Solstriber: Selvbruner og solbeskyttelse

I samarbejde med Matas Striber, som en del af mit ambassadørskab for dem.

Jeg er akkurat så gammel, at jeg har en ambitiøs, men heldigvis kort, solariekariere bag mig. Det var dengang i slutningen af 90’erne og jeg havde medlemskort/klippekort til et meget fancy solarie på Gl. Kongevej på Frederiksberg fordi en af mine veninder arbejdede der. I øvrigt et overdrevet sejt skolejob, syntes vi allesammen.

Solarie var godt og sundt – troede vi. Det var godt mod uren hud og til at forberede huden til ferie og sol. Og det var en dejlig måde at blive varmet igennem på om vinteren. Tænk, hvor meget der ændrer sig på et par tiår…

For der er faktisk ikke så meget jeg fortryder her i livet. Jeg synes og tror på, at jeg som udgangspunkt vokser og lærer af mine fejl. De hører med. Men når det kommer til solen, så har jeg to ting, jeg frygteligt gerne ville hoppe tilbage i tiden og ændre på. Jeg vidste ikke bedre, men det gør jeg nu.

Den ene er føromtalte, kedelige solarievane. For prisen betaler jeg først nu, mange, mange år senere. Huden husker gør den. Og man kan slippe afsted med snart sagt det meste, når man er purung, men så kommer regningen senere…

Den anden er, at jeg ikke beskyttede min hud i ansigtet bedre, da jeg var gravid. Med masser af hormonelt betingede pigmentforandringer til følge. Måske de to ting endda hænger sammen. For ja, huden husker, gør den. I årevis.

Skal jeg give ét eneste tip til gravide (hvis ellers de har tendens til pigmentforandringer), må det være dette: Hat OG min. faktor 30 i ansigtet når solen skinner. Også selvom man ikke er direkte i solen. Og altid når man er udenfor om sommeren. Måske det er træls, mens man er gravid, men man bliver glad for det bagefter.

Nå, men nok formaninger for denne gang (okay, ikke helt – har tilføjet lidt gode råd i forbindelse med solbeskyttelse længere nede; hvad, hvornår, hvor meget, især det sidste    er så væsentligt), for selv om min kærlighed til solariet heldigvis ebbede ud, så kunne jeg stadig godt lide den brune farve.

Og således startede min affære med selvbruner, der skulle vise sig at holde ved og blive et bundsolidt forhold. Lidt selvbruner i ansigtet og jeg ser mindre træt og grå ud. Lidt på lemmerne og benene ser knapt så gennemsigtige ud. Og karsprængninger og andre små ‘livsmærker’ (lyder det ikke meget fint i stedet for ‘skønhedsfejl’?) ses ikke så meget. Eller alle de ar, man har pådraget sig som vovehals/klodsmajor på ski eller box jumps… suk… Det hele bliver lige jævnet lidt ud. Som makeup til kroppen.

Men, men, men… mange er bange for selvbruner. For sætter det ikke mærker? Og lugter det ikke frygteligt? Og er man ikke i fare for at komme til at ligne en giraf? Eller få orange håndflader?

Svaret kan være jo til alle ovenstående spørgsmål. Så derfor skal man lige vide, hvad man laver. Men sværere er det heller ikke og hvis man følger min guide nedenfor (og evt. har den helt geniale Selvbrunerfjerner fra Matas Striber på lager), så kan det ikke gå helt galt.

Men lad os lige snakke om det med lugten først. Og kalde en spade for en spade. Være ærlige. For jo, selvbruner lugter. Selv dem der påstår, at de ikke gør. Men de lugter slet ikke så meget, som de gjorde engang. Der er virkelig sket en hel del, og nu er de til at holde ud. Men lidt skal der åbenbart til. Det er vist noget med den proces (som jeg forstår det), hvor produktet reagerer på huden og gør øverste hudlag brunt, der altså afgiver lidt lugt af… kartoffelskræller? Det aftager dog hurtigt og går af i vask.

 

Solstriber

Jeg er (også) fan af Matas Striberne, når det kommer til både solcreme og selvbruner.

De vandt i 2018 Forbrugerrådet TÆNKs ‘Bedst i test’ for deres Solspray SPF 30, den har vi på repeat herhjemme. Nem at fordele, trænger godt ind og uden at efterlade hvide mærker eller striber. Og den er både Svanemærket og Astma- og Allergi Certificeret. Til at regne med og stole på.

