Læseklub: Ikke den slags pige (Diskussion)

lena-dunham

Jeg er helt besat af billedet på bagsiden af bogen! Perfektion! 

SÅ blev det (endelig, sorry!) tid til at tale om Lena Dunhams ærlige og mærkelige essay-samling Ikke den slags pige/ Not that kind of girl. Jeg er stadig en høfeber-zombie (kunne sove HELE tiden og er normalt fuld af energi), men jeg vil så gerne dele min oplevelse af bogen alligevel. Og ikke mindst tale om den med jer i kommentarfeltet :)

Overordnet set kunne jeg mægtigt godt lide den lille, skøre bog. Jeg fandt den for det meste anderledes og forfriskende og fuld af, nå ja, mere eller mindre skamfulde, anekdoter og følelser, som jeg af og til kunne nikke genkendende til. En af de første der virkelig stak var denne, om hvordan man narrer sig selv, når man er i et dårligt forhold: “I obeyed hos commands, sure that I could fulfill this  role while still protecting the sacred place inside of me that I knew deserved more. Different. Better. But that isn’t how it works.”

Og bogen syntes at være fuld af dem. 21 mærker har jeg sat i den. Ét for hver gang jeg syntes, at Dunham formåede at sætte en følelse eller oplevelse, jeg virkelig kunne relatere til på spidsen.

Og også ét ud for hver af hendes lister (13 things I’ve learned are not okay to say to friends og 17 things I’ve learned from my father osv.). De var SÅ sjove, syntes jeg.

Men der var også ofte, hvor det ikke var tilfældet. Hvor jeg overhovedet ikke kunne relatere, til det hun skrev. Lad os bare sige det sådan. Og det var helt ok og stadig insteressant for det meste. Dunham synes at være en noget selvdestruktiv og kaotisk person. Måske det er det, der er hendes kreative drive. Det er egentlig også lidt sådan, jeg har det med karaktererne i GIRLS: De gør mange dumme ting, der ikke er gode for dem og egentlig er de på hver deres måde lidt irriterede, men alligevel også interessante.

Generelt synes jeg, at Dunham balancerede noget så fint mellem at dele egne oplevelser, pinagtigheder og erfaringer for derefter at spidde hvad de gjorde ved hende (og os, hvis vi havde oplevet noget lignende). Det er i netop det, at jeg synes det modige i hendes bog ligger. Ikke så meget i at fortælle om hendes vagina, sexuelle tvivl, svingende vægt, usunde forhold osv., men mere hvordan hun med stort overblik og nøjagtighed formår at beskrive præcis hvordan disse episoder og emner påvirker os.

Til gengæld syntes jeg, at afsnittet om vægt og kalorietælning (Diet is a four letter word) var usandsynligt kedeligt. Ja, faktisk blev jeg lidt skuffet. Havde lidt håbet, at hun var sådan en, der slet ikke gik op i vægt… Og jeg havde det lidt lige sådan med afsnittet om internetkæresten Igor. Altså at det var lidt kedeligt. Giv mig gerne ret, men fortæl mig især hvis I havde det omvendt (og hvorfor!)?

Ps. Man kan stadig nå at være med på maj måneds bog. Og så håber vi, at jeg er lidt friskere til når vi skal diskutere den ;)

Men nu glæder jeg mig helt vildt til at høre om jeres læseoplevelser. Fortæl mig endelig hvad I syntes om bogen. Enten med udgangspunkt i et eller flere af nedenstående spørgsmål eller noget helt andet, der fangede jer.

