Unconventional Love – 10 idéer til date night & et lille kærlighedseventyr

I er så mange, der har spurgt om hvordan Drømmemanden og jeg mødte hinanden og hvad vi laver på vores onsdags-dates. Så da Moët & Chandon for nylig spurgte, om ikke jeg ville fejre Unconventional Love med dem i anledning af, at deres lyserøde champagne, Moët Rosé Impérial, lige nu findes i et særligt frækt og kækt Valentines-betræk, så tænkte jeg, at det var oplagt at dele vores lille kærlighedseventyr med jer.

Det er ikke fordi det er så vildt endda, men det er selvklart en af mine personlige yndlingshistorier ;) Og så er der også, helt i vores ånd, et par håndfulde idéer til, hvad man kan lave på (Valentines)date.

Håber I bliver inspirerede eller har lyst til at inspirere mig og hinanden med gode date-idéer den anden vej ♥

Og apropos ‘i vores ånd’ så drikker vi hellere end gerne champagne sammen. Ja faktisk er det lidt vores ting. Læs evt. min store champagneguide, hvis du vil blive klogere på de liflige bobler og hvad der er godt til hvad.

Date Night’in
Vi holder jo onsdags-dates, stort set hver eneste onsdag og har gjort det siden vi kom hjem fra bryllupsrejse i sommer. Netop for at alt det sjove og romantiske ikke stoppede ved brylluppet og også som en gestus overfor hinanden. At vi tager os tid til og dedikerer en aften hver uge til den anden. Vi ses jo som regel også alle de andre aftener, men denne er noget helt specielt. Ligesom en anden eller tredje date. Vi gør lidt ekstra ud af det hele, gemmer telefonerne væk og laver noget særligt. Af og til kan det være særligt nok at servere spaghetti for den anden og se en film i fjernsynet og holde i hånd, men det er også dér, hvor vi prøver de ting af, man ellers ikke lige får gjort og udfordrer hinanden med mere eller mindre heldige aktiviteter. Og så er der også ‘bare’ rigtig mange gange, hvor vi er ude at spise og/eller i biffen. Det er altså en vinderkombination, jeg aldrig bliver træt af.

Et lille, overset tip er at mødes til daten, i stedet for at følges derhen. Det lille kneb med at man ikke har set hinanden inden, gør at det hele føles sådan lidt spændende og jeg får i alle tilfælde sommerfugle i maven, som var det en af de dates, man var på i starten.

I er flere der har bedt om idéer til hvad man kan lave på date night, hvad end man holder dem ugentligt eller meget sjældnere, og hvad end det er første eller 117. date. Jeg har listet nogle af vores favoritter nedenfor. Byd gerne ind med jeres ♥

10 idéer til date night for din Valentine, hvad end det er dit hjertes udkårne eller en hyggelig veninde-date.

  1. Tag ud at stå på skøjter. I skøjtehal eller på en af de mange udendørs skøjtebaner. Det er vores yndlings-vinter-date-aktivitet. Og det er ikke uden grund. På vores allerførste date, var vi nemlig i skøjtehallen. Pak en picnickurv med gode sager til bagefter. Vores sommerpendant er minigolf eller en tur på skateboard.
  2. Gå i seng. Der er noget herligt, uartigt over at trække i (det sexede) nattøj, når man kommer hjem fra arbejde og så fejre resten af aftenen i sengen. Med mad på en bakke, bobler og en film. Og så videre ;)
  3. Oplev noget sammen I ellers ikke plejer. En tur på museum eller i zoo, ind at se ballet eller comedy, på rulledisco eller til fodboldkamp. Mediet er lige meget, men der er noget fint over at prøve noget nyt sammen. Og hvem ved, måske det er noget I bliver vilde med. Det giver nærmest samme effekt, som når man rejser sammen.
  4. Forbered en lækker middag til din udkårne og server lyserøde bobler til. Få idéer her til en nem menu, hvor alt kan forberedes inden, så I har tid til at kigge hinanden i øjnene undervejs.
  5. En tur på vandet. Når man bor i Danmark og har kystlinje i hobevis og også en sø eller to hist og her, så er det oplagt at med en tur i kano, kajak, robåd eller på SUP. Også alletiders for at opbygge tillid (forvaltet rigtigt) og en godt til at skærpe team-work’et.
  6. Begynd at gå til et eller andet sammen. Denne kræver helt klart mere, men det kan også blot være i en afgrænset periode. Nikolaj og jeg har gået til svømning og brudevals og det var en virkelig, virkelig skæg og dejlig måde at være sammen på. Nu pønser jeg på, om jeg kan lokke ham til at gå til salsa eller tango. Et madlavningskursus på 3-4 gange er også en oplagt idé, både til noget at lave sammen og til en Valentinesgave.
  7. Gå på bar. Og det må hjertens gerne være et sted med pool, dart eller lignende. Eller petanque eller shuffle board.
  8. Spis brunch sammen. Dates behøver ikke altid være om aftenen. Brunch (og bobler) og en gåtur à la dengang man var på de første dates, er slet ikke tosset.
  9. Tag i Tivoli eller tilsvarende og prøv alle forlystelserne. Gerne noget du eller din date elskede som børn. Vi holder sådan af at tage i Tivoli, at vi ønskede os et årskort i julegave og ser nu frem til et år med masser af onsdagsdates i forlystelsesparken. På nogle af dem skal vi bare ind og gå en tur og spise en omgang churros og på andre igen skal det være den helt store tur med middag og turpas.
  10. Lege flaskehalsen peger på. Så bestemmer man selv om det skal være voksenudgaven ;)

