Menstruationspositivisme

Dessù & Anaïs Albar trusser. SÅ smukke. 

Af og til går det altså en kende langsomt her i butikken. Og mens jeg som regel tjekker og læser jeres kommentarer her på domænet dagligt, så kan der godt gå lidt længere tid, før jeg får svaret. Således gik der en uge, før jeg fik nærlæst og svaret på alle kommentarer til sidste torsdags indlæg om menstruationsbeskyttelse og mens jeg i almindelighed stornyder, når I giver jeres besyv med (synes I virker som en virkelig sej OG klog flok damer), så var der noget ved lige netop det kommentarfelt, der gjorde mig særligt glad. Nå, ja og også gav mig lidt dårlig samvittighed over først at få svaret nu. For der var virkelig gang i snakken, og jeg gad godt have deltaget noget før.

Men det kan ingen bruge til noget, den dårlige samvittighed, så lad mig i stedet forsøge at beskrive, hvorfor det gjorde mig så glad.

Jeg synes det er intet mindre en pragtfuldt, at vi kan tale om menstruation på den måde. Uden skam og med omsorg og opbakning. At I hver især havde lyst til at dele, hvad der fungerer for jer. Jeg synes det er spændende, at der i dag er mange former for menstruationsbeskyttelse (bl.a. kop og trusser foruden bind og tamponer) og selvom man kan plædere for, at det har taget alt for lang tid, så synes jeg også det er herligt at se, hvor meget der er sket de seneste par år. Også i forhold til mange kvinderes indstilling. Der er noget i gære d’damer. Og det er berusende og vidunderligt. Det er slut med at kalde det mit lort og slut med tamponreklamer, der forsøger at udklæde tamponer som karameller. Håber jeg.

Jeg har virkelig fået blod på tanden (hehe) og vil gerne snakke mere med jer om underliv og cyklus og alt det vi kvinder har tilfælles, nu hvor I også viste interesse retur.

Og inden det hele bliver for rosenrødt (eller blodrødt er det måske snarere i denne sammenhæng), så er der også noget i denne snak, der gør mig rigtigt trist. I var flere, der kom ind på, hvor dyrt det kan være at beskytte sig. Og Period Poverty er ikke kun noget, der eksisterer i udviklingslandene (omend det måske har mere vidtstrakte konsekvenser dér), det er en reel sag i bl.a. Storbritanien (se evt. #Freeperiods) og formentlig også i Danmark.

Måske det var en idé til en mærkesag til det kommende valg? At det skal være billigere eller endda ganske gratis, at beskytte sig når man har menstruation. Eller er vi trods alt ikke kommet så langt endnu? På den anden side er det noget, der berører halvdelen af befolkningen i en stor del af deres liv ♥

(Visited 4.181 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

14 Kommentarer

  1. Hej Emily
    Jeg er helt enig i at det er fedt, at vi er begyndt at blive mere åbne omkring menstruationssnakken, det kan jeg især også mærke blandt mine veninder, hvor vi tideligere slet ikke delte vores oplevelser/erfaringer omkring vores cyklus, kan vi i dag bruge flere timer på at snakke om hvilken form for beskyttelse vi bruger eller hvor lang tid vore menstruation vare helt uden at “pakke det ind” :) Så er jeg også enorm glad for at du tager det med at det burde være billigere eller i så fald gratis, for det er jo noget vi ikke helt selv er herre over!
    God dag:))