Og så har den fået en smart kusine i år: Tan Accelerating Solspray SPF 30. Den speeder simpelthen ‘bruningen’ op takket være et prisvindende stof, Melanobronze (læs mere her), der booster hudens melanin-produktion på naturlig facon. Så solbeskyttelse OG flot farve, hurtigere. Ja, tak :)

Vil man slet og ret helst blive brun helt uden sol, eller vil man have det bedste fra begge verdener, så er selvbruner ens ven. Her har Striberne fra Matas også din ryg med en virkelig god Selvbruner Mousse Instant der både giver øjeblikkelig farve og opbygger farve over tid OG med en Selvbrunerfjerner Mousse, hvis uheldet er ude og man har fået lavet en skjold.

På billederne kan I også se en Kids Sollotion SPF 30 fra Matas Striber. Den er selvfølgelig også både Svanemærket og Astma- og Allergi Certificeret. Og nej, babyer skal ikke være i solen. Men babyer skal heller ikke blive solskoldede og i nogle situationer, hvor det ikke har været muligt at dække alt til og vi har været ude (i skyggen, men med vildt kravlebarn), og der har været et lille øre, en kind eller et stykke arm eller ben, der har været eksponeret på trods af hat og tøj, så har han altså fået solcreme på de bare dele.

How to: Selvbruner

  • Brug en bodyscrub eller skrubbehandske i badet inden du påfører selvbruner.
  • Smør et let lag ikke alt for fed bodylotion på hele kroppen (gerne aftenen inden).
  • Smør tørre områder ind med en rig bodylotion (knæ, albuer, hæle), for at undgå misfarvning. Siderne på fødderne kan også få en tur.
  • Brug selvbruner med guidefarve, så får du både instant glød + kan se hvor du har været.
  • Påfør gerne selvbruner med en handske. Og husk at vaske hænder og inderside af håndleddet efter påføring uanset om du har handske eller ej.
  • Påfør selvbruner jævnt på hele kroppen, vær særligt omhyggelig med at tone den ud fra midt på underbenet og ned over foden og midt på underarmen og ned mod hånden, så du ikke får en brat overgang.
  • Lad selvbruneren ‘sætte’ sig i 15 min og tag så løst og mørkt tøj på.
  • Skyl evt guidefarven af inden du skal i seng om aftenen. For sengetøjets skyld. Pletter af selvbruner går dog (oftest) nemt af tekstiler.
  • Bruger du selvbruner i ansigtet, så lad være med at børste tænder umiddelbart efter påføring. Med mindre du helt og aldeles kan undgå at ramme hagen med vand, når du skyller munden ;)

How to: Solbeskyttelse

Og lad os så lige tale lidt mere om det med solcreme. For hvordan, hvornår og hvor meget?

  • Allerbedst er det at tjekke UV-indekset for dagen. Brug den gratis app UV-INDEKS. Er det over 3, så er solcreme et must (det betyder ikke, at man ikke må tage solcreme på, hvis det er under).
  • Det får jeg – indrømmet – ikke altid gjort så i stedet bruger jeg som tommelfingerregel solcreme i ansigtet hver dag fra marts til oktober.
  • Mht. mængde, så skal der en klat på størrelse med en mandel til at beskytte ansigtet og en god håndfuld til kroppen (hvis du vil have glæde af den solbeskyttelsesfaktor der står på tuben), det er langt, jeg gentager LANGT, mere end de fleste bruger. Ikke være nærig med din solcreme.
  • Påfør solcreme ovenpå din hudpleje og inden eventuel makeup.
  • I følge Kræftens Bekæmpelse er faktor 15 god til de fleste danskere, når man er i Danmark. Men det er væsentligt, at man bruger korrekt mængde for at opnå den ønskede beskyttelse.
  • Skygge og hat er også en god idé. Især mellem 12-15.

 

(Visited 3.727 times, 8 visits today)

Skriv en kommentar

20 Kommentarer

  1. Tak for den gode guide ?.
    Hvad er din erfaring med afsmitning fra Matas Solstriber? Jeg synes mange solcremer farver tøjet gult. Specielt da mine piger var små blev mange bodyer og meget sengetøj ødelagt af solcreme.
    Selv nu undgår vi hvidt tøj sammen med visse solcremer.

