Totusindeogfjorten blev et noget turbulent år for mit vedkommende. Privatfronten bød bl.a. på sygdom i familien, endnu en flytning og kæreste tur-retur. Men der skete virkelig også mange gode ting. Både privat (min mor blev rask!), men i særdeleshed også professionelt. Bloggen blev mit levebrød for alvor og jeg underskrev min første bogkontrakt (og var i DR-nyhederne). Blandt andet. Jeg var også på nogle dejlige rejser og så lykkedes det mig virkelig at få sparket igennem med mit løb og løbe over 20 km igen. Hvilket føles fantastisk ovenpå tre slidsomme ankeloperationer. Jeg fyldte også 29 og havde det rart med det. Så må vi se, om jeg siger lige sådan næste år ;)
Jeg vil gerne benytte årets sidste dag til at takke jer allesammen for jeres fortsatte støtte og opbakning. I er det bedste ‘publikum’, jeg kunne ønske mig (virkelig!) og I spiller i dén grad en rolle i, at jeg blogger på sjette (!) år. Tak for at I gør det til en fornøjelse at dele fragmenter af min verden.
Jeg håber at I får en dejlig nytårsaften og et endnu dejligere 2015! Jeg glæder mig til at dele et nyt år med jer!
ENGLISH RECAP: Thank you so much for your continued support and a very happy New Year to all of you!













































