Mens jeg læste Syv sind, måtte jeg flere gange gribe mig selv i at tænke, “læs lige lidt langsommere!”. For jeg slugte bogen i en rivende hast og havde det således lidt som når man spiser et nougatbrød fra Summerbird; det er så lækker, at man ikke kan lade være med at gøre kål på det i en ruf, men man gad egentlig godt strække nydelsen lidt længere.

Heldigvis kan man jo bare læse en bog igen (det er straks sværere med nougatbrødet, der bliver man nød til at købe et nyt og vupti, så er man ude i et misbrug), så det gjorde jeg. Det gør jeg ellers sjældent for det virker lidt tosset, når nu der er mange ting man gerne vil lave og mange andre bøger, man gerne vil læse. Men det kan altså anbefales. Hvor lægger man mærke til meget mere, hvis man læser igen. Således tror jeg også at min juleferiebog, skal være en gammel kending, jeg allerede har i bogreolen. Med mindre jeg får bøger i julegave selvfølgelig og det kan der være en hvis chance for ;)

Lidt i samme dur er vi netop begyndt at se Game of Thrones forfra. Jeg synes ellers jeg er en ret opmærksom seer og tænkte først at det var lidt spild af tid at se den igen, men manner hvor er det for det første bare hyggeligt og sidenhen lægger man mærke til så utroligt meget, man ikke fik med i første omgang.

Men tilbage til Syv Sind: Jeg syntes det var sådan en prægtig roman både ved første og anden gennemlæsning. Og nu hvor jeg har mødt Lotte, der er et varmt og finurligt væsen (det er den bedste slags menneske man kan være i min bog), så bliver jeg også helt stolt på hendes vegne over hvor meget hun har avanceret siden Hambros Allé 7-9-13, der er første del af den trilogi, som Syv Sind er sidste bid af. For den første bog i hendes forfatterskab var skam også god og netop startskuddet til det hele, men det er også spændende at kunne følge en forfatters udvikling så tæt og over så kort tid og jeg synes både sprog, karakterer og historiefortællingen bliver mere og mere raffineret. Og alligevel stadig i øjenhøjde, hvilket jeg synes er herligt. Det er ikke højpandet, elitært eller ekskluderende. Til gengæld er det vildt underholdende, interessant og indsigtsfuldt. Og det er lidt af en kunst at kombinere det raffinerede og det underholdende.

Lotte Kaa Andersens trilogi om overklassemiljøet nord for København minder mig om Christian Kampmanns fire vidunderlige bøger om Familien Gregersen, som jeg læste med stor fornøjelse, da jeg var yngre. Der er noget virkelig spændende over en romanserie, hvor man over tid lærer karaktererne at kende og følger deres udvikling. Det fungerer på tv, det ved vi, men jeg er virkelig også begejstret, når det er på bogform. Altså hvis serien er god vel at mærke og det synes jeg, den er her.

Hvad kunne I allerbedst lide ved bogen?

Jeg var helt betaget af alle Cilles oplevelser, betragtninger og overvejelser på Caminoen. Også selvom det var absurd røvet og dramatisk sådan at forlade familien lige inden den fælles sommerferie skulle begynde. Men det tjente tilsyneladende et formål (og virkede på Asks tykpandethed) og hvis man ellers ikke når at stoppe op i tide, skal der af og til noget drastisk til. Det tjente i alle tilfælde historien og jeg er nu (igen igen) helt syg for at tage på den legendariske vandretur.

Jeg var også lidt vild med da Cille prikker til livet på de sociale medier og hvordan, der næsten altid er to sider af samme sag:

“Det er skamfuld læsning, hun fnyser og scroller videre. Så enkelt er det jo ikke. Der er øhop i Grækenland, cykelferier i frilufts-Sverige, selv de grumsede tyske floder tager sig godt ud på billeder, hvis man lægger det rette filter ind over. Vi kommer aldrig hjem! skriver en veninde fra Toscana. Efter ferien sidste år, var hun og manden et kønshår fra skilsmisse, hun husker, hvor oprørt veninden var, da de kom hjem en uge før tid. De havde siddet ved Comosøen og opdaget, at de ikke havde noget at tale om.” (s. 76).

