Har I læst Sødbitter henover sommeren? Eller måske en af de andre bøger fra sommerlæsestakken? I så fald er jeg mere end nysgerrig på at høre, hvad I syntes?
Min oplevelse af Sødbitter finder I nedenfor, Dage uden sult, Mirakelmanden og Niksen er slugt (gode! på hver deres måde) og så er jeg ellers i skrivende stund (stadig…) i gang med Chris Kraus’ I Love Dick. Den synes jeg altså er lidt tung at danse med, hvis jeg skal være helt ærlig. Og derfor går det ret så trægt med at komme igennem den… hmm… ved ikke helt hvad jeg skal synes om den, men måske jeg ikke behøver synes noget, før jeg har læst den til ende.
Læseklub næste måned
Næste måneds bog til læseklubben skal jeg nok annoncere snart. Men ret skal være ret. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig for hvilken det skal være. Så hvis I har et godt bud (helst noget nyt og relativt kort) eller noget I selv går og planlægger/drømmer om at læse, så råb op. Jeg er lutter øren.
Og husk at I, i mellemtiden kan være med i lyttelæseklubben hvor vi lytter til Katrine Marie Guldagers En uskyldig familie. Elsker, elsker, elsker hendes måde at fortælle om mennesker på og oplæseren er slet heller ikke tosset.
Sødbitter – Diskussion
Jeg er SÅ spændt på at høre, hvad I syntes om bogen. Den er tilsyneladende virkelig sådan en, der deler vandene, hvilket kun gør den mere interessant at diskutere i mine øjne.
Selv er jeg endt på, at jeg er meget begejstret for den, men vi var på lidt af en rutschebanetur sammen. Først slugte jeg den nærmest og kunne slet ikke lægge den fra mig og siden blev jeg lidt irriteret på den. Måske fordi den på sin vis mindede mig lidt om mig selv?
For da jeg læste Sødbitter – der på mange måder er en klassisk dannelsesrejse, omend i den mere beskidte, hedonistiske genre – havde jeg det næsten (også kun næsten) som jeg var 22 igen. For dér hvor bogen irriterede mig allermest, kunne jeg netop også genkende mig selv for snart 10 år siden. For det er jo lidt sådan man er. Jeg var i alle tilfælde. Uendeligt navlepillende og vanvittigt prætentiøs. Og måske endda lidt til den selvdestruktive side. Omend jeg nu aldrig var helt i Tess’ liga. Hun er på en gang fascinerende og foruroligende. Med ungdommens kæmpe appetit på at prøve alt og helt uden evne til at skærme eller passe på sig selv.
Og som I sikkert efterhånden ved, er det kun en kvalitet for mig, hvis en romans hovedperson, går mig lidt på nerverne. Jo, jo det er hyggeligt, hvis det er helt/heltinde man kan sympatisere med, men det kradser nu en gang lidt dejligt på hjernebarken (og i følelsesregisteret), hvis det er en man ikke (udelukkende) fatter sympati for. Jeg kan når alt kommer til alt, nok godt lide at blive en anelse frustreret, når jeg læser.
Og sulten. Oh la la hvor blev jeg sulten. Og (vin)tørstig. Det var lidt af en sanseoplevelse for mig at læse Sødbitter og når jeg lagde bogen fra mig, følte jeg nærmest, at jeg både havde (moralske) tømmermænd og en glubende appetit på kulinariske eventyr og livet i almindelighed. Romanen er så dygtigt skrevet og sproget er (for nu at blive i køkkengenren) både yderst delikat, berusende og meget appetitligt. Et overflødighedshorn af ordlækkerier. Altsammen så forførende og sanseligt. Jeg er mildest talt vildt imponeret over Danlers sprog. Og det er dét, der for mig er det virkeligt særlige ved denne roman. Dét og så de herlige, nærmest poetiske fragmenter af ‘restaurationssnak’ der dukker op hist og her.
Nå, ja og så kunne jeg egentlig også ret godt lide, at bogen sluttede på det (formodentlig) absolutte lavpunkt i Tess’ liv, derfra hvor det kun kunne gå opad og fremad. Og det forestillede jeg mig så ellers bestemt også at det gjorde. Men det var en fin og åben måde at runde af på, i stedet for en mere ‘happy ending’.
Nu er jeg nysgerrig på hvad I bedst kunne lide? Og ikke kunne lide? Og om bogen fik jer til at føle jer på en særlig måde?
Jeg fik både sådan lyst til at drikke vin, spise fede oste og blå druer, kysse bad guys og smage alting, som var det første gang. Og til at vaske mit ansigt, drikke masser af vand og gå tidligt i seng.
En rutchebanetur tilbage til ungdommen og til alt det der foregår i restaurantens kulisse.
Lækkert og beskidt. På én gang.
Var helt vild med bogen og enig i mange af de ting, du skriver. Jeg synes dog, at slutningen var så ærgerlig. Måske fordi jeg slugte hele bogen på fem dage og bare ville have mere!
