Læseklub i december/j..

December er altid en lidt skør måned mht. læseklub. For selvom den i teorien er stopfuld af hyggemoments, hvor man sidder rullet ind i en plaid, har læsebrillen hængende elegant på næsetippen og læsebenzin i form af kaffe og småkager lige ved hånden, så er det bare sjældent sådan i praksis. Det er ikke en læsemåned. Det er en trængsel-og-alarm-og-gaveindlæg-og-100-arrangementer-måned. I alle tilfælde indtil man rammer d. 26. december. Derefter er ovenfor beskrevne scenarie langt mere sandsynligt, ja faktisk nærmest givent.

SÅ derfor gør vi det på denne her måde. Månedens læseklub er forskudt en anelse og tæller både for slut december og hele januar og derfor har jeg også tilladt mig, at nappe en bog, der er lidt længere end hvad vi sædvanligvis læser. 500 sider. Den håber jeg I er med på :) Man kan jo eventuelt ønske sig bogen i julegave.

Og den føles altså ikke som 500 sider. Tvært imod. Jeg er halvvejs og sluger den råt og det på trods af, at det ikke er en krimi. Men derfor er den nu dødspændende alligevel. Og i tillæg også bevægende og fin. Og så holder jeg altså forfærdeligt meget af Sissel-Jo Gazans romaner og denne, nyeste er indtil videre ingen undtagelse. Og jeg er ikke alene om begejstringen. Den ligger på bestseller-listerne og har fået flotte, flotte anmeldelser.

Vi læser Blækhat i juleferien og i januar og ‘diskuterer’ den efterfølgende her på bloggen (jeg kommer med et diskussionsoplæg) allersidst i januar.

Der er en snas fra bogens bagside nedenfor. Rigtig god læselyst!

Fra bogens bagside:

Rosa vokser op i Aarhus i 80’erne blandt hippier, grafittikunstnere, BZ’ere og venstreradikale. Hun bor sammen med sin mor, der går meget op i svampevidenskab og i kampen mod kapitalismen og mindre op i, hvem Rosas biologiske far er.

Som voksen forsker Rosa i street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sin humoristiske, politiske kunst. Efter et forlist kærlighedsforhold rejser Rosa i Blækhats fodspir og ender i Berlin, hvor hun pludselig kommer megt tæt på gåden om, hvem hun selv er.

Blækhat er en rørende og overraskende roman om familiehemmeligheder, om oceandybe venskaber og livskraftig kærlighed og om de politiske ekstremer, der enten skiller os ad eller binder os sammen.

3 bøger til efterårs..

For nogen tid siden snakkede jeg om at læse med ørerne og tippede i samme åndedrag om 3 gode, danske krimier, der er værd at lytte til. Og så inviterede jeg jer til at lytte til Katrine Marie Guldagers En uskyldig familie for siden (og der er vi så nu) at diskutere den sammen à la det vi gør i bloggens sædvanlige læseklub.

Diskussionen finder I længere nede i indlægget, men først vil jeg dele de tre bøger, jeg har på min lytteliste til efterårsferien OG så er der også en lille efterårsgave fra Mofibo i form af en måneds gratis abonnement, til de af jer der har til gode at prøve det.

Efterårsgave. Prøv Mofibo gratis i 30 dage
Massevis af e- og lydbøger. Læs og lyt til dem gratis og uden binding i 30 dage. Tilmeld dig her.

Gælder indtil d. 31. oktober og kun nyoprettelser.

3 lydbøger til efterårsferien

  • Et lille liv af Hanya Yanagihara. Denne har jeg fået anbefalet af flere belæste venner og ser frem til, hvad de beskriver som en på en gang “smuk og grusom” roman. Om fire studiekammerater der flytter til New York og hvad voksenlivet bringer af hjertesorg og hjemsøgen af fortiden.
  • Planen af Morten Pape. En dannelsesrejse med afsæt i ghettoen Urbanplanen på Amager. Svigt og mønsterbryderi og et indblik i en helt anden og alligevel nær verden. Har været på min to read-liste i lidt for lang tid efterhånden og nu skal det være.
  • Shoedog af Phil KnightOm Nike og hvad Nike er (udover sportssko og -tøj) skrevet af manden bag superbrandet. Om vejen fra at låne 50 dollars af sin far til at være et verdensomspændende firma, der omsætter for mange milliarder. Min mand har lige læst den og var svært begejstret og inspireret, så nu er jeg lun på at lytte til den. Just do it ;)

Det er selvfølgelig en anden oplevelse at lytte til en bog med ørerne end rent faktisk at læse den med øjnene. Jeg holder, som I ved, vanvittigt meget af at læse ‘ægte’, men jeg er også mere end glad for at supplere med at lytte til bøger. Det gør slet og ret, at jeg får ‘læst’ meget mere (hvilket er et kæmpe plus, når man er en grådig læser), fordi lydbøger fungerer fantastisk i masser af situationer, der ikke er kompatible med at læse med øjnene.  Når jeg er i bad, løber, lakker negle, kører bil, redigerer billeder, går tur osv. osv. Og så er det også noget så lækkert af og til bare at ligge på sofaen og lade nogen læse højt for sig, mens man kigger ud ad vinduet eller på indersiden af øjenlågene. Overkommelig luksus.

Diskussion af En uskyldig familie
Ligesom oversætteren præger en bog, hvis man læser den på et andet sprog end den er skrevet på, så former oplæseren af en lydbog også min perception som læser/lytter. Jeg har hørt lydbøger, hvor jeg måtte kæmpe mig igennem, fordi jeg ikke brød mig om oplæseren, men egentlig godt kunne lide bogen. Og så findes der også oplæsere, der højner oplevelsen. Benjamin Hasselflug, der har indlæst En uskyldig familie er sådan en. Hold nu bare op, hvor var han god og sikke en indlevelse! Det blev næsten som et radiospil. Så inden vi for alvor kommer til bogen som sådan, må jeg altså lige sende lidt ros i hans retning og ikke mindst er jeg sikker på at min begejstring for Katrine Marie Guldagers roman, delvist kan tilskrives ham.

For jeg var begejstret og blev fuldstændig suget ind i romanens på sin vis muntre, hverdagslige forløb og historier og på samme tid lidt triste og dunkle – omend meget relaterbare – fortælling. Den var så spækket med alle tænkelige menneskelige følelser (gode som dårlige, pæne som grimme) og kortlagde så fint hvor kompleks, forvirrende og fascinerende en størrelse sådan en familie egentlig er. Eller kan være det.

Det er ikke fordi mine forældre minder om Jytte og Holger – ikke i udpræget grad i alle tilfælde – eller fordi jeg selv er en rodløs stræber med ondt i sjælen som Frederik, men der var sådan en følelse over hele bogen af noget alligevel enormt genkendeligt og ja, menneskeligt. At der slet ikke er noget, der er sort på hvidt. Eller statisk for den sags skyld. At man altid er sine forældres barn, uanset hvor meget man prøver at distancere eller flytte sig. Og at livet ikke er perfekt. Man roder rundt, prøver ting af, begår fejl og alt imens man roder mere rundt og begår flere fejl, så begynder man måske så småt (hvis man er heldig), at finde ud af hvad der egentlig har værdi og betyder noget.

Og selvom bogens essens netop er ovenstående. Det uperfekte. Så er En uskyldig familie også ret letlæst (også med ørerne) og måske endda lidt letbenet, det er et, synes jeg, fermt stykke underholdningslitteratur fra Katrine Marie Guldagers hånd. Det på trods af det nemme, både retter en kritik mod de narcissistiske forældregenerationer i 60’erne og 70’erne, men i særdeleshed også mod samtiden.

Har I også læst eller lyttet til En uskyldig familie?

Hvad kunne I bedst lide?

Og er I enige med mig i, at oplæseren var et hit?

Var der noget i ikke kunne lide, eller karakterer der irriterede jer eller som I slet ikke kunne forstå?

Læseklub i oktober: V..

SÅ går læseklubben for alvor i gang igen ovenpå sommeren og drømmer man om at få læst lidt mere eller måske noget andet end man plejer, så synes jeg man skal gribe chancen og hoppe med på læsevognen nu :)

Oktober måneds bog er en (meget fin, jeg er tyvstartet) novellesamling af Caroline Alberte Minor. Velsignelser hedder den og den rummer syv noveller fordelt på lige godt og vel 180 sider. Alle kan altså være med også selvom man måske kun, kan nå at læse en enkelt novelle eller to.

Til de nye så fungerer læseklubben sådan her: Jeg annoncerer den kommende måneds bog en uges tid før d. 1., sådan at man kan nå at købe den eller låne den på biblioteket. I løbet af den pågældende måned læser man bogen og i slutningen af måneden (altså slut oktober i dette tilfælde), skriver jeg et indlæg om min læseoplevelse og lægger op til at vi kan diskutere og snakke om bogen sammen i kommentarfeltet.

Man kan således være med i denne læseklub uanset hvor man bor og hvornår man har tid til at deltage i diskussionen.

Det er mægtigt hyggeligt, helt og aldeles uforpligtende og en alletiders genvej til (flere) gode læseoplevelser.

Ps. Man kan stadig lige akkurat nå at være med i september måneds lyttelæseklub. Novra hvor var den god!

Pps. 3 tricks til at læse hurtigere.

Fra bogens bagside:

“At vågne op er bare savnet, der begynder forfra, hårdere.”

To dage før jul hænger Anso sig i et figentræ i sin australske værtsfamilies tørre have. Helena rejser til Pyrenæerne for at komme tættere på en døende far, der ikke ønsker hendes selskab. Franciska hægter sig på et kollektiv og forsøger at stoppe hullet i sit bryst med to østrigske udvekslingsstuderende, mens Ingeborgs mor bare længes efter det øjeblik, hvor hendes datter overgiver sig til søvnen.

Velsignelser er historier om sorg og venskab.

Rigtig god læselyst!

Jeg glæder mig til at læse og snakke om Velsignelser med jer ♡

3 tricks til at læse ..

Jeg er ikke en hurtiglæser fra naturens side. Nok heller ikke blandt de langsomste, men jeg kan godt lide at dvæle lidt ved det hele, læse frem og tilbage og smage lidt på ord og sætninger. Og det er ikke helt synonymt med at pløje sig igennem siderne.

Der skal bestemt også være plads til at bruge tid på en god bog, men det var altså ikke så hensigtsmæssigt, dengang jeg gik på universitetet og skulle have læst et gigantisk pensum. Jeg læste nemlig litteraturvidenskab på min bachelor og der skal man fortære ikke bare en heftig mængde faglitteratur, men også en hel masse skønlitteratur. Og ja, det er lidt af et drømmescenarie for en bogelsker, men hvis man skulle kunne følge trop, skulle man læse ganske hurtigt (eller tage lidt for mange nattetimer i brug). Så jeg satte mig for at lære at læse hurtigere og tog et kursus i læsehastighed, der hjalp helt gevaldigt.

Og mens jeg ikke skal kede jer med alle detaljer, så vil jeg gerne dele de 3 tips, der især hjalp mig til at læse hurtigere og som jeg stadig minder mig selv om og bruger, hvis jeg synes jeg atter læser lidt for langsomt. For jo hurtigere man læser, jo flere bøger kan man nå ♥

  1. Stol på din hjerne. Der er ingen grund til at læse tilbage eller springe op og ned i teksten. Læs fremad og stol på at din hjerne har opfanget det den skulle. Med mindre du er ekstremt ukoncentreret eller meget træt, er det nemlig som oftest tilfældet. Altså at du har fået det hele med. Og hvis det bliver ‘forbudt’ at læse tilbage, så gør man sig også ubevidst mere umage for at holde fokus. Start med at øve dig med skønlitteratur, hvor det ikke gør så meget hvis du misser en detalje, mens du lærer dig selv, kun at læse fremad.
  2. Lad være at ‘læse højt’ inde i hovedet. Gør du det? De fleste gør det, uden at være klar over det. Og hvis man gør det og så begynder at tænkte over det, så kan man slet ikke forstå, hvordan man kan lade være. Men man behøver faktisk ikke ‘tænke’ alle ordene ‘højt’ inde i hovedet. Det er nok at øjnene ser dem for at hjernen kan registrere og forstå sætningerne og vupti læser man dobbelt så hurtigt. Eksperimentér med det og øv dig i det. Hvis du er vant til at ‘læse højt inde i hovedet’, så kræver det gradvis afvænning at lade være, så start bare med at øve dig med en halv til en hel side, hver gang du læser.
  3. Det skrå bogmærke. Det er ikke fordi bogmærket skal have en særlig facon (faktisk kan det snildt være et postkort som på billedet ovenfor), men man lægger det skråt og kører det i en langsom og glidende bevægelse ned over siden. Man flytter det så hurtigt, at man lige akkurat kan nå at læse med, men at man samtidig presser læsehastigheden. OG så har det den bonuseffekt, at man ikke kan læse tilbage jvf. tip 1. Det er ikke en rar måde at læse på i længere tid, men det er godt som en konkret øvelse, der presser hastighed og forhindrer øjnene i at glide tilbage.

Og ja, fulgte mit eget tip og var ude at snolde bøger i eftermiddags.

Boghandel eller slikbutik? Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg foretrækker. Eller jo, det må altså næsten være boghandel… Sorry slikbutik.

Læseklub: Sødbitter ..

Har I læst Sødbitter henover sommeren? Eller måske en af de andre bøger fra sommerlæsestakken? I så fald er jeg mere end nysgerrig på at høre, hvad I syntes?

Min oplevelse af Sødbitter finder I nedenfor, Dage uden sult, Mirakelmanden og Niksen er slugt (gode! på hver deres måde) og så er jeg ellers i skrivende stund (stadig…) i gang med Chris Kraus’ I Love Dick. Den synes jeg altså er lidt tung at danse med, hvis jeg skal være helt ærlig. Og derfor går det ret så trægt med at komme igennem den… hmm… ved ikke helt hvad jeg skal synes om den, men måske jeg ikke behøver synes noget, før jeg har læst den til ende.

Læseklub næste måned
Næste måneds bog til læseklubben skal jeg nok annoncere snart. Men ret skal være ret. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig for hvilken det skal være. Så hvis I har et godt bud (helst noget nyt og relativt kort) eller noget I selv går og planlægger/drømmer om at læse, så råb op. Jeg er lutter øren.

Og husk at I, i mellemtiden kan være med i lyttelæseklubben hvor vi lytter til Katrine Marie Guldagers En uskyldig familie. Elsker, elsker, elsker hendes måde at fortælle om mennesker på og oplæseren er slet heller ikke tosset.

Sødbitter – Diskussion
Jeg er SÅ spændt på at høre, hvad I syntes om bogen. Den er tilsyneladende virkelig sådan en, der deler vandene, hvilket kun gør den mere interessant at diskutere i mine øjne.

Selv er jeg endt på, at jeg er meget begejstret for den, men vi var på lidt af en rutschebanetur sammen. Først slugte jeg den nærmest og kunne slet ikke lægge den fra mig og siden blev jeg lidt irriteret på den. Måske fordi den på sin vis mindede mig lidt om mig selv?

For da jeg læste Sødbitter – der på mange måder er en klassisk dannelsesrejse, omend i den mere beskidte, hedonistiske genre – havde jeg det næsten (også kun næsten) som jeg var 22 igen. For dér hvor bogen irriterede mig allermest, kunne jeg netop også genkende mig selv for snart 10 år siden. For det er jo lidt sådan man er. Jeg var i alle tilfælde. Uendeligt navlepillende og vanvittigt prætentiøs. Og måske endda lidt til den selvdestruktive side. Omend jeg nu aldrig var helt i Tess’ liga. Hun er på en gang fascinerende og foruroligende. Med ungdommens kæmpe appetit på at prøve alt og helt uden evne til at skærme eller passe på sig selv.

Og som I sikkert efterhånden ved, er det kun en kvalitet for mig, hvis en romans hovedperson, går mig lidt på nerverne. Jo, jo det er hyggeligt, hvis det er helt/heltinde man kan sympatisere med, men det kradser nu en gang lidt dejligt på hjernebarken (og i følelsesregisteret), hvis det er en man ikke (udelukkende) fatter sympati for. Jeg kan når alt kommer til alt, nok godt lide at blive en anelse frustreret, når jeg læser.

