
Hermed en god håndfuld skønhedsfavoritter, som jeg lige ville nå at anbefale, inden jeg går på ferie. Syntes det var så længe siden, og jeg har prøvet en del gode sager på det seneste (nå, ja og en del knapt så gode, men dem sparer jeg jer for…). For min interesse for beauty-dims er altså ikke blevet mindre, efter jeg er blevet mor.
Og faktisk tror jeg heller ikke, tiden jeg bruger på skønhedspleje, er blevet minimeret drastisk. Jo, måske når det kommer til sminke, men selve hudplejedelen får stadig en slat opmærksomhed et par gange dagligt. Jeg nyder det virkelig For måske der er skåret ned på den store selvforkælelsesklinge, men lidt har også ret. Og 2 minutter om morgenen og 5 om aftenen kan også noget. Et lille break, hvor jeg lige zoner lidt ud eller tuner ind og nusser med creme og deslige. Rart.
Ganske ofte med en babyfyr på maven eller om benene og så er det selvklart ikke helt så zen, men stadig hyggeligt. Så snakker vi lidt om creme og vaskeklude og poser under øjnene.

7 skønhedsanbefalinger. Mest fugt, pleje og opstramning og så lidt til brynene
Reklamelinks:
- 10% Niacinamide Booster fra Paulas Choice. Hvis ikke du kender Niacinamide, så skriv dig denne wunder-ingrediens bag øret. Der er tale om b-vitamin til huden og det er rent guf, der både glatter ud, strammer porrer op og udjævner hudtonen. Denne her fra Paulas Choice er en af de bedste (og mest koncentrerede jeg er stødt på) og uden følgeskab af kedelige silikoner, som der ellers er i mange Niacinamide-produkter (som regel dimethicone). Jeg lægger den på ren hud efter mist og lige inden fugtserummet nedenfor.
- Pure Hyaluronic Serum fra Pestle & Mortar. Min hud ELSKER hyaluronsyre og labber det i sig og bliver pæn og glat og fugtstruttende. Og denne er en af mine favoritter (og derfor er flasken også tom, kan man se, hvis man kigger godt efter), den trænger nemt og godt ind i huden, fremfor at lægge sig ovenpå, som det ellers kan være tilfældet.
- Mild Øjencreme fra Matas Striber. Så god til prisen, fugtende og plejende no-bullshit øjencreme som Nikolaj og jeg deles om. Generelt er han ret vild med mine Mild-produkter fra Striberne.
- Firming Therapy Moisturizer fra Rudolph Care. Ved ikke heeeelt, om jeg føler, jeg er i kategorien mature skin, som der står på cremen. Men hvis man ser bort fra det, og jeg parkerer min (alders)forfængelighed, så er der tale om en vanvittigt god fugtighedscreme, der udglatter og -jævner. Min hud ser øjeblikkeligt bedre ud med god glød, når jeg bruger den om morgenen ovenpå fugtserum.
- Intense Hyaluronic Mask fra Woods. Mere hyaluronsyre og her i kurform à la maske og parret med andre gode fugtgivere. Bruger den et par aftener om ugen, når jeg har brug for et fugtboost. Generelt er danske Woods værd at holde øje med. Gode ingredienser i flotte tuber.
- Brow Sculptur og Clear Brow Gel fra Kenny Brows. Har altid sværget til MAC’s brynprodukter, men de her fra danske Kenny Anker er mindst lige så gode, hvis ikke bedre. Især gel’en er jeg imponeret over og børster jeg brynene og ‘sætter’ dem med den, så gør det en verden til forskel på et par sekunder.
Har I prøvet noget godt til ansigt, krop eller hår for nylig?