Min mormor og hendes schæferhund Buggi ca. 1948
Hvis bare bedsteforældre kunne leve evigt. Og hunde.
Og andre kæledyr for den sags skyld.
Min mormor bliver 90 i år. Hun er den eneste bedsteforælder, jeg har tilbage. Min mor er den eneste forælder. Og jeg har ingen søskende og er generelt ud af en meget, meget lille familie.
Det er ikke noget, jeg rigtigt tænker over til daglig. Det er mere eller mindre den virkelighed, jeg er vokset op i og selv da min far og de resterende af mine bedsteforældre var i live, var vi en ret lille familie sammenlignet med de fleste andre. En omgang ‘enebørn der fandt sammen med enebørn’. Det kræver ikke den mest avancerede kugleramme at regne sig frem til, at det ikke bliver til mange fætter-/kusinefester ;)
Her på det seneste har min ellers ret friske mormor skrantet lidt. Mest mentalt. Hun har været forvirret og til tider konfus og der er flere og flere ting, hun ikke kan huske. Det gør mig ked af det og bange.
Jeg håber, det er en fase. Og at det bliver godt igen. For jeg er slet, slet ikke klar til at undvære hende også. Jeg ved godt det er møg-egoistisk, men hun er noget af det dyrebareste jeg har og er ikke bare min mormor, men også en af mine allerkæreste og -næreste venner.
Hun er den første til at vide det, når jeg synes en ny fyr er sød (nu lyder det, som om det sker hver anden uge, det er ikke tilfældet, selvom der har været lidt udskiftning på det seneste, ahem), ligesom jeg kender alle hendes hemmeligheder (tror jeg) og ved præcis, hvad der skete på den berygtede Orø-tur, som hun var på med min morfar, inden de blev gift (gisp!).
Vi har altid været tætte. Som barn har hun passet og hentet mig og taget mig på skægge ture og udflugter i en uendelighed. Og som voksen har jeg talt i telefon med hende flere gange ugentligt og besøgt hende stort set hver weekend. Må hellere sige at vi bor 10 minutter fra hinanden og besøgene er ofte ‘bare’ visitter af en halv til en hel times varighed. Jeg er ikke ude på at give nogen dårlig samvittighed.
Jeg tror jeg skruer op for både opkald og besøg nu. Hvis det er begyndelsen på slutningen, vil jeg i alle tilfælde være der så meget som muligt.
du ligner din mormor – I er begge meget smukke. Håber du får lov til at beholde hende mange år endnu. Selv at jeg ikke haft nogle bedsteforældre siden jeg var 8 år, og har virkelig savnet det.
Har aldrig selv syntes vi lignede hinanden, men er bestemt ikke uenig i at hun var/er meget smuk, så mange, mange tak :)
Åh, det håber jeg virkelig også. Mange klem Emily
Jeg ved præcis hvordan du har det, for min mormor er også mit et og alt. Hun bliver 80 om 12 dage, er heldigvis stadig frisk – men jeg går hver dag og er bange for dagen, hvor hun begynder at falde af på den. Min højtelskede morfar lider af alzheimers, og min mormor klarer opgaven til den helt store guldmedalje – men alligevel har hun det hårdt. Jeg bor hos mine bedsteforældre, men er på højskole, så jeg har ikke mulighed for at hjælpe med dagligdagen som jeg ellers gør normalt, og det piner mig virkelig. For min mormor gør alt for mig og hjælper altid når jeg har brug for det, og jeg vil så gerne gengælde det.
Det vigtigste er, at hun ved hvor højt jeg elsker hende. Og jeg er sikker på, din mormor har det på samme måde, så jeg tror det, at besøge hende så ofte så muligt er det eneste du kan gøre for hende <3
Al kærlighed herfra!
Mange tak for din søde kommentar og så dejligt med en der forstår en <3
Mange tanker og kram til dig og dine
Nej, hvor det minder mig om mit forhold til min farmor. Jeg får helt en klump i halsen over at læse det, for du beskriver det så godt. Jeg er også bange for den dag, jeg får et opkald og finder ud af at hun ikke er her mere. Jeg vil sådan komme til at mangle hende i min hverdag. Vi ringer sammen, besøger hinanden ofte og hun er, som din, også den første jeg fortæller det, hvis jeg er begyndt at synes om en fyr.
