mit nye spisebord, som jeg er noget så glad for og som virkelig har ‘samlet’ mit køkken og gjort det til et mere færdigindrettet rum. Men mere om det i et andet indlæg…

Her er mine 10 ønsker for, hvad jeg gerne vil lave den kommende måned:

  1. Bruge 3 timer på søndag på at samle ind til Dansk Flygtningehjælp sammen med en veninde og bagefter invitere hende på frokost og varm kakao.
  2. Bage brød. Både dette der skal hæve i min nye hævekurv, så det får et smukt mønster + et grydebrød.
  3. Lade mine negle få luft og prøve at se, om jeg kan gennemføre en uge uden neglelak. Ja, ja, grin I bare ;)
  4. Lære Penny et nyt trick. Hun kan de fleste af de gængse, så tror jeg vil lære hende at hente mine sutsko. Men forslag modtages gerne.
  5. Se en og gerne flere film til CPH:DOX. Jeg tror det i alle tilfælde skal være Dior and I og også gerne Palestine Marathon, sidstnævnte har en af mine venner filmet og så synes jeg samtidig, at det er sådan en fin bevægelse.
  6. For en gangs skyld være på forkant med december (som jeg elsker, men som oftest kommer bag på mig) og allerede nu købe kalenderlys (ok, det har jeg faktisk gjort… og det er lyserødt!) og ind til adventskrans. Og skrive ønskeseddel og planlægge julegaveindkøb. Måske det kunne blive et helt lille juleplanlægningsindlæg?
  7. En tur forbi Nørrebros nye donut-shop. Der i øvrigt deler gratis donuts ud på fredag (d. 7/11).
  8. Kigge på og forhåbentlig planlægge en snarlig rejse. Også selvom det nok først bliver i det nye år. For jeg har stadig rejsekuller jvf. dette indlæg. Jeg er især lun på Paris eller Marokko. Men overvejer også Dubai, hvor jeg har en veninde, der er udstationeret. Drømmerejsen er dog til Guadeloupe, som jeg en gang læste om i et dagblads rejsetillæg og ikke kan få ud af hovedet.
  9. Bage de her småkager med lakrids og tranebær apropos punkt 6.
  10. En tur til frisøren, noget så tiltrængt og noget så dejligt, men altid noget jeg får udskudt i det uendelige.

Jeg GLÆDER mig til at høre jeres tilføjelser og hvad I går og drømmer om at bruge den kommende måned på :)

Se listen for august her, for september her og for oktober her.

(Visited 1.605 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

39 Kommentarer

  1. Øh, Emily, du har vist glemt, at Hunger Games kommer i biograferne den 19. november? Den er et MUST for november måned! ;-P

  2. Det lyder virkelig som nogle gode november-ønsker. Jeg kan i det hele taget ret godt li’ dine månedslister, for det får mig selv til at stoppe og huske at bryde hverdagens trummerum og istedet bruge en eftermiddag på kagebagning fremfor f.eks. bingewatching af serier.

  3. Sikke en fornuftig liste! Jeg skal selv ud og samle ind på søndag, jeg tager dog min 1,5-årige guddatter på armen, og håber hendes ualmindeligt søde ansigt og tendens til at smile og sige hej til alle og enhver vil sørge for lidt flere småpenge i bøssen. November byder ellers på vin og Ed Sheeran med min bedste veninde d. 11., en ny start på Krav Maga på torsdag og ellers skal jeg bare brodere (jeg er 80 år indeni, ja) og lave en masse grønne juices og holde mig til mit løbeprogram. Jeg tror faktisk November bliver helt ok!

    1. Det er nemlig en gammel Filofax :) Ved faktisk ikke hvad den hedder, har haft den siden gymnasiet. Den er i sort læder, der er 4 felter syet sammen på forsiden.

  4. Det lyder som en ret fin liste! Jeg har fødselsdag d. 24, så min eneste plan er faktisk (næsten) at glæde mig til dét og gaverne og handle ind til den fest jeg skal holde i den anledning. Jeg regner med at kigge på dine drinksopskrifter og finde en god velkomstdrink.

