Jeg kendte ikke Maria Gerhardt. Altså jeg kendte hende ikke personligt, bør det nok være. For hun var sådan en skikkelse, der var en del af min kulturelle begrebsverden. Og en jeg så op til. Hun tegnede lydbilledet til nogle af min ungdoms bedste fester og jeg læste artikler (og klummer) af hende og om hende.
Der bor Hollywoodstjerner på vejen udkom lidt efter min mor var blevet helbredt for bryskræft. Hvorfor jeg nok også blev ekstra berørt af den. Det var ikke bare en smuk kærlighedshistorie, men også en lille bog, jeg følte et stort slægtskab med.
Indeni mit eksemplar af Transfervindue – fortællinger om de raskes fejl ligger et rødt kort. “Efter aftale med Maria sender vi dig her hendes nye bog”, står der på det. Det er fra marts i år. Jeg kan ikke kigge på det, uden at tårerne begynder at trække op. Da kortet blev skrevet var hun her stadig, nu er hun her ikke. Så ung, så dygtig. Det gør det sørgeligt i sig selv, men det der også gør mig så trist, er at det ikke bare er hendes historie. Vi kender næsten allesammen en der har eller har haft kræft.
Det er ikke for at være ultra sentimental at jeg skriver ovenstående, men blot for at redegøre for, hvorfor det er umuligt for mig (og sikkert også for de fleste andre?), at læse Tranfervindue uden for kontekst. Marias værker virker så personlige (omend de ikke er selvbiografiske) og hudflettede med hendes eget liv og afslutningen på samme, at jeg slet og ret kun har lyst til at læse dem i lyset af det. Især Transfervindue, hendes sidste, fine, litterære aftryk på denne verden.
Den er så nøgen, ærlig og rå og sætter både terminal sygdom og den bundløse ensomhed der følger med på spidsen, så man som læser får lyst til at række ind i bogen og overøse med omsorg og helst af alt mirakler, der kan helbrede.
De sparsomt tilskrevne sider bliver nærmest en tydeliggørelse af afmagten, svagheden og manglen på sprog. Og de ord der er der, spidder det hele og fremviser på smukkeste vis det grimme og det smertelige. Og gør at bogen sidder fast i én og blotlægger ens egen sårbarhed og ensomhed samt den sorg og smerte, man har oplevet.
Særligt teksten om at egne sig til at blive gammel på side 75 rykkede ved noget i mig:
“… Jeg vil have vinkælder, børnebørn, efterløn, otium, tre måneder i varmen om vinteren og alligevel brokke mig over cyklister på fortovet. Jeg vil rundrejse, skrælle æbler på offentlige bænk, bleve en Gnags-sang, se film om formiddagen, og jeg vil bekræftes i, at du vil forblive præcis så smuk, som du altid har været.”
For mens vi andre (en af de raskes fejl?) kollektivt frygter at blive ældre, er det en særligt uopnåelig luksus, den (unge) døende blot kan drømme om.
Transfervindue har sat sig fast i mig. Og både givet mig et indblik i og en forståelse for de syges verden. Og mindet mig gevaldigt om hvor meget og hvor mange små ting, jeg har at sætte pris på og være taknemmelig over. Hver dag.
Hvad syntes I om Transfervindue? Jeg glæder mig sådan til at læse jeres kommentarer til denne ganske særlige, lille bog.