Og hendes overvejelser omkring hvordan ægteskab og familie ændrer kvinder:

“Familien har gjort hende større, men den har også halveret hende, eroderet sig ind i modet og uafhængigheden. Ægteskabets og familiens transformerende kraft. Vildkatte bliver til tamkatte, hjemligheden overtager. Nysgerrige, unge kvinder bliver til koner og trætte moderdyr. Husbestyrerinder, nøjeregnende økonomaer, domesticerede projektledere, der overvåger livet og dagene med en rød tusch bag øret.” (s. 118).

Av, den sad og jeg kan desværre genkende lidt af mig selv i dit. Og jeg har ikke engang børn endnu. Frem med lidt mere af vildkatten. Væk med den røde tusch.

Var der noget, der irriterede eller generede jer?

Uha, alle karaktererne irriterer mig ikke så lidt og på hver deres måde. Men som jeg har skrevet før, så er det ikke et minus i min bog. Jeg elsker, når persongalleriet får mig lidt på stikkerne og når de er menneskelige. Og det er de her. Samtidig rummer de også alle en sårbarhed og er sammensatte og er så afgjort mennesker, som det ikke er svært at fatte sympati for. Selv stræberne Kaare (“Hellere konge i et lorteland end lort i et kongeland”, s. 131) og Peter, der er nogle fjolser på hver deres mægtigt irriterende måde.

Dog kunne jeg ikke lade være med at holde lidt af Peter og trække på smilebåndet over denne både kloge og bitre betragtning:

“Hun har travlt med at vise bestyrelsen, hvor effektiv hun er; blander sig i alting, sender mails om natten og i weekenden og sætter en masse mennesker cc. Se hvordan jeg aldrig sover, se hvordan jeg aldrig holder fri, se hvor dygtig jeg er, se mig, jeg har ikke noget liv, jeg graver i andres i stedet for, se mig lige.” (s. 109)

Og selvom der vist trænger til at blive gravet lidt i Peters liv og tilsyneladende lyssky affærer, så kender vi også godt allesammen hende han taler om. Hende der underminerer arbejdskulturen og gør mail-skriveri og tilgengælighed til en konkurrence.

Det eneste der for alvor generer mig, er at det er sidste gang vi skal læse om hele ‘holdet’ fra Hambros Allé. Jeg kommer til at savne dem, men forstår også at alting har sin tid og at man jo skal stoppe på et eller andet tidspunkt.

Hvilken karrakter var jeres favorit?

Jeg elsker Line. Virkelig. Hvordan hun (selvom hun også er meget menneskelig/pisseirriterende) formår at rejse sig, handle og gøre sit eget, på trods af at hun er fostret af en helt anden tid og har levet det meste af sit liv i en helt fast (og formentlig noget patriarkalsk) struktur som glansbilledehusmor, der klarer og fikser og limer og ordner og holder selskaber og gør ved. Først skriver hun sparebøger om madlavning i krisetider og nu interesserer hun sig nysgerrigt og oprigtig for livet bag burkaen. Jo, jo hun skal lidt hvidvinsflasker og overforbrug igennem hver gang, men hun når derhen.

Hvad tror I der sker med vores venner fra Hambros Allé nu? Hvordan går det Cille og Ask? Ender det ‘lykkeligt’?

Dét gør det, hvis I spørger mig. Jeg kan ikke bære andet. Men elsker omvendt romaner med en åben slutning, for så kan jeg selv tænke mig til min happy ending, hvor Cille og Ask finder den perfekte løsning på at dele livet mellem Hellerup og Aalborg. Og hvor de begynder at have spontan sex i kælderen igen. Og er gode ved deres unger (og ikke skrider fra dem på første sommerferiedag) og måske (begge to, men især Ask) går lidt mindre op i karriere og lidt mere i det, der også tæller. Det er ligesom bedre, at man selv forestiller sig det, end at det står skrevet. Det bliver trods alt for letkøbt og cheesy ikke?

Og nu glæder jeg mig sådan til at høre, hvad I syntes om Syv Sind? Tag udgangspunkt i spørgsmålene ovenfor eller fortæl om noget helt andet eller tredje, der gjorde indtryk på dig.