Moët & Chandon Rosé Impérial går godt til alle punkterne. Men til nogle af aktiviteterne er det bedst at gemme den i picnickurven til bagefter ♥

Kærlighed ved første burger
Første gang jeg lagde øjne på Drømmemanden, var på Roskilde Festival i 2014. Jeg var der med min veninde Sofie, der kendte en hel del i en gruppe af fyre, vi blev ved med at bumpe ind i. Det var måske ikke kærlighed ved første blik, men jeg lagde i alle tilfælde mærke til Nikolaj med det samme. Der var bare det der je ne sais quoi. Han var skæg og charmerende og en kæmpe ja-hat.

En nat rendte vi ind i ham igen, denne gang uden alle de andre. Vi var på vej hjem og han ligeså og vi syntes alle tre, det var en mægtig idé med en burger at sove på. Først dagen efter gik det op for mig, at Nikolaj havde været galant og givet vores burgernattegilde og jeg fandt ham på instagram og skrev tak for mad. Han replicerede med noget à la “Det var så lidt, lad os gentage det snart?”, hvilket jeg lod ligge, for jeg var lige ved at slutte et forhold og har aldrig brudt mig om, at gøre tingene sværere for mig selv (eller andre) end som så.

Men han lå og marinerede lidt i mit baghovede. Der var et eller andet, der gjorde at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på ham. Og pludselige gav klichéen You know when you know bare fuldstændig mening. Så et godt stykke hen ad efteråret (helt ude af førnævnte forhold) måtte jeg kaste håndklædet i ringen og skrev, at hvis han stadig havde lyst til at spise en burger med mig, så var jeg klar nu. Det syntes jeg jo selv, var en både meget modig og meget eksplicit udmelding, men det skulle tage mange, mange beskeder, måneder (ok, i alle tilfælde nogle uger) og ikke mindst 1 styks tabt og siden genvundet tålmodighed til, før vi rent faktisk fik en date i stand.

Nikolaj har siden fortalt, at han bare troede jeg ville være venner og at han havde forhørt sig lidt og troede jeg havde en kæreste og derfor ikke var så ivrig. Og jeg syntes ellers jeg var mere end tydelig (på pigesprog vel at mærke) omkring mine intentioner, tsk tsk.

Men til sidst lykkedes det. En dato blev aftalt. Og vi tog ud og skøjtede i Kastrup Skøjtehal et par dage inden jul for lidt mere end 3 år siden. Den ene med tømmermænd og den anden med nykrøllet hår og i pæneste afslappet-men-meget-gennemtænkt-skøjte-outfit. Og vi kørte rundt og rundt og rundt og jeg havde gele i benene på både den ene og anden måde og vi snakkede og snakkede og var også stille sammen og alt føltes helt rigtigt.

Og jeg må give ham, at da vi først havde været på den famøse første skøjtedate, så greb han ellers også bolden og tog teten. Og jeg hoppede med begge ben lige ned i en stormende forelskelse og flyttede sammen med ham blot et par måneder efter.

The rest is history.

I dag er vi et team. Jeg har aldrig været den store sportsudøver, men sammen med Nikolaj har jeg ikke bare prøvet kræfter med flere forskellige fysiske aktiviteter, men også lært en masse om holdånd. Og på vores hold har vi hinandens rygge. Og så har vi det sjovt. Og så er vi også meget forelskede på vores lille hold. Det er ret smart og rart, når nu disciplinen er parforHOLD og kærlighed.

