Et lille pip fra Ericeira i Portugal. Der ikke bare har vist sig at være det perfekte surfspot, men også det ideelle efterårsferiespot. Med vidunderligt, mildt sommervejr – efter danske standarder i alle tilfælde. Og ro. Vi har slappet af og sovet tiltrængt igennem. Til lyden af bølgeskvulp lige udenfor vinduet.
Her er mægtige bølger, som jeg hverken har set eller prøvet det før. Med så meget skub og kraft, at det er en sand fornøjelse. Men det bliver også stort på denne her tid af året. Vandet. Lidt for stort til mit niveau til tider, men så kan man søge mod andre surfspots eller slet og ret bare kigge på dem, der har færdighederne.
Det gjorde vi i går, hvor vi kørte til Peniche og så verdens bedste surfere kæmpe mod elementerne i en nervepirrende kvalifikationsrunde i World Surf Tour. Shit hvor er de bare seje og dygtige. Så utroligt fascinerende at se dem der bare excellerer i denne svære, svære sport. Og så på klods hold.
Men det handler ikke kun om surf for os (trods alt), for området har så meget at byde på. Således brugte vi en halv dag i Lissabon i fredags, hvor vi prøvede, at nå så mange af jeres gode tips som muligt. Spiste pasteis de nata, drak portvin, kørte tuk tuk og sporvogn, købte ristede kastanjer, slentrede på havnen og var på Time out Market. Vi må nok derind endnu engang eller måske bare booke endnu en tur til Portugal snarest, for her er vel nok dejligt. Senere i dag tager vi – også på jeres anbefaling – til Sintra. Men først skal vi lige surfe lidt.






