På mange måder minder august mig lidt om januar. Bare i en lidt mere overskudsagtig og solbrændt version. Men det er som om, jeg stadig får skolestartsfornemmelser og denne tid på året giver mig altid lyst til at gøre mig ekstra umage, spidse blyanterne (nok mest i overført betydning) og klø på.
Men derfor er det nu også rart at have lidt hyggelige sager på to-do-listen. Så det hele ikke bliver forretning (eller arbejde, skole og lignende), men der også bliver gjort plads og tid til fornøjelser.
Jeg vil i alle tilfælde også gøre plads til en lidt alternativ ansigtsbehandling og en tur i biffen. Og til litteraturfestival og et smut til Paris. Blandt andet… Kig med nedenfor.
Ps. Tidligere månedsønskelister her.
Her er mine 10 ønsker for, hvad jeg gerne vil lave den kommende måned:
- På litteraturfestival på Louisiana. Yndlingssensommertradition.
- Forbi Leckerbaer for at spise en af deres Summer Sundaes. Og jo, den havde jeg også på julilisten, men de viste sig desværre at have ferielukket i juli og jeg MÅ altså prøve en af de is.
- Se Kæledyrenes hemmelige liv i biffen (se lige traileren her og bliv i godt humør). Har glædet mig til den siden jeg så den første reklame for den tilbage i marts.
- Spise Drunch (drunken brunch) hos Hønen & Ægget.
- Til modeuge. Husk at Copenhagen Fashion Festival har masser af gode arrangementer for alle i den anledning.
- Forkæle mig selv med endnu en biopeeling hos Sund Hud. Jeg var der i starten af juli og min hud blev så pæn og lækker af det og nu vil jeg have mere!
- Deltage i en eller flere events (jeg har især set mig lun på denne) til madfestivallen Copenhagen Cooking & Food Festival. Og forbi CPH by the Glass i samme forbindelse.
- Tilbringe en weekend i Paris i slutningen af august. Jeg har været så ualmindeligt heldig at vinde en rejse til Paris (jeg vinder ellers aldrig noget) til årets ELLE Style Awards og glæder mig helt umanerligt meget til at besøge min yndlingsby med min yndlingsmand.
- Prøve El Nacional i Antonigade. Det skal jeg heldigvis allerede på torsdag sammen med hende her og hende her.
- Finde en kjole at have på til bryllup(er). Jeg har to bryllupper i kalenderen indenfor de næste par måneder og jeg overvejer at købe denne (ja, ja altid Ganni – can’t help it ;)). Men bud modtages med kyshånd.
Jeg GLÆDER mig til at høre jeres tilføjelser og hvad I går og drømmer om at bruge måneden på?