Indlægget indeholder affiliatelinks/reklamelinks.
Nok er jeg renseentusiast, men jeg har gået til opgaven på forskellige måder over årene. Lige vel hårdt i mine unge dage, kunne man mene. Har faktisk engang (okay, kun en enkelt gang eller to) vasket mig i ansigtet med opvaskemiddel. Jo, du læste rigtigt. Det var jo fedtopløseligt, stod der på flasken, så det kunne passende få bugt med urenheder og tilstoppede porrer, tænkte jeg. Oh well…
Jeg har også været på den lige vel sporadiske rensevogn senere hen. Hvor jeg mente at lidt micelle-vand eller en renseserviet kunne klare opgaven – altså det er helt klart også bedre end ingenting og sker stadig, hvis jeg er for træt eller doven.
Men nu er jeg landet et godt rensested. Og i den anledning vil jeg dele 5 gange ansigtsrens, som jeg har brugt (og næsten brugt op, som I kan se) og været glad for på det seneste. De kan noget lidt forskelligt, men det er selvklart ikke nødvendigt at eje alle 5. En enkelt eller to kan gøre det.
Jeg er bare evigt nysgerrig og ikke vanvittigt trofast, når det kommer til hudpleje. Det er min lille hobby (med et indbygget job i), at bruge mig selv som forsøgskanin for den slags dullegrej.
Hvordan jeg renser, skifter også potentielt med sæsoner og vejrskift. Om sommeren hælder jeg mest til et renseprodukt, der skal bruges med vand og vaskeklud og som er godt til at få ‘renset i dybden’ og fjerne solcreme, sved og deslige. Om vinteren og især i overgangsperioderne, hvor min hud er ekstra tør og ter sig, kan jeg bedre lide at bruge en balm eller rensemælk og gå en bue udenom vandhanen.
5 gange renseprodukter der fungerer og leverer
– og som ikke koster spidsen af en jetjager, for selvom god rens er væsentlig, så vil jeg hellere lægge mine penge på det, der ikke blot skal vaskes af, men bliver på huden; creme, serum, olie osv.
Indeholder reklamelinks:
- Gentle Cleansing Melt fra Evolve. Lækreste balm at massere grundigt ind i huden (jeg kan godt lide at sidde og massere huden med den på og/eller lade den sidde og ‘marinere’), mens jeg ser et afsnit af en tv-serie om aftenen. Og så rense den af med en klud og lunkent vand efterfølgende. Huden føles både ren, rar og fugtet efterfølgende.
- E.X.F.O. Cleanse fra pHformula. Aktiv, men nænsom rensegel, der indeholder bl.a. AHA, der eksfolierer huden blidt. Cremet og alligevel nem at skylle af og huden føles så rar bagefter og klar til den efterfølgende pleje. Og gør den virkelig noget godt for min hud, når jeg bruger den over tid. Nok min favoritrens blandt de nævnte og skulle jeg vælge én enkelt blev det denne. Den er dog også den dyreste, men tror den kan findes billigere ude på www, hvis man graver lidt, ligesom det er et mærke, der forhandles hos mange klinikker og fysiske butikker, men er sværere at få fat i online herhjemme.
- Cleansing Cream Foam fra Skin Camilla Pihl. Købte denne i Norge i sommer efter at have været nysgerrig på dygtige Camillas mærke længe. Lækreste, rige renseskum der føles luksuriøst og som eksfolierer mildt. Renser, som den lover, i dybden og efterlader huden blød og rar. Er kæmpe fan, især til prisen. Produktet indeholder parfume. Ikke noget, der generer mig i almindelighed, men så ved I det, hvis det er noget, I forsøger at undgå.
- Matas Mild (modtaget i forbindelse med mit ambassadørskab for Matas Striber). Blød, let og mild renseskum, der helt klart er ‘bedst til prisen’ i denne lille ‘test’. Lækkert skummende og gør det den skal ift. rens og er alligevel skånsom. Uden parfume og med fugtbevarende ingredienser. Og med certificeringerne i orden.
- Water Drench Cloud Cleanser fra Peter Thomas Roth. Indrømmet, denne her købte jeg næsten udelukkende, fordi jeg synes, den er mægtigt pæn. Men ikke desto mindre har jeg været så glad for den, at den nu er tom. En gel-lignende rens, der lover at fugte, mens den renser og det synes jeg den holder flot. Med bl.a. hyaluronsyre og kokosolie.
Næste renseprodukt jeg har i kikkerten til test er i øvrigt Cleansing Foam fra Tromborg, for de interesserede. Den har jeg hørt pænt om.
Jeg renser om aftenen og holder mig til produkter (som dem ovenfor), der efterlader huden ren, blød og med en rar fornemmelse. IKKE tør, stram og ‘strippet’.
Om morgenen nøjes jeg med en hurtig tur med en (ren!) vaskeklud eller svamp med køligt eller lunkent vand.