Og sulten. Oh la la hvor blev jeg sulten. Og (vin)tørstig. Det var lidt af en sanseoplevelse for mig at læse Sødbitter og når jeg lagde bogen fra mig, følte jeg nærmest, at jeg både havde (moralske) tømmermænd og en glubende appetit på kulinariske eventyr og livet i almindelighed. Romanen er så dygtigt skrevet og sproget er (for nu at blive i køkkengenren) både yderst delikat, berusende og meget appetitligt. Et overflødighedshorn af ordlækkerier. Altsammen så forførende og sanseligt. Jeg er mildest talt vildt imponeret over Danlers sprog. Og det er dét, der for mig er det virkeligt særlige ved denne roman. Dét og så de herlige, nærmest poetiske fragmenter af ‘restaurationssnak’ der dukker op hist og her.

Nå, ja og så kunne jeg egentlig også ret godt lide, at bogen sluttede på det (formodentlig) absolutte lavpunkt i Tess’ liv, derfra hvor det kun kunne gå opad og fremad. Og det forestillede jeg mig så ellers bestemt også at det gjorde. Men det var en fin og åben måde at runde af på, i stedet for en mere ‘happy ending’.

Nu er jeg nysgerrig på hvad I bedst kunne lide? Og ikke kunne lide? Og om bogen fik jer til at føle jer på en særlig måde?

Jeg fik både sådan lyst til at drikke vin, spise fede oste og blå druer, kysse bad guys og smage alting, som var det første gang. Og til at vaske mit ansigt, drikke masser af vand og gå tidligt i seng.

En rutchebanetur tilbage til ungdommen og til alt det der foregår i restaurantens kulisse.

Lækkert og beskidt. På én gang.

 

At læse med ørerne

Jeg gør det ofte i badet. Og i bilen. Både når jeg er alene eller på køretur med min mand. Jeg gør det næsten altid, når jeg sorterer, udvælger og redigerer billeder. Jeg gør det af og til, når jeg spiser morgenmad alene. Og når jeg går tur med Penny. Og hvis jeg har lyst til at tage 10 minutter på sofaen, enten med øjnene lukket i eller mens jeg ligger og kigger ud på himmelen. Jeg gør det, når jeg lægger neglelak. Og jeg gør det, når jeg slikker sol og vil kunne kigge på det, der foregår eller slet og ret stikke næsen i sky op mod strålerne.

Og så gør vi det tit sammen før sengetid.

Lytter til lydbøger.

Det seneste år har jeg læst flittigt ‘med ørerne’ og selvom jeg før i tiden ikke syntes det var ægte læsning, så har jeg altså overgivet mig. Jeg holder stadig af at læse med øjnene også og gør det flittigt, men efter at jeg er begyndt at supplere med lydbøger, får jeg ‘læst’ mere end dobbelt så meget. Og når således langt flere af de titler, jeg synes er interessante. Ligesom jeg kan dele læseoplevelsen i realtid med min mand, når vi sammen lytter til ‘godnathistorie’ inden vi skal sove eller når vi er ude at køre langt. På vores honeymoon kværnede vi 4 lange krimier pr. lydbog på turen op og ned gennem Europa. Luksusunderholdning.

Nedenfor finder du min anbefaling til 3 krimier (jeg elsker en god krimi, især her om sommeren), du skal lytte til nu OG der er også en opfordring til en bog vi skal ‘læse med ørerne sammen’ og diskutere sammen. Hvis I har lyst selvfølgelig. En slags lyttelæseklub om man vil, inden den sædvanlige bogklub er tilbage igen i september.

OG sidst men ikke mindst har jeg også en lille opfordring til jer :)

Lyttelæseklub
Jeg holder meget af Katrine Marie Guldager som forfatter. Jeg dyrkede hende en hel del, dengang jeg læse litteraturvidenskab og har længe gerne villet læse hendes nyeste roman, En uskyldig familie, der udkom i starten af året. Og nu skal det være. Jeg læser den med ørerne, og jeg håber, I har lyst til at læse med :)

Der kommer et diskussionsoplæg i starten af uge 40 (første uge i oktober) måneds tid, hvor vi så kan ‘snakke’ om den sammen i kommentarfeltet.

God læse- og lyttelyst.

En måneds gratis adgang til Mofibo

  • Få 30 dages adgang til Mofibo for 0 kr.
  • Opret dig som bruger her og indtast koden EMILYSALOMON (tryk der hvor der står ‘Prøv gratis i 14 dage’, senere kan du så indtaste koden, der giver længere gratis adgang :)).
  • Download Mofibos app i App Store eller Google Play Store, og log ind med din nye bruger.
  • Der er ingen binding. Efter de 30 dage fortsætter abonnementet til 129 kroner, hvis ikke det opsiges på mofibo.dk inden. Rabatkoden udløber den 30. september 2017 og gælder kun nyoprettelser.

3 gode, danske krimier på Mofibo

  • Ligblomsten af Anemette Hancock, formfuldent debutkrimi, med et helt forrygende og rædselsvækkende plot om det grimmeste grimme. Vi ‘slugte’ denne sammen på vores bryllupsrejse, når vi kørte i camperen og glædede os nærmest til vi skulle køre et nyt sted hen, for så kunne vi lige høre lidt mere.
  • Mirakelmanden af Julie Hastrup, sjette selvstændige roman om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Og måske den mest uhyggelige og nervepirrende af dem alle. Lyt/læs endelig til de andre, hvis ikke du allerede kender dem. Fun fact: Det er delvist karakteren Rebekka Holms fortjeneste, at jeg er blevet så glad for at løbe. Tal lige om at blive påvirket af det man læser :)
  • Krokodillevogteren af Katrine Engberg – er ikke helt færdig med den endnu, men den er vanvittigt spændende og så er jeg også helt fascineret af, hvordan man som krimiforfatter mon kommer på så syrede ting. Når jeg er færdig med den, glæder jeg mig til at kaste mig over Blodmåne af samme forfatter, der er udkommet i år.

 

Del din boganbefaling
Har du læst eller lyttet til en god bog for nylig? I så fald bliver jeg så glad, hvis du vil dele din anbefaling med mig og de andre nedenfor. Altid dejligt at blive inspireret til nye, gode læseoplevelser :)

Min sommerlæsestak + ..

Det her er min sommerlæsestak, som jeg pakker i autocamperen, når vi tager på bryllupsrejse i næste uge. For jeg planlægger at sluge en god håndfuld bøger. Er der et par tilovers er det bare fint, så er der også til resten af sommeren :)

Bliver så glad, hvis I også har lyst til at dele, hvad I skal læse denne sommer? Synes det er en dejlig måde at ‘lære jer at kende’ på og ikke mindst inspirerende.

Savner du læseklubben? Så kig med længere nede. Har lavet en light sommerversion nemlig ♥

I min bogstak

  • Chris Kraus, I love dick.
  • Delphine de Vigan, Dage uden sult.
  • Yael Adler, Under Huden.
  • Julie Hastrup, Mirakelmanden.
  • Stephanie Danler, Sødbitter.
  • Nathan Hill, Niksen.

Sommerlæseklub

Hvis I har lyst til en omgang læseklub, så læser vi Sødbitter her henover juni og juli og så laver jeg et lille diskussionsoplæg efter ferien, hvor vi kan tale om den. Jeg har godt nok allerede læst den, men den er sådan en man sluger, så jeg napper den en gang til.

God læselyst :)

Læseklub: Transfervin..

Jeg kendte ikke Maria Gerhardt. Altså jeg kendte hende ikke personligt, bør det nok være. For hun var sådan en skikkelse, der var en del af min kulturelle begrebsverden. Og en jeg så op til. Hun tegnede lydbilledet til nogle af min ungdoms bedste fester og jeg læste artikler (og klummer) af hende og om hende.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen udkom lidt efter min mor var blevet helbredt for bryskræft. Hvorfor jeg nok også blev ekstra berørt af den. Det var ikke bare en smuk kærlighedshistorie, men også en lille bog, jeg følte et stort slægtskab med.

Indeni mit eksemplar af Transfervindue – fortællinger om de raskes fejl ligger et rødt kort. “Efter aftale med Maria sender vi dig her hendes nye bog”, står der på det. Det er fra marts i år. Jeg kan ikke kigge på det, uden at tårerne begynder at trække op. Da kortet blev skrevet var hun her stadig, nu er hun her ikke. Så ung, så dygtig. Det gør det sørgeligt i sig selv, men det der også gør mig så trist, er at det ikke bare er hendes historie. Vi kender næsten allesammen en der har eller har haft kræft.

Det er ikke for at være ultra sentimental at jeg skriver ovenstående, men blot for at redegøre for, hvorfor det er umuligt for mig (og sikkert også for de fleste andre?), at læse Tranfervindue uden for kontekst. Marias værker virker så personlige (omend de ikke er selvbiografiske) og hudflettede med hendes eget liv og afslutningen på samme, at jeg slet og ret kun har lyst til at læse dem i lyset af det. Især Transfervindue, hendes sidste, fine, litterære aftryk på denne verden.

Den er så nøgen, ærlig og rå og sætter både terminal sygdom og den bundløse ensomhed der følger med på spidsen, så man som læser får lyst til at række ind i bogen og overøse med omsorg og helst af alt mirakler, der kan helbrede.

De sparsomt tilskrevne sider bliver nærmest en tydeliggørelse af afmagten, svagheden og manglen på sprog. Og de ord der er der, spidder det hele og fremviser på smukkeste vis det grimme og det smertelige. Og gør at bogen sidder fast i én og blotlægger ens egen sårbarhed og ensomhed samt den sorg og smerte, man har oplevet.

Særligt teksten om at egne sig til at blive gammel på side 75 rykkede ved noget i mig:

… Jeg vil have vinkælder, børnebørn, efterløn, otium, tre måneder i varmen om vinteren og alligevel brokke mig over cyklister på fortovet. Jeg vil rundrejse, skrælle æbler på offentlige bænk, bleve en Gnags-sang, se film om formiddagen, og jeg vil bekræftes i, at du vil forblive præcis så smuk, som du altid har været.

For mens vi andre (en af de raskes fejl?) kollektivt frygter at blive ældre, er det en særligt uopnåelig luksus, den (unge) døende blot kan drømme om.

Transfervindue har sat sig fast i mig. Og både givet mig et indblik i og en forståelse for de syges verden. Og mindet mig gevaldigt om hvor meget og hvor mange små ting, jeg har at sætte pris på og være taknemmelig over. Hver dag.

Hvad syntes I om Transfervindue? Jeg glæder mig sådan til at læse jeres kommentarer til denne ganske særlige, lille bog.

Bøger: Min påskelytt..

MIN MOFIBO-PÅSKELYTTELISTE. LYDBØGER TIL FERIEN.

Da det på et tidspunkt, da jeg var barn, gik op for mig, at jeg aldrig ville kunne nå at læse alle de af verdens bøger jeg egentlig gerne ville, blev jeg oprigtigt ked af det. Det var lidt samme følelse af afmagt, som der rammer en, når man finder ud af, at ens forældre ikke ved eller kan alt. Eller som da det senere gik op for mig, at jeg ikke når at se alle de hjørner af verden, som jeg gerne vil.

Jeg har i mellemtiden sluttet fred med alle tre ting. Omend jeg stadig giver det med både verden og bøgerne et indædt forsøg. Måske jeg ikke kan nå alle læsværdige bøger eller alle seværdige steder uden at skulle gå på kompromis med de enkelte oplevelser, men jeg kan i alle tilfælde prøve at nå så mange som muligt. Jeg er så sulten på ord og indtryk :)

Påskeæg til dig: Prøv Mofibo gratis i 30 dage og lyt til alle de bøger du vil. Opret dig her og brug koden EMILYSALOMON – god lyttelyst <3

Så jeg prøver ihærdigt at tage mig læsetid. Og når jeg ikke selv kan læse aktivt, så lader jeg gladeligt andre læse op for mig. Lydbøger er for mig et genialt supplement til min læsning og jeg synes det er så dejligt, at jeg kan lytte til nogle af alle de bøger, jeg også gerne vil læse, men ellers ikke ville kunne nå, mens jeg løber eller går med Penny. Eller når jeg vasker op, gør rent eller endda arbejder. Selvfølgelig ikke når jeg skriver, men lydbog og billedredigering, går meget fint hånd i hånd.

Rejsetip: Når jeg rejser, sørger jeg for at downloade de bøger, jeg vil lytte til på forhånd. Så kan jeg også høre dem, når jeg er offline.

MIN PÅSKELYTTELISTE

  1. Papmachéreglen af Hella Joof. Så rigtig og så morsom. Og læst op af Hella selv. Ret hyggeligt.
  2. Mirakelmanden. Krimier hører sig (også) påsken til og Julie Hastrup skriver, efter min mening, nogle af de bedste danske af slagsen. Mirakelmanden er nyeste skud på stammen i serien om politimanden (-kvinden?) Rebekka Holm.
  3. Born to Run. Den ligger på Mofibo både på dansk og på engelsk. Den engelske version er læst op af forfatteren selv, Bruce Springsteen. SÅ sejt. Jeg er (endelig) ved at være færdig med bogversionen, men jeg kan ikke lade være med at supplere med at lytte til et par kapitler hist og her og nyde Bruces sprøde røst. Det giver læseoplevelsen en ekstra dimension.

Noget andet jeg holder af, er slet og ret at lytte til lydbog uden at lave andet imens. Måske udnytte at jeg ikke skal holde bogen og strikke lidt imens, eller bare drikke kaffe (og spise påskeæg!) og kigge ud på himmelen. En virkelig rar pauseform, jeg blev forfalden til, da jeg havde hjernerystelse forrige år og som jeg har praktiseret siden.

Og så er lydbøger en virkelig hyggelig måde at være sammen om en bog på. Min kæreste og jeg forsøgte i en periode at læse højt for hinanden om aftenen, men det fungerer endnu bedre, at lade en anden om det og jeg er i den sammenhæng også virkelig glad for Mobibos sleep timer-funktion, der gør, at man kan sætte oplæsningen til at stoppe, inden man for alvor sover. En slags omvendt vækkeur af den bedst tænkelige slags.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen ligger der også, hvis man har dén lille perle til gode.

Rigtig god læse- og lyttelyst i påsken :)

Læseklub i april: Tra..

Denne læseklubs første bog var Maria Gerhardts debutroman, Der bor Hollywoodstjerner på vejen og den var I virkelig begejstrede over. Jeg havde således hele tiden tænkt at nyeste og desværre sidste skud på hendes forfatterskabs stamme, Transfervindue, også skulle være en del af læseklubben og med hendes alt for tidlige død forrige uge skulle det altså være nu.

Min lillebitte hyldest til Maria Gerhardt og hendes fine, fine men alt for korte forfatterskab.

Således læser vi (dvs. de af jer der har lyst selvfølgelig) Tranfervindue i løbet af april måned og snakkes så ved om den i starten af maj.

Bogen er på bare 90 sider, så alle kan være med. Mig selv inklusiv, host host jvf. updaten på februar måneds bog i går

Jeg håber, I har lyst til at læse med <3

Fra bogens bagside:

“Transfervindue” er en utopisk fremstilling af Nordsjælland som et stort luksuriøst hospice, hvor de dødeligt syge lever afsondret fra resten af samfundet.

På hospicet går alle klædt i hvidt. New age-nonner dyrker medicinsk cannabis på stranden. Internet og musik er forbudt, men overlægen har arrangeret vinterbadning.

På trods af de luksuriøse omgivelser i “Transfervindue” er der indimellem ætsende tilbageblik til livet som terminal kræftpatient. Vores hovedperson bruger dog det meste af sin tid sammen med vennen Mikkel. De går ture, taler om firserne og om, hvordan de gerne vil dø.

