Små ting

En blandt mange fastelavnsboller sidste uge…

Glædelig mandag ♥

Jeg er lidt i mandagshumør, mest fordi dagen er lidt træt, ikke som sådan dårlig, men jeg kan virkelig lune mig på minderne fra en mægtigt rar (omend iskold, brrr) weekend. Har været alene hjemme med Kurt igen (Nikolaj er løbende kommentator på skikonkurrencer hos TV2, der ‘bor’ i Odense) og det kan altså noget. Omend vores samtaler måske ikke er så dybsindige. Men til gengæld er der en anden ro, som jeg (også) nyder, når man er alene med sin magiske, mini-person. Vi har været en del i køkkenet, set Pippi (elsker at han begynder at gide den slags børne-tv-skatte, så hyggeligt at se sammen), været ovre at hilse på hestene på Amager Fælled og så har Kurt kørt på løbecykel til den store guldmedalje. Og haft mormorbesøg, som er noget af det allerbedste i Kurts verden. Om aftenen har jeg treatet mig selv med vin, chokolade, strikketøj og tv. Ja, jeg er 80 år gammel…

Apropos tv så begyndte jeg i weekenden at se The Great (HBO) og den er herligt skør synes jeg, så måske et bud, hvis I også er til historiske kostumedramaer.

I dag håber jeg på en halv times skøjtedate med min mand, har savnet ham en hel del (også selvom jeg hygger mig, når jeg er alene) inden vi henter Kurt i dagpleje.

Den kommende uge er næsten overordentlig begivenhedsrig ift. det lockdown-modus jeg (og I måske?) efterhånden har lullet mig selv ind i. Skal indtale lydbog hos Heartbeats, have Penny til dyrlæge OG så er det også blevet tid til Kurts første kontrolscanning ovenpå hans sygdomsforløb i efteråret. Er ret så nervøs mildest talt og håber, håber, håber så inderligt, at tumoren ikke er kommet igen. Glæder mig sådan, til det er overstået og vi (forhåbentlig) kan ånde lettet op.

Han skal til kontrol hvert halve år indtil han fylder 5. Eller hver 3 måned her det først år faktisk. Og derefter hvert halve år. Så det bliver formentlig rutine hen ad vejen, men lige nu føles det på én og samme tid trygt og angstprovokerende.

Jeg håber, I får en god, ny uge med så få bump på vejen som muligt og at jeres kære har det godt og er raske ♥

På besøg i ‘vores’ hus (altså det er det jo ret beset lige om lidt, føles stadig surrealistisk) for at måle op og planlægge badeværelse.

1. Fredagskittet. 2. Lyset den seneste tid har været helt fortryllende. Så mange smukke morgener. 3. Endnu en af ugens fastelavnsboller. Anmelder løbende på insta. 4. Mandagsmorgenkittet. I sengen. Mere af nød end af lyst. Men eneste sted hvor jeg kan have to lukkede døre ind til ham, der råber på zoom…

Pølse i sol og (meget lidt) sne.

1. Venindegåtur i Nyhavn og omegn (hvilket er en ret fin oplevelse, nu hvor der ingen turister er) inklusiv vaffel med flødeskum og syltetøj. 2. Var også ude at trave på stranden i Hornbæk, da jeg var oppe at besøge huset. Bedste sted i hele verden. 3. Glad hundemus i færd med et lille snebad. 4. Man ved, man er nogens mor, når man sidder klar med nybagte boller, smoothie og kaffe kl. 7.39 søndag morgen. Og når man kun får lov at spise halvdelen af sin ost selv… 

Smukkeste morgen i morges på (om)vej til dagplejen.

(Visited 2.831 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

2 Kommentarer

  1. Jeg kan totalt relatere til at være 80! Jeg er blevet helt forgabt i at følge med i fuglelivet på min altan (har en stam-solsort, Birdie Sanders, der nærmest bor derude, og som jeg taler med hver dag), æder alle afsnit af Kender du Typen, så snart de frigives, er begyndt at strikke min 2. Novice-sweater og tænder for Orientering på P1 hver dag kl. 16 sharp.
    Til gengæld forsøger min indre teenager at holde lidt styr på min indre gamle dame med SUP, skateboard, ostepops til morgenmad i dag samt en syg længsel efter festivaller og lange byture…

    Jeg krydser fingre for, at alt er ok med både Kurt og Penny <3

    1. Haha… lyder spot on som mig <3 Må lige prøve ostepops til morgenmad snarest. Kram