Venindebog: Andrea Elisabeth Rudolph

andrea1

Så er min venindebog i gang igen. Her kan du cirka en gang om måneden møde en dame, som jeg er begejstret for og finder inspirerende.

Forrige fredag mødtes jeg med Andrea Elisabeth Rudolph på hendes (pæne!) kontor til lækker frokost og endnu lækrere kage, et par hurtige spørgsmål om alt fra to-do-lister til hudplejerutiner og så bad jeg hende selvfølgelig om at udfylde venindebogen. Læs med nedenfor :)

Ps. I var nogle stykker, der var nysgerrige på hvor Andreas tøj var fra, da jeg viste billedet her. Bukser og top er fra Ganni og skoene er fra Yvonne Koné.

andrea6andrea8

ES: Du har to børn, mand, hund og egen virksomhed med vokseværk. Hvordan bevarer du fatningen og får life/work-kabalen til at gå op samtidig med, at du får plads til nærvær og nydelse?
​AR: Jeg kan slet ikke uden balancen. Det er sammen med min familie, at jeg lader op. Jeg fik et morportræt af mine datter, Isolde, i julegave, hvor hun beskrev mig som en der (med hendes ord) altid er mega glad og altid er sammen med sine børn. Det blev jeg meget glad og rørt over. Så har jeg gjort det godt.
Og så tror jeg ikke nødvendigvis på at arbejde mange, mange timer dagligt. Det er klart, at jeg måtte gøre en stor indsats dengang jeg startede Rudolph Care og selv stod for alting. Dengang gik kabalen mellem opgaver og timer på døgnet ikke helt op og der var mange sene arbejdstimer efter min datter var blevet lagt i seng. Men så har jeg arbejdet hen imod at kunne ansætte dygtige mennesker, der kan varetage nogle af opgaverne og i dag har jeg et fantastisk hold af medarbejdere omkring mig, så hver især kan fokusere på deres funktion.
Det er som om, det er smart at sige, at man arbejder 10 timer eller mere om dagen, i stedet for at tale om hvor effektiv og fokuseret man er, NÅR man arbejder. Jeg synes hellere vi skulle hylde dem, der formår at gøre sig umage og prioritere og finde ud af hvad der rent faktisk er vigtigst.
Rigtig mange arbejder med helt urealistiske to-do-lister i stedet for reelt at prioritere. Der skal egentlig kun stå 1 ting på den liste hver dag, nemlig den vigtigste. Mange af os har en tendens til at gå udenom den vigtigste for så at strege nogle andre punkter, fordi vi så synes, vi når noget.

Skåret helt ind til benet handler det for mig om at VILLE balancen, for det er den, der gør, at jeg kan præstere.

andrea3

ES: Hvordan ser en typisk hverdag ud for dig?
AR: Lige nu er jeg på barsel med min søn, så intet er helt typisk, men fælles for alle dage er, at de starter med god morgenmad og masser af tid. Morgenmaden er et vigtigt måltid hos os og det kan være alt fra hakkebøf til grød. Ordentlig mad der mætter og giver energi og hvad vi nu har lyst til den morgen. Min datter og jeg spiser meget efter vores ‘cravings’ og det vi har brug for. Det kan af og til være lidt besværligt for dem vi bor sammen med, men det fungerer altså godt for os. Når Isolde er fulgt i skole, tager jeg på arbejde og her under min barsel har jeg ca. 2 fulde dage på kontoret. Sådan er det jo også at være selvstændig. Om aftenen spiser vi sammen allesammen og efterfølgende står den på leg og lektier.