Bogklub-update

Hmm… enten så læser jeg ikke helt så hurtigt, som i mine læsehastighedsvelmagtsdage på litteraturvidenskab… Eller også så har jeg/tager jeg mig ikke nok læsetid.

Det er nemlig ikke lykkedes mig, at blive færdig med Born to run endnu. Altså februar måneds bog i læseklubben. Ups…

Men jeg arbejder ellers på sagen. Tygger mig igennem. Og er ret begejstret for det meste af den og glæder mig meget til at tale med jer om den meget snart. Hvis I ellers har fået tygget jer igennem.

For den er en lang krabat på 600 sider. Nok lidt for lang kan jeg godt se nu og jeg prøver at tage ved lære og nøjes med relativt korte (eller meget letlæste) bøger fremover ;)

Blot en lille update. Har altså ikke glemt den (eller jer!), er bare en snegl, der ikke selv er færdig.

April måneds bog (der er kort!) kommer på bloggen i morgen :)

Ps. Der er ‘små ting’ lige om snart, så kig ind senere.

Læseklub i marts: Ast..

Så er det tid til at købe eller låne marts måneds bogklubsbog :) I næste måned skal vi nemlig læse Astragal af Albertine Sarrazin. Den er egentlig en gammel sag fra 1965 (hvor Sarrazin skrev den som 27-årig, mens hun sad i fængsel), der har fået en revival og som netop er udkommet på dansk i en nyoversættelse. Og med forord af Patti Smith. Det er altså lidt af en blåstempling i mine øjne og jeg glæder mig meget til at læse bogen. Sammen med jer.

Den er i øvrigt en lille sag på 180 sider, så de fleste kan være med også selvom der  ikke er så meget tid til læsning.

Jeg håber, I har lyst til at læse med :)

Same procedure as every year… nå, ja month: I skaffer bogen på den ene eller anden måde og læser den i løbet af marts. I starten af april kommer jeg med et lille diskussionsoplæg og deler min læseoplevelse og I byder så ind med jeres.

Diskussionen af januar måneds bog er stadig i fuld gang her, hvis I vil være med. Og så kan man også stadig lige akkurat nå at læse februar måneds bog.

Fra bogens bagside:

Anne brækker anklen, da hun springer over fængselsmuren ud i friheden. Uden for muren møder hun Julien, sin kommende elsker og beskytter – og herfra indledes en mørk, men glødende færd gennem 1960’ernes Paris, filtreret gennem Annes rå blik på den hykleriske verden, hun og Julien befinder sig i.

Albertine Sarrazin blev berømt natten over, da hun udgav den autobiografiske Astragal i 1965, der siden hen er blevet udråbt som en klassiker. Romanen blev, ligesom andre af Sarrazins bøger, skrevet, mens hun sad i fængsel. Hun døde 29 år gammel, da karrieren var på sit højeste.

Læseklub: Selfies (Di..

Så mine små læseheste, så er det tid til at snakke om SelfiesMed mig, hvis I har lyst, men i særdeleshed også med hinanden. Blev simpelthen så glad over hvordan diskussionen/samtalen spændte af sidste gang, da vi snakkede om Harry Potter og det forbandede barnSå dejligt at følge med i hvordan I kommenterede på hinandens kommentarer. Og sikke nogle gode og kloge betragtninger, I diskede op med. Herligt! Det er lige akkurat det, der er tanken med læseklubben :)

I dag (og så længe vi lyster) skal vi vende en mere end navnkundig og populær krimikonge og hans seneste skud på stammen af bøger om Afdeling Q, Selfies.

Det var ‘min første Jussi’ og selvom I var et par stykker, der var lidt ærgerlige over, at jeg startede med Selfies i stedet for at tage Adler-Olsens krimiserie i kronologisk rækkefølge, så kan jeg berolige jer med, at det gik helt fint at læse den som en enkeltstående roman (omend der helt sikkert er både referencer, detaljer og finurligheder, der har været spildt på mig) OG at den har givet mig blod på tanden til at starte forfra og læse alle syv krimi-thrillere i rigtig rækkefølge.

Som jeg forstår det, er Selfies ifølge kendere, ikke helt repræsentativ for hvor ypperligt Adler-Olsen kan præstere (ret mig, hvis jeg tager fejl), men jeg syntes virkelig den var god og spændende og vil således bare glæde mig over, at jeg har endnu bedre kriminalromaner til gode, når først jeg går i gang med hele serien.

Tip mig gerne om hvilken bog om Afdeling Q, der er jeres favorit, hvis I er inkarnerede Jussi Adler-Olsen fans :)

Når det kommer til krimier i almindelighed, så holder jeg altså frygteligt meget af de nyere, skandinaviske ‘femi-krimier’. Mordgåder i skøn forening med hovedpersonens hverdageskapader, -kabaler og -fortællinger.

Alt det der hverdagspussenusseri er der ikke så meget at komme efter hos Adler-Olsen (der mere minder mig om Lars Kepler) og selvom jeg indrømmet, savner det af og til, så kan jeg også godt lide den mere skarpe og nøgterne krimistil med lidt mindre fokus på ægteskabelige problemstillinger. Til fordel for mere spænding og ja, decideret kriminalroman.

De bidder af mere personlige historier der er i romanen kunne jeg selvfølgelig mægtig godt lide. Og det er egentlig især dem, der giver mig lyst til at ‘starte forfra’. For jeg vil gerne vide mere om især stakkels, stakkels Rose, men også om Carl (og Carl og Mona!), Assad og alle de andre.

Apropos Carl og Assad, så irriterede det mig til gengæld helt vildt, hvor meget der  bliver tærsket rundt i, at Assad kommer til at bruge danske ordsprog og vendinger lidt alternativt. Hvis det er meningen, det skal være morsomt, så preller det af på mig. Hvis intentionen er at gør opmærksom på at Carl er en lettere irritabel, (måske endda lidt fremmedfjendsk?) mand fra Vendsyssel med en kort lunte, så bliver der sat for mange streger under. Jeg fangede den helt fint første gang. Heldigvis bliver det da også for meget for Assad til sidst (desværre først alt for sent på side 362) og jeg håber virkelig at Adler-Olsen idet har aflivet en kedelig joke én gang for alle. Også selvom han ikke lige kan dy sig for at køre rundt i den en sidste gang på side 375 med ‘bagklogskabens ulideligt klare lys’, denne gang glædes Carl dog over at Assad (endelig/for en gangs skyld) har ret fat. Er det også et ben, der bliver kogt så meget suppe på i de tidligere bøger?

Men det er egentlig bare en mindre detalje og havde den ikke været så gennemgående, havde jeg nok slet ikke fæstet mig ved den. Med resten var jeg overordnet set mere end godt tilfreds. Jeg havde bogen med på Bali og den var virkelig alletiders ferielæsning. Flot og ambitiøst plot, med et twist på et twist og hvor alting var vævet sammen og alligevel gik fint op, uden at der skulle alt for mærkelige krumspring til hen mod slutningen. Selvom ham amerikanerfaren måske kom liiiiidt sent i spil. Hvad tænker I om det?

Temaet med de unge, dullede, hårde og på sin vis dovne piger, syntes jeg var ret interessant. Man kunne levende forestille sig (og genkende) typen og det var et skægt miljø at tage fat i, i krimisammenhæng, synes jeg. Og på trods af at jeg aldrig tror at virkelighedens Denise’r, Yazmine’r og Michelle’r nogen sinde ville sige at de “stregede deres øjne op” som Adler-Olsen beskriver det lidt klodset ikke mindre end fem gange, så virkede det ellers som om, han havde studeret og gengivet miljøet nøje og med ære. Lidt som i DR’s Prinsesserne fra blokken, hvor vi lærer, at der er gemmer sig en hel masse inde bag de tungt sminkede øjne.

Nu glæder jeg mig helt umådeligt til at høre, hvad I syntes om bogen?

Læseklub: Harry Potte..

Inden jul tænkte jeg, at et af mine nytårsforsætter skulle være, at blive lidt mere punktlig med læseklubdiskussionerne. Og så blev det pludselig slutningen af januar og det var først i dag, at det gik op for mig, at jeg helt har glemt at skrive om december måneds bog, Harry Potter og det forbandede barn. Så det…

Men nu er jeg altså mere ‘op på hesten igen’-typen og ikke så meget ‘så kan det hele også bare være ligemeget’, så jeg vil stadig bestræbe mig på, at vi diskuterer Jussi Adler Olsens Selfiesstarten af februar. Den er læst og avra hvor var den spændende! Og pudsig. Men mere om det til den tid.

For nu skal det først handle om Harry Potter. Eller om Albus Potter er det jo snarere. Det bliver et kort oplæg her fra min side, men jeg er ikke desto mindre spændt på at høre, hvad I syntes om bogen. Eller manuskriptet som det jo ret beset er.

At det var et skuespil gjorde på den ene side, at bogen var uhyre letlæst, på den anden side savnede jeg flowet og ikke mindst sproget, fra de oprindelige, syv bøger om Harry Potter. Til gengæld syntes jeg at plottet, og i dette tilfælde dramaturgien, levede fuldt op til forgængerne.

Og det var altså noget så hyggeligt med et gensyn med Harry, Ron, Hermione, Ginny, McGonagall osv. osv. og i tillæg at høre om ‘hvad der var sket siden sidst’. Og lære Albus, Rose, Scorpius m.fl. at kende. Så det vejede for mig op for den noget magre tekst. Som selvfølgelig er forventelig, når nu det drejer sig om et skuespil. Men alligevel. Tørstede lidt efter flere detaljer. Flere ord.

Eneste løsning er vist at tage et smut til London og se stykket, så jeg kan få alt det med, som man ikke kan læse sig til i et manuskript ;)

Jeg fabdt hele historien meget klog og raffineret og kunne godt lide det næsten science fiction-agtige tidsrejsetema og den filosofiske funderen over hvordan selv de mindste ting har en betydning for det store billede.

Særligt rørende var voksne Rons kejtede komplimenter til Hermione (s. 176-177) i den alternative virkelighed, hvor de ikke var blevet gift. At de er så ‘meant to be’ og så ikke er blevet hinandens. Noget der heldigvis bliver rettet op på.

Ja, ja jeg er altså en sucker for lykkelige slutninger. Og de bøger jeg sædvanligvis læser, har dem sjældent, så det er ekstra fornøjeligt at støde på dem som her.

 

Læseklub i februar: B..

Jeg ønskede mig, og fik, Bruce Sprinsteens selvbiografi, Born to run, i julegave. Jeg er så småt gået i gang med den og er ret betaget allerede og tænkte derfor, at den passende kunne blive februar måneds bog her i bloggens læseklub.

Og hvordan er det nu lige med den læseklub? Alle kan være med. Helt i eget tempo og efter tid og formåen. Jeg tipper om den kommende måneds bog i god tid, så man kan nå at låne eller købe den. Er der en eller flere måneder hvor man ikke har lyst, så springer man bare over og man bestemmer helt selv om man er med i diskussionen (der finder sted her på bloggen under et eget indlæg i starten af den følgende måned) eller blot vil læse med i stilhed.

Jeg prøver at komme bredt rundt i genrer og forfattere og tager gerne mod anbefalinger, hvis I har læst noget, der er et godt bud på en af de følgende måneders bog.

Det er med andre ord alletiders mulighed, hvis man gerne vil læse en bog om måneden, læse mere eller læse noget andet end man plejer. Se det lød helt som et nytårsforsæt ;)

Jeg håber, I har lyst til at læse med.

Se mere om hvordan læseklubben fungerer lige her.

Fra bogens bagside (ok det er rent faktisk fra inderflappen denne gang):

“Born to Run” er Bruce Springsteens afslørende og åbenhjertede biografi, der fortæller om mennesket bag en af vor tids mest legendariske rockstjerner.

I 2009 optråde Bruce Springsteen og the E Street Band ved Super Bowl’s halftime show. Oplevelsen var så fantastisk og opløftende, at Bruce valgte at skrive om det. Sådan begyndte han at skrive denne selvbiografi. I de efterfølgende syv år har Bruce privat nedskrevet historien om sit liv på samme ærlighe, humoristiske, originale og jordbundne facon, der kendetegner hans sangtekster.

“Born to Run” er historien om den lille katolske knægt fra New Jersey, der antændte sin fantasi med poesi, fare og mørke og som oplevede sit livs ‘Big Bang’, da han så Elvis Presleys debut på the Ed Sullivan Show.

I sin biografi deler Bruce Springsteen sit syn på sit liv i rampelyset, men han fortæller også om de personlige kvaler, der har inspireret hans allerbedste værker og viser læseren, hvorfor sangen “Born to Run” afslører langt mere om ham selv end vi går og tror.

Læseklub i januar: Se..

Om en dags tid ringer klokken ind til juleferie for mit vedkommende og juleferie er lig med læsetid for mig. Sædvanligvis foregår det i sofaen indhyllet i tæppe eller dyne, med striksokker forneden og pyjamas foroven, te på kanden og rester af al juleknasen (og en tiggehund) indenfor rækkevidde.

I år bliver det i bikini og med en kokosnød på sidelinjen, men læses skal der under alle omstændigheder. Og valget på juleferie- og januarbog til læseklubben er faldet på Jussi Adler Olsens Selfies.

Jeg er stadig Jussi-jomfru, men det skal der laves om på nu. Og jeg glæder mig til at blive bekendt med Afdeling Q og se om Adler Olsens krimier også er for mig.

Og så håber jeg, at I også har lyst til at læse med? :)

I så fald er det blot at købe eller låne bogen og læse den i løbet af januar. Og så ‘snakker’ vi om den her på bloggen i begyndelsen af februar.

I starten af januar diskuterer vi december måneds bog, Harry Potter og det forbandede barnDet glæder jeg mig også mægtigt til.

Se mere om hvordan læseklubben fungerer lige her.

Fra bogens bagside:

Opklaringsprocenten i Afdeling Q ligger langt under det forventede, og det bliver nu Roses opgave at bevise det modsatte. Rose er dog i store problemer og sunket ned i en psykotisk sump, som trækker tråde ind i en mørk fortid, som muligvis har forbindelse til en forbrydelse.

Samtidig har en gal bilist indledt en jagt på unge kvinder, og så findes en ældre kvinde myrdet i Kongens Have. Carl, Assad og Gordon står nu over for et puslespil for at finde ud af om der en sammenhæng i forbrydelserne eller om det helt urelaterede hændelser?

Den gamle firkløver har mistet et blad, men betyder det også, at heldet helt har forladt dem? Vil mordene i København fortsætte og kan en lukning af Afdeling Q undgås?

Læseklub: Toner i nat..

toner i natten jojo moyes1

Jeg har hygget mig med den herhjemme i sofaen og om aftenen, inden jeg skulle sove og så har den også underholdt mig noget så godt både på stranden i Thailand og ikke mindst på flyet. For mig leverede Toner i natten lige akkurat det som Moyes gør så godt. Hyggelig læsning, der tager fat i noget, de fleste kan relatere til på den ene eller anden måde. Og som i tillæg byder på en god kærlighedshistorie, der ikke er pladderromantisk og som gerne er lidt pudsig eller uforudsigelig.

Måske den ikke var helt så raffineret, som nogle af hendes senere romaner, men omvendt var den også lidt mere rå i kanterne, hvilket jeg godt kunne lide. På minussiden var den måske noget klichéfyldt, ligesom der var nogle temaer, der blev gentaget en del og skåret lidt for meget ud i pap. Eksempelvis Isabels nervøse væsen og hvordan hun hele tiden tog sig til halsen, blev lige lovligt udpenslet for min smag.

På samme måde blev man som læser holdt en del i hånden bogen igennem og var ikke i tvivl om, hvad man skulle synes eller hvad de forskellige metaforer betød. Her kan jeg nok bedre lide, at man selv for lov at komme frem til, hvad der står mellem linjerne.

