Jeg ønskede mig, og fik, Bruce Sprinsteens selvbiografi, Born to run, i julegave. Jeg er så småt gået i gang med den og er ret betaget allerede og tænkte derfor, at den passende kunne blive februar måneds bog her i bloggens læseklub.
Og hvordan er det nu lige med den læseklub? Alle kan være med. Helt i eget tempo og efter tid og formåen. Jeg tipper om den kommende måneds bog i god tid, så man kan nå at låne eller købe den. Er der en eller flere måneder hvor man ikke har lyst, så springer man bare over og man bestemmer helt selv om man er med i diskussionen (der finder sted her på bloggen under et eget indlæg i starten af den følgende måned) eller blot vil læse med i stilhed.
Jeg prøver at komme bredt rundt i genrer og forfattere og tager gerne mod anbefalinger, hvis I har læst noget, der er et godt bud på en af de følgende måneders bog.
Det er med andre ord alletiders mulighed, hvis man gerne vil læse en bog om måneden, læse mere eller læse noget andet end man plejer. Se det lød helt som et nytårsforsæt ;)
Jeg håber, I har lyst til at læse med.
Se mere om hvordan læseklubben fungerer lige her.
Fra bogens bagside (ok det er rent faktisk fra inderflappen denne gang):
“Born to Run” er Bruce Springsteens afslørende og åbenhjertede biografi, der fortæller om mennesket bag en af vor tids mest legendariske rockstjerner.
I 2009 optråde Bruce Springsteen og the E Street Band ved Super Bowl’s halftime show. Oplevelsen var så fantastisk og opløftende, at Bruce valgte at skrive om det. Sådan begyndte han at skrive denne selvbiografi. I de efterfølgende syv år har Bruce privat nedskrevet historien om sit liv på samme ærlighe, humoristiske, originale og jordbundne facon, der kendetegner hans sangtekster.
“Born to Run” er historien om den lille katolske knægt fra New Jersey, der antændte sin fantasi med poesi, fare og mørke og som oplevede sit livs ‘Big Bang’, da han så Elvis Presleys debut på the Ed Sullivan Show.
I sin biografi deler Bruce Springsteen sit syn på sit liv i rampelyset, men han fortæller også om de personlige kvaler, der har inspireret hans allerbedste værker og viser læseren, hvorfor sangen “Born to Run” afslører langt mere om ham selv end vi går og tror.
Jeg kan ikke huske, om den har været med i læseklubben tidligere, men ellers vil jeg da anbefale dig PLANEN af Morten Pape.
Det har den ikke, men måske den snart skulle være det. Tak for anbefalingen Line :) Knus fra mig
Er selv en af dem, som følger med i stilhed. Men tænkte jeg lige vil komme med en anbefaling:
Hanya Yanagihara: Et lille liv. Ultimativt den fineste, men også mest smertefulde læseoplevelse jeg havde i 2016.
Dejligt at du læser med uanset hvad og også dejligt med anbefaling :) Knus Emily
Kære Emily
Jeg er ikke så flittig til at læse aktivt med i læseklubben, men finder stor inspiration i de bøger, du vælger til læseklubben. Tak for det :)
Jeg har et par anbefalinger, som jeg vil sende videre i din retning. Måske du også vil finde dem interessante: Forberedelse til næste liv af Atticus Lish og Min geniale veninde af Elena Ferrante. Lish skriver brutalt og råt om kærlighed. Midt i alt det barske er det en ret så fin bog, som rørte ved noget i mig. Ferrante er bare genial, og skrivestilen minder mig en smule om Delphine de Vigan, som jeg holder meget af!
Ha’ en dejlig aften! :)
Det er bestemt så lidt, dejligt at høre at det kan bruges. Og tusinde tak for de gode anbefalinger, noget à la Vigan lyder lige som mig :) Mange tak og i lige måde. Kram Emily
Jeg synes simoelthen din læseklub er så fin. Jeg læser altid med, og selvom jeg ikke altid får deltaget i diskussionerne, nyder jeg at se andres tanker om bøgerne. Vil bestemt få fat i Born to Run – glæder mig til at læse den!
Det er bare så dejligt at høre Pia! God læselyst :D
Hej Emily! ☺️
Jeg drømmer om et indlæg a la “Læseklubbens favoritter”. Elsker egentlig at læse skønlitteratur, men jeg går på et studie med en meget tung læsebyrde. Defor læser jeg ofte faglitteratur til sent om aftenen og skønlitteraturen kommer aldrig helt ned fra hylden. Men når jeg så har ferie er jeg altid i tvivl om, hvilken skønlitterær bog jeg burde hive ned fra hylden ☺️
Bare et lille ønske herfra ?
Det var da et godt ønske :) Indtil jeg får bikset det sammen, kan jeg anbefale kategorien ‘bøger’: http://emilysalomon.dk/category/oplevelser-2/boger/ hvor du også finder min sommerlæsestak m.m. :) Kram E