Tusind tak for jeres dejlige respons på mit seneste indlæg. Den er så værdsat og jeg er glad for at ‘være tilbage’. Det er herligt at I er mange, der synes godt om de ting og emner, der kommer til, men jeg vil også gerne understrege, at meget af det gamle også får lov at blive. Omend noget af det måske i en ny form. Men her bliver fortsat ‘lyserødt’ og ikke kun ‘grønt’. Jeg elsker jo stadig stil, madlavning, indretning, dullegrej, rejser og ikke mindst bøger. Så det var hyggeligt, at I var flere, der skrev, at I håbede bogklubben bestod. Og bare rolig. Dét gør den.
Jeg har slugt bøger her i min lille blog- og insta-pause og hvilken luksus. At have ni læste bøger på sommersamvittigheden, er noget nær himmerige for mig og jeg kan ikke huske, hvornår jeg har kunnet gøre sådan et indhug i sommerlæsestakken sidst. Da jeg læste på universitetet måske. Eller da jeg var barn?
Hver sommer har jeg skrabet en god bunke sammen, som jeg gerne vil læse, men som regel når jeg – hvis nu ret skal være ret – kun igennem et par stykker eller fire, men i år har jeg frådset og rålæst. I kan se hele stakken her og i skrivende stund, mangler jeg bare at læse to af dem.
Det har været intet mindre end vidunderligt og jeg har fået så mange gode og utroligt forskellige læseoplevelser på altanen, på stranden herhjemme og i Portugal og ikke mindst i de mange søvnløse hedebølgenætter. Og hvis det i starten af sommeren ikke var varmen, der holdt mig vågen, så var det den umanerligt spændende Kvinden mellem os, der ikke bare var den første sommerlekture, jeg fortærede, men også juli måneds bog i læseklubben.
Og den skal vi snakke om nu. Nedenfor følger, ganske som sædvanligt, mit indtryk af bogen og selvfølgelig et diskussionsoplæg. Og så glæder jeg mig ellers til at høre hvad I syntes. Har man ikke læst bogen, så kan jeg varmt anbefale den som sensommerlæsning. Det er en uhyre spændende og snu thriller. Men lad i givet fald ENDELIG VÆRE MED at læse videre. Der bliver spoilet så det basker.
Jeg inhalerede Kvinden mellem os og kunne stort set ikke lægge den fra mig før jeg var færdig med den. Og den tog r**** på mig. Og det endda i flere omgange. Selvfølgelig midt i bogen, hvor det viser sig, at Nellie og Vanessa er en og samme person, men også videre hen ad vejen med snedige twists på twists. Det er med at holde tungen lige i munden og jeg tillod mig da også at genlæse den og opdagede på den måde, hvor mange fiffige ledetråde, der er lagt ud helt fra start.
Miljøet som fortællingen tager afsæt i, emmer på sin vis af chick lit, snarere end klassisk spændingsroman og det var herligt forfriskende og medvirkende til, at jeg labbede den i mig. Det fungerede (for mig i alle tilfælde), at der var tequila-shots, Versace-tasker og drømmemænd i thriller-mikset og var for mig som læser, en spændende afveksling fra de nordiske femi-krimier og de mere mandsdominerede, klassiske spændingsromaner. Det medvirkede til at hårene rejste sig et par millimeter ekstra på mine arme også selvom historien egentlig ikke er nervepirrende i sig selv. Fordi det hele var så genkendeligt og ubehaget dermed til at føle på.
Bogen starter nærmest ud som en romantisk historie, der dog, side efter side, viser sig at være fortællingen om et ægteskabeligt mareridt og fængsel, som det kræver kvindelist ud over det sædvanlige og tilmed et offer at slippe ud af. Et offer der viser sig selv at have en skjult dagsorden. Og da romanen slutter virker alle de hovedimplicerede da også som både skurke, ofre og tabere.
Og manner, hvor var jeg godt underholdt undervejs. Og narret til sidste side.
Nu er jeg dødspændt på at høre, hvad I syntes om Kvinden mellem os?
Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl om noget helt tredje, fjerde eller femte, du lagde mærke til i din læsning af bogen og dine oplevelser med den.
Hvad kunne I bedst lide ved romanen?