Det er svært at beskrive mit forhold til hende for andre, for hun er ikke som mine veninder, ej heller som en ekstra mor. Hun er blot lige præcis som hun skal være, min helt perfekte farmor.
Kunne ikke have skrevet det bedre selv. Håber at du har din farmor mange år endnu <3
Kram
Årh! Det er smukt!
<3
Ja gør mere af det hele.
Jeg havde planlagt besøg af min Bedstemor ( mormor om man vil), den eneste bedsteforældre jeg har kendt til, og få dage inden gik hun bort i en alder af 94.
Jeg nåede ikke et sidste farvel og det nager mig stadig.
Vi havde dog heller ikke det samme forhold, som du beskriver, men der var altid en hvis forståelse og fortrolighed til trods for den store afstand, som var mellem os på landkortet.
I øvrigt var hendes 90 års fødselsdag et brag af en fest og den lille seje dame var næsten med helt til sidst.
Det vil jeg gøre.
Det kan jeg godt forstå Mette, men omvendt er det ikke noget man må slå sig selv i hovedet med.
Dejligt minde fra hendes fødselsdag, fik sådan et dejligt billede på nethinden :)
Klem!
Virkelig et fedt indlæg og jeg kan nikke genkendende til så meget af det du skriver.
Jeg har selv været så tæt med min mormor, hun betød så meget for mig. Hun var en kæmpe del af min opvækst og det var helt fantastisk.
Grunden til jeg skriver i datid er ikke fordi hun ikke er her mere, eller på en måde…
Får et par år siden fik hun alzheimers og selvom hun stadig er her fysisk, er hun ikke den samme mormor.
Det jeg vil sige er bare at du skal nyde hende så længe du har hende mentalt og fysisk, for man ved aldrig ved det sker.
Åh det lyder hårdt Ingrid. Jeg nyder alt det jeg kan og er taknemmelig over alle gode tider og minder.
Knus
Hej rare Emily,
Du har saa evigt ret! Min farfar fylder ogsaa 90 i aar, som tiden dog gaar staerkere og staerkere, jo aeldre man bliver. Det gaelder bare om at saette pris paa den familie (menneske, hund eller kat imellem), man har: stor, lille – eller midt imellem!
Og saa er der heldigvis ogsaa den familie, man selv vaelger, eller som vaelger en: gode venner!
Jeg bor selv i udlandet, saa faar absolut ikke set mine bedsteforaeldre saa tit, som jeg gerne ville. Men det er ogsaa den lille tanke, et opkald (nu med Skype eller FaceTime) eller et godt, gammeldags postkort eller brev, der kan goere hele forskellen. Det vil jeg rigtig gerne blive meget bedre til at goere mere af, saa det er rart med saadan en hjertevarmende artikel dedikeret til din fine mormor <3
Kram til dig,
xoxo
Hej Stine,
Og du har omvendt ret mht at nyde tiden man har + være glad over den selvvalgte familie :)
Kram tilbage
Sikke en smuk kvinde :) Min bedstemor var også det skønneste menneske. Jeg elskede at være på ferie hos hende og min bedstefar, klappe køerne og spise pandekager til aftensmad. For omkring 5 år siden klarede hun ikke demenstesten ved lægen i forbindelse med fornyelse af kørekort. Først var det bare småting hun ikke kun finde, men det udviklede sig, og til sidst kunne hun ikke bo med min bedstefar i deres hus længere. Den fase, hvor hun mod sin vilje skulle rykkes på plejehjem var den værste! Nu bor hun der, hun har det godt og er ganske uvidende om, at tingene har været anerledes. Det er frygteligt hårdt for min bedstefar, der har svært ved at acceptere hendes sygdom, men personligt giver det mig ro at vide, at hun har det godt, hvor hun er.
Håber din mormor snart er på toppen igen, men nyd tiden ekstra meget med hende nu alligevel <3
Åh der er altså ikke noget bedre end de der bedsteforældreminder. Hvor er vi heldige at have fået dem med :)
Mange kram til dig og dine bedsteforældre og det kan du tro at jeg vil gøre <3
Søde Emily. Jeg kan virkelig relatere til dine beskrivelser. Min mormor havde det i flere år på samme måde indtil min lægeveninde sagde “drikker hun nok vand? Ældre mennesker bliver så konfuse, hvis de har væskemangel, og det har mange”. Tippet er hermed givet videre, og det var ikke nemt for min mormor at ændre på sine sort te + kaffe vaner, men det hjalp med saftevand, appelsin i vandet og lækre urteteer. Det gjorde altså virkelig en forskel i hendes friskhed mentalt.
