Så kom han. Vores elskede lille Kurt. En uge og én dag over termin. Nærmere bestemt d. 2. august tidligt, tidligt om morgenen. Eller midt om natten ville jeg nok normalt kalde kl. lidt i tre. Han kom til verden i vand efter fem timers aktiv fødsel (og 3 dages opstart med begyndende veer, men det er en anden snak) og Nikolaj tog imod ham og lagde ham op til mig. Det var intet mindre end magisk og mit livs største og bedste oplevelse og jeg glæder mig til at dele min fødselsberetning med jer.
Han vejede 3560 g. da han blev født og var 52 cm lang. Så altså en helt standard baby, endda lidt over middel. Det havde vi jo ikke helt regnet med, men det var sådan en glædelig overraskelse. Tænker, han har haft så godt af en ekstra uge i maven.
Den seneste halvanden uge har vi brugt på at lære ham at kende og hitte ud af os selv som forældre. Det er så stort og livsomvæltende og helt vidunderligt. Og hårdt og sårbart. Har efterhånden fundet en ret stor ro i det allerede, men hold nu op, hvor har vi også tudet. På den gode, taknemmelige, rørte måde. Men stadigvæk. Har været sådan helt sprød i kanterne.
Vores dejlige babydreng har været en stjerne hele vejen igennem, han er meget rolig og tryg og det har virkelig hjulpet os til at glide relativt nemt og sikkert ind i forældrerollen.
Og ja, han hedder Kurt. Der er flere, der har spurgt på Instagram, om det nu også kan passe eller om det er fis. Men den er altså god nok ;) Tarzan var bare for skæg og for at have noget at kalde ham i stedet for bare ‘baby’, inden vi offentliggjorde hans rigtige navn. Og det vil nok altid hænge ved som kælenavn, men Kurt, det er altså det han hedder. Kurt Robert Salomon Vang.
Det startede ellers som et for-sjov-navn til hele ‘projekt baby’, da vi i sin tid gik i gang med at prøve. Og så hang det ved. Som det nu ofte gør med arbejdstitler. Så da vi fandt ud af, at det var en dreng, overvejede vi ikke engang andre navne. Vi vidste, at det var vores Kurt, som vi havde ventet så længe på ♥
Jeg er med på, at det deler vandene. Vi har selv familie og venner, der lige skulle fordøje det. Men for os er det, det helt rigtige og der er heller ingen tvivl om, at det er det rigtige navn til vores lille dreng. Han er helt bestemt en Kurt.
De seneste 10 dage (tænk at han allerede har været her så længe?!) med den lille fis, har været uforglemmelige. Det hele er lidt i en tåge og vi stornyder babyboblen og hvordan hverdagen er vendt op og ned. Hvordan ens barns prutter på forunderlig vis dufter godt (altså selvom de egentlig lugter fælt) og hvordan intet i verden er som før. Både på et højere, intellektuelt og følelsesmæssigt plan, men bestemt også sådan helt lavpraktisk. Aldrig har jeg brugt så meget Vanish og aldrig har jeg kysset nogen så meget på så kort tid.
Kan man komme til at slide bløde babykinder op med kys?
