Sådan her så jeg ud til by Malene Birgers show, da der var modeuge for en lille måneds tid siden. Det blå ‘sæt’ er fra BMB og lånt til anledningen, men jeg var så forelsket i toppen, at de var søde at lade mig beholde den efterfølgende.
Mens jeg elsker af og til at eksperimentere og vove halsen lidt, når det kommer til påklædning, så er der nu engang ikke noget, som den der fornemmelse af, at det bare fungerer og er rart. Når man rammer det helt rigtige miks af at føle sig godt tilpas og se smart ud.
Sådan havde jeg det i det her sæt. Og mens jeg nok lignede en kedelig gråspurv blandt modeugens mange prangende påfugle, så var jeg ikke desto mindre en veltilpas gråspurv. I alle tilfælde lige indtil en finsk streetstyle-fotograf nærmest råbte til Cathrine, at “Everything is perfect if we can just remove the canvas tote and your friend in the back”. Vennen der skæmmede i baggrunden, det var mig. Av min selvtillid.
Så jeg trådte pænt helt uden for billedet og fik lov at holde den ligeledes uønskede mulepose. Og så stod vi ellers der og skammede os. Eller måske ikke helt. Faktisk grinte jeg lidt af hele det cirkus, som streetstyle har udviklet sig til (kan I huske dengang det ‘bare’ var tilfældige kvinder på gaden, der så smarte ud?), men historien er nu engang bedre, hvis I har lidt ondt af mig ;)
Men nok om gråspurvetøj og streetstyle, der efterhånden er alt andet end udgangspunktet.
For jeg vil fortælle jer en smule om min livsfilosofi. Jeg har vist pippet lidt op om den før, men måske det tåler både uddybelse og gentagelse. Helt banalt hedder den ‘gør noget ved det eller lad det være’. Det er uhyre enkelt og kan alligevel være nok så svært i praksis. Jeg øver mig stadig.
‘Lad det være’-delen hænger tæt sammen med ‘skidt-pyt-musklen’, som I har fået tudet ørerne fulde med i dette indlæg. Så den vil jeg ikke trætte jer mere med. I alle tilfælde ikke nu. Kan ikke love, at jeg ikke taler lidt om vigtigheden af at kunne slippe ting (med ro i sindet) og hvordan man lader være med at bekymre sig om noget, man ikke er herre over en anden god gang.
Men i dag skal det handle om det, man er herre over. Og hvor man har lyst til at være det. Nuvel, også – og måske endda i særdeleshed – om der hvor man måske ikke har lyst, men hvor det gør uendeligt godt, at få gjort noget ved det alligevel.
Det er nemlig ‘gør noget ved det’-delen.
Og den er et tveægget sværd. Det handler både om at turde eller give sig selv lov til at gå efter det man gerne vil. Om at ændre på tingenes tilstand, hvis ikke man er glad og trives. Men det handler mindst lige så meget om at få ‘overstået’ de ting, der nu engang skal gøres. Og få det gjort i en ruf og uden for meget brok og for mange svinkeærinder.
I Troels Kløvedals bog Alle mine morgener på jorden, skriver han noget i retning af, at man skal lade være med at bruge al sin (og andres) tid på at omgå pligterne og i stedet bare se at få malet huset, fikset tagrenden, betalt regningerne osv. Og gøre det hurtigst muligt og med et smil. At det i længden er meget lettere og rarere end en uendelig udskydelsesdans. Og at det koster mindre tid set i det store billede og ikke mindst er ret dejligt for samvittigheden.
Det kan man jo kun give ham ret i. Ikke desto mindre er det svært. Jeg har perioder, hvor jeg er en knag, men bum, så bliver det den flotteste sommer i mands minde og pludselig tårner bunkerne sig op og det sejler med rengøring, regnskaber og små og store pligter i almindelighed. True story. I mandags tog jeg så tyren ved hornene og kom til bunds. En enkelt dag (endda inklusiv en lang gåtur med hundemusen) tog det at udradere 3 måneders dårlig samvittighed i form af gøremål, der blev mere og mere presserende. Efterfølgende var jeg mere end lettet, glad og stolt over min formåen udi genren voksenting.
Men jeg følte mig altså også lidt dum. Hvorfor i alverden havde jeg udskudt og udskudt, når det reelt kun tog et par timer eller det dobbelte at fikse hele molevitten. Hvis ikke det var fordi, det havde hængt som en sort sky i baghovedet, mens jeg nød livet, så havde det egentlig ikke gjort noget, men det havde det jo. Så veltrænet er min skidt-pyt-muskel trods alt heller ikke ;)
Mit efterårsforsæt må derfor være, at få pligterne overstået hurtigst muligt og løbende. Gøre noget ved det slet og ret. Ikke mukke og brokke og udskyde, men bare se at få det ordnet, inden det udvikler sig til skydække i baghovedet. De fleste af småpligterne er sjældent så krævende i praksis, som vi gør dem til i teorien.
Og hvis det føles helt uoverskueligt, så kan jeg anbefale at man laver denne her aftale med sig selv: Én ting der skal ordnes hver anden dag. Er det tøjskabet, der er ved at flyde over, så start med bare rydde op på en enkelt hylde hver anden dag. Medmindre man har verdens største tøjskab, så kommer man altså også ret hurtigt i mål med den metode.
Den anden del af ‘gør noget ved det’ handler om at ændre på sin situation, hvis man er løbet sur i noget eller (også) drømmer om noget andet. Men den del må vi hellere tage en anden dag. Så det ikke bliver alt for langt for nu.
Måske den passende kan kædes sammen med et indlæg om hvorfor, jeg har valgt at tage et almindeligt lønmodtagerjob og hvorfor jeg er begyndt at undervise i hundetræning igen ♥
