Allerede da vi var på ski i januar på barselsferie kunne jeg godt mærke, at det altså stod ret godt til henne på kondi-kontoen. Det lyder måske skørt, men jeg tror nærmest aldrig jeg har følt mig stærkere eller i bedre form. Og sådan har jeg det stadig. Jo, jo jeg har meget trætte dage, hvor jeg føler mig som en slatten karklud, men det meste af tiden, så føler jeg mig ret stærk og i virkelig god kontakt med mit hylster.
Altså forstå mig ret. Jeg har med allerstørste sikkerhed været i eksempelvis bedre løbeform tidligere. Men sådan all over, så føler jeg mig virkelig stærk og fit.
De første otte uger
Umiddelbart efter jeg havde født tog jeg det HELT stille og roligt. Lod kroppen komme sig i det tempo, der føltes ok. Hvilede en masse. Spiste gode ting og lækre ting og gode, lækre ting. Og drak vand og vand og vand. Alt for at kroppen kunne få det bedste og klare skærene ovenpå fødslen og understøtte amningen.
Jeg gik små, små ture efter et par dage og siden længere og længere gåture. Først som vraltende pingvintype og siden lidt hurtigere dag for dag. Indtil jeg nåede mit sædvanlige tempo.
Lige fra Kurt var helt lille har jeg båret ham i vikle, slynge eller bæresele dagligt og udover at det er et genialt redskab af mange henseender (se mere i mit Viklerier-indlæg), så er det også som en rar ‘bivirkning’ en alletiders måde stille og roligt at træne sin core. Og det endda med en belastning, der bliver gradvist større i takt med at barnet vokser. Smart.
Efter otte uger
Efter at have været til lægen, der sagde god for ‘bunden’ fik jeg tjekket mine mavemuskler hos en fysioterapeut i det studie, hvor jeg træner (på mor/barn-hold i Cramers Stuide for de interesserede). På det tidspunkt havde de samlet sig fint, der var ca. 1 cm mellemrum og bindevævet føltes stærkt og sundt. Altså et godt udgangspunkt for at gå stille og roligt i gang med træningen.
Jeg har styrketrænet to gange om ugen siden da. En kombination af øvelser med egen kropsvægt og øvelser med vægte. Og en smule cardio oveni. Lidt à la crossfit, men nok mere hen i det, man kalder funktionel træning. I det første lange stykke tid med stor forsigtighed ift. mavemusklerne, så ingen klassiske mavebøjninger/planke osv. I stedet sideplanke, skrå maveøvelser og fokus på de indre mavemuskler.
Da mavemusklerne var helt samlet begyndte jeg også med træning af de lige mavemuskler foruden øvelserne for de skrå. For det er godt med stærke arme, men giv den endelig også gas med ryg og mave. Det gør det så meget lettere at bære sit barn, hvis man har et stærkt korset.
Udover de to ugentlige træninger, har jeg lavet lidt stræk og en smule yoga herhjemme. Men helt ærligt er det ikke blevet til så forfærdeligt meget. På en eller anden måde er det svært, svært, svært herhjemme og meget lettere ude. Det er noget af det, jeg savner allermest og som jeg glæder mig til snart at kunne igen. Tage til yoga.
Til gengæld har jeg gået. Og gået og gået og gået. Med barn på maven i vikle eller bæresele eller med barnevogn. Måske gang ikke er helt så effektivt som løb, men det gør jo ikke så meget, når man alligevel skal trille i to timer, mens barnet sover.
Sidst men ikke mindst har jeg lavet masser af knibeøvelser, når jeg ellers huskede det.
På det seneste
I skrivende stund er Kurt 10 måneder (og nogle uger) og de seneste par måneder, er jeg også begyndt at løbe lidt igen i tillæg til de to ugentlige mor/barn-træninger og gåturene. Jeg løber efterhånden ca. 5 km ad gangen og i relativt stille og roligt tempo. Ca. 30 minutter. Jeg startede ud med små ture med blandet gang og løb og trappede så langsomt op, efter hvad der føltes rart.