Jeg kunne rigtigt godt lide den underliggende historie om, hvordan man som individ kan ændre karakter, hvis man gradvist får overskredet sine grænser. Det er netop det, der sker i psykisk og/eller fysisk voldelige forhold. De eskalerer gradvist og nærmest umærkbart og det kan snildt ske for tilsyneladende ‘stærke’ kvinder (eller mænd), netop fordi der nærmest er tale om en tilvænning. Ting man aldrig ville have godtaget indledningsvis, bliver lidt efter lidt hverdagskost.
Jeg syntes også at hele plottet var skruet ualmideligt godt sammen og kunne mægtigt godt lide, hvordan spændingen blev holdt til det sidste. Selv da jeg var nået halvvejs og hele Vanessa/Nellie/Emma-forvirringen var opklaret, blev jeg næsten til slut ved med at være lidt i tvivl om Vanessa nu også var lidt fra den og så spøgelser eller om Richard nu også var den skurk, hun anklagede ham for.
Hvad rørte jer mest?
Historien om hvordan Richard først giver Nellie schæferhunden Duke, for siden at tage den fra hende og få det til at se ud som om den er forsvundet, lige da hun for alvor har knyttet sig til den og fundet stor glæde ved dens selskab, var hjerteskærende. Og satte virkelig på spidsen, hvor sygt deres forhold var. At Richard havde behov for hele tiden at holde Nellie bange og afhængig af ham. Endnu værre var det med historien omkring deres barnløshed. At det formentlig var Richard, der havde problemer med fertiliteten, men lod Nellie gå igennem et lang, opslidende forløb, måske endda helt uden nytte. Den del af historien var dog lidt tynd for mig. Hun havde jo været gravid før, så hun havde jo et ret håndgribeligt bevis for sin formåen på den konto.
Var der noget der irriterede eller generede jer?
Jeg mistænker, at det måske (bl.a.) kan skyldes, at bogen er skrevet af hele to forfattere, men i passager virkede den lige lovligt gennemtænkt og ja, decideret konstrueret for mig. Som om den var lavet efter en domestic noir-opskrift (hvilket den måske også var, den var i alle tilfælde meget tro mod genren) og med lidt for stereotype karakterer. Måske jeg savnede lidt mere flow, vildskab og skarpe kanter.
Og så blev jeg også lidt træt af, hvordan det skulle forklares og nærmest forsvares (?!) hvorfor Richard nu også var endt med at blive så ualmindeligt ubehagelig og manipulerende bag hele den ulastelige og charmerende fernis. At udsætte den i forvejen voldsomt nervøse Vanessa/Nellie for både systematisk psykisk terror og korporlig vold, var selvklart modbydeligt og ondskabsfuldt, men som læser gjorde det ikke til eller fra – jo måske det faktisk netop gjorde det sidste – at blive fodret med oplysninger om, hvor ondt den stakkels Richard havde haft det som barn. Det blev lidt for (overflødigt) belærende for mig. Som om forfatterne ville understrege at “Børn der oplever vold og uroligheder i hjemmet, kan selv ende med at blive psykopater, husk endelig det”.
Hvad syntes I om måden bogen sluttede på?
Jeg syntes det var kvikt, at der var endnu et twist i posen. At Vanessa havde ‘ofret’ Emma, men at Emma også hele tiden havde været ude efter Vanessa. For hvem var egentlig ‘kvinden, der kom imellem’?
I skrivende stund er jeg lige startet på Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors og den tegner også lovende omend den er i en helt anden genre.
How wonderful you’ll continue your book club here!
xx from Bavaria/Germany, Rena
http://www.dressedwithsoul.com
Det er en smuk kjole du har på. Hvor er den fra?
Den er fra Aiayu :) Knus
Shit shit shit, du advarede om at der var spoiler, men så bliver jeg mega nysgerrig og læste første linje..! Scrollede hurtigt væk! Jeg vil nemlig gerne læse bogen, for trænger til sådan en rigtig page-turner. Har benyttet mig af mofibo her over sommeren, men trænger lidt til at ligge med en knitrende bog efter et par måneder med lydbøger.
Hahaha… håber ikke du nåede at læse for meget ;)
Egentlig ville jeg ikke kommentere, fordi jeg arbejder på bogens danske forlag, så jeg er måske lidt partisk …
Men hør her. Jeg læser meget sjældent krimier i fritiden, fordi jeg ofte synes de ofrer det gode sprog for et actionplot. Men den her har simpelthen alt det gode! Godt sprog, godt plot, action, twists – af slagsen, man faktisk IKKE havde gættet på forhånd (som jeg ofte synes tilfældet er, når en bog sælges på “du regner aldrig ud, hvordan det hænger sammen”.
