
Jeg kan ret godt lide måltider, der strækker sig over lidt længere tid og hvor man helt naturligt kommer til at holde pauser og tale en masse sammen, alt imens man selvfølgelig også nyder maden. Og nogle typer af måltider fordrer slet og ret den måde at spise på. Nemlig mad der delvist tilberedes eller laves ved bordet.
Derfor er jeg også (stadig) kæmpe fan af fondue og raclette, men en lidt mere moderne og mindre tung måde at spise sådan på, er at lave friske vietnamesiske forårsruller ved bordet. På den måde kan hver især også sammensætte en rulle med lige dét de gerne vil have. Alle tiders til børn også :)
Denne opskrift er fra min bog, Hverdagsglamour, fra kapitlet om nem, hurtig og sund hverdagsaftensmad.
Og det er altså noget vi laver relativt ofte (billederne i dette indlæg er fra i torsdags), det er så nemt, især hvis man lige har en rest kylling eller andet og lidt af hvert i grøntsagsskuffen.
Vietnamesiske friske forårsruller
FORSLAG TIL FYLD
Stegt kyllingefillet
Salat, snittet
Agurk, i tynde stave
Forårsløg, snittet fint
Peberfrugt, i strimler
Gulerod, i tynde stave
Chili, i tynde skiver
Mango, i tynde skiver
Ananas, i tynde stave
Frisk koriander
Rispapirspandekager (kan købes hos mange grønthandlere, asiatiske specialforretninger, samt velassorterde supermarkeder)
Evt. forskellige sovser og dip at dyppe i. Opskrift på peanutdip længere nede. En hel simpel sovs kan være soja med lime og lidt honning.
- Sæt alt fyldet på bordet sammen med rispapir og et fad med koldt vand til at dyppe i (samme/større diameter end rispapirspandekagerne) og lad folk samle forårsrullerne selv.
- Dyp rispapiret kort , det skal nok blive blødt og tag det over på tallerkenen.
- Læg det ønskede fyld på og fold enderne og derefter siderne stramt om fyldet.
- Spis og gentag.
Tip: Jeg plejer at marinere kyllingen i en marinade af soya, ingefær, hvidløg, fiskesauce og lime inden jeg steger den. Må gerne ligge på køl i marinaden nogle timer inden. Jeg steger den i marinaden i et fad i ovnen.
Tip: Tigerrejer er også lækkert i rullerne, ligesom de selvfølgelig kan nydes i en vegetarversion evt. med marineret, stegt tofu.
De færdige ruller. Billedet her er fra min bog.
Peanutdip til rullerne – til 4 pers:
1/2 dåse kokosmælk
5 spsk peanutbutter
1/2 lime (saft)
Et fed hvidløg
½ tsk revet ingefær
5-10 dråber fiskesauce
- Alle ingredienser kommes i en blender og blendes til det har en ensartet, cremet konsistens.
- Smages til med mere lime og fiskesauce efter behov.
- Vil man have konsistensen hhv tykkere/tyndere kommer man mere peanutbutter/kokosmælk i.