Den fornemmelse kender jeg godt, men så er det som regel et kvalitetstegn synes jeg. Ville du gerne have haft en mere ‘happy’ ending? Eller måske bare gerne mere? :)
Hej Emily.
Herligt, at du har har haft fornøjese af Sødbittter – er naturligvis særlig glad for, at du kan lide sproget ;-)
Mange hilsner
Ulla, oversætter
Hej Ulla,
Hvor hyggeligt at du også læser med :) Og sikke en opgave du må have været på, forestiller mig at den har været en af de mere avancerede, ift. at få kabalen til at gå op. En kunst i sig selv at oversætte.
Klem
Emily
Jeg syntes faktisk, den var ret ringe. Jeg er enig i, at hovedpersonen var dødirriterende, men for mig var det ikke en kvalitet, og jeg kunne ikke genkende mig selv i hende. Faktisk syntes jeg aldrig, jeg lærte hende ordentligt at kende, og jeg syntes slet ikke, hun havde nogen personlighed. Måske fordi der gik så lang tid, inden vi lærte hendes navn at kende, var hun mest af alt bare et fladt stykke pap, som andre reagerede på. Jeg syntes heller ikke, jeg lærte de andre karakterer godt nok at kende, og de forblev klichéer hvis reaktioner, jeg ikke kunne regne ud. Konflikten mellem Tess, Jake og Simone var super underlig og føltes meget “skabt”, som om der skulle være et eller andet problem, men forfatteren kunne ikke helt regne ud, hvad det skulle være, og derfor blev det sådan nogle halve løsninger.
Sproget var også en stor irritationsfaktor for mig. Jeg lagde mærke til et par sætninger, som jeg simpelthen blev nødt til at gemme, fordi de var så åndssvage, og jeg vil især fremhæve “din ondskab tænder mig ikke længere” og “selv i glædens tempel findes et halvskjult alter indviet til melankolien”. Det kunne jeg slet ikke tage seriøst. Alt for prætentiøst og forceret.
Det er ærgerligt, for jeg synes, det er en spændende verden – jeg har ikke læst mange bøger om restaurationsbranchen, og jeg kan ofte godt lide film, der foregår sådanne steder. Og forsiden er virkelig flot. Men den faldt slet ikke i min smag. I øvrigt fattede jeg heller aldrig rigtigt, hvad hendes job gik ud på.
Puha, sikke en lang række kritikpunkter, men det blev desværre ikke den læseoplevelse, jeg havde håbet på. Er dog spændt på, hvad andre siger til den, og om der måske er nogle kvaliteter, jeg kan overbevises om!
Vi er enige om en lang række af irritationsmomenterne, men ikke den om at Tess ingen personlighed havde (men det behøver vi jo heller ikke være), men hvor kan jeg alligevel godt lide din betragtning om at hun er ‘et fladt stykke pap, som andre reagerer på’. Det synes jeg var en skarp betragtning. Også selvom jeg er uenig.
Konflikten mellem Tess, Jake og Simone var ret ægte for mig og syntes netop at den var menneskelig i al sin rodethed. Jake og Simones usunde, nærmest incestuøse forhold, der gerne ville, men ikke rigtig kunne rumme én til. Al jalousien der lå og ulmede også selvom Simone måske ikke ville være jaloux, men alligevel var det. De underlige indbyrdes magtforhold.
At der var nogle super prætentiøse vendinger er vi til gengæld rørende enige om. Dog fandt jeg sproget som sådan virkelig dejligt at læse og syntes den var uhyre velskrevet.
Haha… ja sådan kan det gå, sejt at du fik læst den til ende. Din oplevelse lyder næsten som den jeg havde med 50 shades of grey i sin tid. Havde lyst til at banke hovedet ind i væggen, hver gang hovedpersonen talte om sin ‘indre gudinde’ ;)
Jeg lyttede til Sødbitter via Mofibo på en liggestol da jeg var på ferie. Skøn afslapning, og blev virkelig draget af historien om et hektisk og alt overskyggende restaurant liv som tjener. Jeg kan nærmest ikke forestille mig et liv der kredser så meget om det samme sted og de samme mennesker, dag ind og dag ud. Hele mad- og vinsnakken faldt skønt på en ferie, og min kæreste som går og drømmer om at blive sommelier (some day!) kunne godt lide at høre om de forskellige druer og hvordan de passer med maden.
Som den 22 årige jeg er, så genkender jeg nogle af tankerne. At der ikke findes nogle forhindringer, kun uendelige muligheder. Og at man bider i det sure æble når man VIL lære noget, for at man ikke føler sig bagud og dum (fx da hun bærer de tunge, varme tallerkener og er helt overlæsset med opvask). Det genkender jeg så meget fra mit liv lige nu, i alle aspekter som datter, kæreste, veninde, studerende og på mit arbejde.
Og jeg tror du har helt ret Emily, at om 10 år ser jeg tilbage og måske ryster lidt på hovedet over hvordan alle tanker og solen kredse om mig selv.
Jeg slugte den på 1 uge, men der var også mange pauser med drinks og svømmeture i heden i Grækenland engang i starten af juli ??