    1. Hej Iben, det var bestemt så lidt. Dejligt hvis det kan bruges :)
      Jeg har ikke oplevet afsmitning fra spray’en. Har også brugt deres ansigtssolcreme, men har af gode grunde ikke haft tøj henover. Børnesollotion har jeg kun brugt lejlighedsvis, så med den kan jeg ikke sige det med sikkerhed. Når det er sagt, så er jeg personligt (som du) varsom med kombinationen solcreme og (mine yndlings) hvide blondekjoler, for hvis der er et fysisk solfilter i den solbeskyttelse man bruger (hvilket på mange måder er en god ting), så kan de altså potentielt smitte af. Sidder af samme årsag altid på et håndklæde eller lignende, hvis jeg har solcreme på og sidder på havehynder på solseng eller lignende. Kram E

    1. Den er købt hos Muru Muru Designs men for nogle år siden. Ligner desværre ikke de rigtigt er aktive længere, når jeg kigger hos dem på insta. Klem E

  2. Tak for råd om selvbruner! Jeg kan af egen erfaring også minde om at huske høj solfaktor især i hovedet efter graviditet – det var i den spæde forårssol på trilleture med barnevognen med min lille datter at mine første pigmentpletter dukkede op… hormonerne raser stadig i kroppen. Men ja man skal sgu bare huske solfaktor i hvertfald i hovedet altid come snow or sun, det kan ikke siges nok ☀️??

  3. Hej Emily, tusinde tak for fin guide ☺️☀️ Hvor længe holder selvbruneren, og hvor ofte bruger du det selv?

    1. Det var så lidt. Altså må være dig svar skyldig mht hvor længe den holder, for har brugt den kontinuerligt 1-2 gange om ugen og det har været fint til at farven aldrig helt forsvandt synes jeg. Så mit bud må være ca. 4-6 dage. Og når jeg har brugt den et par gange om ugen (ok måske bare en enkelt, hvis jeg nu skal være ærlig), så har det holdt farven fint ved lige i kombination med at jeg også har været lidt i solen. Klem E

  4. Kære Emily

    Tak for informativ indlæg. Jeg kan varmt anbefale Matas Sommerglød (i to nuancer) det tager lidt tid, men brugt dagligt efter bad giver den langsomt men sikkert en sommerbrun tone til huden – og dufter faktisk ok?

    1. Herligt, den vil jeg prøve også :) Det er en god (og lidt mindre risky) løsning med dem, der bliver bygget langsomt op. Klem E

    1. De er tip top! Svanemærket er (blandt meget andet) garant for at de er reef-safe. Klem E

  5. Hvad gør du for ikke at smitte af på baby? Jeg har købt og brugt instant selvbruner moussen i dag – har undgået brysterne, men er lidt spændt på om min søn på 5 mdr vågner op med spændnede pletter efter en nat med samsovning ?. Jeg prøver at tage et brusebad inden sengetid og håber på det bedste.

    1. Her gik det ok, omend ammepuden blev lidt brun ;) Betrækket har dog fået en tur i vaskemaskinen og har det fint igen. Jeg undlader også brysterne og har så løst/mørkt tøj på resten og tager en skyller inden jeg skal i seng. Håber du klarede frisag og ikke er endt med girafunge. Kram E

  6. Jeg synes, jeg får tendens til lidt uren hud, hvis jeg bruger solcreme hver dag. Det er rigtig surt, for jeg føler, jeg skal vælge mellem at beskytte huden og få uren eller ikke at beskytte huden og så have glat hud. Har du problemer med det?

    1. Kan godt følge dig Anna. Synes det hjælper at rense godt af om aftenen med god gammeldags (ren!) vaskeklud, lunkent og et renseprodukt, der får alt af men uden at udtørre. I cirkelbevægelser, så huden bliver eksfolieret let. Klem E

  7. Jeg har netop i dag købt Matas Selvbruner Mousse Instant og det er første gang i mit liv, jeg bruger selvbruner (derfor jeg gik efter en Instant, så jeg lige kunne få en fornemmelse for farvehalløjet :D) og smurt mig ind. Så nu må vi se, om jeg også bliver gode venner med dem :D

    http://satinawandel.com