  1. Hvad kunne I godt lide? Jeg kunne – helt groft sagt – lide ca. to tredjedele af bogens essays. Resten generede eller irriterede mig bestemt ikke (med undtagelse af det med vægt og diæt), men de gjorde heller ikke rigtigt noget for mig og nogle af dem fandt jeg endda lidt kedelige. Noget jeg ikke lige havde forventet. Men tilbage til det jeg godt kunne lide: Listerne jeg også har nævnt længere oppe var hylende morsomme, ligesom jeg var meget begejstret for når Dunham satte en eller anden pointe på spidsen og ramte den lige på kornet. Essayet I didn’t fuck them but they yelled at me, om hvordan hun prøver at gøre opmærksom på sig selv, lige da hun kommer til Hollywood,  var det stærkeste og mest interessante, synes jeg.
  2. Hvordan havde I det med den hudløst ærlige facon? Var det rart at høre en anden fortælle om private emner, der ellers ikke bliver taget op eller føltes det netop for privat? For at være helt ærlig så havde jeg det lidt blandet med det. Af og til følte jeg at Dunham var for oversharing (især de essays der involverede lillesøsteren… fik en lidt ubehagelig incestuøs vibe af dem), andre gange syntes historierne omvendt at være lidt vage og måske ikke vilde nok til at det overhovedet var interessant, men for det meste syntes jeg, det var rigtig spændende at læse en andens tanker og forhold til nogle ellers private og/eller pudsige sager.
  3. Kunne I lide formen? Når den var bedst, synes jeg nærmest det var helt stream of conciousness’sk (jeg læste den på engelsk, måske lidt af det forsvandt på dansk?) for derefter at munde ud i en præcis og klar pointe, men til tider synes jeg også det var for flyvsk og med lidt for mange løse ender.
  4. Er det en bog I vil anbefale til andre og I så fald hvem? Ja, det tror jeg. Ikke som en opskrift på noget ej heller som et manifest, men som et interessant indblik ind i et kreativt, kaotisk og neurotisk hovede. Både til unge kvinder, men egentlig også til alle dem, der ikke forstår hvor komplekst og kompliceret det kan være at være en ung kvinde nu til dags (ok, det lød lidt mormor det sidste…). Tror både at mødre og mænd (jævnaldrende i særdeleshed) kunne lære lidt…

NU glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes :)

 

(Visited 3.686 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

23 Kommentarer

  1. Ikke en bog der sagde mig særlig meget.
    men havde vildt ondt af den lille pige der vokser op i New York, halvbedøvet af medicin og lidt underlige forhold til forskellige psykologer.
    Bogen bliver solgt som en sjov, det synes jeg ikke at den var, kunne ikke slippe tanken om det her barn der er så psykisk syg at hendes pillemisbrug følger hende ind i den voksnes verden.
    Bogen er fint skrevet, lægger sig tæt op af serien Girls og filmen Little furnitures, meget Lena Dunhamsk.

    1. Ja, det var helt vidt så mange gange al den medicin blev nævnt ikke? Og uden at hun selv satte spørgsmålstegn ved det eller bebrejdede nogen det. Det virkede nærmest bare som en præmis, hun tog for givet? Kan det tænkes, at der bliver overdrevet? Eller er den slags helt normalt i New York?
      Kom selv helt fra det, da jeg skrev ovenstående, men jeg blev også både lidt forarget og beklemt af al den snak om psykofarmaka… Og ja, hvis det er rigtigt, så stakkels lille pige!

  2. Jeg synes formatet eller strukturen i bogen er ret flyvsk, som du selv skriver og det gør den lidt rodet at læse i, fordi jeg syntes jeg skulle bruge krudt på at koncentrere mig om selv at holde fast i en eller anden rød tråd i kapitlerne.
    Til gengæld synes jeg egentlig at det er lidt befriende, at hun skriver så frit fra leveren – også om tabubelagte eller ubehagelige emner, fordi jeg tænker, at hun får sat ord på nogle ting, som mange måske har prøvet at tænke eller har oplevet, men som de har skammet sig over eller aldrig talt med nogen om. Men det er da helt afgjort grænseoverskridende, fordi der ikke bliver lagt låg på noget som helst og der kommer meget ‘weird stuff’ frem.
    Jeg har set virkelig meget ‘GIRLS’ (også mens jeg har læst bogen) og det er superforvirrende, at der er så mange overlap, men det er nok bare vilkåret, når hun skriver på den måde, hun gør og bruger sig selv så meget.
    Jeg ville anbefale andre at læse bogen. Ikke fordi den er en pageturner (som jeg måske forventede), men fordi den er anderledes, ærlig og et fint bud på et billede af ‘vores’ generation.