ES: Hvad laver du på den perfekte fridag?
​AR: Der er jeg i vores sommerhus og er stået​ tidligt op​ før alle de andre​​​ for​ at tage ned at bade helt alene. Og bagefter sidde og kigge ud over havet og drikke en kaffe, jeg selv har haft med. Når jeg kommer tilbage vil jeg vække familien​ og så​ skal vi alle ned at bade​ og derefter ​spise god morgenmad i haven​. Der skal nok også være plads til en middagslur i skyggen og så​ skal vi ​spise sammen med​ ​gode venner​ ​om aftenen​. Jeg ​er ultrasocial.​ ​Faktisk vil det være endnu mere perfekt hvis ​vennerne​ laver aftensmaden og​​ forkæler os lid​t ;)​

andrea4

ES: Du laver produkter, der gør massevis af kvinder glade hver dag. Hvordan ser din egen skønhedsrutine ud?​
​AR​: ​Den ændr​er sig efter vind og vejr og årstid. Og fra dag til dag. Jeg mærker efter hvad jeg har brug for og retter ind efter det. Men jeg renser ALTID min hud morgen og aften. Let rens om morgenen, for mildt kan godt være effektivt, så der skyller jeg blot mit ansigt med lunkent vand. Om aftenen renser jeg med cleansing milk, som jeg oftest bare fjerner helt uden vand med en vatrondel. Efter morgen- eller aftenrens bruger jeg min facial mist, så serum og øjencreme (også omkring munden og mellem brynene) og efter det facial oil. Nogle gange er det nok og nogle gange også en creme. Anti-stress om dagen og anti-age om aftenen. En gang om ugen facial scrub (lader den sidde helt op til en halv time), den fugter og giver øjeblikkelig, flot glød. Af og til masserer jeg mit ansigt let med olien eller med scrubben om morgenen. Andre gange masserer jeg om aftenen med rensemælken eller med balmen, som jeg så efterfølgende sover med. Det er især godt her om vinteren, hvor huden kan blive tør. Generelt lægger jeg tiden i hudplejen frem for makeup.

ES: Rudolph Care er lige fyldt 7 år​ og er blevet lidt af en succeshistorie. ​Tillykke med det. Hvad er der i vente i fremtiden?
AR: ​Jeg ​drømmer om at blive gammel sammen med Rudolph Care og håber på at skabe klassikere og gedigen kvalitet, som man vender tilbage til. Samtidig vil jeg gerne blive ved med at udvikle og ikke stå stille. Jeg vil gerne tilbyde forbrugerne nye muligheder for at bruge noget, der er effektivt og aktivt, men uden at det skader dem eller miljøet og indenfor de dogmer vi arbejder efter. Jeg har været i gang i 10 år lige om lidt og på sin vis, synes jeg lige vi er startet. Privat kunne jeg godt drømme om et barn mere og at bo tættere på vandet. Og at min forretning på sigt bliver så bæredygtig (bogstaveligt talt), at vi måske også kan realisere nogle andre projekter. Jeg kunne godt drømme om at åbne et surf shack i Costa Rica eller Brasilien eller et skihotel med god morgenmad i Østrig. Men det skulle være sideløbende med Rudolph Care. Og så kommer vores linje af hårprodukter lige om lidt, for lige at nævne et af de helt nære projekter. Fra 1. april kan man få fingrene i dem.