Jeg løber max. en gang om ugen for tiden. Ikke fordi jeg ikke vil mere, men det er hvad det bliver til og det er så fint for nu. Har lidt overvejet en løbevogn, men omvendt synes jeg altså også, at den der halve times løbetur alene morgen eller aften kan noget.
Og så har der også været lidt af den type træning, der føles helt og aldeles som leg. SUP og surf. Det bedste. Må der bliver masser af det denne sommer.
Alt det inden
Vi er alle forskelligt skruet sammen. Og ligeså er graviditeter og fødsler. Ens udgangspunkt kan derfor være vidt forskelligt.
Dertil kommer hvilken form man var i inden fødsel/under graviditeten. Jeg havde en på mange måder meget nem graviditet og kunne træne en hel del. Jeg styrketrænede, dyrkede yoga og gik lange ture frem til termin. Det betyder selvfølgelig også noget. Men det betyder ikke, at det er for sent, hvis ikke man gjorde det. Måske det bare betyder, at man skal gå mere varsomt til værks, når man starter op ♥
Vær god, blid og rar ved dig selv
Og hvis du er blevet mor for nylig og slet, slet ikke har overskuddet til at træne, så er det altså også mere end ok. Der har i alle tilfælde været ting, jeg på ingen måde kunne overskue. Så hvis det er træning for dig, så er det sådan det er ♥ Det kan også være din krop fortæller dig, at dét eller dét er for tidligt og så er det godt at lytte til den.
For mig er det alfa og omega at motionere (én dag hvor jeg ikke har bevæget mig og jeg er ved at blive skør), men jeg har fuld forståelse og stor respekt for at andre mennesker kan have andre behov, der kommer først. Men kan man overskue lidt gåture eller anden daglig bevægelse (kan også være blide stræk, alt rørelse tæller), så er det også en god start.
Morkroppen
Måske den er stærkere og sejere – det sidste beror nok mest på min egen opfattelse, men altså, kan ikke lade være. Den har jo præsteret en Kurt. Dét kan intet marathon eller stramt maveskind toppe. Men min krop er på ingen måde den samme som før. Den er en anden. En morkrop måske? Med løsere hud hist og her. På maven især. Og med bredere hofter og fylde på steder, den ikke havde før. Og ret meget mindre fylde på andre. Lår og numse blandt andet. Og jeg kan godt lide den. Bedre end før faktisk, tror jeg. Men det har intet med hvordan den ser ud at gøre. Synes den er så sej og dygtig og det er som om vi er mere ‘os’ nu. Kroppen og jeg. Hvis det giver mening. Ikke at vi nogensinde sådan rigtigt har været uvenner, men nu er vi for alvor ét. Vi har lavet og født og næret et barn, har vi ♥
Så fint et indlæg ❤️ Det får mig til at holde lidt mere af min egen morkrop.
Tusind tak Agnethe! Og dét gør mig så glad at høre. Morkroppe er helt utrolige og vidunderlige <3 Klem E
Har du lavet et indlæg med træning under graviditeten? Jeg er lige i slut første trimester, og har endelig genvundet min energi og kommer ud på flere ture med styrke, løb og yoga. Jeg er lidt spændt på hvordan det bliver i fortsætningen, specielt om jeg kan blive ved med at styrke min krop. Jeg får så ondt alle steder (specielt ryggen og nakken) hvis ikke jeg bevæger mig daglig, og frygter lidt amme-postpartum kroppen som netop er ret hård på nakke/ryg/skuldre.. Men glæder mig også sindssygt til resten af graviditeten og alt der kommer med!
Der står en hel del i mine gravidindlæg :) Dem kan du se her: https://emilysalomon.dk/?s=gravid+uge
Ønsker dig den bedste graviditet <3 Klem E
Hej Klara :)
Søde Emma Martiny har også skrevet et indlæg om træning under graviditet, hvor der er en gratis video med et træningsprogram :-) https://emmamartiny.dk/traening-som-gravid/
Kh Mette
Kære Emily
Du ser bare så knaldgodt ud – stærk og sund!
De første 5 måneder efter min yngste datters fødsel tilbragte jeg på sofaen med en kop kaffe og et stykke kage, og jeg nød det!