Hvor du skriver, at det virkede lidt for konstrueret, så var netop det positivt for mig. Jeg elskede, at det så tydeligt var komponeret af to, der kan deres kram. Simpelthen godt håndværk!
Kæmpe anbefaling fra en, der læser en hel del bøger ;-)
Kh fra Karoline
Hvor fedt at du havde så god en oplevelse og herligt at du havde lyst til at kommentere alligevel. Og kan kun være enig ift. sprog og håndværk, omend noget altså blev en anelse forceret for mig :) Klem E
Jeg synes jeg har flere dårlige ting at sige om de bøger du vælger end gode, og så er det ikke ligeså sjovt at diskutere dem, men jeg er altså meget glad for at have læst dem alligevel, denne inklusiv, og for at læseklubben forsætter! Jeg var fascineret over de to forfattere, bogen var velskrevet i forhold til jeg ikke kunne adskille hvem der skrev hvad, så det var sejt. Min første tanke var den ene skrev Vanessa og den anden Nellie, men da de vidste sig at være den samme, faldt den ide lidt til jorden. Mit problem med bogen var hovedsageligt alle de twists og turns historien bød på, synes de havde mere chok værdi end de bidrog til historien, og da jeg altid har været god til at forudsige handlinger, var chok værdien ikke så stor da det kom til stykket, så selvom ideen bag bogen var god, så var oplevelsen ikke ligeså. Jeg tror dog det kunne være sjovt at læse den igen for netop at finde alle de hints og clues man ikke opdagede i første omgang, så mere forfærdelig var den heller ikke. Tak for anbefalingen!
Mathilde
Tænkte akkurat det samme først mht hvem der havde skrevet hvad. Og godt at det var tåleligt og trods alt en ok oplevelse ;) Håber jeg kan ramme bedre plet næste gang og sejt at du læser med alligevel. Prøver at variere så meget som muligt både ift stil og genre, synes nemlig også selv, det er skægt og udfordrende (på godt og ondt) at læse noget andet end det man plejer. Knus Emily
Er netop blevet færdig med bogen – uden, åbenbart, at opdage Vanessa og Nellie er den samme person? Er der én der lige kan forklare mig dén? :-D
Hej Sidsel, jeg vil næsten anbefale at du læser den igen/skimmer den fra ca. halvvejs, hvor man finder ud af at det er den samme og at beskrivelserne med Nellie, rent faktisk er et tilbageblik på Vanessa som ung/yngre :) Knus Emily
Jeg slugte også bogen i en køre, den var svær at lægge fra sig.
Jeg blev meget overrasket over det twist at Nellie og Vanessa var den samme person, det var jo 2 vidt forskellige personligheder der var beskrevet.
For mig, synes jeg det sidste twist med Emma, og hvem hun var, at det lige var i overkanten – synes det havde været rigeligt.
Det kan jeg måske godt følge dig i ;)
Jeg synes, at den var vildt spændende og endte også med at læse den i løbet af få dage. Jeg synes ofte, at mange bøger i den genre tager lidt lang tid om at komme i gang, men her var jeg fanget lige fra starten! Jeg kunne rigtig godt lide vekslen mellem de to historier om Nellie og Vanessa og blev også helt forvirret, da man halvvejs i bogen finder ud af, at de er samme person. Det var et virkelig godt twist! Jeg havde indtil da lagt mærke til, at de havde flere fællestræk fx at de begge to havde søvnbesvær og en fortid de gerne ville lægge bag sig. Alligevel havde jeg ikke luret den ? Derudover kunne jeg godt lide, at der gik lang tid, hvor man var i tvivl om, hvordan det hele hang sammen. Jeg tog mig selv i flere gange at have lidt ondt af Richard fx da Nellie kysser en anden til sin polterabend. Han virker jo i starten utrolig betænksom, kærlig og beskyttende, og det var spændende, hvordan lagene efterhånden bliver skrællet af, og man begynder at indse, hvor manipulerende han egentlig er. Jeg kunne dog godt lide, at man til sidst i bogen kommer lidt bag om Richards historie, og jeg tænker her, at særligt forholdet til søsteren viser ret godt, hvor han har sin ”beskyttertrang” fra. Jeg synes ofte, at krimier har tendens til at fremstille ”gerningsmanden” ret endimensionelt som en simpel psykopat. Richard har klart psykopatiske træk, men har også sine gode sider. Det gør ham mere menneskelig, og det synes jeg egentlig er ret fint ? Der var egentlig ikke så meget, der irriterede mig ved bogen. Jeg synes, at historien fra college, hvor hun bliver gravid med en underviser er lidt ligegyldig, og at Emma viser sig at være hans datter, synes jeg heller ikke var så interessant. Historien i sig selv var spændende nok, så for mig kunne man godt have undladt det sidste twist ?