andrea9

VENINDEBOG

Kælenavne: ​Drea​ (siden jeg var lille af alt og alle) og Smuks (af min kæreste).
Yndlingsfarve:​ Grøn​ og’ Rudolph-Care-farven’ (støvet lilla, næsten over i mat grå)
Livret: ​Pa​sta, ifølge min datter Isolde. Og det har jeg altså også altid lyst til. Gerne en med en sovs af indkogte cherrytomater, balsamico, kapers, lidt hvidløg og masser af smør. Men jeg ELSKER mad, så det er altså svært at vælge. Vi har aldrig nogen madplan ​og jeg​ spiser efter mine cravings hver eneste dag. Mærke​r​ hvad jeg har​ brug for. Mad er noget af det vi bruger allerflest penge på. Det skal være ordentligt. Øko og med fokus på dyrevelfærd. ​Men der er altså også plads​ til fredagsslik og lignende. Det er ikke helt fanatisk.
Hvis du kun kunne tage en slags slik med på en øde ø: ​Lakrids! Helst labre larver og lakridssvesker. Men jeg spiser chokolade hver dag, lige nu er jeg særligt vild med Summerbirds hvide chokoladeplade med lakrids.
Yndlingssted: ​Rio de Janeiro i Brasilien. Der er god shopping (skomekka!), mad og lækkert natteliv og fantastiske strande, Ipanema er det bedste ‘fjernsyn’ jeg kan forestille mig. Men jeg er også glad for Rom og ​vores somm​erhus.
Drinken du bestiller igen og igen: ​Pina​ Colada. Sådan en (kun en) drak jeg hver dag til min aftensmad på en lang surfrejse, jeg var på da jeg var yngre og den er stadig en favorit. Jeg har også drukket en hel del i virgin-udgave, mens jeg var gravid, på vores lokale mexicanske restaurant.
​Ynd​lingsduft: Frisk havluft. Jeg har noget særligt med havet og elsker al vandsport. Duften af regn mod varm asfalt er også god.
En restaurant eller café du kan anbefale: ​ K​armaman på Frederiksberg Allé! Her kan man få en croissant og friskpresset juice om morgenen og charcuteri eller dagens ret og vin om aftenen. Enkelt, hyggeligt og lækkert og man møder næsten altid nogen man kender.
Yndlingssang:​ Rasmus Nøhrs Sød musik og Rasmus Nøhr generelt, hans musik besidder en herlig naivitet. Ellers er jeg egentlig mest til sangerinder.
Bedste bog du har læst: ​Pipp​i Langstrømpe ifølge Isolde og det er nok ikke helt skævt. Der er nogle moraler, en modsathed og et opgør med det pæne, som jeg godt kan lide. Og så havde jeg en kæmpe oplevelse da jeg læste Hjerter i chili af Laura Esquivel, lidt utippet men den gjorde altså indtryk. Ellers læser jeg mest krimier.
Yndlingsfilm el. tv-serier: ​When Henry met June​ (trekantsdrama om Henry og June Miller og Anaïs Nin), The Notebook og så er jeg vild med alle slags krimier: svenske, Barnaby, Hercule Poirot you name it.
5 ting i din taske: ​Tasken er fra Yvonne Koné og der er altid en iPhone​, lille RC håndcreme, hundepruttepose (HADER når folk ikke samler op), svanemærket ble og læbepomade.
Hvad gør dig glad: ​Min mand og​ mine børn og når jeg har en følelse af, at jeg flytter mig, bliver dygtigere og lærer noget. Det er tæt forbundet med min konstante søgen og mit drive. Frk. ‘Jeg skal ikke spilde et sekund noget sted’ (og Frk. ‘Jeg kan alting selv’) bliver jeg kaldt ;)
Det værste du ved: ​Når​ min familie bliver spist af en tiger. I alle tilfælde ifølge Isolde og det ville helt bestemt være skrækkeligt. Og ellers uærlighed og grådighed. Og Frygt. Frygt gør intet godt.
Kendis-crush: ​Jack ​Black og Javier Bardem.
Guilty pleasure: Chips. ALLE slags fra rodfrugtchips til ostepops.

andrea5

 

(Visited 14.848 times, 13 visits today)

Skriv en kommentar

24 Kommentarer

  1. “Det er som om, det er smart at sige, at man arbejder 10 timer eller mere om dagen, i stedet for at tale om hvor effektiv og fokuseret man er, NÅR man arbejder. Jeg synes hellere vi skulle hylde dem, der formår at gøre sig umage og prioritere og finde ud af hvad der rent faktisk er vigtigst.”

    Jeg er SÅ enig!

    Hvor er det bare FEDT, at høre de ord blive sagt. Den (meget vigtige) betragtning mangler virkelig i hele debatten om work/life balance. Jeg har ihvertfald ikke hørt særlig mange nævne ordene så direkte, som Andrea gør her.