Men det til side så syntes jeg bogen var så hyggelig, spændende og letlæst. Og selvom jeg følte mig guidet meget igennem som læser, så var jeg glad for de mange små overraskelser og twist som historien alligevel bød på undervejs.

toner i natten jojo moyes6

Jeg følte sådan med Isabel (som jeg dog indledningsvis fandt vanvittigt irriterende) og børnene og ønskede virkelig, at hele husprojektet måtte lykkes for dem. Og blev så glad, da hun endelig begyndte at tage ansvar og affære og ikke mindst da hun (og Kitty og Thierry) lærer af Byron og lever helt ‘jord til bord’-agtigt, dér i Det Spanske Hus.

Selvom det også er besværligt og de ikke har et ordentligt bad, så bliver det hele fremstillet så idyllisk og glædesfyldt, at jeg følte mig helt inspireret til noget lignende. Flytte med hund og mand på landet og holde høns og dyrke (noget af) vores egen mad. Her er jeg nok også lidt farvet af venindebogen med Signe Wenneberg, jeg lavede for lidt siden, men Toner i natten gjorde i alle tilfælde ikke lysten mindre.

Bogen var måske ikke helt så tårepersende, som nogle af de andre Jojo Moyes romaner, men hvor var jeg egentlig glad for at den endte godt. Om ikke andet så for Isabel og Byron. Det er nu engang rart med en happy ending af og til også selvom det måske ikke er så raffineret.

toner i natten jojo moyes4

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen?

Tag gerne udgangspunkt i det, jeg har skrevet ovenfor (uanset om I er enige eller det modsatte) eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende :)

toner i natten jojo moyes3

Læseklub i december: ..

harry potter3

Jeg er Harry Potter-fan helt ind til benet. Og har læst de 7 bøger om Harry og hans følge indtil flere gange. Nogle på dansk, nogle på engelsk og tilmed én på fransk. Jeg har læst Harry Potter, da jeg læste til fysikeksamen i niende klasse. Jeg har læst Harry Potter i gymnasiet, når jeg var færdig med at lave blækregning. HP var min belønningslæsning. Og jeg har også læst Harry Potter på universitetet, når det andet blev lidt for tungt eller langhåret. Jeg har læst Harry Potter i Bruxelles, i Dubai og på Bellevue.

Og lige om lidt vil jeg læse Harry Potter først i Thailand og siden på Islands Brygge. Jeg har nemlig valgt at vi skal læse Harry Potter og det forbandede barn i læseklubben i december. Eller det er ikke kun mit valg. I var en hel del, der stemte for både her og på bloggens Facebook-side for nogen tid siden :)

harry potter5

Så nu skal vi se, hvordan det gik den gode Harry 19 år efter dimissionen fra Hogwarts.

Jeg er dødspændt og glæder mig til at læse den med jer!

I næste uge diskuterer vi november måneds bogToner i natten. Det glæder jeg mig også mægtigt til :)

Se mere om hvordan læseklubben fungerer lige her.

harry potter2

Fra bogens bagside:

Den ottende historie. Nitten år senere…

Det har altid været svært at være Harry Potter, og det er ikke blevet nemmere nu, hvor han er en overbebyrdet ansat i Ministeriet for Magi, ægtemand – og far til tre børn i skolealderen.

Harry kæmper med en fortid, som ikke vil give slip, og hans søn, Albus, må være den tunge byrde fra en arv, han aldrig har ønsket. Da fortiden og nutiden smelter ildevarslende sammen, må både far og søn erkende den ubehagelige sandhed: Nogle gange kommer mørket fra uventede steder.

harry potter4

Læseklub: Gennemblød..

gennembloedt3

Den har fået lidt på frakken den her bog, men jeg kunne egentlig ret godt lide den. Måske den er lidt til den rabiate side på nogle punkter. Måske den provokerer og sætter sit emne (lige vel meget) på spidsen. Men helt ærligt, så syntes jeg, det var ret interessant og forfriskende. Og tankevækkende ikke mindst.

Da jeg valgte den til læseklubben og talte med nogle bekendte om den, var deres reaktion “Hvorfor har du valgt den, man gider da ikke tale om menstruation og slet ikke læse om det”. Der kom vist også et enkelt “Det er da ulækkert”. Og det gjorde mig egentlig lidt godt gammeldags sur og provokeret. For hvorfor er det, at menstruation er “ulækkert” og sådan et tabu? Det er bl.a. de spørgsmål bogen tager fat i og det skal den have ros for. Hvis I spørger mig.

gennembloedt1

For kald mig bare hippie, – og jeg advarer lige på forhånd, nu bliver det lidt privat – men jeg hører altså til dem, der er glad for min menstruation. Den er for mig et tegn på, at alting fungerer som det skal. En velkommen, månedlig reminder på, at jeg er i orden. At jeg er en kvinde, der kan producere børn. Det er lige før, jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg er lidt stolt af den. Og jeg kunne aldrig, aldrig finde på at kalde den ‘mit lort’. Tværtom.

Jeg synes til gengæld virkelig det er skræmmende hvor mange af os, der egentlig ikke ved akkurat hvordan vi fungerer, endsige hvordan den prævention vi benytter os af, påvirker vores krop. Ligesom jeg synes det er døduhyggeligt at mange piger og kvinder bevidst (og på lægens anbefaling tilmed) ved hjælp af p-piller, springer deres menstruation over i månedsvis.

gennembloedt2

Indtil for ganske nylig var jeg en hel del skrappere til detaljerne, når det kom til næste sæsons trends end detaljerne i den menneskelige reproduktion. Det er pinligt at indrømme, men sandt. Og fordi jeg taler med mine veninder om emnet (og menstruation ;)), så ved jeg, at jeg ikke er alene.

Bevares. Vi har helt styr på de store linjer, men når det kommer til enkeltdelene omkring vores egen cyklus’ software og hardware er vi clueless.

Og det samme gør sig gældende i forhold til hvad de bind/tamponer osv. vi betaler for i dyre domme og som kommer direkte i kontakt med vores hud og slimhinder, er lavet af. Mange af os går (meget!) op i, hvad vi smører på huden i form af cremer og deslige. Det skal være rent og naturligt og uden det ene og det andet. Mens vi slet ikke skeler til, hvad vi kommer mellem benene.

gennembloedt4

Jeg kunne godt lide Gennemblødt for at få mig til at studse lidt over alt det. Og for at gøre mig lidt klogere på mig selv. For at være skæg imens og ikke mindst for alle de små, herlige bidder og anekdoter fra masser af forskellige menstruerende kvinder.

Hvad syntes I om Gennemblødt? I er selvfølgelig også mere end velkomne til at byde ind omkring emnet, selvom I ikke har læst den.

Læseklub i november: ..

annonce-u-baggrund11
toner i natten jojo moyes2

Findes der noget bedre end at putte sig under et tæppe med en kop dampende te, lidt lækre sager, sterainlys og en god bog, alt imens det regner og rusker udenfor? Det gør der måske nok, men lige nu kan jeg ikke komme på noget og det er lige akkurat hvad jeg har allermest lyst til for tiden. Efterårshygge af bedste skuffe.

Næste måned skal vi i læseklubben læse Toner i natten, Jojo Moyes nyeste roman, der netop er udkommet på dansk. Jeg er jo noget så glad for romantik og feel good med et twist à la Moyes og har derfor endnu engang teamet op med forlaget. Se mere nedenfor.

Jeg håber, I har lyst til at læse med :)

Ps. Pønser lidt på, at vi skal læse den nye Harry Potter bog ELLER Jussi Adler Olsens nye Selfies i december måned i læseklubben. Hvis I har præferencer, så råb højt :)

Pps. I kan stadig nå at være med oktoberlæseklubben, jeg er ret positivt overrasket over Gennemblødt indtil videre!

toner i natten jojo moyes6

Toner i natten kan bla. købes via PLUSbog, som lige nu har et særligt godt tilbud på romanen.

Melder man sig ind i PLUSbog kan man købe Toner i natten til medlemsprisen på 99 kr. og med fri fragt. Alternativt kan man vælge at købe bogen til 199 kr. + porto uden at melde sig ind.

Melder man sig ind, er den første uges medlemskab gratis. Man kan hurtigt melde sig ud igen via Plusbog.dk eller via deres kundeservice, hvis man ønsker det.

toner i natten jojo moyes4

Fra bogens bagside:

Den berømte violinist Isabel Delancey, har altid levet et privilegeret liv, men så sker det værst tænkelige. Hendes mand dør i en bilulykke og efterlader hende med en kæmpegæld og livet i ruiner. Isabel må kæmpe en hård kamp for at at skabe et nyt liv for sig selv og sine børn.

Hun har ikke andet valg end at sælge deres dejlige hus i London og flytte ud i en faldefærdig rønne på landet med sine to børn. Her kæmper Isabel for at skabe sig et nyt liv. Hun bruger det sidste af sin opsparing på at forhindre huset i at falde sammen om ørerne på dem og hun slås for at gøre huset til et hjem. Isabel og børnene gennemgår en periode med urimelig meget modgang. Heldigvis tilbyder naboen Matt at tage sig af renoveringen og Isabel accepterer uden tøven. Matt er en flink mand og står altid klar til at hjælpe, men hvad Isabel ikke ved, er, at Matt har sine egne skumle hensigter, godt gemt bag den flinke facade.

Stærkere kræfter og modgang står konstant i kø for at modarbejde Isabel, som må mobilisere en styrke, hun ikke anede, hun havde – og lære sit hjerte at spille en ny melodi.

toner i natten jojo moyes3i samarbejde med Rosinante & Co.

Læseklub: Mysterierne..

jorhn irving avenue of mysteries1

Så blev det tid til at diskutere september måneds læseklubbog, og hold da op for et puslespil af handlinger og personer, den bød på. Og endnu engang en roman i to spor; nutid og fortid. Den sprang hele tiden frem og tilbage mellem de to handlinger og man skulle holde tungen lige i munden (jeg skulle i alle tilfælde), for her var virkelig mange fortællinger, der vævedes sammen og samtidig var der et persongalleri, der var en russisk slægtsroman værdigt.

jorhn irving avenue of mysteries2

Men det er ikke en hel slægt, der er tale om. Det er ‘bare’ den mexicanske dreng Juan Diego og hans synske lillesøster Lupe, der har et sprog kun Juan Diego forstår (hvilket måske er meget godt). Og så moderen Esperanza og lossepladschefen, som måske – måske ikke – er deres far. Og lossepladsbørnene. Og præsterne, nonnerne, en amerikansk hippie og militærnægter, et hav af cirkusfolk og deres dyr, læger, homoseksuelle og transvestitter, venner og venners familie.
Alle dyr har selvklart navne; hundene på lossepladsen, løverne og hundene i cirkus og sågår også muræneålen i akvariet på den ældre Juan Diegos værelse i Manilla. Det er lige før jeg måtte føre en lille log sideløbende med læseriet.

Juan Diego lærer sig selv at læse både engelsk og spansk ved hjælp af de bøger han finder på lossepladsen og bliver som voksen en berømt forfatter, der bosætter sig i Iowa. Han rejser meget og vi får lov at følge med ham til Fillipinerne på noget, der nærmest er en slags pilgrimsfærd til hippiens fars grav.

jorhn irving avenue of mysteries3

Lyder det rodet? Det er det egentlig også synes jeg, men samtidig er det en forrygende og fantastisk (og forvirrende) historie, som først bliver helt samlet og for alvor giver mening på de allersidste sider.
Handlingen er bestemt ikke forudsigelig, jeg blev overrasket mange gange, og godt nok var der mange mærkelige ting ved Dorothy og Miriam, men at de var Juan Diegos dødsengle skulle jeg læser helt til slutningen for at finde ud af. Igennem mange sider med Viagra, meget med betablokkere og et meget aktivt sexliv med disse dødsengle, som ellers gennem det meste af historien “ bare “ er mor og datter.

For mig var det en stor roman på mange måder. Med skæbne som hovedtema, eksemplificeret i mange af personerne, der i høj grad tager magten over deres eget liv. Hvilket kommer allertydeligst til udtryk i lille Lupe, der nok må blive min yndlingsperson, selvom det er et svært valg.

jorhn irving avenue of mysteries4

Jeg glæder mig til at høre hvem der er jeres yndlingsperson? Og hvad I syntes om bogen som helhed ? Var den for forvirrende og springende?

I er også meget velkomne til at tage udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortælle mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende :)

  1. Hvad kunne I godt lide? Jeg elskede børnenes styrke og ‘tykke hud’, de kom videre hele tiden, trods alt de havde imod sig. Lupes skuldertræk, kan man næsten se for sig. Jeg var også vild med Edward Bonshaws og Flors kærlighed, mere umage par skal man vist lede længe efter. Den gode broder Pepe skal også have en plads her, han havde virkelig hjertet på rette sted og “talte Roma midt imod” når det var nødvendigt.
  2. Var der noget, der irriterede jer? jeg blev helt vildt irriteret, da det tog så lang tid og så meget snak , før Juan Diego kom under behandling, for sin knuste fod, som skulle gøre ham til invalid resten af livet. Ja, jeg synes, der var mange ting der blev gentaget og gentaget. Jeg synes også, der var for mange religiøse diskussioner og jeg kunne godt blive lidt træt af Clark French i det hele taget. Jeg synes, han var den person, der betød mindst for historien.
  3. Var der noget der rørte eller måske morede jer specielt? Her kunne jeg blive ved, men jeg glemmer ikke  ligbrændingen af børnenes mor, Den gode Gringo, Dirty White og Jomfru Marias næse. Alt på samme bål og asken efterfølgende blandet i kaffedåsen. Ingen sentimentalitet, men alligevel så rørende. Og så Lupes udsagn om : “Det er os der er miraklerne”. Og da hun ofrede sig for sin brors fremtid, løb der også en tåre eller to ned ad min kind.

Og så jeg må lige afslutningsvis indrømme, at jeg i sin tid ønskede mig bogen i julegave, da jeg faldt for den pga. omslaget med lossepladshundene. Syntes nemlig den ene lignede Penny med lidt god vilje. Det er jeg glad for, at jeg gjorde.

Læseklub i oktober: G..

gennembloedt1

Nu er det tid til at prøve noget helt nyt i læseklubben. I oktober napper vi nemlig – på opfordring fra flere af jer – en diskussionsbog. Altså ikke nogen skønlitteratur i denne omgang, men i stedet en bog der forhåbentlig kan sætte tankerne og samtalerne lidt i gang.

Valget er faldet på Maja Nyvang Christensen og Sine Cecilie Laubs bog Gennemblødt, der mere eller mindre berører os allesammen i og med den handler om noget så almindeligt og samtidig kontroversielt som menstruation.

Vi læser Gennemblødt i løbet af oktober og diskuterer den sammen her på bloggen tirsdag d. 4. november. Jeg håber I er friske :)

God læselyst!

Se mere om hvordan læseklubben fungerer lige her.

Ps. I kan også stadig lige akkurat nå at være med i læseklubben i september.

gennembloedt2

Fra bogens bagside:

Det er rødt, slimet og kan lugte. Både af fisk og af ingenting. Menstruationsblod har gennem årtusinder været omgærdet af mystik og frygt. Alle fra læger til reklamefolk, feminister, kunstnere, politikere og præster har haft en mening om det blod, der måned efter måned siver ud mellem benene på halvdelen af jordens befolkning.

“Gennemblødt” tager menstruationen ud af underbukserne og placerer den hemmelighedsfulde væske mellem hænderne på læseren. Bogen giver indblik i en forunderlig underverden fyldt med blod og myter, skam, personlige historier og kønskamp.

Hvorfor blev den menstruerende kvinde sygeliggjort. Hvad vil det sige at ‘free-bleede’? Hvorfor viser reklamer for bind blåt vand? Er tamponer i virkeligheden fallossymboler? Og er menstruation overhovedet stadig et tabu?

Bogen er mere end bare underholdende fortællinger. Den er et opråb til alle om, at menstruation ikke længere skal ties eller gennem væk. “Gennemblødt” er et udgangspunkt for snak, diskussion og historieudveksling, både mellem dem der bløder, og dem der ikke gør.

gennembloedt4

Læseklub: Den anden h..

chris cleave3

Sorry! Jeg er (stor)slem til at være liiiiidt forsinket med bogklubsdiskussion, men denne gang havde jeg slet og ret glemt den oveni al rejseriet. Det er jeg altså virkelig ked af!

Elsker vores lille bogklub og er meget, meget glad for at I er tålmodige med mig og at I ofte er så mange, der har lyst til at læse med, på trods af mit sløvsind.

Jeg skal nok gøre en gevaldig indsats for at overholde deadline for september måneds bog, som I i øvrigt stadig lige kan nå at læse, hvis I er vakse :)

Men nu skal det handle om august måneds bog, Den anden hånd af Chris Cleave. Som jeg virkelig, virkelig godt kunne lide. På trods af at jeg blev godt og grundigt irriteret på et par af bogens figurer. Men jeg kom også til at holde af dem…

chris cleave2

Jeg kan mægtig godt lide romaner, der bogstaveligt talt leger med sproget og det Chris Cleave gør i Den anden hånd med at skildre de forviklinger Lille Bi har med britisk engelsk vs. nigeriansk engelsk er spot on og minder mig lidt om Jonathan Safran Foers Alt bliver oplyst hvor ukrainske Alex også fortæller løs på et mildest talt spændende engelsk.

Og derfor forstår jeg bestemt også hvorfor I var så mange, der anbefalede at man læser Den anden hånd på originalsproget engelsk. Kan levende forestille mig at alt sprognørkleriet er noget mere skarpt, når ikke det først har været igennem en oversættelse.

Men uanset hvad var det en både tankevækkende og rørende roman synes jeg. Og herligt let og på sin vis munter på trods af de dystre emner. Jeg var også meget imponeret over hvor nuancerede og menneskelige karakterne var, de traf dårlige valg, var bange, feje og ganske irriterende. I alle tilfælde nogle af dem.

chris cleave1

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

  1. Hvad kunne I godt lide? Jeg kom til at holde frygteligt meget af Lille Bi. Der havde gået så grueligt meget igennem og som alligevel havde sådan en vilje til at overleve og var så omsorgsfuld. Og alle hendes finurlige og filosofiske tanker og observationer. Jeg var virkelig også begejstret for de alsidige og interessante karakterer generelt og på godt og ondt. For ja, nogle af dem gik mig også på nerverne, som I kan se nedenfor, men det er – som jeg før har været inde på – ikke nødvendigvis en dårlig ting i min bog. Jeg vil hellere læse en bog, hvor alting kommer til at stritte på mig end en der virker ligegyldig.
  2. Var der noget der irriterede jer? Andrew irriterede mig uendeligt på scenen på stranden i Nigeria. Sikke et fjols. Og Sarah irriterede mig. Og fascinerede mig også. Hun var handlekraftig og modig, men også noget så naiv og indbildsk. Og hendes (og Charlies og Lawrences) dårlige dømmekraft og hysteri (ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det, men man sad og ønskede at bare én af de voksne af og til kunne holde hovedet koldt) ender med at koste Lille Bi livet. Selvfølgelig er det først og fremmest systemet den er gal med, men jeg kunne heller ikke lade være med at blive vred på de enkelte individer over at det hele ikke kunne få en lykkeligere ende.
  3. Har bogen ændret jeres syn på flygtninge? Nu skal det ikke blive til den helt store politiske omgang fra min side, men jeg har egentlig aldrig tænkt på hvor fremmed og mærkeligt et andet samfund og system kan virke på folk. Især hvis de slet ikke er vant til noget, der minder om det og/eller kommer fra noget helt, helt andet. Eller hvor bikset det kan være at tilegne sig alle nuancerne i et andet sprog. Og jeg har heller aldrig rigtigt tænkt på hvordan forholdene er på asylcentre i Danmark. Det gør jeg nu.

Læseklub i september:..

jorhn irving avenue of mysteries3

Jeg fik en masse gode boggaver til jul. Og ja, det er ved at være en rum tid siden, men ikke desto mindre har jeg altså ikke mestret at læse dem alle endnu. Får læst det vi læser her i læseklubben og prøver at læse lidt derudover, men af og til glipper det. Hvilket er helt ok. Når man på den måde under alle omstændigheder får læst 12 bøger plus det løse i løbet af et år, er jeg faktisk helt godt tilfreds.

Men derfor har jeg alligevel gået og kredset om Avenue of Mysteries – eller Mysteriernes Allé som den hedder på dansk – af John Irving. En af julegavebøgerne. Og nu skal det være og jeg håber, I har lyst til at læse med.

Om man napper den på dansk eller engelsk er helt op til en selv (som altid), det vigtigste er, at vi får læst nogle bøger :)

Vi læser Mysteriernes Allé i løbet af september og diskuterer den sammen her på bloggen onsdag d. 12. oktober.

God læselyst!

Se mere om hvordan læseklubben fungerer lige her.

Ps. I kan også stadig lige akkurat nå at være med i læseklubben i august.

jorhn irving avenue of mysteries4

Jeg læste min første John Irving-roman (Hotel New Hampshire), da jeg var rundt regnet 13 og har været ret betaget af hans forfatterskab (og produktivitet!) siden.

Måske I også er nogle Irving-fans iblandt?

jorhn irving avenue of mysteries2

Fra bogens bagside:

I “Mysteriernes Allé” kolliderer nutid og fremtid for forfatteren Juan Diego, da han genlever sine kære minder fra en barndom og ungdom i Mexico.

14-årige Juan har en 13-årig søster, Lupe, der er overbevist om at hun kan forudse deres fremtid. Lupe kan også læse de flestes tankter og som regel kan hun også regne ud, hvilke slemme ting, der tidligere har hændt en person. For det meste er Lupes evner praktiske at have, men samtidig er de også en enorm byrde at have på så unge skuldrer.

“Mysteriernes Allé” er en fascinerende roman om skæbne og minder – og om en ung piges håb om at kunne ændre fremtiden.

jorhn irving avenue of mysteries1

Noget af det bedste jeg ved? At krybe tidligt i seng med en god bog og så læse en times tid inden jeg skal sove.

Største hverdagsluksus simpelthen <3

 

Calm the mind

calm book1

Jeg har før skrevet om, hvor glad jeg er for Calm-appen (og andre af den slags afslapnings/meditations/mindfulness app’s), men på en måde er der også noget lidt modsætningsfyldt over at skulle række ud efter telefonen, for at slappe af og tage en pause. Når nu jeg ellers prøver at have et lidt mere afbalanceret forhold til min smartphone, hmm…

Ps. Tag en omsorgsdag.

calm book3

Derfor blev jeg så glad for at få Calm i bogformat, af mine søde veninder i fødselsdagsgave. De kender mig godt <3

Jeg kommer ikke til at droppe mine app’s af den grund – der er jo netop dejlige afslapningslyde og speaks – men jeg er vild med at have muligheden for også at lave lidt mindfulness-øvelser helt uden skærm.

Noget jeg lærte at holde af, da jeg havde hjernerystelse sidste år. Selvom det på alle måder var ulideligt og frustrerende at have slået hovedet og ikke kunne det jeg plejede, så lærte jeg VIRKELIG noget om at slappe af og tage den med ro. Og hvor meget jeg trængte til netop det. Også da jeg var blevet rask igen.

Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget :)

calm book5

Bogen er fuld af konkrete forslag og øvelser til at chille mere og bedre. Både ude i naturen, hjemme, oppe i ens eget hovede, i sengen osv.

calm book4

Og fine billeder og citater som dette. Sådan noget er jeg jo altså en stor sucker for. Måske det er banalt, men hver gang jeg læser og tænker over sådanne, flytter det lidt inden i mig. Og glasset bliver lidt mere fuldt.

calm book2

Læseklub: Sommeren je..

sommeren jeg mødte dig3Den har været med mig på stranden, i sommerhus, på altanen og på café. Og borset fra, at jeg syntes bogen var en anelse træg at komme i gang med, så levede den op til alle minde forventninger til en god sommerroman.

Da først jeg havde læst omtrent 50 sider, var jeg nemlig helt fanget og jeg fandt den endda så underholdende og hyggelig, at jeg måtte tage mig selv i at spare lidt på den efterhånden, som jeg nærmede mig slutningen. Og så gav den mig også en pludselig lyst til selv at skrive noget lignende. En indskydelse jeg nok lader være ved det…

Mine forfatterdrømme til side, nu skal vi uanset hvad tale om Sommeren jeg mødte dig. For jeg håber sådan, at I hyggede jer lige så meget med den, som jeg gjorde?

sommeren jeg mødte dig5

Jeg blev positivt overrasket første gang jeg læste Jojo Moyes og her anden gang, var det samme tilfældet. Faktisk tror jeg næsten bedre jeg kunne lide Sommeren jeg mødte dig end Mig før dig. Måske sidstnævnte var morsommere (og sørgeligere), men jeg fandt Sommeren jeg mødte dig mere finurlig og kunne mægtigt godt lide både det historiske tilbageblik og det elegante twist (på twist) på fortællingen sidenhen.

Det er virkelig rar læsning. Og læser man med her, så ved I nok, at rar sådan cirka er mit foretrukne adjektiv og dermed en meget fin anmærkelse i min bog. Rar, fordi den ikke var svær at læse, eller at forstå, men stadig var velskrevet, nuanceret og havde et godt plot.

Måske handlingen af og til er forudsigelig, men jeg synes nu der er noget trygt over at føle sig forvisset om, at det hele nok skal gå. Samtidig var der også masser af ting, der var helt op til læserens egen fortolkning (var Celia eksempelvis nogensinde gravid?), ligesom den også overraskede (i alle tilfælde mig) så fint til sidst, da Lottie vælger at blive sammen med sin mand, i stedet for at blive genforenet med Guy.

sommeren jeg mødte dig6

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

  1. Hvad kunne I godt lide? Jeg var meget, meget begejstret for alle de fine twists og krøller, der var på historien. Og syntes de blev eksekveret med flot overblik og stor fantasi. Bl.a. da det bliver afsløret at Mrs. Bernhard er Lottie (s. 289) og så i særdeleshed slutningen hvor selvsamme Lottie overrasker. Og så kunne jeg virkelig godt lide Daisy og hele hendes transformation. Hendes historie er godt nok lavet over samme læst som plottet til mangen en chick lit-fortælling (en opskrift der i øvrigt fungerer), men ikke desto mindre var den anderledes og nuanceret nok til at den var interessant og så var der mere girl power end ‘kom-og-red-mig’ over den og det gjorde mig glad.
  2. Var der noget der irriterede jer? Den dramatiske Adeline irriterede mig faktisk lidt. Hvilket – som jeg har skrevet før – ikke nødvendigvis er en dårlig ting for mig. Og hvilket bestemt ikke var det her. Det passer mig fint at nogle at karaktererne ‘går mig lidt på nerverne’ og at jeg ikke fatter fuldstændig sympati for dem alle. Men det at hun var så dramatisk og på sin vis havde sat både sit eget og Frances liv på pause, mens hun håbede på at blive genforenet med sin store, russiske kærlighed, var nok lige vel meget Sturm und Drang for mig.
  3. Er der særlige scener eller elementer der rørte jer på den ene eller anden måde? Det kan både være noget der gjorde jer kede af det, glade osv. Tårerne trillede ned af mine kinder, da Lottie (uden at fortælle hvorfor, som en ægte heltinde) ofrede sig og afviste Guy, så han og Celia kunne blive gift. Men når jeg tænker tilbage på bogen, så var faktisk i særdeleshed Henry og Susan Holdens kærlighedsløse forhold, der gjorde mig noget så trist til mode. Jeg synes at Moyes beskriver deres forholds onde spiral så nøjagtigt (især s. 164 + 165), at man levende kunne forestille sig, hvor pinsomt det har været for begge parter at leve i. Og uden at nogle af dem evnede eller orkede at vende skuden eller på anden måde gøre noget.
  4. Var det den rigtige slutning? Jeg syntes, det var den helt rigtige slutning. Især fordi den kom lidt bag på mig. Måske det andet også havde været for nemt, men jeg troede helt bestemt, at Lottie skulle genvinde alt det tabte med Guy. Men syntes, at det blev en ægte kærlighedsroman (så sødt jo!), da hun valgte Joe. Og hans krydstogt ;)

Læseklub i august: De..

chris cleave3

Selvom bloggen (og undertegnede ikke mindst) stadig er i feriemodus, ville jeg lige tjekke ind og tippe jer om næste måneds bog i læseklubben, sådan at I har en reel chance for at nå at få fingrene i den, inden kalenderen skriver august.

I næste måned skal vi læse Den anden hånd af Chris Leave. Jeg fik den af en veninde i fødselsdagsgave i forrige uge og ikke nok med at den fik hendes varmeste anbefalinger, så er jeg også allerede selv både fuldstændig fanget og begejstret efter at have læst en lille håndfuld kapitler om flygtningepigen Lille Bi. Spændende, velskrevet og ikke mindst (desværre) ret relevant læsning.

Jeg håber, I har lyst til at læse med, og i så fald rigtig god læselyst :)

Se mere om hvordan læseklubben fungerer lige her.

Ps. I kan også stadig lige akkurat nå at være med i læseklubben i juli.

Pps. Hvis I vil følge lidt med i ferielivet, så er der daglige opdateringer på både Instagram (@emilysalomon) og Snapchat (emily.salomon) :)

chris cleave2

Fra bogens bagside:

Lille Bi er 16 år og fra Nigeria. Hun har tilbragt to år på et asylcenter, men nu er hun på vej ud i friheden – ved en fejl. Hun har forberedt sig: Hun har lært sig at tale engelsk som dronningen, og hun ved, hvordan man gør sig uattraktiv i forhold til mænd. Det er overlevelsesstrategier. 

Og så står hun der – i friheden –  og det eneste holdepunkt, hun har, er et kørekort, fundet på en strand i Nigeria, tilhørende en engelsk mand.

En roman med noget på hjerte, fortalt, så man ikke lægger den fra sig – og Lille Bi er heldigvis svær at glemme.

chris cleave1

Min sommerlæsestak

sommerbogstak1

Min sommerlæsestak, som skal underholde mig mange timer i løbet af ferien. Her er lidt af hvert. En biografi, en debatbog, en krimi, kogebøger (jeg er sådan en der også læser kogebøger fra ende til anden), romantik, noget nyt og (forhåbentlig) spændende, lidt (mode)inspiration m.m.

Og jeg har altså gang i flere af dem på én gang. Det er sådan jeg godt kan lide at læse og jeg kan bedst sammenligne det med at man også kan have lyst til at se både en krimi, en romantisk komedie og et madprogram i fjernsynet samme aften. Men måske ikke lige har lyst til en hel dag i selskab med bare én af delene.

Hvad læser I i ferien?

sommerbogstak2

Læseklub: Hambros All..

hambros alle1

Så går juni på hæld og det betyder, at vi skal snakke om månedens bog i læseklubben, Hambros Allé 7-9-13. Det var min mor, der havde anbefalet mig den, da jeg efterlyste en underholdende og relativt let pageturner til den første sommermåned.

Det levede den fuldt ud op til, synes jeg og jeg var mægtig glad for den. Tak for anbefalingen Mutti.

