
For lige akkurat to år siden fik jeg taget min campingmødom, da vi var på bryllupsrejse ned gennem Europa i mine svigerforældres autocamper. Nuvel, jeg har camperet lidt i telt før, men mest i forbindelse med festivaller og deslige og selvom jeg rigtigt godt kan lide den slags camping også, så blev jeg alligevel mere end positivt overrasket (og hooked!), når det kom til campinglivet.
Således endte vi også med at holde vores sommerferie sidste år i Danmark, hvor vi kørte til bl.a. Sydfyn, Skagen og Klitmøller med en campingvogn på krogen.
Vi holder ikke som sådan sommerferie i år, da jeg har termin 25. juli og vi gerne vil gemme ferien til når Tarzan kommer (sådan er det, når begge parter er selvstændige) og så tør vi nok egentlig heller ikke tage alt for langt væk umiddelbart inden.

Men da vi fik muligheden for at låne den smukke, lille retrovogn Eriba Touring Rockabilly så var det en helt perfekt mulighed til lige at komme på en sidste lille (camping)tur inden baby. Således var vi en forlænget weekend på Samsø fra fredag til mandag og udover endnu en herlig lille ‘babymoon’ kunne vi også fejre bryllupsdag på miniferien. Så herligt altså og af og til er et par dage på camping alt der skal til for at komme ned i gear og få feriefornemmelser ♥





Valget faldt på Samsø på nogle af jeres, samt venners anbefaling og det var lige i øjet. Ikke alt for langt at skulle tage for en weekend og alligevel føles det som om man er ‘rigtigt væk’ (måske fordi det er en ø?). Og så utroligt fint og hyggeligt og et mere end dejligt sted at gå på opdagelse, bade, vandre og ikke mindst spise sig igennem læssevis af gode (!), nye Samsø-kartofler og ditto jordbær. Blandt andet.




Jeg har listet lidt steder og adresser på Samsø nedenfor, som vi enten besøgte eller har fået anbefalet, da I var så mange, der efterlyste en lille guide på insta. Men da vi først kom fredag aften og skulle afsted igen mandag middag, er det altså begrænset, hvor meget vi selv nåede. For os handler camping nemlig først og fremmest om nærvær, hygge og i særdeleshed god tid til bare at bade/spille spil/læse/være udendørs/det man nu engang også gerne vil.
For det er det, camping (også) kan. På sin vis er mange ting lidt mere biksede, men for mig er det virkelig charmen. Ja, man kunne fristes til at sige, at det blandt andet er det, der gør det. For når det bliver et helt lille projekt at vaske op/lave mad/fylde vand på vognen/fastgøre markisen så den er klar til blæst, så kan man ikke lave så meget andet imens og det hverdagslige bliver ophøjet og noget særligt. Dét kan jeg godt lide. Roen der følger med.




10 steder at besøge på Samsø
- Ballen Strandcamping, her boede vi noget så dejligt og ud til vandet. Rigtigt pæne og nye bade, køkkenfaciliteter m.m.
- Yduns Have, bedste jordbær jeg endnu har smagt.
- Casa Tua, rigtigt lækker, italiensk is. Dog også i den dyre ende (sagde københavneren), 40 kroner for to kugler!!
- Samsø Labyrinten, denne nåede vi ikke, men det er verdens største labyrint og tænker især det er skægt, hvis man har børn med.
- Ballebjerg, højeste sted på øen med smuk udsigt og et par rigtigt gode vandreruter. Besser Rev skulle være et andet dejligt sted til en god gåtur og en flot naturoplevelse.
- Nordby i det hele taget. Så hyggelig og fin. Vi spiste frokost på Nordby 13 og det var alletiders.
- Butik Svane i Ballen, hvor man udover at kigge på mægtigt pænt tøj også kan klappe butikshundende Jytte og Svend.
- Ilse Made, her nåede vi ikke forbi, men skulle være det hyggeligste hotel med udsigt over solbærmarker.
- Samsø Madkulturhus og Samsø Madsnekeri i Tranebjerg. Hos førstnævnte hentede vi virkeligt lækkert morgenbrød og hos sidstnævnte fik vi blandt andet de lækreste fritter af Samsø-kartofler.
- Sams Island Distilleri, har var vi af gode grunde heller ikke, men havde jeg ikke været gravid skulle vi have smagt gin og ‘råm’ her.