  5. Åh, hvor jeg elsker dine lister (nu er jeg også gennemført liste-pige) og jeg glæder mig næsten helt til en ny måned, der betyder ny liste hos dig <3
    Det giver mig altid god inspiration og jeg tror jeg denne måned sætter mig ned og laver min egen liste, for jeg er så pokkers dårlig til at puste lidt ud for tiden. Det tror jeg i øvrigt skal være et punkt. Husk at puste ud.
    Det der står øverst på min liste er, at få hygget med mine børn og gjort klar til december – vi har nemlig også lige en femårsfødselsdag i den måned og i år skal vi have et par af hans gode venner på besøg og fejre, samt den "almindelig" famliefejring, samt en i børnehaven. Puuuust, det kræver lidt planlægning ;)

    Nå, nu fik jeg vidst alligevel bare skrevet løs i dit kommentarfelt, det må du undskylde ;)

    PS: mærkeligt spørgsmål, men hvor har du erhvervet dig et lyserødt kalenderlys? (Jeg har købt et, men jeg tænker, at min mand bærer over med et lyserødt kalenderlys, hvis nu det bare er mit og det andet mere plane står på spisebordet, haha ;))

  6. Sikke nogle fine ting. Min november ser nærmest ud som om den er ovre før den er startet – i al fald hvis jeg kigger i min kalender. Men af ting der planlagt så skal jeg et par dage til Stockholm med min mor og derudover holde krea-værksted (juletema måske ? ) med en skøn veninde. Arbejde bliver der vist rigeligt af, så hvis jeg bare kan nå de to ting er jeg ganske tilfreds :) (hov, en weekend med soven-længe vil jeg også gerne bede om, tak :) )

  7. Jeg nyder at læse om dine små ting og planlægninger. Det er simpelthen så hyggeligt! Og jeg synes det er en fantastisk idé med et juleplanlægningsindlæg! Udover at det ville være hyggeligt at læse, kan man måske også inspirere hinanden til at gøre tingene lettere (for ja, december er vist en travl måned for alle…) Og så kan jeg bare ikke få nok af jul :-D

  8. Altid fine idéer, og endda også ganske overkommelige :b

    I november vil jeg fejre fødseldag (jai) for familien, og måske også for ‘pigerne’, hvis det kan lade sig gøre. Derudover vil jeg tage hul på julegaveshoppingen, så budgettet forhåbentligt kan deles over to måneder. Jeg vil gøre en reel indsats for at tage en seriøs slutspurt på semestret, og så vil jeg forsøge at bruge flere timer med en god bog i hænderne frem for en computer på skødet (:

    Glædelig november!

  9. Lyder som nogle hyggelige planer du har for november måned. Jeg startede november med at fejre min teenager, der blev 16 år.

    Skal se mig om efter nogle fine strikkjoler, så min garderobe er opgraderet til vinteren. Tror at jeg vil klikke nogle hjem fra Bonaparte shop, de har løbende 25%. God november Emily.

    Smil Lene. .0)
    http://justlove2ndhand.blogspot.dk/

  10. Jeg tog munden for fuld i oktober med aktiviteter, hvilket resulterede i en uge, hvor jeg lå brak af overbrugthed (sidste uge af oktober), hvor der både stod blodbank, teater og bryllup (med som gæst) på tapetet. Teateret måtte vi droppe, for jeg måtte i seng kl. 20.30 den dag.

    Anyway, klog af skade har november, som startede med bryllup den 1. november hos mandens bedste veninde og hendes (nu ægte)mand, langt mindre krav til aktivitetsniveauet.
    Teatertur igen i går aftes – har som turen i sidste uge (som blev droppet) været planlagt i mange måneder og betalt for også, men ellers står den på maling af vægge og loft i soveværelset, køb af ny tlf (min ikke så smarte tlf. lever sit eget liv) og nye briller (trænger gevaldigt til ny styrke).
    En enkelt tur på café til en kop kakao bliver det nok også til, men så er det vist også det for mit vedkommende. :-)

  11. De er SÅ fine og inspirerende, dine lister.
    Et lille tip til weekendenm, nu hvor den alligevel står på indsamling – kom forbi Dansk Flygtninge Hjælps walk-in-closet CHARE i Hyskenstræde. Desiger tøj OG støtte til en god sag i en og samme pakke. :)

    Ønsker dig i alle tilfælde en rigtig god November.

