Hovsa. Det var jeg altså ikke helt så god til, som først antaget. Det med at tage ca. 30 minutter om dagen, hvor jeg gjorde noget rart for mig selv. Men ok, det hedder jo trods alt også ugens UDFORDRING. Så det skal nu engang heller ikke være nemt altsammen. De fleste dage, var det noget, jeg måtte lave tid til og sørge for aktivt og det kom faktisk lidt bag på mig, at det ikke faldt mig så naturligt endda.
Jeg har en veninde, som jeg tilmed var så heldig at bo sammen med, da jeg var i slutningen af tyverne og hun var og er beundringsværdigt god til det. Til netop at tage den der halve time hist og her. Når hun trænger til den eller bare fordi. Ikke først når alle ærinder er nået, opvasken er taget og sidste punkt på to-do-listen er streget.
Til at koble til og fra, når hun har behov for det med andre ord. Og til at gøre de der små ting hver dag, der rent faktisk gør en glad og som har værdi for en. Om sidstnævnte så er at skære frisk frugt i mundrette stykker til morgenens yoghurt eller gå en lille omvej (kun for ens egen skyld) for at få den gode kaffe eller tage et bad om aftenen med vin og bog på badekarsskanten, når ungerne er lagt, er jo underordnet.
Herunder er planen, jeg postede i det oprindelige udfordringsindlæg i kursiv. Nedenunder står der hvordan det rent faktisk spændte af.
Tirsdag: Lave fodbad i en opvaskebalje og sidde og hygge mig med et gammelt afsnit af SATC.
Det blev ikke til SATC, men jeg lavede fodbad og så et afsnit af Chef’s Table i stedet, så den får et flueben. Jeg er besat af det program og Nikolaj gider det ikke, så det er ‘min’ serie, jeg har for mig selv.
Onsdag: Tage en omvej, så jeg kan cykle forbi det gode kaffested og drikke min yndlingskaffe. Noget jeg aldrig gør, men jeg er det værd. I alle tilfælde denne uge.
Ahem det lykkedes så ikke helt. Mit alleryndlingskaffested er Original Coffee på Nordre Frihavnsgade. Ved godt kæden ligger flere steder, men der er noget særligt over den. Måske også fordi jeg aldrig kommer på Østerbro og det i sig selv er lidt eksotisk. Men det gav slet ikke mening at tage derud i onsdags (jeg giver vejret skylden), så lavede et kompromis og drak (også meget god) kaffe på Sonnys. Og sad ned og drak den og nød den. Ikke noget to go. Så ikke så slemt endda.
Torsdag: Sætte mig ned og læse et blad. Jeg er typen, der gladeligt køber magasiner, men oftest kun får bladret dem sporadisk igennem.
Ups. Det skete ikke. Glemte alt om udfordring, pauser og at hygge om mig selv og kørte på fra morgen til aften, til jeg segnede om i sofaen. Magasiner stadig ulæste.
Fredag: Købe lige den kage (eller de kager), jeg har lyst til i bageren. Eller lave en issandwich i en croissant (har ikke kunnet slippe tanken siden jeg så det her billede). Har ikke besluttet mig endnu.
Det blev hverken eller. Men tæt på. Jeg købte den lækreste chokoladecroissant hos Bagt. Og jeg er normalt ellers ikke til Pain au Chocolat, men det havde jeg altså lyst til i fredags. Dejligt.
Lørdag: Stå op, blot for at lave en kop kaffe og så drible i seng igen og ligge og læse i en halv time. Det er noget af det allerbedste jeg ved.
Mission accomplished :) Det kunne godt blive fast lørdagstradition.
Søndag: Køre i skoven eller Benstorffparken med Penny. Har altid lyst til det og gør det alt for sjældent. Tager suverænt mere end 30 minutter, men når det er kombineret med Penny-tid går det nok. Måske det er fint vejr, så vi kan sidde lidt på en bænk eller stub og nyde solen.
Der var ingen bil at låne, så det blev altså ‘bare’ en lang løbetur. Hvilket ikke helt havde den tilsigtede effekt, men det kan også være vejret skyld. Til gengæld sneg jeg mig til et karbad hjemme hos mine forældre om aftenen inklusiv en kop te på kanten og med lydbog i ørerne. Helt perfekt.
Mandag: Meditere. Synes det er scary, at være alene med mine egne tanker på den måde, men også vildt dejligt. Det fungerer helt klar bedst for mig med en guidet meditation.
Mediteret fik jeg, men må være ærlig at sige, at det ikke var på eget initiativ. For der var indlagt en meditations-session på den pressetur jeg var på i Norge. Uanset hvad var det så dejligt og det, samt helt rolige yogaformer à la yin yoga, er noget jeg gerne vil udforske mere og have med i min dagligdag. Også ‘bare’ til hjemmebrug.
Det gik altså nogenlunde. Men synes ikke jeg skal have topkarakter… Der er plads til forbedringer. Til gengæld vil jeg gerne øve mig fortsat og gøre det til noget, jeg også husker at lægge ind i den mentale kalender. Så kan det jo være, at det kommer til at falde mig mere naturligt efterhånden.
Hvordan gik det mon for de af jer, der legede med? Var det hyggeligt og rart eller besværligt at finde tid til og rent faktisk få gjort? Er det noget I vil gøre mere eller mindre af fremover?