Hvor rart at høre, at du havde en god læseoplevelse. Jeg var også ret vild med hvor mange dimensioner karaktererne havde. Og lader ikke til at du er ene om at synes Emma-twist’et var overflødigt jvf de andres kommentarer ;) Knus E
Jeg elsker bogklubben! Det er så hyggeligt at læse med nogle og du vælger nogle gode forskelligartede bøger – synes jeg.
Jeg læste denne bog ret hurtigt og nød den faktisk ret meget undervejs.
Men da jeg var færdig, synes jeg det var en lidt flad oplevelse.
Jeg læser mange krimier generelt, især kvindelige, amerikanske forfattere, så har nok lidt for meget træning. Jeg synes denne faldt lidt for hårdt i klicherne og flere af de store plottwists var meget forudsigelige og der blev hele tiden hintet til dem.
Jeg ville nok hellere læse Gone girl/Kvinden der forsvandt i denne genre, da den havde mere dybte og bedre parforholdsbetragtninger (I min ydmyge mening;)).
Så nydelsen var stor undervejs, men det bliver nok ikke en man husker – og derfor er det nok også en ret god sommer/strandbog. Klart en anbefaling – selvom det måske ikke lyder sådan ;)
Yay tak for det Cecilie. Det er også en af mine egne favoritter, så derfor skal læseklubben selvfølgelig blive :)
Kan sagtens følge dig i dine betragtninger, men ja, virkelig en god sommerbog, så kan vi tage de lidt tungere/dybere basser i løbet af vinteren og efteråret.
Og tak for tips om lignende bøger i samme genre, dem må jeg kigge nærmere på.
Klem
Er jeg den eneste der til sidst sad med skummel/mærkelig følelse af Richards søster Maureen? Hendes aflysning af bryllupsfotografen, at hun kun sås med Richard og ikke selv havde familie/venner og så til sidst, hvor hun tager Vanessa/Nellies ringe på?!
Virkelig god bog, og helt uforudsigelig modsat mange andre spændingsromaner.
Præcis! Det tænkte jrg også længe over, og en overgang fik jeg overbevist mig selv om, at hun måtte være ‘kvinden mellem os’ Her tænker jrg også på den måde, hun liver op på, da hun opdager, hvad der foregår mellem Vanessa og Richard ude på gangen.
Har også haft den tænke at Maureen var “Kvinden mellem os”, men så fandt jeg ud at på engelsk hedder bogen “The wife between us”. Så passer det ikke så godt sammen :)
God pointe piger, hun var så dominant og intrigant på en mærkeligt passiv måde. Lidt som en mor, der ikke rigtigt har lyst til at hendes søn får en kæreste…
Vi må lave vores egen danske tolkning og der er det spot on at ‘Kvinden mellem os’ netop er Maureen.
Klem E
Hej Emily,
Lige noget lidt andet.. Kan nemlig se at du også har ‘hormonel harmoni’ liggende. Har læst nogle af dine indlæg om din ændring af livsstil og tænkte på om du har brugt bogen? Og evt hormonkuren? Ville gerne høre om dine erfaringer hvis ja ;)
Kh Jette
Ja, synes rigtig godt om bogen. Så godt at jeg faktisk har meldt mig til hormonkuren med opstart i september. Glæder mig til at blive klogere på området :) Klem Emily
Kære Emily
Jeg elsker bogklubben! Dejligt, at den fortsætter.
