{Ugens blomster og passet fremme, klar til afgang}
Jeg tænker fortsat. Altså mere end sædvanligt ;) Over vores fremtid i eller uden for byen, på hvad jeg (også) gerne vil lave (skrive flere artikler til magasiner – og måske endda skønlitteratur, ikke lige nu, men på sigt) og ikke mindst bloggens fremtid. Jeg luftede jo mine tanker om at gøre bloggens fokus lidt mere ‘grønt’ i takt med, at det er noget, der optager mig mere og mere. Det vil jeg gerne snart uddybe, men jeg skal lige finde ud af, hvor udtalt det skal være.
For jeg elsker det her univers, som jeg (og I) har opbygget gennem snart 9 (!) år. Og jeg vil stadig beskæftige mig med de samme emner, som jeg hele tiden har gjort. Mode, skønhed, kultur, rejser, indretning, mad, hverdagen og personlige grublerier. Jeg holder nemlig af diversiteten og fornemmer, at I har det lige sådan. Så det bliver ikke pludselig en blog om bæredygtighed. Men snarere en livsstilsblog, sådan som det hele tiden har været, med et grønt islæt eller undertone, om man vil.
Derudover vil jeg også gerne dykke lidt mere ned i emner som træning og sundhed, noget der også fylder mere og mere i mit liv nu, kontra dengang jeg startede bloggen.
Det skal være et underholdende, hyggeligt fristed uden løftede pegefingre, hvor der både er plads til at gå med neglelak, rejse ud på eventyr og drikke fredagscocktails, men hvor man også kan blive inspireret til at bruge det samme tøj på kryds og tværs (arbejder stadig med capsule wardrobe-idéen eller endda noget à la Project 333), bevæge sig en masse og ikke mindst blive opdateret på hudpleje og sminke, der virker, men som er uden ting, jeg ikke vil have på eller i kroppen.
Og så vil jeg lige sige jer en KÆMPE TAK for alle jeres lange, grundige og kloge kommentarer til sidste uges Små ting, hvor jeg luftede flyttelængslen og -tankerne. Det var så dejligt, at læse om jeres tvivl, erfaringer og succeser. Det glæder mig uhørt, når I ikke bare hjælper mig på vej, men tilmed ‘snakker’ sammen indbyrdes i kommentarerne. Sikke et fint, lille forum vi har her ♥
Denne uge er jeg i Norge på en pressetur mandag til onsdag og ellers skal dagene bruges til at komme på plads på det nye kontor og på lidt møder. Med streg under lidt. Sidste uge fik jeg mast lidt for meget ind per dag, med det resultat at jeg blev lidt for mast. Og når jeg nu engang er så priviligeret, mere eller mindre at kunne planlægge min egen tid, så er det dumt at brænde lyset i begge ender. Også selvom man er pleaser og perfektionist af natur.
Heldigvis bliver jeg bedre og bedre til både at tænke og sige “Nå, pyt skidt, det kan jeg ikke lige nu, men nu lægger jeg mig lige her, med en baby på maven, og lader op.”
Jeg håber, at I også får en dejlig uge. Der ikke er for travl, men stadig tilfredsstillende og måske endda med en baby på maven ♥
{Det hyggeligste i hele verden. Også selvom han tissede på mig, efter vi havde ligget og puttet i en times tid. Velkommen til verden Storm}
{Nu må det gerne snart blive forår, men hold nu op, hvor har de seneste par uger også bare været smukke. Er altså lidt vild med forårsvinter…}
{His & hers. Shrek-skåle à la Emily til morgenmad}
{Pakket godt ind i fuskefår og med gyldne støvler for at gøre det bare lidt festligt i al den sne og slud. For måske det ser smukt ud med isflager i havnen, men jeg savner nu altså at kunne smide (lidt af) tøjet og ikke mindst til at man kan tage billeder udenfor og i nogenlunde lys. Synes altid blog og instagram lider et knæk på det visuelle henover vinteren}
{Onsdags-daten var i Nikolajs favør på Den Originale Burgerrestaurant . Burgere (og frikadeller) er vejen til hans hjerte. Jeg fik en vegetarversion på kikærtebøf og fritter af søde kartofler der var helt overdrevet gode}
{Penny har moret sig med at bygge snemænd den seneste tid}
{Til den fineste middag hos Cathrine i anledning af, at hun har designet en smuk venindehalskæde sammen med Tine Lindhard}
{Når møder ser sådan her ud, er det en sand fornøjelse. Kunne godt flytte lige ind}
{Weekendens polterabend. Med Mc D, gospel, podcast og Beyonce-bingo. Blandt andet…}
{Måske hun ligner en, der synes jeg fylder, men i virkeligheden er hun altså fan af konceptet resting bitch face til trods}