læderleggins Inwear// cardigan Selected Femme// bluse Inwear// pumps Ganni (gamle, lignende her)// taske Saint Laurent ( i lille her)// ringe og halskæde byBiehl// solbriller Karen Walker
Det er egentlig ikke, fordi jeg partout vil have solbriller på, på alle billeder. Men i disse dage er jeg et snøftende og – ja, undskyld mit franske – snottende, nysende vrag og tilmed med røde, rindende øjne. Ikke kønt, så det skåner jeg jer lige for.
Jeg er lagt helt ned af høfeber (og forstår levende hvorfor det hedder høFEBER) og overvejer at skære næsen af. Eller emigrere til nærmeste ørken eller et sted omkring Arktis.
Det varer heldigvis (7-9-13) som regel kun en uges tid eller to, så jeg satser på at være tilbage i topform snarest. Og ellers så stikker jeg under alle omstændigheder af til Paris næste uge, hvor der mig bekendt ikke så mange onde birketræer.
Jeg skal have besøg af et boligmagasin i dag, der skal lave en reportage fra mit lille hjem, så jeg har været ekstra tidligt oppe at prøve at få hele molevitten til at se ordentligt og pænt ud. Og måske jeg flytter lige om lidt, så er glad over at mit nuværende hjem bliver foreviget. Er nemlig noget så glad for det og kommer til at savne det, men så er det trods alt rart at have nogle fine billeder herfra.
Og hey, så skal jeg også nok snart ryste outfit-posen lidt. Men når man er halvsløj og -slatten, så er det altså ikke dér, jeg har allermest lyst til påklædningsmæssige eksperimenter og så er det bare mere bekvemt at holde sig behagelige evergreens som kimono-cardigan (bedste beklædningsgenstand næst efter læderjakken), leggins, pumps med lav hæl og solbriller at gemme de blodskudte øjne bag.