Nu nævner jeg rensemælk tidligere i teksten og det er egentlig lidt en fejl, at der ikke er sådan en med, her blandt anbefalingerne. Men sagen er den, at jeg ikke havde en hjemme, da vi først nu går ind i rensemælksæsonHydrating Cleansing Milk for mit vedkommende. Men min evige favorit i den kategori er fra Rudolph Care.
Jeg savner måske lidt en “Reklame” markering i toppen af indlægget?
Hej Rikke, det er ikke en reklame/et betalt indlæg. Med undtagelse af den markerede ansigtsvask fra Matas er alle nogle jeg har købt og betalt selv. Der er to links, der er affiliatelinks, hvorfor jeg har skrevet ‘reklamelinks’ ovenfor dem. Har forsøgt at gøre det helt tydeligt og transparent, hvad der er hvad :)
Ville det være federe, hvis der stod ‘indeholder reklamelinks/affiliatelinks’ i toppen af indlægget, tænker du? For så vil jeg overveje at gøre det sådan fremover.
Klem
Emily
Har rettet nu, håber det var sådan du tænkte og at det fungerer bedre. Tak for feedback :)
Fedt, at du reagerer sådan! Det er god stil! Jeg har sådan undret mig over, at du og flere andre bloggere så ofte bruger udtrykket “…så reklame”. Jeg får altid lidt fornemmelsen af, at det i virkeligheden betyder “jeg mener ikke, det er reklame, men jeg er tvunget til at skrive det… så reklame”. Giver det mening? Jeg synes det er så ærgerligt! Og måske slet ikke tiltænkt? Men det giver mig lidt fornemmelsen af, at der er dårlig stemning omkring at skulle markere. Som sagt, bare en tanke, jeg har haft, når jeg er stødt på det :)
Ah, nej det er bestemt ikke tiltænkt. Tvært imod egentlig. Og som udgangspunkt er det faktisk tilstrækkeligt, at markere en gave, som ja, gave, men da det nemt kan blive en gråzone, tror jeg vi er mange, der hellere går med livrem og seler og så kalder det reklame.
Jeg vil helst, at det er så nemt som muligt at gennemskue for jer. Altså hvornår er det betalt indhold og altså en reel reklame/annonce, hvornår er det affiliatelinks og hvornår er det en gave. Klem og god dag
Tak for svar :) Jeg tænkte nok, det ikke var tiltænkt. Men at det kunne være rart for dig at vide, hvordan det i hvert fald også kan læses i forbifarten! Jeg mener nemlig ikke, at der er nogen skam i, at det er reklame – om det så er i form af gave, betaling eller andet. Det er jo også en del af kontrakten mellem dig og mig. Og også en grund til at jeg følger med :) for at du kan være kurator en gang imellem! Rigtig god dag til dig og dine
Hej Emily,
Dejligt indlæg – lige sådan et jeg ledte efter. Men har du lyst til at dele lidt mere af din viden på det her område ift., hvornår bruger man de forskellige produkter (rækkefølge)? Jeg har i hvert fald et par spørgsmål, som jeg håber, du kan hjælpe med :)
Jeg bruger selv Bioderma Miceller vand (og troede det var rens), hvornår bruger man så sådan et produkt, hvis det ikke er rens?
Bør man både bruge rens og make-up fjerner, eller bare en rens?
Hvornår er det rensemælksæson? ?
Jeg ville egentlig også købe Niacinamide Booster og Hyalorinic Serum, som du anbefalede i juli, men hvornår bruger man de produkter ift. rens, creme osv. Og hvad kan en mist, kan du anbefale nogle, og hvornår bruger man dem?
En masse spørgsmål, me please inlighten me – vil så gerne lære at være bedre mod min hud, og stoler ret meget på din dømmekraft og anbefalinger.
God weekend! :)
Kh Mie
Hej Mie
Beklager det sene svar! Og tak for tilliden <3
Micellevand ER en rens og en mere end glimrende øjenmakeupfjerner. Og den er helt klart bedre end ingen rens. Hvis du oplever at din hud trives flot med den, så fortsæt endelig. Men oplever du måske små urenheder eller andre tegn på, at huden ikke bliver renset helt 'i bund' så kan du overveje at rense med et produkt, der renser lidt mere/bedre i dybden. Og evt. et, der ikke bliver siddende på huden, som en micellevand gør.
Det kan især være relevant, hvis du bruger makeup på huden, bor i byen (forurening) eller hvis du sveder i løbet af dagen. Eller har tendens til at fedte lidt i t-zonen.
Kan godt lave et indlæg om hudpleje-rutine snart, men her kommer lige en hurtig rækkefølge:
Renseprodukt + vand, massere ind, vask af med vaskeklud og lunkent vand.
Facial mist (jeg er glad for mist delight fra Rudolph)
Serum (et eller flere)
Creme
Evt. olie - kan også kommes i som et par dråber i cremen, hvis det skal være nemt. Olie er dog kun, hvis man har behov
Rensemælk kan være et hit, hvis man har tør hud/hud der ter sig lidt ved sæsonskift, når det bliver koldere. Jeg kan godt lide at bruge rensemælk i vinterhalvåret, men det er ikke alle, der har glæde af det eller bryder sig om det.
Klem E