
Indlægget indeholder affiliatelinks/reklamelinks.
Nok er jeg renseentusiast, men jeg har gået til opgaven på forskellige måder over årene. Lige vel hårdt i mine unge dage, kunne man mene. Har faktisk engang (okay, kun en enkelt gang eller to) vasket mig i ansigtet med opvaskemiddel. Jo, du læste rigtigt. Det var jo fedtopløseligt, stod der på flasken, så det kunne passende få bugt med urenheder og tilstoppede porrer, tænkte jeg. Oh well…
Jeg har også været på den lige vel sporadiske rensevogn senere hen. Hvor jeg mente at lidt micelle-vand eller en renseserviet kunne klare opgaven – altså det er helt klart også bedre end ingenting og sker stadig, hvis jeg er for træt eller doven.
Men nu er jeg landet et godt rensested. Og i den anledning vil jeg dele 5 gange ansigtsrens, som jeg har brugt (og næsten brugt op, som I kan se) og været glad for på det seneste. De kan noget lidt forskelligt, men det er selvklart ikke nødvendigt at eje alle 5. En enkelt eller to kan gøre det.
Jeg er bare evigt nysgerrig og ikke vanvittigt trofast, når det kommer til hudpleje. Det er min lille hobby (med et indbygget job i), at bruge mig selv som forsøgskanin for den slags dullegrej.
Hvordan jeg renser, skifter også potentielt med sæsoner og vejrskift. Om sommeren hælder jeg mest til et renseprodukt, der skal bruges med vand og vaskeklud og som er godt til at få ‘renset i dybden’ og fjerne solcreme, sved og deslige. Om vinteren og især i overgangsperioderne, hvor min hud er ekstra tør og ter sig, kan jeg bedre lide at bruge en balm eller rensemælk og gå en bue udenom vandhanen.

5 gange renseprodukter der fungerer og leverer
– og som ikke koster spidsen af en jetjager, for selvom god rens er væsentlig, så vil jeg hellere lægge mine penge på det, der ikke blot skal vaskes af, men bliver på huden; creme, serum, olie osv.
Indeholder reklamelinks:
- Gentle Cleansing Melt fra Evolve. Lækreste balm at massere grundigt ind i huden (jeg kan godt lide at sidde og massere huden med den på og/eller lade den sidde og ‘marinere’), mens jeg ser et afsnit af en tv-serie om aftenen. Og så rense den af med en klud og lunkent vand efterfølgende. Huden føles både ren, rar og fugtet efterfølgende.
- E.X.F.O. Cleanse fra pHformula. Aktiv, men nænsom rensegel, der indeholder bl.a. AHA, der eksfolierer huden blidt. Cremet og alligevel nem at skylle af og huden føles så rar bagefter og klar til den efterfølgende pleje. Og gør den virkelig noget godt for min hud, når jeg bruger den over tid. Nok min favoritrens blandt de nævnte og skulle jeg vælge én enkelt blev det denne. Den er dog også den dyreste, men tror den kan findes billigere ude på www, hvis man graver lidt, ligesom det er et mærke, der forhandles hos mange klinikker og fysiske butikker, men er sværere at få fat i online herhjemme.
- Cleansing Cream Foam fra Skin Camilla Pihl. Købte denne i Norge i sommer efter at have været nysgerrig på dygtige Camillas mærke længe. Lækreste, rige renseskum der føles luksuriøst og som eksfolierer mildt. Renser, som den lover, i dybden og efterlader huden blød og rar. Er kæmpe fan, især til prisen. Produktet indeholder parfume. Ikke noget, der generer mig i almindelighed, men så ved I det, hvis det er noget, I forsøger at undgå.
- Matas Mild (modtaget i forbindelse med mit ambassadørskab for Matas Striber). Blød, let og mild renseskum, der helt klart er ‘bedst til prisen’ i denne lille ‘test’. Lækkert skummende og gør det den skal ift. rens og er alligevel skånsom. Uden parfume og med fugtbevarende ingredienser. Og med certificeringerne i orden.
- Water Drench Cloud Cleanser fra Peter Thomas Roth. Indrømmet, denne her købte jeg næsten udelukkende, fordi jeg synes, den er mægtigt pæn. Men ikke desto mindre har jeg været så glad for den, at den nu er tom. En gel-lignende rens, der lover at fugte, mens den renser og det synes jeg den holder flot. Med bl.a. hyaluronsyre og kokosolie.
Næste renseprodukt jeg har i kikkerten til test er i øvrigt Cleansing Foam fra Tromborg, for de interesserede. Den har jeg hørt pænt om.
Jeg renser om aftenen og holder mig til produkter (som dem ovenfor), der efterlader huden ren, blød og med en rar fornemmelse. IKKE tør, stram og ‘strippet’.
Om morgenen nøjes jeg med en hurtig tur med en (ren!) vaskeklud eller svamp med køligt eller lunkent vand.
Nu nævner jeg rensemælk tidligere i teksten og det er egentlig lidt en fejl, at der ikke er sådan en med, her blandt anbefalingerne. Men sagen er den, at jeg ikke havde en hjemme, da vi først nu går ind i rensemælksæsonHydrating Cleansing Milk for mit vedkommende. Men min evige favorit i den kategori er fra Rudolph Care.