    1. Jeg troede nok også at den var både sjovere og lidt mere en pageturner, men er glad for at have læst den alligevel. For ja, den har noget på hjerte – omend i en noget forvirrende form – og beskriver mange interessante ting. Og meget ‘weird stuff’!

  3. Jeg var fint underholdt. Enig i, at man genkender sig selv i nogle episoder, hvor andre er mere som at brase uanmeldt ind på sin søsters værelse.

    Formen gjorde det lidt svært for mig at holde fokus og følge med i kronologien og persongalleriet. Men jeg kunne til gengæld godt finde på at læse den igen nu, for at få det hele med:)

    (Dog ikke diæt-mad tingen ..den sprang jeg elegant over)

    Men jeg var mega frustreret over tegnsætningen hele bogen igennem. (uden at være komma-ekspert.. Kan bare slet ikke gennemskue, hvordan de er sat i den her bog)

    Men en fin og ærlig bog. Jeg har givet den videre i fødselsdagsgave til en veninde, der heller ikke er “den slags pige”.

    1. Dejligt med god oplevelse. Og helt enig mht. fokus. Læste den godt nok også mestendels lige inden jeg skulle sove, men det blev lidt hoppende i det og har derfor også lidt svært ved at huske den (som helhed) ordentligt…

      Læste du den på dansk eller engelsk? Jeg tænkte ikke selv over tegnsætningen, men læste den på engelsk og der er jeg altså (slet ikke) den store ekspert hvad det angår…

  4. Det fine og enestående ved netop denne bog er at den er et opgør med Facebook-pænheden og ‘vær positiv’-attituden. Bogen (og ‘Girls’-serien) er en reaktion på den til tider kvalmende, blankpolerede og glatte facade som stort set alle gerne vil tegne af sig selv via de sociale medier. Grunden til at vi som læsere sluger Lena Dunhams bog er jo at det er dejligt og livsbekræftende at der for en gangs skyld er én der tør beskrive hele livet (inklusiv de grimme detaljer) og ikke kun de smukke og positive aspekter af livet! For vi har alle (om vi indrømmer det eller ej) grimme aspekter i vores liv på den ene eller anden måde.
    Måske overdriver Lena Dunham, men som man siger: overdrivelse fremmer forståelsen. Livet er bare beskidt nogle gange, men vi overlever alligevel, synes hun at sige i sin bestseller-bog.

    1. Altså det du beskriver Gitte, var lige akkurat min forventning til bogen. Men synes ikke helt den lever op til det. Jo, helt sikkert i nogle af afsnittene og kapitlerne, men ikke overordnet set.

      Og i øvrigt synes jeg det er lidt fortærsket det der med de blankpolerede sociale medier vs. den rå virkelighed. Men det skal jeg jo nok også sige ;)
      Synes det er problematisk hvis der efterhånden er konsensus omkring, at det er mere ægte at være ked af det end glad?

      Kan rigtig godt lide din læsning mht. at livet er beskidt, men at vi overlever alligevel. Det var både livsbekræftende og positivt ;)

  5. Jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at relatere til bogen. Jeg var glad for sproget og formen, og jeg trak da også på smilebåndet af og til, men det var også det. Måske er det hypen, der har resulteret i alt for høje forventninger? Især den første del, “Love and sex”, generede mig. Jeg syntes, det var tåkrummende at læse (og ikke på Klovn-måden)! Mest af alt havde jeg lidt ondt af hende.

    Den del jeg bedst kunne lide var “Work”, fordi hun, som du selv skriver, af og til rammer enormt præcist, og når hun beskriver de mennesker hun elsker, sine forældre, sin søster og sin nuværende kæreste, er det enormt ømt og dog med et glimt i øjet. Hun minder mig om en kvindelig Woody Allen med sin selvmedlidenhed, hypokondri og storhedsvanvid.

    1. Ja, de der høje forventninger kan være noget skrammel ikke? Jeg tror også jeg havde forventet at den var sjovere (eller måske netop sådan Klovn-sjov) og er helt enig med dig i at det ikke var en bog hvor man sad og kluklo. Hvilket kom lidt bag på mig.

      Av, havde næsten (lykkeligt) helt glemt den første del, for ja, den var nærmest lidt trist ikke?

