
Ok, det her er ikke så glamourøst eller ekstravagant. Det er ikke engang særligt lækkert. Faktisk overhovedet ikke. Men det er effekten til gengæld. Og ikke nok med at det booster skønhedsfaktoren og gør ens yderside pænere (og blødere!), så er det også rigtig godt for indersiden.
Det er selvfølgelig fiskeolie, jeg taler om og jeg tager en spiseskefuld hver morgen. Både for at få alle de sundhedsmæssige fordele der er ved det, men i særdeleshed også fordi det gør min hud pænere og markant blødere og glattere.
Jeg kæmper ellers med tør hud på især kroppen, men hvis jeg drikker masser af vand, følger dette gode tip og tager min fiskeolie, så bliver den helt rar og medgørlig. Huden altså.
Jeg foretrækker den flydende version frem for kapsler. Både fordi det er markant billigere, men også fordi de typisk har et højere indhold af EPA og DHA fedtsyrerne, som er dem der er interessante i fiskeolie.
De højeste værdier af førnævnte fedtsyrer til den bedste pris har jeg fundet i Lysi fiskeolie, som jeg køber i Brugsen. Ellers tager jeg Møllers Tran (også den med citrussmag), som kan købes de fleste steder (Føtex, Matas, Helsekostforretninger m.m.).
Og nej, det er ikke lækkert at nappe sådan en skefuld fiskeolie. Men det er ok, især når den er med citrussmag. Og kold! Husk at opbevare den på køl. Lige når jeg har slugt det, tager jeg en bid frugt, for hurtigt at rense munden.
Og ellers kan man selvfølgelig også tage det i kapsler :)
Spiser I fiskeolie?