  2. Hej Emily, relevant emne. For mig har “emnet” ødelagt meget af mit liv. Ikke så meget fysisk, men mentalt. Jeg kunne og kan ikke leve med det. Derude på landet, hvor jeg voksede op, havde min skønne(!) mor ikke forberedt mig på noget som helst. Beskyttelsen bestod af bomuldsvat i passende mængder, det knagede, når man gik – den dag i dag kan jeg dårligt gå i sne uden at blive mindet om mit barndomshelvede. Det enorme kontroltab det var, kastede mig ud i anoreksi. Så fik man lidt kontrol tilbage. Alt var bedre end det. Anoreksien varede i mange år. Som voksen har p-piller hjulpet mig til at kontrollere det. Men mentalt – aldrig helt. Jeg væmmes ved det og ækles ved mig selv. Jeg ser ingen mennesker de dage, jeg planlægger hele mit liv efter det. Bliver helst væk. Og nu, hvor jeg er midt i 40’erne venter så nye forandringer. Og pillerne kan ikke “redde” mig mere. Så enhver inspiration til, hvordan man lærer at leve med sig selv på det niveau er velkommen.

  3. Jeg har også været overrasket over hvor mange af mine veninders fælles-budget med deres kærester hvor menstruations-gejl ikke er inkluderet. Det er for egen regning. Hvis det ikke engang kan være fælles forståelse i et parforhold at man ikke er interesserede i at bløde på sofaen, så tænker jeg der er virkelig langt til den forståelse på landsplan. Men samtidig tænker jeg at jo mere vi italesætter det, jo tættere kommer vi på en løsning for alle.
    Jeg elsker derudover at du er begyndt at tage disse emner mere op!

  4. Jeg er her indenfor det sidste stykke tid begynde at tænke mere over klima og bæredygtigthed. Kigger man så på hvor meget plastik der er fyldt i bind og tamponer, så bliver man forskrækket. Jeg fandt dit seneste indlæg om bind osv. meget inspirerende på den front.
    I forhold til at tale om menstuation har det aldrig været et emne som vi har pakket ind der hvor jeg kommer fra(ca. en mark i Jylland) vi har altid haft en meget åben snak omkring det, om det så er mellem veninder eller familie. Dog ser jeg klart at det er blevet et emne som folk ikke er så skræmt over at snakke om mere. Jeg ønsker 100% at vi kunne få enten en form for tilskud eller gratis beskyttelse til de danske kvinder, og gerne i en bæredygtig form.

    Cadeau til dig Emily! Jeg beundre din måde at leve på med alt det naturlige, det originale og overskud. Jeg føler mig altid inspireret til at prøve nye ting og udforske. Jeg vil helt vildt gerne selv starte med at løbe, men wow det er svært. Man kan jo sjovt nok ikke løbe 5km første gang man hopper i tøj og sko ;) Hvis du har en god guide til at starte på løbeideen, så smid den endelig min vej eller bare bloggens :)

  5. Jeg har tænkt meget på, at det ville være et kæmpe fremskridt – både symbolsk og praktisk – hvis alle offentlige toiletter (også caféer og restauranter for den sags skyld, hvilket der er også er få, der har) havde bind og/eller tamponer som en fast del af sortimentet på niveau med toiletpapir. Man tager jo heller ikke selv toiletpapiret med i tasken, vel? Så hvorfor skal man det med menstruationsbeskyttelse? :)

  6. Hvor fedt var det ikke lige da en dokumentar om netop menstruation vandt en Oscar i søndags? Jeg havde total optur over det, og deres tale.

    As for økonomisk støtte, tvivler jeg på mit 13-årig jeg ville have anvendt menstruationskoppen, hvis jeg fik den udleveret til seksualundervisningen i folkeskolen, men mit voksne kop-begejstrede jeg synes det ville være et glimrende initiativ at give en til alle unge pige. One and done agtigt i forhold til beskyttelse, sammenlignet med bind og tamponer, hvor mærkerne og typerne er endeløse og forbruget uforudsigeligt, så det virker svært at systematisere støtten, men helt sikkert noget der burde overvejes.

    Mathilde

  7. Pisse sejt, at du tager emnet op! Og endda på en elegant og informativ måde. Det er så vigtigt.

    Jeg er selv sindssygt begejstret for menstruationskoppen – har endda skrevet bachelor om den ? Begyndte at bruge den i forbindelse med opgaven, og jeg har ikke kigget mig tilbage. Menstruation fylder intet i mit liv længere, i forhold til hvad det gjorde før. Har anbefalet den til alle mine veninder, og jeg har endnu ikke hørt om nogen, som ikke har været begejstret for den.

    Jeg oplever som dig også, at det er blevet nemmere og mere legalt at tale om menstruation – endda også med mandlige bekendtskaber/venner. Og det er jo bare fantastisk ?

  8. Så fedt det her indlæg og det andet!
    Jeg har spiral, så jeg kan desværre ikke bruge kop – men i et par år har jeg brugt deres trusseindlæg, når jeg har menstruation, og jeg er helt vild med dem! Jeg synes faktisk, at de sidder bedre fast i trusserne end nogle af de andre, jeg har prøvet gennem tiden. Desværre bare lidt dyre, ja :) Bliv endelig ved med det her og lignende!

    1. Må jeg spørge, hvordan det kan være du ikke kan det, når du har spiral? Jeg har også haft spiral i 2.5 år, men altid brugt kop uden de mindste problemer? :)

      1. Min gynækolog sagde, at det måtte jeg ikke – fordi koppen kan danne et tryk, som kan rykke på spiralen eller nærmest hive den ud igen :)

        1. Okay, det giver egentlig også god mening – men det er aldrig noget jeg er blevet præsenteret for, måske min læge ikke har tænkt over det – men nu er jeg så gravid, så der går lidt inden den skal i brug igen, men meget rart at vide. Selvom jeg nok stadig tyer til koppen efterfølgende! :)

  9. Kop er vejen frem – jeg er så glad for min!
    Også med spiral – til dig ovenfor – det fungerer fint for mig. Jeg spekulerer aldrig på menstruation længere; ikke på ferier, til festival, på rideture eller travle arbejdsdage. Det er fantastisk befriende!

    Jeg vil gerne kommentere på debatten omkring økonomi, for det lyder jo dejligt med gratis gear til menstruerende kvinder.
    Men der er intet, der er gratis. Det vil ikke være “gratis” at udlevere kop/tamponer/bind til menstruerende kvinder. Vi vil blot betale det over vores skat. Jeg synes personligt, det er en glidebane, og selvom jeg betaler min skat med glæde, vil jeg ikke betale for andres menstruation. Så solidarisk er jeg ikke, og der er mange andre mærkesager, jeg hellere vil støtte, og som jeg finder langt mere alvorlige. Men det handler vel om politisk overbevisning og om personlige holdninger.

    Hvis man gerne vil skære sit menstruationsbudget ned, vil jeg anbefale en kop.. Jeg gav 200 kr. for min for 4 år siden. Indtil videre har den altså kostet mig omkring 4 kr. pr cyklus. Og den bliver billigere fra gan g til gang. Der står, at den kan holde 10 år, så det bliver halvanden krone pr gang. Lige nu kan man få en Organikop på Nicehair.dk for 118 kr. = 1 kr. pr cyklus ved 10 års brug. Det kan mange i Danmark godt finde i budgettet, selvom engangsudgiften selvfølgelig er på højde med en drink på en københavnsk cocktailbar;-)

  10. Jeg har altid haft et ret anstrengt forhold til min menstruation (både fysisk og psykisk), men efter jeg begyndte at følge menstruations-coachen Claire Baker for et halvt års tid siden er den del af mit liv blevet så meget bedre og mere afslappet.

    ‘Menstruations-coach’ lyder meget mere hokus-pokus end det er – grundlæggende handler det om at forstå og acceptere sin cyklus og de hormonelle udsving der kommer i løbet af den, at lære at lytte til sin krop og at afstigmatisere menstruationen og cyklussen. Jeg tror alle der menstruerer kunne have glæde af at følge Claire!!

    http://thisislifeblood.com/