Første søndag i advent og sidste dag i november. Og dermed tid til at tale om Maria Gerhardts Der bor Hollywoodstjerner på vejen, som var november måneds bloglæseklubsbog. Jeg håber sådan, at I har haft en dejlig læseoplevelse med den? Det havde jeg. Virkelig.
Uanset om I allerede havde læst den inden, har læst med pga. læseklubben her eller måske endda har hørt den som lydbog her, så håber jeg, at I har lyst til at deltage i diskussionen nedenfor :)
Og der er plads til alles besyv, man må gerne (både) være højpandet, abstrakt og banal. Og man må også gerne bare sige “Jeg synes den var god” eller omvendt.
Nedenfor fortæller jeg om min oplevelse med bogen (spoiler alert, hvis du ikke har læst den endnu og planlægger at gøre det) og efterfølgende har jeg nogle spørgsmål til jer, lige til at gribe og svare på. Og så svarer jeg igen i kommentarerne, ligesom I selvfølgelig også er mere end velkomne til at svare på hinandens kommentarer (I skal! ;)).
Ps. Kig ind senere, hvor der er adventsgaver på højkant til 5 læsere og en fiks lille negleguide.
Jeg vidste godt at Maria Gerhardt kunne skrive. Det har jeg bl.a. bevidnet i artikler i Cover og debatindlæg og klummer i Information. Alligevel blev jeg glad for hvordan sproglige finurligheder og litterære finesser for alvor kommer til udtryk i hendes skønlitterære/selvbiografiske debut. Ukunstlet og alligevel raffineret føltes hele bogen sprogligt begavet. Sproget flyder, det er lækkert og let og alligevel nuanceret. Og meget sanseligt.
Man stopper af og til op og må smage lidt ekstra på en sætning. Fordi den simpelthen ligger så rart i munden. “Du sidder og bader dig i mit blik for første gang”, står der eksempelvis på den første side. Eller hyldesten til Inger Christensen, der også citeres allerførst i bogen, der gav mig kuldegysninger på side 187: “Din seng findes. Din sofa findes. Dit gulv, din badeværelsesvæg, dit køkkenbord findes, hver tredje time, når han sover”. Er man ikke bekendt med Inger Christensens digtsamling, Alfabet, som der refereres til, så læs den endelig. Eller lad dig betage af Inger selv i filmen Cikaderne findes, som man kan se gratis lige her.
Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg både blev meget betaget og bevæget af den dygtigt fortalte, selvbiografiske roman. På den ene side kærlighedshistorie på den anden sygdomsberetning og alligevel hudflettes og forenes de to sider i en happy ending, hvor man som læser hepper og græder i flæng. Jeg gjorde i alle tilfælde.
Mit eksemplar af Der bor Hollywoodstjerner på vejen er fuldt af æselører og tilmed skriblerier hist og her. Og er blevet læst tre gange (det kan jeg altså ikke love, at jeg når med næste måneds bog). Jeg har ikke ‘mishandlet’ en bog sådan, siden jeg læste litteraturvidenskab og det var dejligt at gøre det igen og se hvordan flere lag foldede sig ud, efter hver gennemlæsning. Og hvordan den kloge, lille bog både var kærlighed, sygdom, rejser, København, maniske anlæg, musik, fest, kønsidentitet, selvindsigt, seksualitet, klasser, historie, samfund og system.
Men nu vil jeg rigtig gerne høre, hvordan I oplevede bogen.
1. Jeg slugte den selv på et par aftener første gang, jeg læste den. Fandt I den også letlæst? Og nem at komme ind i? Jeg synes af og til at det kan tage mange sider eller endda kapitler at komme ordentligt i gang med en bog, men det var ikke mit indtryk her. Det flød bare og blev lidt af en page-turner på trods af, at det hverken er en spændingsroman eller en krimi.
2. Hvilken del kunne I allerbedst lide? Jeg var helt vild med beskrivelsen af Bjørnstjernes fødselsdagsfest midt i et år, der ellers har været vanvittigt hårdt for den lille familie. Hvordan de gør sig umage og hvordan den dag bliver et vendepunkt og en forløsning (og en fest man selv har lyst til at holde eller deltage i):
- “Det er femogtyve grader, og jeg har lagt alle vores marokkanske tæpper og puder ud på plænen. Jeg har hængt kinesiske lanterner imellem træerne og inviteret omkring halvtreds. Vi har bagt boller med frisk kardemomme og lavet lagkager fra bunden. Du har taget din store bredskyggede hat på, en hvid gennemsigtig skjorte, røde højtaljede bukser, rød læbestift. Hvad får man, når man spiller en countrysang baglæns? Huset tilbage, konen tilbage, børnene tilbage, håret tilbage. Det vokser mit hår, folk komplimenterer det, og han får så mange gaver og opmærksomhed, at han render glad og forvirret rundt. Om aftenen er der hotdogs på grillen Pølserne sveder og popper op, flækker, som de skal, de sidste gæster bliver halvfulde i naturvin, og solen er længe om at gå ned.” (s. 135)
3. Hvilket tema tog I mest til jer? Jeg blev selv meget ramt af brystkræfthistorien på grund af min mors sygdomsforløb i foråret og det var både hårdt og terapeutisk at gennemleve en andens forløb på den måde. Men det gav mig også en udvidet forståelse af, og et nyt sprog til at tale om, brystkræft. Et andet emne, jeg fandt interessant, var fortællingen om at at være fanget mellem to køn:
- “At fjerne raske bryster er nemmere end at fjerne syge. Jeg har besluttet mig for at gøre det præventivt. Og for symmetriens skyld. Nu sidder der ikke noget i vejen. Jeg kan igen tæmme en fodbold, som da jeg var dreng.” (s. 179)
4. Hvad er jeres overordnede indtryk af bogen? Blev I berørt af historien og føltes den vedkommende? Var der noget, der irriterede jer? Noget I gerne ville have haft uddybet eller som var svært at forstå? Er det en bog I vil anbefale til andre? Og hvilken følelse sad I tilbage med, da I havde læst den færdig?
Fortæl mig hvad I synes. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Svar endelig på et eller flere spørgsmål eller fortæl om lige akkurat det I har bidt mærke i og har lyst til at dele :)
Og husk også at være med i læseklubben i december, hvor vi læser Stillidsen.