Et par år senere vendte det tilbage, men her var hendes balance også ramt. Samme gode veninde sagde “hun har sikkert en betændelsestilstand et sted i kroppen. Det kan være noget så mildt som en blærebetændelse”. Min guldveninde havde ret. Igen.
Så spørg lige din elskede mormor om ovenstående. Og sørg for at hun har en god læge, som hun stoler på. Det er guld værd, når de begynder at skrænte. Det er ikke sikkert, at det betyder, hvad du frygter. Kærligst
Kære Rosa,
Mange mange tak for din kommentar! Jeg hælder fluks vand på hende og krydser fingre for at det måske ‘bare’ er det.
Knus
Jeg kan også godt forholde mig til dine følelser og tanker omkring din mormor. Min mormor døde forholdsvis ung som 75-årig, for otte år siden. Jeg var ikke tæt med hende på samme måde som dig og din mormor, men mine morforældres hjem og sommerhus var mit hjem nummer to, og min bror og jeg brugte nærmest alle vores ferier der. Efter min mormor døde, skred min morfars Alzheimers frem, og i dag kan jeg ikke have en “normal” samtale med ham. MEN musikalsk som han altid har været, kan jeg synge med ham, for melodierne kan han tydeligt huske, det er ret pudsigt og meget hyggeligt :) Så selvom samtalerne ikke er der, er samværet der, og det skal man helt klart nyde mens tid er.
Dejligt med så fine minder Trine. Dem kan igen tage fra os :)
Og skægt med din morfar og musikken. Ser det samme hos nogle af de andre beboere på min mormors plejehjem og faktisk med hunde også for dem af dem, der har haft hund tidligere i deres liv. De liver helt op når de ser Penny og klapper hende og begynder at fortælle historier om deres hunde.
Klem
Hej Emily.
Hvis du finder dette for personligt eller upassende, så på forhånd undskyld og bare slet min kommentar.
Må jeg gerne spørge, hvad din far døde af, og hvordan du kom igennem sorgen/har nogen råd/”måder at gribe det an på”?
Jeg står selv i “samme” familieære situation, som du beskriver ovenfor, og da jeg ikke har nogen kæreste (eller udsigt dertil), kan man hurtigt føle sig meget alene og tænke på, hvem man mon overhoved har tilbage af familiære relationer inden for et kort årrække.
Kære GG,
Det er helt, helt i orden at spørge, det må man altid her :)
Det er jeg ikke helt parat til at dele her. Og bliver det nok aldrig. Det er snart 14 år siden. Men måske en dag…
Det er så længe siden at den periode egentlig er meget utydelig for mig. Jeg var 16 år og lige startet i gymnasiet og var mest af alt vred. Først længe efter (måske et år eller to), blev jeg for alvor ked af det. Det er ikke noget jeg kan råde nogen til og set i bakspejlet, ville jeg gerne have håndteret det helt anderledet. Det var jeg bare slet ikke i stand til på det tidspunkt.
Noget jeg dog kan råde om er at fortælle venner/bekendte/kollegaer at du gerne vil snakke om det/at det er ok at tale om det/spørge ind til det (hvis du har det sådan selvfølgelig) de fleste har så meget berøringsangst omkring døden og man har typisk selv meget brug for at tale om det, så det kan være godt at melde klart ud til folk at det er ok.
Kan kun nikke gengenkendende til det med hurtigt at kunne føle sig meget alene. Men som en anden læser skriver længere nede, så kan man heldigvis selv vælge/skabe sig en familie af venner. Dermed ikke sagt at jeg ikke forstår dig, det kan du tro at jeg gør. Det er på en eller anden måde noget andet med dem man ikke selv har valgt og som bare er der uanset hvad…
Mange kram, knus og tanker til dig <3
Jeg har ikke nogle af mine bedsteforældre tilbage. Min morfor kendte jeg aldrig, han døde da min mor var ung, men jeg er opvokset 5 minutter fra både min mormor og farmor & farfar, og har tilbragt meget tid med dem, da jeg var barn. Da jeg blev teenager gik der længere mellem besøgene, min mormor gik bort i 2. g og min farmor og farfar med kun et halvt års mellemrum (de havde været gift i 50 år), da jeg var i starten af tyverne. I dag er jeg 26 år, og der går sjældent en dag, hvor jeg ikke tænker på dem alle. Jeg kan savne dem, så det gør fysisk ondt, og jeg er så ked af, at jeg ikke tilbragte mere tid med dem den sidste tid. Men samtidig lykkelig for at de betyder så meget for mig, og jeg har haft et skøn barndom med dem alle tæt på.