Jo, den er meget nem at gå til, men omvendt syntes jeg, den var virkelig velskrevet og nuanceret og at den tilmed bød ind med nogle gode og til tider finurlige overvejelser. Og satte ditto i gang hos mig. Samtidig var det også skægt med et gensyn med en periode, der er så tæt på, at vi kan huske, alt der bliver talt om (mærker, steder, navne og fænomener), men som alligevel ligger så langt tilbage, at jeg ikke kunne undgå at blive ramt af et bittersødt stik af nostalgi. 00’erne, åh altså…

hambros alle3

Som teenager læste jeg ivrigt Christians Kampmanss romaner om familien Gregersen og livet i overklassemiljøet i 1950’erne og frem til 1980’erne. Social- og psykologisk realisme og ren guf og en følelse af at man kommer med bag kulisserne, i en verden man ellers er forment adgang. Lige min form for ‘reality’ med andre ord…

Og jeg synes at Lotte Kaa Andersens roman kan lidt af det samme. Og håber således, at den bare er den første af mange. Mest fordi jeg er dødnysgerrig efter at vide, hvordan det mon efterfølgende gik Line, Cille & Ask og Kaare & Caroline. Også selvom det måske lå lidt i kortene.

hambrosalle2

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

  1. Hvad kunne I allerbedst lide? Jeg var ret betaget af det utroligt nuancerede persongalleri. Og jeg kan ikke lade være med at tænke at forfatteren må være helt utroligt empatisk og indlevende. Selvom man måske har svært ved at sympatisere med eksempelvis ejendomsmægleren Kaare, så forstår vi alligevel til dels hans bevæggrunde, fordi Kaa Andersen så dygtigt sætter os ind i dem og lader os se verden gennem hans briller. Og den forkælede Lines… Og wannabe’en Asks osv.
  2. Var der noget, I var knapt så begejstrede for? Jeg var egentlig mest ked af at bogen stoppede lidt abrupt. Den startede i sin tid som en blog, hvor der løbende blev bygget mere og mere på fortællingen og jeg håber altså at Lotte Kaa Andersen vil tage bloggeriet op igen. Hvis ikke om beboerne på Hambros Allé, så gerne om nogle andre eller noget andet.
  3. Hvad tænker I om bogens slutning? Jeg kunne egentlig godt lide den drejning romanen tog hen mod slutningen. Hvor majoriteten af kvinderne står som en art vindere, fordi de har handlet, sadlet om og selv taget affære. Og så var den lille morale omkring, at det vigtigste trods alt er at passe på hinanden og have det rart sammen (og holde ‘blå time’) fremfor at bekymre sig om mursten heller ikke spildt på mig. Dog passede det mig fint at den ikke var skåret ud i pap på Susanne Bier’sk manér*, men lå fint og flimrede mellem linjerne. Jeg kunne til gengæld ikke lade være med at være trist over Kristians måde at afslutte det hele på. Det er helt bestemt en meget realistisk slutning for ham, men at man aktivt vælger at gøre sine børn forældreløse burde aldrig være en løsning.

*Jeg er ret stor fan af Susanne Biers film og senest serien Natportieren. Jeg synes bare hun har en lidt kedelig tendens til at tage seeren lige vel meget i hånden og derved være helt sikker på, at de ikke misser den (som regel meget tydelige) grundlæggende pointe. 

 

Læseklub i juli: Somm..

annonce-u-baggrund11
sommeren jeg mødte dig1

SOMMERFERIEBOGEN TIL STRANDTASKEN

Selvom jeg er lidt af en læsehest og holder af at læse året rundt, så er der nu noget særligt over sommerferielæsning. Jeg har som regel en hel lille stak, jeg har samlet sammen til ferien og som jeg glæder mig til at dase i en liggestol og sluge.

For nok er jeg også glad for aktive ferieformer, men jeg kan faktisk ikke forestille mig en bedre feriedag, end én hvor jeg har læst en hel bog på en dag. Og så ellers ikke har udrettet så meget andet. Det er den rene luksus for mig og jeg planlægger, at jeg skal have lige akkurat sådan et par dage, når jeg holder ferie her i juli.

Og I er sikkert nogle stykker, der har det lige sådan og som om ikke andet gerne vil have en god bog til altanen, strandtasken, liggestolen eller måske endda sofaen, hvis der skulle komme en gråvejrsdag (det gør der ikke!). En rigtig god sommerbog med andre ord. Mit bud på sådan en – og juli måneds bog i læseklubben – er Sommeren jeg mødte dig af Jojo Moyes.

sommeren jeg mødte dig8

Vi har læst biografaktuelle Mig før dig af samme forfatter sidste år i læseklubben og jeg blev positivt overrasket og I var også en masse, der var begejstrede, så nu napper vi en til, denne gang en af hendes tidlige bøger, der netop i dag er udkommet på dansk.

Jeg håber, I har lyst til at læse med. Jeg satser på både at skulle grine og græde. Vi diskuterer Sommeren jeg mødte dig onsdag d. 3. august her på bloggen.

Køb bogen med rabat
Som en særlig sommer-treat har jeg fået lov at tilbyde mine læsere at købe bogen til bare 199 kr. (vejl. pris 299,95 kr.) fra nu af og resten af juni og hele juli. I kan købe Sommeren jeg mødte dig lige her.

Og rabatten gælder i denne anledning også selvom man ikke er medlem af Plusbog (vælg ‘pris uden medlemsskab’). Dog får man yderligere 99 kr. i rabat, hvis man melder sig ind.

Rigtig god læselyst :)

Se mere om hvordan læseklubben fungerer lige her.

Ps. I kan også stadig lige akkurat nå at være med i læseklubben i juni.

sommeren jeg mødte dig5

Fra bogens bagside:

Der sker ikke meget i den lille søvnige badeby Merham, hvor de to veninder Lottie og Celia vokser op som søstre i 1950’erne. Det er kort sagt et dødkedeligt sted at være næsten voksen, så da en gruppe kunstnertyper indtager byens smukke art deco-hus, Arcadia, tiltrækkes de to piger af det bohemeagtige miljø, som byens spidsborgere har travlt med at sladre om. Det bliver den sommer, hvor pigerne bliver voksne, men også den, hvor der bliver slået et uopretteligt skår i deres venskab.

Halvtreds år senere bliver Arcadia igen genstand for byens sladder, da en finansmand vil forvandle det misligholdte hus til et smart badehotel. Under renoveringen vækkes det gamle hus til live og med det også hemmelighederne om det, der skete den sommer for så mange år siden.

Sommeren jeg mødte dig er en af Jojo Moyes tidlige romaner. Om livet i en lille engelsk badeby, hvor mødet med en ung mand får skæbnesvangre konsekvenser for to hjerteveninders liv og lykke.

sommeren jeg mødte dig4

 

Læseklub: Skæbne og ..

maj-bog

Jøsses altså, sikke en bog! Det er måske noget af det bedste, jeg har læst. Og ja, jeg er temmelig let at begejstre sådan helt generelt, men jeg har på den anden side også læst virkelig mange bøger, så det er ikke en udmærkelse, jeg bare strør om mig ;)

Skæbne og hævn hørte helt bestemt også til en af de mere udfordrende læseoplevelser og jeg måtte virkelig holde tungen lige i munden og ofte læse lidt tilbage, for at få det hele med. I alle tilfælde indtil jeg for alvor kom ind i flowet. Og selv da, læste jeg også ofte tilbage, for at være sikker på at få det hele med. Som en spisende, der først skraber og så slikker tallerkenen. For så lækkert og dygtigt var den bog skrevet. Og ikke mindst oversat. Det er i sig selv lidt af en kunst.

At tænke sig, at noget der handler (så meget) om sex, (grimme) følelser og forhold kan udføres så delikat, elegant og appetitligt. Har allerede lyst til at læse den igen. For at være sikker på, at jeg nu også har fået det hele med. Altsammen.

(mere…)

Læseklub i juni: Hamb..

hambros alle1

“Det må gerne være noget relativt let. Og noget underholdende. En god pageturner til stranden, parken eller altanen.” Sådan sagde jeg til min mor forleden dag, da vi talte om, hvad der skulle være juni måneds bog i læseklubben. Og så foreslog hun Hambros Allé 7-9-13 af Lotte Kaa Andersen, som hun netop var blevet færdig med, efter at have fået den anbefalet af en begejstret veninde.

(mere…)

Læseklub: Stolthed og..

janeausten1

Så er det blevet tid (og lidt til ahem… blev lige forført af det gode vejr) til at tale om Stolthed og Fordom. Nu er det langtfra første gang, jeg læser Jane Austens vidunderlige kærlighedsroman om Elizabeth Bennet og Mr. Darcy, men så meget desto bedre. For mig er det virkelig en luksus at læse den samme (gode) bog mere end en gang, for så er det, at man for alvor lægger mærke til små, finurlige detaljer, som man måske ikke lagde mærke til ved første læsning.

Uanset om I læste den for første eller femte gang, så håber jeg, at I blev revet med og blev lidt forelskede i Jane Austens univers :)

OG hvis I kunne lide bogen, så må I endelig se den gode gamle BBC-udgave af Stolthed og Fordom som tv-serie i 6 afsnit. Med Colin Firth som Mr. Darcy. Det er GULD!

Ps. Husk at maj måneds bog er lagt op. Jeg håber, I har lyst til at læse med.

janeausten2

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

  1. Hvad kunne I godt lide? Udover min yndlingscene, som jeg har beskrevet nedenfor er jeg generelt mægtig begejstret over bogens feministiske projekt. Den er udgivet første gang i 1813 og bare det at den sætter spørgsmålstegn ved arveret, kvinders værd og noget så banalt som deres ret til at spadsere henover en mark, må have været vanvittigt kontroversielt. Noget andet som virkelig får mig til at trække på smilebåndet er den generelle betagelse af folk der mere eller mindre har fået deres formue forærende (via arv) og hvordan man omvendt ser lidt skævt til dem, der har skabt den selv, eksempelvis gennem handel og forretning. Og så den drilagtige (og kærlige)  Mr. Bennet selvfølgelig, ham kan man næsten ikke andet end at holde af.
  2. Og er der noget, der generede eller irriterede jer? Der er helt sikkert noget, men jeg er så farvet af at jeg ELSKER den, så kan ikke komme på en ting, jeg ville ønske anderledes. Mrs. Bennett er vanvittigt irriterende, men det er samtidig det, der gør hele hendes karakter og hun er perfekt sådan. Men noget jeg lagde mærke til, nu hvor jeg læste bogen igen er hvor strid Darcy faktisk er i starten. Altså grænsende til det usympatiske. De andre gange jeg har læst den, blev jeg revet sådan med, men nu studsede jeg over hvor grimt han tænker (og taler) om Elizabeths familie og kår, selv da han erkender, at han er ret lun på hende. Men okay, den hedder selvfølgelig heller ikke Stolthed og fordom for ingenting…
  3. Hvilken scene eller hvilket afsnit holder I mest af? Jeg er helt betaget af to steder: Først samtalen mellem Elizabeth, Oberst Fitzwilliam og Mr. Darcy på Rosings, hvor han løfter lidt på sløret for hvorfor han er så stolt og stejl. OG samtidig flirter lidt med Elizabeth (s. 180 i den nye danske udgave). Og så selvfølgelig (som så mange andre) scenen i musikværelset på Pemberly, hvor Elizabeth redder Darcys lillesøster fra at blive bragt i forlegenhed og hun og Darcy efterfølgende udveksler betydningsfulde og kærlige blikke. Man kan næsten skære i og i alle tilfælde tydeligt fornemme den forelskede stemning. Og sidst men ikke mindst så elsker jeg også dér hvor Darcy sætter Miss Bingley på plads og siger (om Elizabeth): “… men det var dengang, jeg lige havde lært hende at kende, for de sidste mange måneder har jeg anset hende for at være en af de smukkeste kvinder i min bekendtskabskreds.” (s. 272).
  4. Hvad hedder Mr. Darcy til fornavn? Her giver jeg ikke svaret, for selvom jeg kender det, er det skægt, at se om I var vakse og lagde mærke til det. Det bliver kun nævnt en enkelt gang i bogen. Og slet ikke i tv-serien hvis I har set den, så ingen hjælp at hente der ;)

 

Læseklub i maj: Skæb..

maj bog

Af og til sker det at man falder over (falder for?) en bog udelukkende pga. omslaget. Og selvom vi godt ved, at det ikke er sådan man skal dømme bøger (eller mennesker), så må jeg indrømme at det var tilfældet med maj måneds læseklubbog, Skæbne og hævn af Lauren Groff.

Altså det var omslaget, der fik mig til overhovedet at tage den op. For jeg kendte ikke forfatteren (det er også første gang en af hendes bøger bliver oversat til dansk), men det jeg læste på bagsiden, samt på de første par sider (spændende, fængende, meget potent, godt skrevet), fik mig til at tage bogen med hjem. For jeg tror, at den har en hel del at byde på udover det pæne udseende ;)

Jeg håber, I har lyst til at læse med.

Vi diskuterer Skæbne og hævn torsdag d. 9. juni.

maj bog2

Fra bogens bagside:

Skæbne og hævn er historien om Lotto og Mathilde, der bliver stormende forelskede på college og gifter sig kort efter. Som 22-årige er de smukke, succesrige og har storslåede fremtidsudsigter.

Skæbne og hævn er en roman om, hvordan kærligheden velsigner, transformerer og bedrager os. Alle historier har nemlig to sider og nogle gange viser det sig, at nøglen til et lykkeligt ægteskab ikke er dets sandheder men dets hemmeligheder.

“Laruren Groff er en forfatter med et sjældent talent og Skæbne og hævn er en skamløst ambitiøs roman, der leverer – med komedie, tragedie, klogskab og et umiskendeligt skær af talent hele vejen igennem.” New York Times Book Review.

 

Læseklub: Forestillin..

anaivan1

SÅ er det vist også på høje tid at tale lidt om marts måneds læseklubbog, Forestillinger om Ana Ivan. Og jeg kan lige så godt lægge mig fladt ned og erkende, at jeg var både bjergtaget af og begejstret for Mikkel Rosengaards fine debutroman.

Og at jeg har fået en ubændig trang til at tage til Bukarest snarest muligt. Også selvom jeg på sin vis føler, at jeg allerede har været der via bogen.

Ps. Husk at april måneds bog er lagt op. Jeg håber, I har lyst til at læse med.

anaivan2

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

  1. Har I lagt mærke til at bogen lyser i mørke? Ja, bevares det er ikke et klassisk læseklubspørgsmål, men jeg måtte lige dele det med jer alligevel. I særdeleshed fordi det faktisk først gik op for mig, da vi var på Bali og jeg en aften kom ind på vores værelse og så bogen ligge dér og lyse i mørket, inden jeg fik tændt lyset. Ret skæg detalje.
  2. Hvad kunne I godt lide? Jeg selv syntes mægtig godt om mange, mange elementer af bogen. Ja, egentlig synes jeg slet og ret rigtigt godt om bogen som helhed. Allermest fascineret var jeg af fortællingen (eller forestillingen) om Ana og hendes familie. Og jeg kan ikke lade være med at fundere over, om den er det pure opspind (i så fald har Rosengaard en meget veludviklet fantasi) eller om dele af den har noget på sig. Dernæst var jeg helt vild med alle de hverdagslige detaljer (hvad de spiser, hvordan dén og dén ser ud osv.) forfatteren får vævet ind i alle dele af historien hvad end den foregår i nutid eller datid, i New York, Rumænien eller Marokko. Og så var jeg helt konkret vild med det her citat: “Fra nu af vil jeg bare leve som et primtal. Sådan vild og ubrudt og kun delelig med mig selv.” Sådan siger Ana på side 264 om planerne for sit fremtidige kærlighedsliv, og den herlige, men skæbnesvangre matematikmetafor kunne jeg slet ikke stå for.
  3. Var der noget der generede eller irriterede jer? Jeg var faktisk lidt ked af slutningen. Det virkede på sin vis som om det hele pludselig skulle afvikles og det blev en kende abrupt og amputeret for mig og ikke helt den krølle på historien, jeg havde ønsket mig på en ellers mere end flot og raffineret fortælling. Hvor var al detaljerigdommen, alle tankerne og alle forklaringerne dér i slutningen. Jeg har fuld forståelse for, at det var en åben slutning, men det gik altså lige lidt for hurtigt (og med lidt for mange løse ender) til min smag.
  4. Hvad tror I, der skete med Ana? Jeg kan ikke lade være med at tro at den lille pige, der afleverer logbogen er Ana, der på en eller anden måde er blevet yngre af at have været i sin ‘Time Machine’-installation så længe. Hele bogen igennem er der små elementer af noget à la magisk realisme, men også en generel forvirring omkring hendes alder (som med hendes norske forlovede), så det virker ikke helt usandsynligt for mig. Men det er – hånden på hjertet – nok også fordi jeg bedst kan lide den løsning. Især hvis alternativet er at hun på en eller anden måde er gået til grunde.

anaivan3

 

Læseklub i april: Sto..

janeausten1

Sikke marts flyver afsted, det er i alle tilfælde allerede blevet tid til at præsentere april måneds bog, sådan at I har god tid til at nå at låne eller skaffe den.

