
I weekenden bagte jeg for første gang scones selv. Ved ikke hvorfor, men jeg troede, at det var noget bikset noget. Det kunne ikke være længere fra sandheden. Da scones er lavet af en dej med bagepulver, kræver de hverken æltning eller hævning og kan røres sammen på et kvarters tid. De skal bage i 20 min. (mine fik lige en anelse for meget, ups), så alt i alt kan man have lækkert hjemmebag klar på under en time og med en ret lille arbejdsindsats.
Jeg er i alle tilfælde fan og glæder mig til at eksperimentere videre. Tror der skal rabarberscones på menuen næste gang og så vil jeg også prøve at bage de klassiske, engelske der skal serveres med clotted cream og syltetøj.
Disse er amerikanske scones (inspireret af denne opskrift) og hører til i den mere kageagtige afdeling (og kræver ikke smør eller andet tilbehør med mindre man er meget uartig). Blåbær kan erstattes af andre bær eller anden frugt alt efter hvad man kan lide.
God bagelyst :)
Ps. HVIS man nu er lidt til den uartige side, så skulle jeg hilse at sige fra nogen, at de er ret gode med en kugle vanilleis til også …
Pps. Er vist up to date med at svare på weekendens kommentarer (til bl.a. dette indlæg), men hvis jeg har overset din kommentar, så spørg endelig igen :)
ENGLISH RECAP: Blueberry scones with a lemon glaze. Recipe here.
BLÅBÆRSCONES MED CITRONGLASUR – 8 stk.
5 dl mel
1 spsk bagepulver
1/2 tsk salt
3 spsk sukker
5 spsk smør, koldt og skåret i terninger
2,5 dl piskefløde (hold lidt tilbage til at pensle med)
2,5 dl blåbær
GLASUR
1/2 dl citronsaft
2,5 dl flormelis
fintreven skal fra 1/2 citron
1/2 spsk smør
- Forvarm ovnen til 200 grader.
- Sigt mel og bagepulver ned i en stor skål og tilsæt salt og sukker.
- Hak smørret ud i melet og smuldr det derefter med fingrene til det er nogenlunde ensartet og fint grynet. Men lad være at nulre det for længe.
- Lav en fordybning i melet og hæld fløden i (hold en anelse tilbage til at pensle scones’ne med). Saml dejen hurtigt med en ske eller spatel. Lad være med at røre for længe, bare til den er samlet og ensartet.
- Vend dejen ud på en let melet overflade og tryk den ud til en stor plade.
- Hæld blåbærrene over og fold dem derefter forsigtigt ind i dejen, til de er jævnt fordelt.
- Form nu dejen til en stor kugle og tryk den flad til en cirkel på ca. 30 cm i diameter.
- Del den i 8 stykker og læg dem på en bageplade med bagepapir og pensl dem med den resterende fløde.
- Bag dem i 18-22 minutter eller til de er svagt gyldenbrune. OBS! Mine fik lidt for meget… ups…
- Tag scones’ne ud og lad dem køle af på en rist mens du laver glasuren.
- Sigt flormelis ned i en skål og rør det sammen med citronskal og -saft. Kom smørret ved og kom det i mikroovnen i 30 sekunder (eller i en gryde over svag varme) til smørret er smeltet og glasuren er glat og ensartet.
- Hæld glasuren over scones’ne og lad den lige sætte sig lidt inden de serveres.
- Velbekomme :)
Den syrligt søde glasur sætter virkelig prikken over i’et.
Nyd scones’ne med en kop te og rart selskab.
HAPS!





