SÅ er læseklubben i gang igen. Vi diskuterer Ekstremt højt og utrolig tæt på søndag d. 28. februar og her er så marts måneds bog, Forestillinger om Ana Ivan, sådan at de af jer, der har lyst til at læse med, har god tid til at skaffe den, inden kalenderen siger marts.
Den kommende måneds bog er skrevet af Mikkel Rosengaard, der er bare 28 år gammel og har begået en ret fantastisk og forrygende første roman for voksne. Det tør jeg godt sige allerede nu, uden at afsløre for meget. Og jeg håber sådan, at I vil være enige, hvis I læser med. Og under alle omstændigheder får en god læseoplevelse :)
Vi diskuterer Forestillinger om Ana Ivan torsdag d. 7. april her på bloggen.
Læs mere om hvordan læseklubben fungerer her.
Fra bogens bagside:
I New York lader en ung dansk mand sig rive med af den intense kunstner Ana Ivan, der er i gang med at gennemføre et eksperiment. Ana er født i Rumænien og gemmer på en syret historie, der fører fortælleren fra et matematisk institut i Ceaușescus Bukarest over en landsby i Marokko til kunstscenerne i Bergen og Brooklyn.
I et mørklagt galleri udfoldes en hemmelighed, der rykker rundt på datoer og tid, og som får afgørende konsekvenser for både fortid og nutid. En historie, der sætter sig fast i en ung mands liv og udvider hans forestilling om hverdag og fantasi, sandhed og iscenesættelse.
Forestillinger om Ana Ivan handler om stærke familiebånd, der løber gennem generationer. En moderne roman om fortællingers evne til at forføre og forvandle livet omkring os.