Min intention når jeg dyrker yoga, har i lang tid været at ære min krop. Ja, ja det lyder måske højtravende. Vi kan også bare kalde det, “at gøre noget godt for min krop”. Men der er nu alligevel lidt mere til det end som så. For jeg har været opfyldt af tanken om at min krop er god, dygtig og fabelagtig (lige som den er) og det ville jeg gerne manifestere. Og ja, ære.
Jeg ved ikke hvor mange (kvinder), der taler og tænker grimt om og til deres krop. Men det er helt sikkert flere end hvad godt er. Og jeg kan ikke selv sige mig fri for at have tænkt dumme ting om dette og hint ved den krop, der ellers så dygtigt tillader mig at leve. Eller endda sagt grimme ting om den til andre. Hvordan dens ben var for korte, lårene for tykke eller hvordan den havde alt for mange skønhedspletter.
Og selvom det er verdens største kliché, så er livet simpelthen for kort til den slags talen grimt om sit hylster. Jeg gider ikke kigge tilbage på mit liv og tænke at jeg spildte det (og forpestede samtaler med andre), med at tale min krop ned.
Som Krumme siger: “Man er som man er og det kan ikke laves om”.
Jeg er enig. I alle tilfælde når det kommer til ydersiden. Man kan måske godt arbejde lidt på både personlighed og væren overfor andre, men det er en anden historie. Kroppen, den skal man være glad for. Man kan nære den og passe den og bevæge den og så bliver man nok belønnet med, at tager den sig ud fra bedst tænkelige side og har det rart og er rar at være i.
Og så skal man lade være med at sammenligne den med andre kroppe. Det er ikke fair. Den er sin helt egen vidunderlige maskine, der hver dag sørger for at ilte, udrense og alt dét der er endnu mere avanceret, sådan at man kan leve og måske endda reproducere sig. Dét er da vidunderligt og værd at ære.
Jo før man tænker sådan på kroppen og lidt mindre på dens (kosmetiske) “fejl og mangler”, desto før er man på rette vej til at være glad.
Nå, det blev en lang smøre for at komme hen til det, jeg egentlig ville sige: Det yoga-retreat jeg er på nu, var en gave til mig selv. En gave jeg skulle have, fordi jeg virkelig er blevet god til at ære min krop og tænke pænt om den og rose den. Til hver eneste yogatime det seneste års tid, har min intention været (såfremt vi er blevet bedt om at sætte sådan en for timen, men jeg har nu også tænkt sådan alligevel): At ære min krop.
Det endte på fineste vis med at sprede sig som ringe i vandet. Først var det noget jeg primært tænkte til yoga, men pludselig begyndte jeg i almindelighed at tænke pænere om og rose min krop til mig selv. Et helt ændret tankesæt. For måske jeg aldrig har været den værste til de dumme tanker, men derfor føltes det nu alligevel dejligt ikke at bruge negativ energi på noget så drænende længere. Rart.
Lang historie kort: Jeg var så stolt over det og alt jeg har opnået med at hele min PCOS og balancere mine hormoner, at jeg besluttede at forære mig selv min drømmerejse. Et yoga-retreat med min yndlingsyogalærer på Sri Lanka. Med gode muligheder for surf i tillæg.
Og nu er jeg her. I starten af opholdet, til den første yogatime, blev vi bedt om at sætte en intention for opholdet. Og hvor selvfedt og skørt det end må lyde, var jeg ikke i tvivl om at min intention skulle være at ære mig selv. For at tage det seneste års mantra skridtet videre. Selvfølgelig hverken på bekostning eller på trods af andre, men fordi jeg er worthy (hvis jeg skriver, “fordi jeg er det værd”, kommer det til at lyde som en kosmetikreklame og det var ikke intentionen).
Gaven til mig selv har været vidunderlig indtil videre og der er heldigvis både masser af yogaophold og masser af ferietid tilbage. Jeg har oplevet så uendelig meget allerede. Om morgenen dyrker vi yoga på tagtoppen side om side med en dansende påfuglehan, der prøver at gøre kur til kvarterets damer. Og om aftenen, når vi ligger på samme tagtop, efter yin yoga og meditation, flyver kæmpeflagermus (flyvende hunde) henover hovedet på os. Meget dramatisk og betagende.
Jeg har også haft en fabelagtig surfsession (der forhåbentlig skal gentages i morgen), fået en pragtfuld ayuervedisk massage, drukket min egen vægt i mango lassi, kokosnødder og vandmelonjuice, set blåhvaler (vildeste, smukkeste oplevelse!) og næsten læst Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan færdig. Det hele kan anbefales, især sidstnævnte, hvis ikke man lige har de andre options indenfor rækkevidde.
Namaste.
