Hvad jeg skal lave i weekenden? Tak for at I spørger. Jeg skal ud i solen at drikke en Aperol med Sofie og Drømmemanden og så skal vi grille burgere og holde filmaften. Eller hvad det nu bliver til. Synes mine aftener lever deres eget liv for tiden og udvikler sig uforudsigeligt. På den gode sommermåde forstås. I morgen skal jeg lørdagshygge (kaffe, morgenbrød, avis, Mads & Monopolet), spise frokost med et sæt veninder og siden står den på 30-års fødselsdag. Og så skal der også svømmes, arbejdes en tøddel og nulres nogle ører på en hvis hund i løbet af de kommende par dage.
Skal I lave noget hyggeligt eller spændende?
Pssst… Apropos Sofie og Drømmemanden, så er det faktisk Sofie, der er vores fællesnævner og som faciliterede vores første møde på Roskilde i sin tid. Det er jeg meget, meget glad for. Måske vi skal kalde vores førstefødte for Health Junkie ;)
Men nok om kærlighed og weekendsysler. For nu skal det handle om noget langt vigtigere: Nemlig neglelak. Neglelak er måske min yndlings-accessory og herunder er essies lak i farven ‘wicked’ min suveræne favorit. Det er den pæneste farve nogensinde. Punktum.
Lige akkurat så mørk, at den er mystisk og vanvittigt sofistikeret og lige akkurat så lys at man kan se at den er mørk, mørk rød og ikke sort. Og den er min foretrukne neglelak til fest hele året rundt. Umiddelbart ligner den måske en typisk efterårs- eller vinterlak, men jeg synes netop også den er smuk, når tøjet bliver lysere og huden mørkere.
Har I en favoritfestfarve til neglene?
Tip: Når man lægger mørk neglelak, er det en god idé at være ekstra omhyggelig med at lakken ikke kommer helt op til neglebåndet eller ud til siderne. Det kommer nemlig nemt til at syne lidt jukset.
Gør sådan her: Dyp penslen i lak og sæt den ned på neglen et stykke fra neglebåndet. Mas så penslen let tilbage mod neglebåndet, sådan at lakken kommer næsten op til dette og stryg derefter fremad mod negletippen. På den måde har man fuld kontrol over penslen og det er nemmere at undgå lak på neglebåndet end hvis man starter helt oppe, hvor neglen begynder.
Rigtig god weekend allesammen <3