Tak for at dele din historie Sarah og kender så godt det med at savne så det gør ondt. Sådan rigtigt ondt helt ned i maven og helt ind i knoglerne.
Men som du selv så fint skriver så hænger det netop sammen med at de har elsket en og omvendt og det er gode minder at have med sig.
Stort kram til dig
Tak for et dejligt personligt indlæg, sådan et har jeg savnet. Det er tanker vi allesammen går med. Hele tiden, og specielt som man bliver lidt voksen i det.
Helt enig. Gad af og til godt bare at være barn igen. Og at bedsteforældre og hunde levede evigt. Basta!
Men så dejligt med jeres respons og at jeg i det mindste ikke er alene om at have det sådan. Det jager ensomhedsfølelsen lidt bort. Tak <3
Åh Emily. Det gør så ondt at læse dine tanker at jeg sidder her og tuder. Hvis det er den vej det er ved at gå nu, så nyd det du får og har fået med hende. Hun er godt nok smuk, det må du gerne hilse og sige fra mig. Jeg er selv både efternøler og ud af en lille familie. Jeg har hverken mormor, morfar, farmor eller farfar tilbage. Min morfar døde som den sidste da jeg var 19. Jeg savner dem så meget. Stort varmt kram til dig fra mig!
Mange tak Michelle og mange kram og tanker tilbage <3
Jeg kender følelsen, og jeg må- også egoistisk- sige at det er rart ikke at være ene om de bekymringer! Længe leve Mormødre! :) <3
Absolut. Og nej, i den henseende havde det altså været godt med en søskende eller to…
Klem
fint indlæg, nu savner jeg min mormor lidt ekstra i dag.
Tak Kristina <3
Tak for et fint og personligt indlæg! Og sikke er dejligt billede – man kommer jo fuldstændig til at tænke på dig om Penny. Kunne du ikke få lavet til tilsvarende billede i gammel stil til hendes fødselsdag?
Rare tanker til dig!
Det var vel nok en god idé!!! Det vil jeg gøre :)
Kram
Hvor er du heldig at have oplevet sådan et nærvær med din mormor. Selv havde jeg kun en syg mormor og en meget gammel farmor, og hverken farfar eller morfar, for de døde før jeg blev født. Og derudover er jeg også enebarn i en familie af enebørn. Så jeg kender godt til det med at have en lille familie.
Jeg har selv skabt mig en familie nu, med mand og to børn. Og barndommens sporadiske ensomhedsfølelse er nu erstattet af en sporadisk længsel efter ensomhed – i det mindste bare et par minutter om dagen! ;-)
Jeg håber din mormor holder nogle år endnu. Hvor var hun smuk som ung – og vild med hunde, ligesom dig. :-)
Det er så rigtigt set Maria og jeg føler mig også meget heldig og taknemmelig. Noget jeg også skal mindes når hun ikke er mere og tilmed huske mig selv på lige nu, hvor jeg er bange for at miste hende.
Åh lyder dejligt det med at skabe sin egen lille familie, kan også mærke at det (for første gang) begynder at trække lidt i mig. Og haha mht at længes efter ensomhed ;) Dét glæder jeg mig til! ;)
Det håber jeg også og mange tak :)
Dit forhold til din mormor, minder om mit forhold til min mormor.
Jeg har dog stadigvæk min morfar også, hvilket betyder, at jeg har to bedste venner – dem. Jeg fortæller dem alt og de fortæller mig alt. For nyligt er jeg flyttet fra Vestjylland til København og at tage fra dem, har været noget af det værste jeg har prøvet. Jeg har altid prioriteret min mormor og morfar og tilbragt flere eftermiddage om ugen hos dem igennem hele mit liv. Når jeg tager til Jylland et par gange om måneden er det stadigvæk dem jeg prioriterer, og jeg kunne slet ikke forestille mig det anderledes.