      Work er klart stærkest (måske den også er skrevet senest?).

      Åh hvor er det fint set. Dét fik mig til gengæld til at klukle :)

  6. Jeg er ret så vild med denne bog!

    Jeg synes bogen er meget velskrevet, og selvom der er dele (fx den om Igor og om psykofarma) som jeg synes er mærkelige/lidt kedelige/svære at relatere til, er mit overordnede indtryk af bogen særdeles positivt.

    Jeg synes også det er super fedt, at man hurtigt får fornemmelsen af at hun virkelig lukker op for “godteposen” – der bliver godt nok ikke lagt fingre imellem! Og derudover kan jeg relatere til en masse ting i bogen – både de halvneurotiske og de knapt så neurotiske. Og det er jo for det første altid fedt at møde en “ligesindet”, men for det andet formår hun at indramme de følelser man har på en virkelig god og vedkommende måde. Hvor man tænker “jamen det er jo det for filan!” – hvilket jeg også flere gange har oplevet i Girls, fx den scene hvor Adam går fra hende og hun siger “du er ikke forelsket i mig længere” (eller i den dur). Den måde, som hun formår at fange meget genkendelige menneskelige følelser, er meget fængende og fascinerende.

    1. Lyder som om vi har haft samme oplevelse på mange områder Pernille :)

      Kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over det du kalder “jamen det er jo det for filan!”-oplevelsen, for det er lige akkurat sådan jeg også selv havde det flere gange.
      Dejligt at du syntes den var god og værd at læse!

  7. Jeg må indrømme, at jeg bestemt ikke var imponeret! Jeg er faktisk aldrig blevet helt færdig med bogen, fordi jeg til sidst simpelthen blev for irriteret over Lena Dunham som person (og forfatter?)

    Det er jo bestemt ikke fordi, jeg forventede en “før var jeg kikset og en taber, og nu har jeg vild succes i Hollywood”-historie. Men jeg følte – groft sagt – at hele bogen var én lang opremsning af alle de traumatiserende og pinlige ting, hun har været ud for – uden nogen form for reflektering eller “jeg brugte denne oplevelse til at komme videre, og jeg lærte det og det”.

    Det kan godt være, at meningen med bogen reelt bare er én lang opremsning af diverse tåkrummende oplevelser – men det føler jeg ikke, at jeg som læser kan bruge til det helt store.

    Desværre et grumt eksempel på noget, der desværre ikke lever op til hypen.

    Jeg vil til gengæld anbefale alle at læse #GIRLBOSS af Sophia Amoruso. Jeg tror, de to bøger udkom nogenlunde samtidig og er lidt i samme genre. Den gav utroligt meget stof til eftertanke og var også superinspirerende :)

    /Maria

    1. Ævs med sådan en oplevelse. Selvom jeg sagtens kan forstå hvad du mener og også selv havde det sådan momentvis, er jeg ikke enig og synes hun formår at ‘lukke den’ og reflektere over tingene i en del af essays’ne. Men vi behøver jo heldigvis heller ikke at være fuldstændigt enige og forstår bestemt kritikken.

      Er til gengæld helt enig mht. #Girlboss. Hold nu op den var sej. Omend også meget amerikansk og generelt ‘for meget’ så var der meget man kunne tage med sig og bruge :)

  8. Jeg kunne faktisk ret godt lide bogen. Jeg læste den på en uges tid på min ferie til Italien.
    Jeg læste den på dansk og jeg tror derfor at jeg missede lidt af Lenas typiske “flow” når hun taler. Desuden er bogen oversat lidt spøjst nogle steder og det generede mig at en roommate blev oversat med sluf fx. Jeg kunne godt finde på at læse bogen på engelsk også.