    Jeg lever selv et små hektisk karriere liv i kommunalpolitik, iværksætteri og erhverv, men jeg sørger ALTID for at få prioriteret min daglige motion (uden motion fungerer jeg ganske enkelt ikke – det er mit frirum og benzin i en travl hverdag), søvn og nærvær med mine nærmeste.

    Får jeg ikke prioriteret ting, kan alt andet stort set være lidegyldigt. Jeg har behov for den afkobling for at have energi og overskud til mit arbejde (som jeg også elsker helt vildt, men arbejde er virkelig ikke alt, og selv om man lever af en passion, og ikke ser dit arbejde som “alm arbejde” så er det jo stadig arbejde, og det er derfor vigtigt, at få slappet af med masser af frisk luft, god mad og tonsvis af kærlighed.

    SKØNT indlæg med den søde Andrea :-)

    1. Jeg er så enig med jer begge. Jeg har i alt for mange år siddet til kl. 1-2 om natten. Både fordi der var for få timer, men også fordi jeg var elendig til at prioritere. Og det gjorde mig helt udkørt og gjorde også at jeg mistede appetitten på de ting jeg ellers var passioneret omkring (altså blev jeg dårligere til mit arbejde).

      Dejligt at du kunne bruge indlægget! Kram Emily

  2. Hurra for kvinder, der står ved deres kærlighed til ostepops! Den perfekte afslutning, på et dybt inspirerende indlæg :D

    Hvor er det bare skønt, men folk der opnår så meget med deres liv. Det inspirerer virkelig til at gå ud og gøre en ekstra indsats selv. Hvis bare jeg kunne tappe den følelse på flaske til på mandag, når BA-arbejdet igen gør løs! ;)

    // http://www.moonlitmadness.dk

    1. Haha… ja det også mig og min indre chips-a-holic lidt glad ;)
      Pøj pøj med bacheloren og god weekend indtil da :) Kram

  3. Hvor er det altså bare et fint indlæg, Emily. Det var rigtig hyggeligt og inspirerende at læse. Jeg har altid godt kunnet lide Andrea – hun virker så ligetil, sød og passioneret. Det er virkelig inspirerende at høre om, hvordan hun får det hele til at hænge sammen, og hvordan hun har en balance mellem familie og arbejde.

    Glæder mig til at se flere af indlæg som det her :) God weekend!

    1. Tak for den hyggelige feedback Heidi. Det er også så inspirerende at lave den slags indhold og ikke (kun) rode rundt i min egen navle altid ;) Tak og i lige måde! Klem Emily

  4. Ååååååh nej Emily!
    Du har glemt at stille et spørgsmål om hendes hår-rutine, for hold nu op det er lækkert! Hvor kommer al den fylde fra??? Kan du lave en ekstra-venindebog eller blot en tilføjelse her i kommentarfeltet???
    – Linette

    1. Haha… ja det er noget lækkert garn. Jeg er sikker på at jeg kan lokke hende til at svare på lidt om hårrutiner, her i forbindelse med at Rudolph Cares hårprodukter kommer på hylderne. Stay tuned :) Klem Emily

  5. Hej Emily, mon du ved eller kunne spørge Andrea, hvor de fine kopper med stedmoderblomstermotiv er fra? Tak for en hyggelig blog!
    Mange hilsner Bente

    1. Hej Bente, det kan du tro :) De er fra Søstrene Grene. Selv tak og tak for at du læser med. Kh. Emily

      1. Hov det var lyv, Andrea har lige fortalt at de er fra Notre Dame. Sorry! Jeg fik blandet det sammen. Kh. Emily

  6. Det må jeg nok sige. super fed idè med venindebog! meget mere respekteret blogger nu:)

    1. Jeg ved at Andrea går op i at lægge tiden i hudpleje fremfor makeup (hun bruger meget, meget lidt), men hun er glad for mineralpudder fra Jane Iredale (og generelt deres ting). Knus Emily

  7. Jeg er helt vild med din ‘venindebog’ – det er så hyggelig læsning. Og så må jeg bare lige sige: Wauw, hvor er de smukke, de kaffekrus på det sidste billede (: