Tidligt i morges mens jeg lå og blundede efter dagens første amning, blev jeg halvt vækket af buttede babyhænder, der aede (nuvel, og daskede) mig i ansigtet. De fleste dage (for tiden, intet er statisk her) vågner Kurt et sted mellem 5 og 6 og er sulten. Så napper jeg ham over i sengen og ligger og ammer og så døser vi hen igen indtil omtrent klokken 7. I ske eller næse mod næse. Men i morges var han altså lidt mere til den vågne side og nåede kun lige at falde hen et par gange for atter at vågne op. Og selvom jeg egentlig var træt og den der ekstra morgensøvn er guld værd, så lå jeg og smilte i mørket. Tænk engang at være så heldig. At jeg lå der med min lille ven, der mærkede på mit ansigt og slet ikke kunne vente med at dagen skulle begynde. Kender I det, når man oplever øjeblikke af lykke så kraftige at det nærmest bruser indeni?

Det føltes så mægtigt at ligge der og være glad over en lille fyrs varme ånde mod mit ansigt, nå ja, og tanken om dagens første kop kaffe. Ret skal være ret. Små ting. Og alligevel så store.

Vi har været alene hjemme siden torsdag. Faren er på ski. Og selvom jeg var en lille smule bekymret inden, så har det virkelig været uendeligt hyggeligt. Det er fedt at være to og ikke mindst opleve den anden interagere barnet. Og at være sammen alle sammen ikke mindst. Men det kan altså også noget at være solo. Nyder virkelig Kurts selskab, vi laver fis og ballade og leger og læser og putter, og han er en fornøjelse at hænge ud med. Og så har vi været en del ude. På barselsbesøg hos en veninde fredag, hos mine forældre i går og til barnedåb i dag.

Og vupti var weekenden gået. Det var en god en, var det ♥