Den kommende måneds bog er en af mine personlige yndlinge. Hvis ikke alleryndlings, selvom det i så fald for alvor er mit romantiske pigehjerte, der taler. Det er ingen ringere end kærlighedsromanen over dem alle, Stolthed & Fordom, der er så vittig og skarp og ikke mindst uendeligt spændende og rørende.

Hvis ikke I har læst den før, så må I altså gøre mig den tjeneste (om ikke nu så på et eller andet tidspunkt) og hvis I har læst den før, har I måske (ligesom jeg selv) lyst til at genlæse den. Under alle omstændigheder håber jeg, at I vil læse med og ikke mindst få en god læseoplevelse. Og at I vil dele den med mig, når vi diskuterer Stolthed og Fordom lørdag d. 6. maj.

Husk at vi diskuterer marts måneds bog Forestillinger om Ana Ivan torsdag d. 31. marts her på bloggen. Så man kan stadig lige nå at være med, hvis man læser flittigt i påsken :)

Læs mere om hvordan læseklubben fungerer her.

janeausten2

Fra bogens bagside:

Da Elizabeth Bennet møder den rige ungkarl mr. Darcy, synes hun, at han er både arrogant og indbildsk. Og da hun opdager, at han har stukket en kæp i hjulet for hendes søster Janes kærlighed til hans ven Bingley, vokser Elisabeths modvilje til direkte afsky. 

Men hvad hun ikke ved er, at mr. Darcy meget mod sin vilje er blevet betaget af hende og hendes kvikke tunge, og at denne betagelse er ved at udvikle sig til en alvorlig forelskelse.

Stolthed og fordom er en af verdenslitteraturens største kærlighedsromaner og en gnistrende satire over sladder og snobbethed i i 1800-tallets engelske middelklasse, hvor en mors eneste ambition var at få afsat sine døtre så fordelagtigt som muligt.

 

Læseklub: Ekstremt h..

safranfoer1_zpsjcudpxwa

Denne omgang af læseklubben blev lidt afbrudt, da der lige kom en hjernerystelse i vejen og som følge deraf en lang pause. Men jeg håber alligevel, at I er nogle der har hængt på og har lyst til at tale lidt om bogen. Og ellers er det altså også helt forståeligt og så tager vi blot revanche næste måned :)

Jeg læste Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utroligt tæt på første gang umiddelbart efter, at den udkom på dansk i 2005 og jeg blev meget betaget af den forunderlige historie om en begavet og neurotisk 9-årig dreng, der mister sin far d. 11. september 2001 i New York. Og som har meget, meget svært ved at acceptere det.

Hvilket der bestemt ikke er noget at sige til og jeg synes, Safran Foer på én og samme tid beskriver barnets smerte og fortvivlelse over at miste en forælder, samtidig med at han bearbejder vores (og amerikanernes i særdeleshed) traume i forbindelse med terrorangrebene.

Siden jeg læste bogen første gang, har jeg læst den adskillige gange i forbindelse med, at jeg skrev bacheloropgave om den (og Safran Foers Alt bliver oplyst – der er noget mere vanskelig, men måske dobbelt så genial). Og det var en fornøjelse at læse den igen her i forbindelse med læseklubben.

Ps. Husk at marts måneds bog er lagt op. Håber, I har lyst til at læse med.

safranfoer4_zps84ctezwb

For den holder stadig. For mig i alle tilfælde. Synes det er sådan en interessant og anderledes måde at fortælle om noget smerteligt på og jeg kan ikke lade være med at holde (endnu mere) af den gammelkloge, besværlige, noget maniske og kejtede, men også stakkels, stakkels Oskar med de tunge støvler. 

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

  1. Hvad kunne I godt lide? Først og fremmest er jeg vild med det hæsblæsende tempo, som Oskar rabler fakta af i. Og i mange af tilfældene med filosofiske betragtninger i tillæg. Et barns filosofiske betragtninger vel at mærke. For det er virkelig et af Foers kunstgreb synes jeg. At man føler, at det er et (uhyre intelligent) barn, der fortæller. Og så er jeg også ret glad for dér hvor bogens titel optræder konkret i selve teksten (side 313 i den danske udgave). Dog med ‘ekstremt højt’ og ‘utrolig tæt på’ i hver sin sætning.
  2. Hvad rørte jer mest? For mig er det en helt konkret passage på side 212-213 i den danske udgave, hvor Oskar cementerer overfor psykiateren Dr. Fein, at han ikke selv finder det er mærkværdigt, at han er så ked af det, men at hans omgivelser finder det problematisk: “Når jeg kommer her, Dr. Fein, er det, fordi det gør min mor ked af det, at jeg er inde i en så dårlig periode af mit liv.” Og sidenhen, til spørgsmålet om hvorvidt hans tristhed måske kunne have noget at gøre med en spirende pubertet, svarer: “Det har det ikke. Det har noget at gøre med, at min far døde på en måde, som var så uhyggelig, at ingen kunne finde på, at opfinde noget der var så uhyggeligt.
  3. Hvad syntes I om de grafiske virkemidler. Skrift der flyder sammen, overstregninger, billeder osv? Jeg er ret vild med idéen og synes ikke, det er noget, jeg rigtigt har oplevet hidtil (eller efter for den sags skyld). Det er skægt at gøre opsætningen af bogen til et virkemiddel, der understreger handlingen. Jeg er specielt begejstret for ‘flip-bogen’ i slutningen, hvor manden falder opad. Det er på en gang så sødt og hjerteskærende.

safranfoer7_zpsmzyg74kf

 

Læseklub i marts: For..

anaivan1

SÅ er læseklubben i gang igen. Vi diskuterer Ekstremt højt og utrolig tæt på søndag d. 28. februar og her er så marts måneds bog, Forestillinger om Ana Ivan, sådan at de af jer, der har lyst til at læse med, har god tid til at skaffe den, inden kalenderen siger marts.

Den kommende måneds bog er skrevet af Mikkel Rosengaard, der er bare 28 år gammel og har begået en ret fantastisk og forrygende første roman for voksne. Det tør jeg godt sige allerede nu, uden at afsløre for meget. Og jeg håber sådan, at I vil være enige, hvis I læser med. Og under alle omstændigheder får en god læseoplevelse :)

Vi diskuterer Forestillinger om Ana Ivan torsdag d. 7. april her på bloggen.

Læs mere om hvordan læseklubben fungerer her.

anaivan2

Fra bogens bagside:

I New York lader en ung dansk mand sig rive med af den intense kunstner Ana Ivan, der er i gang med at gennemføre et eksperiment. Ana er født i Rumænien og gemmer på en syret historie, der fører fortælleren fra et matematisk institut i Ceaușescus Bukarest over en landsby i Marokko til kunstscenerne i Bergen og Brooklyn.

I et mørklagt galleri udfoldes en hemmelighed, der rykker rundt på datoer og tid, og som får afgørende konsekvenser for både fortid og nutid. En historie, der sætter sig fast i en ung mands liv og udvider hans forestilling om hverdag og fantasi, sandhed og iscenesættelse.

Forestillinger om Ana Ivan handler om stærke familiebånd, der løber gennem generationer. En moderne roman om fortællingers evne til at forføre og forvandle livet omkring os.

anaivan3

 

Læseklubben

safranfoer1_zpsjcudpxwa

Så er mit hovede efterhånden helt ovenpå efter hjernerystelsen sidste år og noget jeg har savnet i den mellemliggende periode, er for alvor at læse og ikke mindst vores læseklub her på bloggen.

Vi mangler stadig at diskutere november måneds bog, Ekstremt højt og utrolig tæt på (som jeg nåede at anbefale lige inden jeg slog hovedet), så det gør vi søndag d. 28. februar. Og i næste uge løfter jeg sløret for marts måneds bog, sådan at I har god tid til at skaffe den.

Jeg glæder mig til at læse med jer igen :)

safranfoer7_zpsmzyg74kf

 

Parisian Pocky

parisian pocky4

ON TODAYS AGENDA: HTB PARISIAN & POCKY

Ok ikke helt, men ville ønske at det var. Bare sådan en chillet onsdag, hvor jeg skulle spise Pocky (som Drømmemanden har været så god at tage med hjem fra Japan) og læse i den nye danske udgave af How to be Parisian. 

english-med-grey21

Okay that’s not really the plan, but I wish it was. Just a nice and easy midweek break, where I’d eat Pocky (that me boyfriend brought home from Japan) and read in the Danish translation of ‘How to be Parisian’.

parisian pocky1

Min kaffeudfordring har nemlig for alvor ramt mig og jeg er (næsten) parat til at skære en finger af for en kop kaffe. OG så har jeg lige opdaget mit første grå hår. Meget morsomt lige i kølvandet på mit alderdomsindlæg i går. Hybris og nemesis og sådan noget… Tsk tsk… Så har lidt ondt af mig selv og tænker at det kan kureres med skøre parisiske tricks og Pocky. For hvad kan i grunden ikke det?

english2lyse

My coffee challenge really hit me today and I’m (almost) ready to commit murder to get my hands of my favorite fluid. And I even discovered my first grey hair. Just after I published this post about looking forward to grow old. Very funny Nemesis… So I feel a little sorry for myself and would love to just snack and read…

parisian pocky 2

Uanset hvad er det sådan mit skrivebord ser ud lige nu og man kan heldigvis godt spise Pocky mens man arbejder. Og holde en lillebitte læse- og bladrepause af og til. Ja ja, der er fordele ved at være sin egen arbejdsgiver ;)

How to be Parisian udkommer i øvrigt på dansk i næste torsdag og forlaget (der også er forlaget bag min egen bog) var så søde at sende mig et eksemplar på forskud. Og I samme anledning har den Den Franske Ambassade inviteret på middag i næste uge. Og ved I hvem der også er til den middag? Caroline de Maigret!

Har allerede tøjkrise…

english2lyse

Even though that scenario isn’t gonna happen this is what my desk looks like at the moment and fortunately one can eat Pocky while working. And have a tiny flip-through-the-book-break once in a while. Yup it has its advantages to be self employed ;)

Next week How to be Parisian is released in Danish and therefore I’m attending a dinner at the French Embassy here in Copenhagen. You know who’ll be there as well? Caroline de Maigret!

Clothing crisis coming up…

parisian pocky3

 

Læselige gaver

books1

Der lå nogle gode, hårde og læselige pakker til mig under juletræet for lidt siden. To romaner af to af mine amerikanske yndlingsforfattere, en digtsamling af Maria Gerhardt og en rejse-/kogebog som dygtige, svenske Sofi har begået. Et ret perfekt mix af underholdning, noget til de små grå, stof til eftertanke og inspiration med andre ord.

Jeg glæder mig især til at se hvad John Irving, den gamle røver, nu har fundet på. Hans Hotel New Hampshire gjorde et meget stort indtryk på mig, da jeg læste den som ganske ung og den var i særdeleshed med til at vække min litteraturinteresse.

Ps. Apropos bøger så går det efterhånden fint med at læse igen ovenpå hjernerystelsen, hvorfor læseklubben snarest vender tilbage :)

english-med-grey21

I’ve got some very nice, readable presents for Christmas. Two novels, a collection of poems and a cookbook. The perfect mix so to speak :)

books2

Jeg er fuldstændig forelsket i denne forside. Surprise ;)

english2lyse

I’m totally in love with this cover. Surprise ;)

books

Genopladning

ystad1

Åh nogle hyggelige og afslappende 24 timer vi havde på dejlige Ystad Saltsjöbad fredag til lørdag.

Et døgn med nærhed, ro og hvile. Så, så godt.

Den helt perfekte længde til at nå at koble lidt af og føle, at man er på en lillebitte ferie.

En ferie af den slags hvor man kun går rundt i badekåbe og tøfler og spiser virkelig god mad. Og sover længe. Og drikker vin om aftenen og tager fjollede selfies sammen. Og bader og svømmer. Og bare nyder.

ystad4

Og ligger i en kæmpe sofa og spiser fyldte chokolader og læser bøger og magasiner. Slet ikke så dårligt.

Jeg er til gengæld så dårlig til at tage den slags pauser derhjemme. Også i weekenden. Altså sådan et lille pusterum på 15-30 min hvor jeg laver ingenting eller læser en bog. Det må blive mit nytårsforsæt. Flere små, hyggelige pauser.

For se bare hvor glad jeg bliver af det…

ystad2

Ystad Saltsjöbad havde inviteret os på opholdet. Og tak for det :)

En til Penny, en til m..

gaver2

Forleden var jeg forbi min yndlingsboghandel for at købe julegaver. Og sørme om der ikke også røg en lille før-julegave med hjem til mig selv. Patti Smiths nyeste bog M Train. Som så mange andre var jeg fuldstændig bjergtaget af Just Kids og er det egentlig også af Patti Smith sådan helt generelt, så jeg er nysgerrig på, hvad hun nu byder på. Glæder mig til at læse den i juleferien, men måske jeg tyvstarter lidt allerede i dag og i morgen når vi smutter på badehotel i Sverige.

Og det er ikke kun mig, der får før-julegaver. Penny er en heldig starut, der har fået den mest nuttede øko-elg fra Lucys Choice, som hun kan bære og tygge i uden at få skadelige sager i sig. Men for elgens skyld tror jeg, at vi reserverer ham, til når hun leger sammen med mig, ellers mangler han arme, ben og gevir i løbet af et splitsekund, hvis jeg kender hende ret…

Skulle hilse fra Lucy og Penny at sige, at man kan få 15% på alting med koden Penny og at 10% af hele julesalget går til Dyreværnet. Bare hvis I mangler en lækker gave til jeres firbenede venner.

For jo, jeg giver altså Penny julegaver. Måske det er skørt, men det er også lidt hyggeligt. Hvad med jer? Giver I jeres dyr julegaver?

english-med-grey21

One for my dog Penny, one for me. I bought myself a little pre-Christmas gift the other day: Patti Smith’s newest book ‘M Train’. I loved ‘Just Kids’ (and Patti Smith in general) so I really look forward to read this one during the Holidays. Or I might even start tonight…

Penny even got a gift. The cutest eco-muse that is safe for her to carry around. I don’t know if it’s safe for the muse though, so I plan to reserve him for supervised tug-of-war with me only. Otherwise he’ll be missing limbs and antlers in a second or two… 

gaver1

 

Læseklub i november: ..

November måneds bog er Ekstremt højt og utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer, der er en af mine personlige yndlingsbøger. Og tilmed en af de få bøger jeg har læst flere gange og på både dansk og engelsk. Den betyder noget ganske særligt for mig, da jeg i sin tid skrev bacheloropgave om den og Foers debutroman Alt bliver oplyst på litteraturvidenskab. Det er en rørende, finurlig og anderledes bog og jeg håber, I har lyst til at læse med.

Jeg glæder mig i øvrigt til at tale med jer om oktober måneds bog, Sæt en vagtpost ud, nu på søndag :)

Vi diskuterer Ekstremt højt og utrolig tæt på søndag d. 13. december her på bloggen. Og springer således ellers december over i læseklubben, det er alligevel så travl en måned, men tænker at komme med januar måneds bog inden juleferien, så man kan hygge sig med den dér.

Læs mere om hvordan læseklubben fungerer her.

Fra bogens bagside:

Oskars far er omkommet i World Trade Center den 11. september 2011. Et års tid efter begiver den ni-årige dreng sig ud på en påtrængende nødvendig, hemmelig odyssé gennem det meste af New York. På jagt efter løsningen på gåden om nøglen, som han har fundet farens efterladte sager. En eftersøgning, der ender hvor den begyndte – på kirkegården foran hans fars grav, hvor Oskar og den mystiske, stumme mand, som bor til leje hos hans farmor, graver farens tomme kiste op.

