Kom maj du søde milde! Og må du blive sød og i særdeleshed mild. Jeg ved godt at jeg slet ikke skal eller må klage, men så gør jeg det i stedet på jeres vegne: Giv os lige noget lækkert, lunt forårsvejr, tak ;)
For det kribler i alle tilfælde i mig, for alskens udendørs aktiviteter. Især vil jeg gerne gøre min altan forårsfin og -fiks, men med nattefrost (næsten) frem til nu, har det været et projekt, jeg har sat lidt i bero. NU skal det imidlertid være, ligesom jeg også har andre hyggelige ting på min månedsønskeliste for maj. Så det hele ikke bare går op i bryllupsplanlægning, træning og arbejde. Selvom de ting nu også er ret fornøjelige i min bog.
Ps. Flere 10 ting jeg vil lave i…
Her er mine 10 ønsker for, hvad jeg gerne vil lave den kommende måned:
- Besøge Louisiana d. 18. maj, hvor forfatter og nobelpristager Orhan Pamuk, er inviteret til interview i Louisianas koncertsal.
- Tage forbi Gro Spiseri. Det kunne i øvrigt være lidt af en drømmelocation til et bryllup.
- Genoptage mit morgenbaderi i havnen. Jeg holdt ikke vinteren over, men nu er jeg klar til at hoppe i igen.
- Drikke te hos Flora Tehus i Store Kongensgade, der importerer teen direkte fra Kina og tilbyder teceremonier, hvor teen bliver brygget for én.
- Rejse til Florida. I næste uge. Og så er der ellers også dømt udrejseforbud frem til vores bryllupsrejse.
- Bikse en omgang Banana Chia Protein Bars sammen. Har tænkt på dem lige siden Adriana Lima, til et træningsevent jeg deltog i under modeugen i New York i vinter, fortalte at de var hendes yndlingssnack.
- Til søndagsmiddag på Madklubben, der fejrer 10-års fødselsdag.
- Lade sofa og fjernsyn passe sig selv og tage ud at cruise på longboard (altså skateboardversionen) efter aftensmaden.
- Se Malene Landgreens soloudstilling Artistic Reality på Kunstforeningen Gl. Strand.
- Til Distortion (31. maj – 4. juni).
Jeg GLÆDER mig til at høre jeres tilføjelser og hvad I går og drømmer om at bruge måneden på?