Så kom energien og lysten til træningen tilbage, og selvom jeg startede langsomt op, og udelukkende træner hjemme på stuegulvet eller på landevejen, så har min krop bare rykket sig!
Min træning giver mig energi og gør mig i godt humør. Og så er livet med to små børn bare lettere når man kan tage en i hver arm og bære dem op ad trapperne, eller smide den store i løbejoggeren og løbe til vuggestue når man ikke kan finde cykelhjelmen.
PS. Har du fået den pullup?
Tusind tak Siri og det lyder helt, helt rigtigt med kagen og nydelse <3 Og at du lyttede til din krop! Dejligt <3
Og ligeså med at du (og kroppen har rykket). Enig mht både energi og overskud + at det er ret så praktisk at være en 'stærk' mor.
Altså om jeg kan lave en pullup? eller hvad tænker du? :)
Kram E
Fint indlæg. Jeg både glæder mig og frygter for at skulle til at få min krop tilbage til at være stærk og aktiv igen. Der er lige under 2 måneder til min lille baby kommer til verden. Jeg havde en ide om at jeg skulle være meget mere aktiv i løbet af min graviditet end jeg har været. Både manglende motivationen og overskud samt corona gjorde at det altså ikke lige var sådan det blev. Som en person der er både dyrkede karate og bouldering så savner jeg da de ting, men det skal jeg nok komme tilbage til når min krop er klar til det. Pt holder vi os til at cykle til ting (dog i langsomt tempo), gå lidt ture og så let yoga øvelser hjemme når jeg bliver alt for rastløs over ikke at have været aktiv.
Lyder som om du gør det så fint Katja og når du har været så aktiv hidtil, skal det nok komme igen efterfølgende <3 Kram og pøj pøj med det hele. Du går en vidunderlig tid og mange vilde oplevelser i møde <3
Dejligt indlæg, både til inspiration og til ro.
Min søn er nu fem måneder og jeg kan mærke at mit hoved gerne vil meget mere end min krop kan. Jeg kastede mig ud på første løbetur i søndags, der endte med at jeg måtte vende om efter en lille kilometer med både trusser ? Så næste gang bliver det, som du beskriver, en kombination af gang og løb, altså lidt interval, bare uden fart på ?
Du beskriver, at du har gået lange ture, hvilket får mig til at tænke på, hvordan en nogenlunde typisk barselsdag har set ud for dig? Jeg synes jeg kan stresse over både at ville træne lidt hjemme, komme i bad, ordne huslige ting, handle og så komme ud at gå. Heldigvis kræver mit barn ikke gåtur for at sove ? Men det kunne alligevel være rart for mig at gå lidt. Jeg synes også bare, at lurene er dagens pauser, så derfor kan jeg også godt lide at holde dem lidt hellige derhjemme. Det er nok også et spørgsmål om min indstilling, for en gåtur kan jo også være en fantastisk pause ?
Hvordan har du fået din kabale til at gå op?
Hvordan har du fået kab
Åh det var lige præcis intentionen, så det er jeg glad for også er det, du læser ud af det <3
Ja laaaangsom intervaltræning er vejen frem. Og masser af knib ;)
Hmm... typiske barselsdage har jeg nok ikke helt haft, fordi jeg har arbejdet på halv tid siden Kurt var 2 måneder. Men jeg har gået tur, når han sov lur. Altså ikke alle lure, men 1-2 om dagen ca. alt afhængig af hvad jeg skulle. Timede det som regel sådan at det passede med hans lur, når jeg skulle fra a til b (til et møde eller til træning), og så gik vi hvor jeg nu skulle hen. Og så har jeg ofte haft ham i vikle/bæresele, når han skulle sove (da han var 0-6 måneder) rart for ham og ekstra workout for mig. Men også mange barnevognsture.
Og ja, gåturene har være min daglige pause med lydbog i ørerne :) Dagens anden lur bliver brugt til at arbejde (nogle gange begge lure, det varierer). Og dengang han sov tre lure, brugte jeg den sidste, korte lur til at slappe lidt af og stene en serie.
Havde jeg haft almindelig barsel havde jeg nok også chillet og bare nydt det lidt mere, så gør endelig det med god samvittighed <3
Kram
E