“Jonathan Safran Foers anden roman er alt, hvad man håbede den ville være – et fyrværkeri, funklende, ambitiøs, gådefuld, men først og fremmest, i sit portræt af den faderløse Oskar, ekstremt bevægende. En enestående præstation.” – Salman Rushdie

Vindere: Hverdagsglamo..

hverdagsglamour_zpsbclfm98d

Vinderne af et signeret eksemplar af min bog Hverdagsglamour – En guide til skønhed, stil, mad, indretning og oplevelser er Julie, Thit, Lisbet, Isabella og Teodora. Vinderne har fået direkte besked på mailen.

Kæmpe tillykke til dem og mange tak til alle jer, der deltog. Det var en fornøjelse, at læse om hvad der gør jer glade i hverdagen. Man burde næsten samle alle kommentarerne i deres egen lille bog, det var altså lige til at blive glad i låget af :)

Nedenfor kan I se et par opslag fra min bog, der indeholder tips, tricks, opskrifter og guides til lidt af det hele, når det drejer sig om skønhed, mode, mad, indretning og oplevelser. En slags lille, lyserød Grønspættebog til damer, tænker jeg den som. Den kan bl.a. købes her og her online og i alle landets boghandlere.

Vil du se mere så kig med her eller snup læseprøven her.

God søndag <3

Skærmbillede 2015-10-04 kl. 11.17.16 Skærmbillede 2015-10-04 kl. 11.26.22 Skærmbillede 2015-10-04 kl. 11.27.00Skærmbillede 2015-10-04 kl. 11.28.28Skærmbillede 2015-10-04 kl. 11.30.22Skærmbillede 2015-10-04 kl. 11.31.16 Skærmbillede 2015-10-04 kl. 11.31.41 Skærmbillede 2015-10-04 kl. 11.32.10 Skærmbillede 2015-10-04 kl. 11.32.53

Vind: Et signeret ekse..

forside_zps8blti3ib

#HVERDAGSGLAMOUR

I anledning af bloggens fødselsdag sætter jeg 5 signerede eksemplarer af min bog Hverdagsglamour – en guide til skønhed, stil, mad, indretning og oplevelser på højkant. For at være med i konkurrencen om et eksemplar skal I blot lægge en kommentar nedenfor, hvor I fortæller mig, hvad der gør jeg glade helt ned i maven i hverdagen. Det kan være store som små ting.

For mig er det blandt andet Penny, min kæreste, kaffe, chokolade, pæne støvler, god mad, at ligge i ske og at være udenfor og prøve nye udfordringer.

Konkurrencen slutter på søndag d. 4. oktober kl. 12 og jeg trækker de 5 vindere umiddelbart efter.

signering_zpshmfjxhm3

Der er 5 signerede eksemplarer på højkant til 5 heldige vindere. Billedet ovenfor er fra da jeg signerede 200 (!) eksemplarer i juni, til de der havde forudbestilt bogen. Håber sådan at I alle blev glade for den <3

Nedenfor kan I se nogle af mine egne yndlingssider fra bogen, der bl.a. indeholder trin-for-trin guides til hvordan man lægger eyeliner og krøller hår, idéer til hvordan man sammensætter sin basisgarderobe (og kombinerer den på kryds og tværs), opskrifter på hurtig og sund aftensmad (og morgenmad), pakkelister til når man skal rejse og tips til bedre feriebilleder samt indretningsidéer og DIY-guides. Og meget mere.

Med andre ord masser af inspiration, men også en lille håndbog til en hel masse :)

Skærmbillede 2015-09-27 kl. 10.46.04

Skærmbillede 2015-09-27 kl. 10.42.47Skærmbillede 2015-09-27 kl. 10.46.18Skærmbillede 2015-09-27 kl. 10.44.37Skærmbillede 2015-09-27 kl. 10.41.47 Skærmbillede 2015-09-27 kl. 10.45.42Skærmbillede 2015-09-27 kl. 10.48.15 Skærmbillede 2015-09-27 kl. 10.47.21Skærmbillede 2015-09-27 kl. 10.44.51

 

Læseklub i oktober: S..

Oktober måneds bog er Sæt en vagtpost udsom jeg glæder mig til at læse med jer. Efter 55 års stilhed (!) kom der endelig nyt fra Harper Lee, forfatteren bag den store amerikanske klassiker Dræb ikke en sangfugl, der udkom i 1960 og nærmest øjeblikkeligt fik massiv succes.

Eller nyt og nyt. Sæt en vagtpost ud, er egentlig skrevet i 1950’erne og dermed før Dræb ikke en sangfugl, men foregår to årtier senere. Det er dog stadig den vakse og interessante drengepige Jean Louise Finch, der er omdrejningspunktet og tonen og sproget er akkurat så flot (og hyggeligt), synes jeg, som i forgængeren. Men nok om hvad jeg synes for nu, det gemmer vi til diskussionen.

Jeg håber I har lyst til at læse med :)

Tak for alle jeres bidrag til Leine-diskussionen i øvrigt. Jeg var glad for ikke at være helt alene med min opfattelse og har fået mod på at læse noget andet Leine. Det bliver nok Kalak, som mange af jer var glade for.

Vi diskuterer Sæt en vagtpost ud søndag d. 8. november her på bloggen.

Læs mere om hvordan læseklubben fungerer her.

Fra bogens bagside:

Raceproblematikken er på sit højeste i 1950’erne, da seksogtyveårige Jean Louise ” Scout” Finch vender hjem fra New York City for at besøge sin far Atticus i Maycomb, Alabama.

Hendes hjemkomst viser sig dog at blive bittersød, da hun konfronteres med nogle foruroligende sandheder om de mennesker, hun holder af. Romanen er et portræt af et samfund og en ung kvinde, der har et pinefuldt, men nødvendigt, behov for at lægge fortidens illusioner bag sig.

Sæt en vagtpost ud bygger videre på Harper Lees uforglemmelige klassiker Dræb ikke en sangfugl og byder på et gensyn med de ikoniske karakterer.

Læseklub: Afgrunden (..

Av for den. Nu må jeg være helt ærlig, selvom det er en kende pinligt. Jeg har kastet håndklædet i ringen. Jeg får simpelthen ikke læst Afgrunden færdig. Jeg tror kun det er sket en gang før, at jeg ikke har læst en bog til ende, som jeg først er begyndt på. Uanset hvor tumpet den så ellers har været. Og forstå mig ret, denne bog er ikke tumpet. Langt fra. Den har masser af litterære kvaliteter, som jeg virkelig godt kan lide og jeg er på sin vis også blevet lidt lun på den dystre Leine.

Men den gør mig bare i så dårligt humør. Ikke sådan vred eller noget, bare virkelig trist og ubekvem. Heller ikke bevæget som det var tilfældet med Alt må vige for nattenJeg har måttet tvinge mig selv til at læse den og sådan har jeg det aldrig med bøger ellers, uanset hvor mørke og pusseløjerlige de er. Måske mit sindelag heller ikke er helt så stabilt, som det plejer at være ovenpå min mormors død, men det er altså ikke en bog for mig. I alle tilfælde ikke lige nu. Jeg er ca. halvvejs og måske jeg får lyst til at læse den færdig en dag.

Når det er sagt, så er jeg dødspændt på at høre, om I er nogle, der gik i krig med den og hvad i synes om den?

Var det bare mig eller var den virkelig svær at komme i gang med? Jeg kæmpede mig igennem over 100 siders finsk borgerkrig, før jeg blev bare lidt begejstret.

Og måske allervigtigst: Er I nogle der har læst den OG har læst Profeterne i Evighedsfjorden? Jeg vil nemlig så gerne læse sidstnævnte, men hvis den minder om Afgrunden, er jeg ikke helt så motiveret..

Ps. Næste måneds bog kommer på bloggen snarest (det er Sæt en vagtpost ud af Harper Lee, hvis nogen vil tyvstarte). Denne gang HAR jeg allerede læst den, det andet her går jo ikke ;)

Hverdagsglamour i Vard..

hverdagsglamour_zpsbclfm98d

På fredag d. 4. september drager jeg til Jylland nærmere bestemt Varde for at signere bøger i Kristiansen Bog & Idé på Vestergade, der (som resten af byens butikker) holder længe åbent i anledning af, at der er Høstfest i byen.

I Kristiansen Bog & Idé kan man mellem 18.30-20.30 få signeret min bog (eller bare få en snak), ligesom der er små workshops hvor man kan få ordnet hår og negle, prøve kræfter med en nem DIY, smage en lækker fredagscocktail m.m.

Så hvis I er på de kanter, må I endelig kigge forbi :)

Se mere om arrangementet her.

Ps. Kig med indeni Hverdagsglamour  eller nap læseprøven her.

 

Noget af det hyggeligs..

Indlægget er udgivet i samarbejde med Telia

Jeg er blevet frygtelig forfalden til noget nyt. Eller nyt for mig i alle tilfælde: Lydbøger.

Jeg ELSKER at læse og har læst lige så længe, jeg kan huske. Næsten i alle tilfælde. Fra jeg var omtrent 5 år. Nogle af mine bedste barndomsminder er fra sommerferier, hvor jeg slugte den ene bog efter den anden. Ja, ja jeg var nok et lidt særligt, gammelklogt enebarn. Men bare rolig, jeg havde altså også venner og var udenfor og legede og sådan ;)

I min studietid læste jeg også en frygtelig masse både for fornøjelsens skyld, men også fordi det var pensum. Jeg læste nemlig litteraturvidenskab og så får man pløjet sig igennem en bog eller to om ugen.

Nu synes jeg imidlertid, at det er lidt svært at finde (nok) tid til at læse og selvom jeg ihærdigt prøver at holde mig selv i ilden bl.a. med bloggens bogklub, så er det ikke helt så let endda at få læst en bog om måneden længere.

Telia har stillet mig en række udfordringer, hvor jeg skal teste deres underholdning (læs om mine mobilvaner og yndlings-app’s her) og denne gang drejer det sig om Storytel. Et bibliotek af over 10.000 lydbøger og e-bøger lige til at lytte til på farten eller når man skal slappe af.

Og jeg er fuldstændig hooked. Jeg har hørt lydbøger i stor stil, siden jeg føjede min første bog til ‘boghylden’ i Storytel for en måneds tid siden. Jeg lytter til dem, når jeg kører bil og cykler, når jeg gør rent, når jeg går eller løber, når jeg redigerer billeder og inden jeg skal sove.

Jeg har i særdeleshed været begejstret for Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee (indtalt til perfektion af Karin Rørbech), som jeg længe har haft liggende i fysisk form, men som jeg ikke er gået i gang med, fordi jeg har brugt min ‘ægte’ læsetid på Afgrunden af Kim Leine.

På den måde har jeg ‘fået læst’ næsten 3 bøger den seneste måned og det føles fantastisk. Det er selvklart en lidt anden oplevelse end at læse selv, men det er et godt supplement synes jeg :)

Min kæreste og jeg lytter til Hypnotisøren af Lars Kepler inden vi skal sove, for her må der noget spænding til, hvis ikke man skal falde i søvn lige med det samme.

Man kan også finde mine yndlingskrimier fra danske Julie Hastrup og svenske Camilla Läckberg (har netop færdiglyttet hendes nyeste, Løvetæmmeren) på Storytel, dem kan jeg varmt anbefale.

Har I nogle lydbøger I kan anbefale? Og er I overhovedet til lydbøger?

Læseklub: Alt må vig..

Jeg blev simpelthen så berørt af Alt må vige for natten. Den kom helt ind under huden på mig – og sidder der stadig. Jeg havde på én gang svært ved at rumme og fordøje den, men også at lægge den fra mig, mens jeg læste den. Jeg ville på en måde gerne ‘have den overstået’ og samtidig sparede jeg også lidt på den, fordi jeg ikke ville have den skulle slutte. Med andre ord satte den meget blandede følelser i gang, men overordnet set kunne jeg rigtig, rigtig godt lide den. Også selvom jeg blev noget trist af at læse den. Det var virkelig en hård bog at læse for mig.

Jeg synes den var meget rå og ærlig. Til tider meget barsk. Og fin, nuanceret og meget velreflekteret. Jeg kunne godt lide hvordan bogen vekslede mellem selve historien på den ene side og forfatterens skrupler og tanker omkring at skrive den. Hvad der var en hård bog at læse, havde tydeligvis også været en hård (og vigtig) bog at skrive.

Og så er jeg fuld af beundring over Delphine de Vigans evne til at sætte sig i andres sted, tilgive og forsøge at forstå dem ud fra hvor de er eller var. Og til at se sin egen og familiens historie fra flere sider og i kontekst (som da Liane og Georges rejser til London uden deres børn).

Jeg kunne godt lide hvordan hun (næsten) ikke gør sig til dommer over noget, men lader os møde en både herlig og forfærdelig familie. Som så mange familier er det, omend det vist i dette tilfælde er med alting i yderste potens.

Nu glæder jeg mig meget til at høre om I var lige så bjergtagede og bestyrtede? Og hvad I generelt syntes om bogen?

Del jeres tanker om bogen i kommentarfeltet nedenfor (og husk at I også er mere end velkomne til at kommentere indbyrdes). Tag udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor ELLER fortæl om noget helt andet, der falder jer ind i forbindelse med jeres læseoplevelse :)

HUSK at ‘diskussionen’ er åben så længe I lyster. Jeg kigger og svarer løbende på kommentarerne.

1. Hvad kunne I allerbedst lide ved Alt må vige for natten?
Jeg var meget betaget af beskrivelsen af det store ‘sommerhus’ i Gallargues (s. 242) og livet dér. Selvom det på ingen måde var en skelsættende begivenhed i romanen, så var det for mig et fint billede på en familie på godt og ondt. At de på trods af al dramatikken og genvordighederne (også) holdt af hinanden, holdt sammen og ferierede sammen, i hvad der lyder til at have været et herligt virvar.

Og så var jeg helt vild med Liane. Den evigt muntre, måske lidt naive og meget finurlige mor og bedstemor. Hun var en herligt elskelig karakter og også vanvittigt irriterende (fik af og til lyst til at råbe “Tag nu de skyklapper af Liane!”) og derfor noget så realistisk, synes jeg.

2. Hvad påvirkede jer mest? Det kan både være en episode, der var chokerende, irriterende eller rar.
Jeg blev dybt berørt af scenen hvor de Vigan finder Lucile død i lejligheden med de mange planter. Den meget detaljerede og alligevel fortumlede, forvirrede og diffuse beskrivelse var så virkelig og smukt skrevet i al sin grusomhed.

Ordene var der, hvad har hun da lavet, men jeg forstod ikke, hvad de betød, eller også ville jeg ikke, det var “nej”, det kunne ikke komme på tale, det var umuligt, det var bare helt umuligt; det, jeg stod og oplevede lige her og nu, var ikke rigtigt, det var ikke virkeligt, det kunne ikke være det, sådan kunne det bare ikke ende.” (s. 324).

3. Hvordan syntes I formen, hvor der veksledes mellem familiehistorien og de Vigans skriveproces og nutid, fungerede?
Til at begynde med irriterede den mig faktisk lidt. Jeg følte, at jeg blev revet ud af historien om Liane og Georges og Lucile og de andre søskende. En historie som jeg fra første side var meget fanget og draget af. Men sidenhen kom jeg virkelig til at holde af ‘nutidssiderne’. De fungerede både som en rar pause fra den hvirvlende og utrolige familiesaga og så syntes jeg det var virkelig, virkelig interessant at få et indblik i forfatterens egne tanker omkring skriveproces, materiale, liv m.m.

4. Hvilken effekt havde forsidebilledet på jer? Om nogen.
Selv var jeg helt vildt draget af billedet og har kigget på det nærmest i timevis. Da man afslutningsvis i bogen hører at billedet er et udsnit af et større foto fra en familiemiddag og at det (formentlig) er Georges, der kan anes i baggrunden, blev jeg kun mere fascineret og nysgerrig. Jeg fik lyst til at se hele billedet og gerne mange flere familiebilleder og blev helt ærgerlig over, at der ikke var et opslag med en håndfuld billeder i bogens midte eller lignende. Og nej, det er slet ikke den type bog og det havde ikke passet ind, men det kunne nu have været lidt skægt…