Min mormor er også begyndt at skrante lidt – ogå mest mentalt. Hun er forvirret og er begyndt at gentage sig selv, hvilket er et evigt dårligt tegn. Min morfar er heldigvis rigtig frisk mentalt – lidt mindre fysisk – og er god til at gøre hende glad og mindre forvirret.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i de (bange) følelser som du går rundt med. Det er så ubehageligt, men som min mor siger til mig: “I det mindste gør det ikke ondt” – og hvor har hun ret – heldigvis.
Åh hvor lyder det som et dejligt forhold i har til hinanden. Og rart at høre fra en ‘ligesindet’ der ikke synes det er underligt at jeg bruger eftermiddag efter eftermiddag med min mormor ;)
Det er det samme her med gentagelserne. Æv!
Mange knus og tanker til dig og dine søde bedsteforældre
Åh, det kan jeg slet ikke holde til at tænke på! Før min kæreste mistede sin far ret pludselig for nogle år siden, havde jeg ikke skænket døden en tanke. Jeg har mistet to oldemødre, men ellers har jeg alle mine bedsteforældre endnu. Men nu er jeg for alvor blevet bange for at miste. Jeg er bange hver gang vi tager afsted for at rejse ud i verden, fordi jeg tænker på hvad der kan ske når vi er væk. Og når vi tager afsted til august for at rejse rundt på ubestemt tid, tager jeg også frygten for at miste med i rygsækken. Det ville også bare være mærkeligt at blive hjemme og vente. Jeg krydser fingre for at din mormor får det bedre <3 I øvrigt et virkelig skønt billeder af hende!! Man kan tydeligt se jeres ligheder!
Det kan jeg kun nikke genkendede til Laura, den frygt (netop når jeg rejser) sidder også væmmeligt meget i mig og er kun blevet værre efter min mor fik konstateret brystkræft, da jeg var i Thailand sidste år.
Men du har helt ret. Det nytter bestemt ikke noget at sidde hjemme og vente på at der sker noget frygteligt. Afsted med os :)
Mange klem og tanker til dig
Jeg har desværre ingen bedsteforældre tilbage, men jeg savner min mormor helt ustyrligt meget. Tror ikke der går en dag, hvor jeg ikke tænker på hende! Og min kære hund, som jeg måtte sige farvel til i november savner jeg også – hun blev 14 år, så det var ingen overraskelse. Men alligevel! Gid de kunne leve for evigt! Dejligt du stadig har din mormor – håber hun holder mange år endnu!
Ja, bare vi kunne bevare bedsteforældrene og vapperne. I alle tilfælde de søde af dem ;)
Er ked af at høre med din hund. Selvom det er forventet, så gør det så pokkers, pokkers ondt!
Kram
Der er nu ikke noget bedre end bedsteforældre. Jeg er heller ikke ud af den største familie og har faktisk ingen bedsteforældre tilbage. Jeg savner den rigtig ofte og ville ønske at de havde været her lidt længere, derfor sætter jeg også pris på alle de dejlige minder og oplevelser jeg har fra dem :) Og god bedring med din mormor
Ja om ikke andet har vi de dejlige minder Julie, de er også vigtige! :)
Knus
Jeg forstår dig godt. Jeg er selv enebarn, blev dog ‘storesøster’ for små 5 år siden til en dejlig formel et labrador. Og jeg har også kun en bedsteforældre tilbage, min farmor. Har dog en meget stor familie på hendes side. Ser dem dog sjældent (eget valg). Så du er på ingen måde igoistisk, man skal nyde dem når man har dem. Synes det er dejligt at du også deler den slags tanker, dem går vi andre også med. Håber du får en rigtig god Helligdagsferie. Og også god weekend til alle i andre.
Tusinde tak Helene og godt at vi trods alt har hundene ;)
Klem til dig og dine
Kære Emily,
Jeg forstår fuldt ud din følelse. Jeg har heller ikke en stor familie. Juli sidste år mistede jeg min mor. Hun blev kun 65 år. Jeg har kun min far tilbage, ingen søskende men jeg har dog mand og børn.
Men tanken om at miste min far, er ganske grufuld. Det er en tanke jeg næsten ikke kan forholde mig til. Så jeg er nok lidte meget om ham, og det skyldes at, han er ældre end min mor samt at det nogen gange ses at, når en ægtefælde mister – går den anden bort af sorg. Jeg tror nu ikke at det er tilfældet her – men jeg er blevet mere opmærksom på min fars signaler.
