Den har været med mig på stranden, i sommerhus, på altanen og på café. Og borset fra, at jeg syntes bogen var en anelse træg at komme i gang med, så levede den op til alle minde forventninger til en god sommerroman.

Da først jeg havde læst omtrent 50 sider, var jeg nemlig helt fanget og jeg fandt den endda så underholdende og hyggelig, at jeg måtte tage mig selv i at spare lidt på den efterhånden, som jeg nærmede mig slutningen. Og så gav den mig også en pludselig lyst til selv at skrive noget lignende. En indskydelse jeg nok lader være ved det…

Mine forfatterdrømme til side, nu skal vi uanset hvad tale om Sommeren jeg mødte dig. For jeg håber sådan, at I hyggede jer lige så meget med den, som jeg gjorde?

Jeg blev positivt overrasket første gang jeg læste Jojo Moyes og her anden gang, var det samme tilfældet. Faktisk tror jeg næsten bedre jeg kunne lide Sommeren jeg mødte dig end Mig før dig. Måske sidstnævnte var morsommere (og sørgeligere), men jeg fandt Sommeren jeg mødte dig mere finurlig og kunne mægtigt godt lide både det historiske tilbageblik og det elegante twist (på twist) på fortællingen sidenhen.

Det er virkelig rar læsning. Og læser man med her, så ved I nok, at rar sådan cirka er mit foretrukne adjektiv og dermed en meget fin anmærkelse i min bog. Rar, fordi den ikke var svær at læse, eller at forstå, men stadig var velskrevet, nuanceret og havde et godt plot.

Måske handlingen af og til er forudsigelig, men jeg synes nu der er noget trygt over at føle sig forvisset om, at det hele nok skal gå. Samtidig var der også masser af ting, der var helt op til læserens egen fortolkning (var Celia eksempelvis nogensinde gravid?), ligesom den også overraskede (i alle tilfælde mig) så fint til sidst, da Lottie vælger at blive sammen med sin mand, i stedet for at blive genforenet med Guy.

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

1. Hvad kunne I godt lide? Jeg var meget, meget begejstret for alle de fine twists og krøller, der var på historien. Og syntes de blev eksekveret med flot overblik og stor fantasi. Bl.a. da det bliver afsløret at Mrs. Bernhard er Lottie (s. 289) og så i særdeleshed slutningen hvor selvsamme Lottie overrasker. Og så kunne jeg virkelig godt lide Daisy og hele hendes transformation. Hendes historie er godt nok lavet over samme læst som plottet til mangen en chick lit-fortælling (en opskrift der i øvrigt fungerer), men ikke desto mindre var den anderledes og nuanceret nok til at den var interessant og så var der mere girl power end ‘kom-og-red-mig’ over den og det gjorde mig glad.
2. Var der noget der irriterede jer? Den dramatiske Adeline irriterede mig faktisk lidt. Hvilket – som jeg har skrevet før – ikke nødvendigvis er en dårlig ting for mig. Og hvilket bestemt ikke var det her. Det passer mig fint at nogle at karaktererne ‘går mig lidt på nerverne’ og at jeg ikke fatter fuldstændig sympati for dem alle. Men det at hun var så dramatisk og på sin vis havde sat både sit eget og Frances liv på pause, mens hun håbede på at blive genforenet med sin store, russiske kærlighed, var nok lige vel meget Sturm und Drang for mig.
3. Er der særlige scener eller elementer der rørte jer på den ene eller anden måde? Det kan både være noget der gjorde jer kede af det, glade osv. Tårerne trillede ned af mine kinder, da Lottie (uden at fortælle hvorfor, som en ægte heltinde) ofrede sig og afviste Guy, så han og Celia kunne blive gift. Men når jeg tænker tilbage på bogen, så var faktisk i særdeleshed Henry og Susan Holdens kærlighedsløse forhold, der gjorde mig noget så trist til mode. Jeg synes at Moyes beskriver deres forholds onde spiral så nøjagtigt (især s. 164 + 165), at man levende kunne forestille sig, hvor pinsomt det har været for begge parter at leve i. Og uden at nogle af dem evnede eller orkede at vende skuden eller på anden måde gøre noget.
4. Var det den rigtige slutning? Jeg syntes, det var den helt rigtige slutning. Især fordi den kom lidt bag på mig. Måske det andet også havde været for nemt, men jeg troede helt bestemt, at Lottie skulle genvinde alt det tabte med Guy. Men syntes, at det blev en ægte kærlighedsroman (så sødt jo!), da hun valgte Joe. Og hans krydstogt ;)