Opskrift: Nemme, hurtige morgenmadsmuffins med blåbær

Morgenmuffins med banan, blåbær, havre og mandel. Gode til både babyer og større børn. Og resten af familien og alle andre, der vil have en nem og hurtig morgenmad eller snack (på farten) lavet af ordentlige sager.

Jeg har længe villet lave nogle ‘morgenmadsmuffins’, som kunne agere nem og sund morgenmad på dage, hvor der ikke var tid eller overskud til at stå i køkkenet. Idéen startede allerede ved denne bagte havregrød med bær for flere år siden, men så smuttede tanken fra mig.

Siden meldte den sig igen, da vi lige havde fået Kurt og det virkede som en alletiders løsning på rent faktisk at få nogenlunde lødig morgenmad og ammesnacks for en nybagt mor. Men heller ikke da, fik jeg rykket på det.

Men nu, nu er det lykkedes. For efter en hel del morgener med havregrød alle vegne – tak Kurt, så fik jeg endelig sparket til at få bikset en omgang muffins sammen. Så jeg trods alt ikke behøver tørre havregrød op hver morgen.

De her er et hit hos baby (han er 9 måneder gammel i skrivende stund) og ligeså hos resten af familien. Som et kryds mellem havregrød og bananpandekager (det var lidt sådan idéen opstod, for det er faste favoritter på morgenbordet herhjemme), men alligevel med noget mere kageagtigt over sig. Og det på trods af at de ikke indeholder noget tilsat sukker. Og så kan de laves på forhånd. Og de kan fryses, så man bare kan tage det antal, man skal bruge op aftenen forinden.

Jeg luner dem, hvis tiden er til det (altså med mindre de er nybagte) og nyder dem med peanutbutter på. De er også et hit som eftermiddagssnack skulle jeg hilse at sige fra Kurt. Jeg ynder også at nappe et par stykker med i en æske, som et hurtigt måltid på farten.

Billednote: Da jeg lavede muffins’ne til billederne til indlægget, kom frk. ammehjerne her til at komme de frosne blåbær i lidt tidligt i processen. Derfor blev dejen mørkelilla og muffins’ne ser derfor meget mørke ud. Det gør ingenting for hverken smag eller andet, men jeg må erkende, at de altså bliver kønnere, hvis først man rører de frosne blåbær (forsigtigt) i til allersidst.

Morgenmadsmuffins med havregryn og blåbær

– 12 stk.

3 dl havregryn
1 dl fuldkornsspeltmel (kan erstattes af boghvedemel, rismel o.lign.)
1 tsk bagepulver
1 tsk vanillepulver
1 dl mandelmel
50 g smør eller kokosolie, blødt eller smeltet
2 modne bananer
2 æg
Fintrevet skal af 1 citron (kun det gule)
Evt. en rest havregrød* (0,5-2 dl)
100 g frosne blåbær

(vil man have sødere muffins, så kan man også tilsætte et par spsk. honning (dog ikke til baby!) eller sirup)

  • Forvarm ovnen til 175 grader varmluft.
  • Mos bananerne med en gaffel. Smelt smørret, hvis ikke det har stået ude og er meget blødt.
  • Bland alle de tørre ingredienser i en røreskål.
  • Bland smørret i de tørre ingredienser.
  • Tilsæt æg og rør.
  • Tilsæt banan og citronskal og rør rundt til dejen er ensartet.
  • Kom til sidst de frosne blåbær i og rør let rundt til de er fordelt.
  • Smør en muffinplade (eller sæt papirforme i den) eller fordel muffinforme i silikone på en plade og fordel dejen i formene.
  • Bag muffins’ne i ca. 30 minutter. Men husk at alle ovne er forskellige. Måske skal de have 25 min i din ovn. Måske 35.

God bagelyst ♥

*Det er jo en lidt skør ingrediens, men vi har ofte sådan en dum lille rest havregrød på køl. For lille til rigtigt at bruge til noget og for stor til at smide ud. Enten steger jeg klatkager af den eller også har jeg fundet ud af, at jeg kan røre den i dejen her og det fungerer perfekt.

 

(Visited 11.727 times, 10 visits today)

Skriv en kommentar

17 Kommentarer

    1. Godt du spørger, den var svipset. Har rettet nu :) Det er 50 g smør eller kokosolie. Klem E

  1. Hvor lækkert og smart.

    Glasuren på toppen? Hvad der er i den?

    Og er de ligeså gode hvis man laver dem til dagen efter?

    1. Det er bare (smooth) peanutbutter. Mums! Ja, jeg synes de fungerer godt dagen efter. Kommer dem i en lufttæt beholder. Og ud af en portion på 12 fryser jeg som regel 3-5 stykker, som vi så kan tø op efter behov :) Klem E

  2. Tak for inspiration og opskrift :) Så er “dine” muffins i ovnen, og jeg tilføjede lidt fint hakkede mandler og mørk chokolade ;-) Lad os se, hvordan dét går!

    1. Åh lyder lækkert, håber det blev godt! Kan være jeg skal lave halvdelen af portionen til en ‘voksenportion’ næste gang og komme nødder og chokolade i, sådan en god idé :) Knus E

  3. Jeg ved ikke om det bare er mig, men når jeg søger på gamle posts og trykker mig ind på dem, så kommer jeg tilbage til forsiden hver gang :-o

    1. Nej desværre. I er flere der oplever det. Og tak for at gøre opmærksom på det :) Må lige tjekke med ‘teknikrummet’, håber vi kan få det løst. Kram E

  4. Både børn og voksne trængte lige præcis til lidt sund morgenmadsforkælelse her til morgen. Tak for det. De smagte helt forrygende og nu er der kun 2 tilbage :-)

  5. Tak for en skøn opskrift. Jeg har allerede bagt dem pinligt mange gange ? de er så gode og børnene elsker dem også, så det er blevet vores formiddags snack her i “hjemmeskolen”.

    Jeg laver dem også med hindbær og da jeg selv blender mandelmel eller hvilke nødder jeg har, så har jeg med vilje ladet dem være lidt chunky.

    1. Åh har glemt hvad mærket hedder. Men det er japansk og de forhandler det hos Skagerak :) kram E