Tak for tippet om den og Mofibo ?
Sikke dejligt at du havde så fin en læse-/lytteoplevelse og hvor fedt, at det ligefrem var en du kunne snakke med din kæreste om og tilmed bruge lidt.
Haha… godt også at få en 22-årigs besyv med, hvor er du bare sej, sød og ærlig ikke mindst.
Drømmer mig nu en tur til Grækenland, med bog i ørerne takket være dig :D
Det var bestemt så lidt, dejligt det kunne bruges.
Hej piger, alletiders at I har lyst til at dele jeres oplevelser af Sødbitter :) Jeg glæder mig til at nærlæse og svare i weekenden <3 Kram E
Jeg takker også for tippet om “Sødbitter.” Jeg kunne rigtig godt lide den. Først og fremmest fordi jeg arbejdede som tjener på en café i Paris da jeg selv var 21 og på mange måder kan genkende den tilstand, man kommer i, når man pludselig kommer til at arbejde helt tæt på den måde med mennesker man faktisk slet ikke kender. For oh boy, det kommer man til. På godt og ondt :) Vi var langt fra lige så vilde som Tess og hendes kollegaer, men der blev sørme drukket mange whisky sours efter arbejdstid :)
Jeg kunne også godt lide den, fordi den var “letlæselig”, ligesom en vin kan være “let at drikke.” For mig var det en rigtig god sommerferielæsning. Jeg var særligt glad for smagsmetaforerne i starten (ville ønske Danler havde brugt dem endnu mere igennem hele bogen) samt de små nærmest lyriske digte, som jeg synes Danler bruger rigtig fint til at beskrive sindsstemninger. I det hele taget fik “Sødbitter” mig lyst til at booke en tur til New York. Jeg er omtrent et årti ældre en Tess, så tjo, hendes selvoptagethed og indimellem barnlige indstillinger kunne godt få mig til at ryste lidt på hovedet indvendigt, men hvem kan ikke huske at være 22, ufornuftig og med en kæmpe appetit og mod på at opleve verden på godt og ondt? Jeg kan! Jeg blev nærmest sendt tilbage til dengang, jeg også selv var en smule mere (læs: meget mere) modig end jeg er i dag – og det var altså ret fedt :) I det hele taget en flot debut fra Danler, som jeg glæder mig til at læse mere af. Indtil da kan man måske være heldig at fange “Sødbitter” på TV ;) http://variety.com/2017/tv/news/starz-2-1202510632/
Det var vel nok en herlig ‘anmeldelse’ Helle, og hyggeligt også lige at få lidt af din Paris-historie med. Jeg har også selv arbejdet som tjener og det er altså et skægt OG hårdt job.
Enig i at smagsmetaforerne gerne måtte have været en fast del gennem hele bogen. Dem kunne jeg også virkelig godt lide, også selvom jeg blev sulten…
Spændende hvis det bliver til en tv-serie. Det ville være fedt! Mindes heller aldrig jeg har set en serie med det tema…
Jeg slugte den til at starte med, da den også minde mig om mig selv. Jeg arbejdet i halv år i meget fancy resturant i KBH og beskrivelse har at skulle lære om vin og smage mad på en ny måde kunne jeg sætte mig helt ind i. Bestemt også beskrivelse arbejdsmiljøet, hvor man skal gøre sig fortjent til hjælp og det virker svært at komme under huden på folk. Men efter de først 150 sider gik jeg mere og mere død i den. Handling virkede ligegyldig, og normalt gør det mig ikke noget at der ikke sker det store i historien og heller ikke at jeg ikke kan lide hovedperson, men det blev mere og mere kedeligt. Karakteren Jake fandt jeg ikke spændende, mens Simone kan jeg genkende fra mit tjenerliv. Jeg tror mit store problem var først så mig selv meget i Tess og derfor personificeret med hende, men det blev svære og svære. Jeg endte med ikke at læse de sidst 70 sider, da jeg simple hen ikke orkerede heller ligegyldigheder.
Den oplevelse har jeg hørt fra flere og kan også nikke lidt genkendende til den selv. Altså det der med at sluge første del og så gå lidt kold i den.
Synes ellers der var en hel del mere action (omend også trivialiteter) hen mod slutningen, så hvis du kan overskue den, så nap de sidste sider med :)
Uendelig kedelig bog, og sikke en skam da den har så meget potentiale. Fortællingen om restaurationsbranchen kunne være så spændende (for det er den, jeg har selv været der), men hele handlingen falder simpelthen til jorden for mig. Ligesom mange andre synes jeg også, at karaktererne bliver utydelige og udefinerede. Efter 100 sider kunne jeg stadig ikke adskille personerne fra hinanden, fordi sproget og beskrivelserne (eller mangel på samme) af personerne ikke blev skrevet frem men forblev utydelige og slørede for mig. Jake sagde mig intet – hvem var han overhovedet?
Jeg endte desværre også med at skippe de sidste 100 sider.. taxameteret blev ved med at tælle, men hverken jeg, personerne eller handlingen rykkede sig nogle vegne..