Jeg håber det bedste for din mormor – og dig ;)
Kære Charlotte,
Mange tak og også mange tanker til dig. Så ubærligt at miste en forælder og næsten lige så hårdt at gå med bekymringen om hvornår/om at miste den tilbageværende. Den frygt kender jeg kun alt for godt, fra da min mor havde brystkræft sidste år.
Kram og tanker til dig og din far
Åh, hvor jeg føler med dig søde Emily!
Er selv enebarn, har mistet min mor, og har siger og skriver 8 familiemedlemmer tilbage, så jeg ved præcis, hvordan det føles at have en lille familie (og være vant til det).
Jeg havde selv et meget tæt forhold til min mormor og morfar, og nåede heldigvis at blive voksen, inden de døde som hhv. 91- og 87-årige. Jeg boede tæt på dem, og så dem flere gange om ugen, hvilket jeg er dybt taknemmelig for idag. På den måde fulgte jeg med i, at det stille og roligt gik ned ad bakke, som det gør i den alder, og det kom derfor ikke som et stort chok, da de var væk, selv om savnet ikke blev mindre af den grund.
Nyd, at du er i nærheden af din mormor, og kig forbi så meget du kan. Hyg jer, som I altid har gjort, og tal om alle de rare ting I har haft sammen. Jeg lover dig, at du ikke kommer til at fortryde det, uanset om hun ikke har så langt igen, eller om det her blot er en fase, og hun går stærkt videre mod de 100.
Stort kram til dig!
Tusind tak for din rare og medfølende kommentar. Selvom den trak tårer så var den meget dejlig og brugbar!
Kram
Jeg ved præcis, hvordan du har det. Min mormor fik konstateret en aggressiv form for demens omkring 2006 og levede med det (endte på plejehjem, totalt hjælpeløs og uværdigt i en kørestol ude af stand til en dyt) indtil november 2011. Jeg savner hende stadig, og der går ikke en eneste dag, uden jeg tænker på hende. Hun var den af mine bedsteforældre, jeg var allertætteste med (har aldrig mødt min morfar, da han døde før min tid). Jeg har stadig min farmor og farfar, men det lindrer ikke sorgen/savnet omkring min afdøde mormor.
Faktisk har jeg intet imod at blive ældre selv. Men jeg HADER at det betyder, at mine bedsteforældre og forældre også bliver det. Det er virkelig ikke en rar tanke.
/Line
Åh hvor hårdt Line. Det er også min store frygt. Min mormor bor på plejehjem nu og de fleste af de andre beboere er meget demente og det er ja, … så uværdigt (som du skriver) på en eller anden måde. Hårdt for dem og hårdt at være vidne til og ikke kunne stille noget op overfor det…
Er helt enig med dig mht. det med at blive ældre. Det generer mig heller overhovedet ikke, men det er til gengæld noget så væmmeligt at bedsteforældrene (og på et tidspunkt forældrene) forsvinder :(
Kram til dig
Tak for et smukt indlæg! Jeg håber, hun holder længe endnu. :)
Og wauw, hvor I ligner hinanden – to smukke kvinder!
Og så snart, jeg trykkede send, tog jeg mig selv i, om det med at holde længe, kan lyde som en lige lovlig kæk bemærkning i den her sammenhæng. Jeg mener, at jeg håber for jer begge to, at hun kommer ovenpå igen.
Selv tak og det er helt, helt ok! Jeg håber bestemt også selv at hun ‘holder længe’ endnu ;)
Tak, det kan jeg slet ikke selv se, men bliver glad for sammenligningen :)
Klem
Åh hvor jeg kender det. Min mormor bliver 88 i år, og hun er også begyndt at tyde på, at demensen er ved at tage over. Hun er også min sidste bedsteforældre, og har været det længe. Hun er et kæmpe forbillede for mig, og jeg vil helst heller ikke miste hende. Desværre bor hun på Fyn og jeg i København, så kan desværre ikke passe på hende. Så nyd dine besøg, og tag dig godt af hende. Det er jeg sikker på, at hun sætter pris på, og kun nyder at du pusler lidt om hende :)
Av, det er bare så hårdt og du kan tro at jeg føler med dig. Det er jo desværre den naturlige vej det går, men derfor er det stadig uendeligt trist.
