
… Sri Lanka.
En ø nedenunder Indien med de smukkeste strande (håber jeg, det ser sådan ud på billederne) og fantastisk surf (igen, håber jeg, det er hvad jeg har set og hørt). Først skal vi på en uges yoga-retreat i Mirissa nede på sydvestkysten og siden rykker vi lidt længere sydpå til Ahangama, hvor vi håber på perfekte, clean surfbølger.
Jeg rejser med en veninde, for nok er Nikolaj vild med surf, men jeg kunne ikke helt overbevise ham om yoga-retreat og i tillæg har han kun en uges ferie tilbage i år og den skal altså bruges med ski under fødderne. Og det er allerede edderhyggeligt at være på dametur. Det kan altså virkelig også noget. Nu glæder vi os til at komme frem og ikke mindst til 7 dage med yoga flere gange dagligt, lækker vegetarmad, ayurveda-behandlinger og at læse og dase og kigge op på himmelen og være. Måske også snakke med en gadehund eller to og lære den et lille trick.
I flere år har jeg drømt om at skulle på sådan en yogaferie, men af en eller anden årsag har jeg fået gjort det til noget uopnåeligt og netop noget jeg blot kunne drømme om. Spørg mig ikke hvorfor. Sådan har man (jeg har i alle tilfælde) af og til selvbyggede forhindringer foran forskellige ting, man gerne vil. Men i efteråret sidste år annoncerede min yndlingsyogalærer, at hun arrangerede en uges retreat på Sri Lanka i januar, hvor der også var mulighed for surf og det blev vendepunktet.
Jeg må indrømme, at det føles som en sær og nærmest forbudt luksus sådan ‘bare’ at skulle følge et fastlagt program i en uges tid. Altså der er fritid, hvor man kan gå på marked, gå på stranden eller lave ingenting, ligesom man spiser frokost for sig selv hver dag, og idéen om ikke at skulle tænke over så meget andet end det appellerer virkelig til mig. Men det står samtidig i stor kontrast til den måde, jeg ellers primært har rejst på i de sidste mere end 10 år. Hvor det at kunne planlægge selv, uforudsigelighed og at opleve så meget som muligt har været i højsædet. Men nu glæder jeg mig til at skulle være yogaturist og bare følge med ;)
Udover yoga, surf og afslapning har vi ikke så forfærdeligt meget andet på programmet, men det er nu også meningen. Og så vil vi også gerne ud at se blåhvaler, det skulle være muligt på de kanter. Men hvis der er noget andet, vi ikke må gå glip af – det kan også bare være en café eller en biks med fine sager – så tip mig endelig. I plejer altid at være gode for de bedste råd og idéer uanset om turen går til Ebeltoft eller Sanibel, så tænker, at jeg også er heldig at et par stykker af jer, har været på Sri Lankas sydprovins.