    Den feministiske touch kunne jeg godt lide. Der skal stadig kæmpes lidt ekstra for at blive taget seriøst i visse erhverv når man er en ung kvinde, og det var interessant at læse om hendes kamp i Holywood også. Hvordan mændene bare opfattede hende som et “sødt pigebarn”
    Jeg er også vild med den meget ærlige facon. Jeg kan generelt godt lide at læse om kvinder, der tør være ærlige omkring både kiksede sexstillinger, kropshår osv- de grimmere dele af ens liv generelt. Det er som om vi piger skal være lyserøde og pyntenuttede hele tiden. Det bliver normalt ikke håndtæret særlig godt i samfundet at kvinder kan have glubende sexløst, mange sexpartnere, yngre kæreste, mm… Ting som er helt normale, når det er en mand vi taler om. Så way to go at Dunham tager det op. Lidt i fortsættelse af SATC ånden- som i min verden stadig er meget federe end GIRLS (men det kan skyldes min fremskredne alder – 35 år- høhø ;))
    En sjov ting var at opdage at Hannah i slutningen af første sæson ag GIRLS læser op af staren af et afsnit fra denne bog- den om Igor. Jeg genså lige episoden i går og det er ordret hun læser op til en oplæsning, hvor teksten i episoden ikke bliver modtaget så godt :).
    Alt i alt, en god læseoplevelse, synes jeg :)

    Og tak i øvrigt for denne ret så hyggelige bogklub :)

    Hun virker på mig enormt privilegeret og selvoptaget, men hun virker samtidigt også sympatisk og intelligent. Så det at hun er så enormt selvfokuseret generede mig ikke så meget (som det egenskab ellers kan gøre på mennesker). Som flere skriver ovenfor, så fik jeg også ondt af det lille barn med alle de psykologtimer og medicin. Men mest fordi hendes forældre virkede på en måde meget fraværende og i deres egen verden. Jeg ved ikke om det er mig der misfortolker nu, men det er den følelse jeg får. De er der hele tiden, hendes forældre. De støtter hende, men de virker ikke til at involvere sig følelsesmæssigt i hende.

    1. Hov jeg fik lige rodet lidt rundt på afsnittet i ovenstående- skriver fra en iphone :). Håber det giver mening alligevel.

    2. Helt ok med lidt omvendt rækkfølge. Sejt at du har forfattet den lange kommentar på iPhone! :)

      Ej, hvor skægt at Hannah læser op fra bogen/essay’et om Igor i GIRLS, det må jeg lige gense. Tak for tippet!

      Og ja, hvor er de forældre lige henne/hvad er de for en slags? Hun virker meget glad for dem og som om hun ser op til dem, men man kan godt undre sig over deres manglende engagement ikke?

      Elsker (også SATC), men synes egentlig at GIRLS er mere rå og ‘ægte’. Har nok lidt svært ved at sammenligne dem, men synes at SATC er mere forbrug og den evige jagt på en mand (hvis jeg har de kritiske briller på), hvor GIRLS er mere grim og beskidt (på den gode måde)… Hmm… det kunne der blive et helt indlæg for sig ud af ;)

      Dejligt at du læser med og synes om læseklubben.

      Klem
      Emily

  9. Jeg elsker denne bog af mange årsager. Jeg følte mig så tit afsløret eller nærmere genkendt i rigtig mange afsnit. Den største oplevelse for mig var dog at opdage nogen italesætte “tonsil stones”. Jeg har hele min teenagetid fundet små hvide klumper i mine mandler, og jeg har aldrig talt med nogen om dem eller fundet en løsning. Det fik jeg i Not that kind of girl! Et lille personligt tabu brudt, og dem synes jeg sådan set, der var mange af. Men venner, læs den på engelsk, hvis I har mulighed for det, så får man altså mange gode Dunhamske vendinder med.

    1. Haha… ja, den studsede jeg også over, den med ‘mandelstykkerne’. Ad, ad, ad det har jeg også prøvet inden jeg fik fjernet mandler. Så ulækkert og noget jeg troede kun skete for mig ;)

      Og ja, dem er der nemlig en del af. Ret fint.

  10. Jeg afleverede bogen tilbage på biblioteket, efter afsnittet med internetkæresten og skimmelæst rundt i bogen.. Der tabte hun mig altså. Det næsten helt pinligt at indrømme, men det kan være jeg skulle genoptage læsningen senere hen

    1. Haha.. ja, gør det. Synes virkelig nogle af de andre afsnit er værd at læse. Både det om arbejde og døden var jeg ret begejstret for. Men forstår godt hvis hun tabte dig efter Igor ;)