Tak og det kan du tro at jeg vil gøre :)
Tanker til dig og din mormor
TAK TAK TAK for alle jeres søde, forstående og medfølende kommentarer. Det varmede skisme! <3
Kære Emily,
Tak for et dejligt indlæg. Jeg er selv enebarn, og jeg har altid været så irriteret over det, men det kunne ikke være anderledes. Så tanken om, at mine børn aldrig får en moster eller morbror har jeg tænkt over, men til gengæld er jeg så heldig at have en stor familie, og jeg har “kun” mistet min ene bedsteforælder, så jeg føler mig meget heldig. Min mormor er netop blevet 90 år her i april, min morfar har bekæmpet en sjælden kræftform, mens jeg har været verden rundt i et halvt år nu her, og min bedstemor blev markant ældre, da hun for flere år siden lå syg meget længe og er nu hver dag svimmel og udmattet, selvom nogle dage er bedre end andre. Det nager i brystet, når jeg tænker på, hvordan det vil gå dem, og hvor længe jeg kan nyde dem endnu. For ingen lever evigt, og når man så er væk hjemmefra i et års tid, så bliver afstanden bare endnu større, når det skranter for dem, som man holder så meget af.
Jeg håber på det bedste for dig og din mormor. Mange kram fra Benedikte
Kære Benedikte,
Tak for din kommentar og for at dele lidt af ‘din historie’. Kan så godt relatere til det med at blive helt bekymret over at være væk. Kan tage mig selv i at være helt forbeholden ved at rejse, fordi jeg så bliver bange for at min mormor får det dårligt mens jeg er væk…
Klem til dig og dine
Tak… Dit indlæg fik mig til at ringe til min farmor og høre hvordan hun havde det. Hun har skrantet en del de sidste år bl.a. med blodpropper og tarmkræft. Ingen ved om hun stadig har kræft, men hun ser pt bedre ud end meget længe og er i et herligt humør. Jeg har altid været meget tæt på min farmor, men de seneste år har vi ikke talt så meget, som vi plejer. Derfor var det ekstra dejligt at gribe knoglen og ringe til hende, tale om stort og småt i lang tid, og bare nyde at jeg stadig kan ringe hende op. Det er vigtig “lektie” til mig selv. Pludselig kan man ikke bare ringe hende op længere.
Så tak.. Det gav mig ro i maven. <3
Åh hvor dejligt at høre Sisse :) klem til dig og din farmor
Jeg er virkelig rørt og glad for du deler, så personlige tanker og følelser. Jeg mistede min mormor for 10 år siden. Hun var/er mit et og alt. Jeg blev mobbet gennem folkeskolen og holdte det hemmeligt for hele familien. (inklusiv mormor). Hvilket er underligt, for jeg fortalte hende alt andet. Hun var den der var aller tættest på mig. Faktisk så havde jeg et knap så godt forhold til min mor mens min mormor levede. Hos min mormor havde jeg et fristed hvor der ikke var andet kærlighed og varme ord. Jeg kan stadig huske hendes duft og de luftkys hun sendte mig, når jeg sad i mine forældres bil og skulle hjem. Hun har efterladt et tomrum som aldrig kan udfyldes. Men jeg er glad for, at det der kom ud af det, er et stærkere forhold til min mor. Nu er min mor den aller nærmeste i mit liv. På en måde bragte vores tab os sammen. Jeg er glad for, at jeg for nogle år siden fik en tatovering til minde for min mormor.
Jeg vil ønske for dig, at du vil have mange år endnu med din mormor.
Kære Charlotte,
Tak for at dele historien om din mormor. Hvor lyder hun herlig og hvor dejligt at I havde så godt et forhold. De minder kan ingen tage fra en.
Tusinde tak, det håber jeg virkelig også.
Knus
Emily
Virkelig fint og ærligt indlæg. Jeg har for nyligt mistet min sidste bedsteforælder, min farfar, og selvom man godt ved at ingen lever evigt, så er alderdom og dét at miste nogen noget mærkeligt, svært noget.
Min veninde Anna har skrevet denne fine, fine sang om at blive gammel og konfus og lavet en virkelig hjertevarm musikvideo til sangen:
https://youtu.be/hPHQ9rHEjpw
Mange tak Lærke. Ja, det er virkeligt dumt!
Hvor er den fin, mange tak for at du delte den <3