På de sidste knap halvandet år har jeg lært at stå på ski, at surfe, at svømme crawl og at køre på skateboard. Jeg er bestemt ikke særligt god til nogen af delene. Endnu. Men det har rykket helt vildt ved min selvopfattelse og mit forhold til at kaste mig ud i noget nyt, få undervisning og at jeg rent faktisk har haft succes (i forhold til mine egne realistiske kriterier) med ovenstående.
Jeg havde tidligere et billede af, at jeg var lidt af en kylling og at jeg ikke var specielt fysisk intelligent eller god til at lære noget nyt, når det kom til bevægelse. Hvilket var lyv. Heldigvis. Og det allerbedste er, at jo mere nyt jeg lærer, jo nemmere bliver det.
Det føles helt igennem herligt at lære (igen). Også selvom man er over tredive. Og at lege ikke mindst.
Hvilket bringer mig tilbage til gårsdagens lommefilosofi om samme. For jeg er så glad for, at have fundet nogle sportsgrene, hvor jeg vitterligt føler, at jeg leger og i tillæg får store naturoplevelser, mens jeg er fysisk aktiv. Og at det er noget jeg kan være fælles om med mine venner og min kæreste.
Når vi surfer, synes jeg at dét er sjovest og når vi er på ski, synes jeg pludselig, at dét er skæggest. En ting er i alle tilfælde sikkert, der kommer nok primært til at være aktive ferier på menuen fremover :)
Husker I at lege? Og i så fald hvad?