Bogen her slugter jeg hurtigt, og det er faktisk ikke ofte, at det går så stærkt. Den var super spændende, men jo længere handlingen skred frem, jo mere urealistisk blev den. Her tænker jeg især på, at en kvinde bærer nag efter sine forældres ægteskabelige krise og skilsmisse (?), siden hun var 3 år og vælger at opsøge den skyldige så mange år efter. Derudover at psykologen er Richards ekskone- come on! Det bliver for langt ude. Men potentialet var der!
Yay! Godt at høre. Lyder til at du har haft samme tanker som mig ift. at det blev liiiiige lovligt konstrueret ;) Men ja, god spænding og underholdning imens. Klem E
Læste “Folkets Skønhed” af Merethe Pryds Helle, Wow. Det var en historie, der kom ind under huden og spejler nok alt for mange skæbner i Danmark i de forgangne generationer…
Den har jeg fået anbefalet igen og igen, det lyder til jeg må se at få læst den snarest. Tak for tippet <3
Jeg er også glad for at høre at bogklubben består :) Det er ikke lykkedes mig at læse med ’til tiden’ før med denne bog, men jeg sidder fx og nyder Sødbitter på din anbefaling lige pt ;)
Jeg må være ærlig og sige at jeg slet ikke blev fanget af Kvinden mellem os. Jeg læste den færdigt mest for at have ‘ret’ til at have en mening om den, og ikke fordi jeg egentlig havde lyst til at se hvad der skete med karakterne..
Jeg tror meget af mit problem med bogen ligger i det lidt for konstruerede som I andre har nævnt. Fx synes jeg ikke at de føromtalte twists var særligt overraskende, fx idet det virkede så udpenslet at vi skulle tro at kronologierne mellem 1. persons Vanessa og 3. persons Nellie var sammenfaldende. Når den ene gik ud i gråvejr, blev den anden opfordret til at tage en paraply med sig osv.
Den første del af bogen havde lidt samme handlingslammede fornemmelse (med den tilsyneladende depressive alkoholiske ekskone) som jeg mødte i Kvinden i toget, og selvom karakteren er skrevet fint, bliver jeg dødtræt af at læse fra så nedslået/sløvt et perspektiv – men det er måske bare mig og en mangel på tålmodighed!
Det er i øvrigt ikke for at være en negative nellie, at jeg kommer med denne smøre ;) Jeg tror bare jeg havde forventet at kunne lide bogen, og så er det ekstra kedeligt at blive skuffet :(
Mvh Karoline
Jaaa hvor dejligt at høre Karoline og håber du får lyst til at ‘læse med til tiden’ en masse fremover :)
Og kan sagtens forstå det med at det var for konstrueret, det var også noget af det, der skurrede for mig. Men hey, sejt at du fangede de små hints med eksempelvis paraply/gråvejr. Dem så jeg først selv i anden gennemlæsning.
Dét må du så gerne være og det er jo en ærlig sag – især når du formulerer det så sobert og godt – kender alt til at have høje forventninger/gerne ville kune lide noget og så ikke få dem indfriet.
Vi satser på bedre held næste gang :)
Kunne du i øvrigt lide (eller bedre lide) Kvinden i toget?
Knus Emily
Det vil jeg helt klart prøve på at gøre! :)
Jeg syntes faktisk mindre om Kvinden i toget end Kvinden imellem os, men det var klart det med den sløve fortæller der tændte mig af på den, jeg kan ihvertfald ikke lige huske at der var andet ‘galt’ end det :)
Men jeg var glad for Sødbitter, så det har ikke været helt skidt med sommerlæsningen ;)
Mvh Karoline
Jeg var ikke lige så begejstret for Kvinden mellem os, som jeg var for Den Sidste Mrs Parrish – samme stil med mega overraskelser i plottet, men bedre skrevet, synes jeg. Så det er en anbefaling!
Tak for den :) Klem E
Så fik jeg også læst Kvinden mellem os :)
Jeg synes desværre, det var et meget konstrueret plot og en krampagtig slutning, hvor alle ender skulle mødes og gå op i en højere enhed.
Sådan lidt kluntet og søgt. Alligevel havde jeg hele vejen igennem håbet om, at den pludselig ville byde på noget, så jeg gav op, men læste den til ende.
Ikke desto mindre bød den på et spændende emne om psykisk terror i forhold og om grænser, der rykker sig lige så stille, som du også skriver, Emily.
Og den tog røven på mig midtvejs, hvor vi finder ud af, at Nellie og Vanessa er samme person, så lidt kunne den også :)