Skål i bobler! For os, for jer og for kærligheden selvfølgelig ♥

(Visited 9.559 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

24 Kommentarer

  1. Åhhhh <3 <3 <3 Jeg kan godt huske en gåtur på Bispebjerg med kaffe og croissanter og store flotte ord om Manden. Til lykke til jer for at have kærligheden! <3

    1. Oh yes. Meget forelsket men også helt rundforvirret og nervøs à la som man nu er der i starten hvor alt er frygteligt og vidunderligt samtidig ♡ Og så meget i lige måde. Vi (og de) har vist været ret heldige i Amors spil ;) Møs

  2. Ej, hvor en dejlig historie, jeg sidder helt og smiler. Og tak for tipsene, vi kunne klart godt blive bedre til at date, i stedet for at sidde i sofaen med hver vores telefon, ups.

    1. Ja, men det kommer man nu også så nemt til. Men efter vi har indført onsdags-dates’ne så er der i alle tilfælde en dag mindre, hvor vi gør det ;)
      God fornøjelse med dateriet. Kram E

  3. Nej, hvor fin en historie. Vores minder om jeres, og så alligevel ikke helt.

    Vi snakkede første gang efter en fest. Jeg var kommet til at sende jakke, taske og mobil med nogle venner videre i byen – men altså uden mig. Han gav mig sin jakke på, og hjalp mig med at finde en taxa. Vi snakkede i tyve minutter, imens vi ventede. Jeg faldt nok lidt for ham, men han havde en kæreste.

    Men jeg vidste det, og glemte ham aldrig helt. Det var bare ikke lige oplagt hvordan jeg skulle støde ind i ham igen.

    Men tre år senere kom tinder heldigvis til. Jeg inviterede ham på øl i første besked – som tak for hjælpen den nat. Nu, tre et halvt år senere, sidder jeg i sofaen med vores lille babysøn i armene, imens min mand nusser mig i nakken ❤️

  4. Sikke et dejligt indlæg fyldt med kærlighed!
    Jeg er vild med historien om hvordan I mødtes, og det er da dejligt at på trods af lidt besværlig kommunikation i starten, så lykkedes det alligevel med et “JA” til følge. Dejligt!
    Også fint med lidt inspiration til dates. Herhjemme går det i hvert fald frygteligt dårlig på den front, så det kan være jeg skal vise listen til min bedre halvdel ;)

  5. Jeg er så frygteligt blødsøden, at jeg næsten fik tårer i øjnene af at læse, hvordan I mødte hinanden. Sikke et dejligt skriv; både i henhold til det ene og det andet. Rigtig dejlig weekend til jer og ønsket om en vidunderlig fremtid sammen :-)

  6. Tak for gode tips og for at dele jeres historie. Jeg føler, at du putter mere personlighed i dine indlæg for tiden end tidligere, og jeg er ViLD med det! :D
    Elsker at I tænker jer som et hold, der har hinandens ryg – også når den ene er på udebane. Jeg vil så gerne kunne stå på ski og køre mountainbike med min kæreste, men vi er i helt forskellige sportslige galakser – han er ironman, jeg har max løbet 5km grundet elendige knæ og hofter. Jeg bryder mig ikke om at føle mig ‘underlegen’ og har derfor ikke haft mod på aktiviteter, hvor han er så meget stærkere og bedre end jeg. Men måske jeg skulle give det en chance alligevel :) Efter knap syv år sammen kunne det sikkert være helt godt med lidt pep ;) God søndag til jer <3

  7. Hvor er det bare den dejligste historie ? Så helt almindelig og så alligevel slet ikke.

    Jeg har tit tænkt, at du og din mand ligner hinanden lidt fysisk – hvilket jeg ofte synes er tilfældet med par, der er rigtig gode sammen.

    Kram M

    1. Det er skægt. Det må jeg sige til ham og tak for komplimenten :) Bare vi nu ikke på en eller anden måde er forbyttede børn og hinandens søskende gys! Stort klem emily

  8. Tak for at minde om “hold”-delen i ordet parforhold.

    Og så er du simpelthen så god til at skrive relevante spons indlæg. Det er der mange der ku lære af.

    1. Det var bestemt så lidt og mange tak for rosen. Sidder helt og rødmer. Mange, mange tak ♡

  9. Det kan jeg godt huske!

    Passer det ikke med, at vi spise frokost, gik med hundene og talte lidt om exit-strategier og så til gløgg, hvor den stod på singlesnak, douchebags og en vistnok – måske – spændende juledate på tegnebrættet ?

    Åh det var så hyggeligt (Kan jeg jo sagtens sige, jeg havde jo ikke noget i klemme), men hvor ER det skønt, at det udviklede sig som det gjorde <3 <3 <3

    1. Lige præcis ;) SÅ hyggeligt, men selvfølgelig også nervepirrende i starten. ♡♡