  12. Tag til Marokko! Med en mand eller en veninde – det er et fantastisk spændende, rustikt og smukt land, som jeg personligt havde drømt længe om at tage til og så var jeg dér 3 uger i januar. Eneste minus er, at det var koldt på det tidspunkt. Især om natten hvilket var ret ubehageligt! Men tag dertil i foråret.

  13. Nej, hvor lyder det rart. Min november-liste indeholder mange af de samme punkter, bla. juleforberedelser og frisørtid.
    Forresten, grydebrød er virkelig det lækreste!! Siden vi begyndte at lave det herhjemme, laver vi KUN det brød, aller andre opskrifter kan ikke måles med det!

    Og jule-blogindlæg vil være meget kærkomment, fx noget om oppyntning, mad og bagværk, gave-indpakning, inspiration til advents- og julegaver til andre, samt din egen ønskeliste! Du kan nok høre, at der er en her der glæder sig ;-)

  14. Hej Emily.

    Nu har jeg været fast følger af din blog i et ½ års tid og jeg vil egentlig bare takke dig for indlæg som disse.
    Jeg har for tiden en meget travl hverdag som kan være utrolig svær at overskue, med studie, bacheloropgave, festivalplanlægning, fritidsjob, langdistanceforhold og udsigt til boligkøb. Alt ender ofte med at gå op i en spids.

    Men når jeg så læser dine indlæg med måneds-ønskelister eller “små ting”, kommer jeg helt ned i gear og husker mig selv på at bruge tid på små glæder i hverdagen og at jeg skal sænke forventningerne til mig selv.

    Så tak for det og god november!

    1. <3 Bliver så glad over at høre at det (bl.a.) er sådan folk 'bruger' min blog. Så giver det altså virkelig meget mening for mig også :)

  15. Ha ha – lære Penny et nyt trick lyder hyggeligt ;-) Et par af mine veninder har også foreslået at vi skal tage forbi den nye donut-shop og smage på herlighederne. Jeg synes det er super godt gået at du skal samle ind på søndag! Det er ekstra vigtigt at hjælpe de mange flytgninge nu, hvor mange er så hårde overfor dem. Jeg skal desværre selv til barnedåb.

  16. Er så klar på et juleplanlægningsindlæg, da jeg er den største sucker for julen, og er lidt i vildrede over, hvordan jeg forbereder mig bedst!

  17. Det lyder da til at være en meget behagelig november du satser på at få ;-) Jeg kunne nu også godt tænke mig at planlægge en rejse til varmere himmelstrøg, men det må lige vente en måneds tid eller to.

    At hente sutsko er nok en rigtig god ting når nu det er ved at blive koldere.

  18. 1) Lære at porchere et æg, så man ikke skal bede sine gæster om det …;)
    2) Lave eggs benedict
    3) Få bestilt den flybillet til Paris for nu VIL jeg afsted
    4) Overtale co-blogger-damer-rejsefæller-in-spe til bloggertur til Paris, Marrakesh, Korsika og Guadeloupe (Det er lidt freaky, vi har samme liste!!)
    5) Prøve det dér hot yoga
    6) Til Hamborg
    7) Afprøve franske cafeer i Kbh for at dulme abstinenserne
    8) Lave confit de canard
    9) Få lukket døren til fortiden helt og aldeles
    10) Se om jeg kan finde en afbudsrejse et varmt sted hen

  19. Jeg skal også samle ind på søndag(Aalborg), hvilket jeg aldrig har gjort før, så det bliver en oplevelse! Og hyggeligt bliver det også, da det er min far, som skal med mig på ruten:-)

  20. Tak tak tak for alle jeres venlige kommentarer og endnu mere tak fordi I deler hvad I skal lave i november! Det er mindst lige så inspirerende den anden vej og jeg er glad for at I deltager i ‘snakken’ :)

  21. Elsker dine lister :-) Bliver meget inspireret af dem selv. Hvor i alverden har du købt et lyserødt kalenderlys? Det bliver jeg nødt til at eje :-)

  22. Hey Emily :)
    Jeg ved godt det ikke har så meget med indlægget at gøre, men de fine blomster du har stående på bordet – hvad hedder de?