Vi har spist mange fastelavnsboller, planlagt og drøftet en masse i forbindelse med den forestående flytning, leget i sneen med to- og firbenende, skøjtet og nydt og hygget og været forkølede (mest den mindste af os) og sovet uendeligt dårligt (hele banden). Men alt i alt dejligste ‘vinterferie light’, der kom til sin ende i mere end en forstand. For vips var det forår.

Eller sådan føles det i alle tilfælde her i dag. Herligt og tiltrængt og også lidt bittersødt. For ikke nok med at vinteren lader til at være ovre, lige som den var blevet sjov, så er det også lig med de sidste to måneder i København for vores vedkommende og det har jeg det altså mægtigt mærkeligt med. Har jo boet her altid. Eller med ganske få undtagelser og afstikkere. Men sammenlagt i mere end 30 år. Og det er jo også en slat…

Jeg er ikke ked overhovedet, forstå mig ret, jeg glæder mig og føler mig meget heldig, men det er også altsammen lidt vemodigt på sin vis. Eller ja, bittersødt er nok den helt rigtige følelse at forklare det med. En følelse jeg godt kan lide og omfavner, for den betyder, at man har haft noget, der var noget værd og betød noget for en. Og at man har noget (formentlig) godt i vente.

Og det er vel nærmest indbegrebet af noget, at være taknemmelig over ♥

Glad, glad, glad (og lidt vemodig). Og SÅ lettet og taknemmelig over, at Kurts kontrolscanning forrige uge viste at alt er ok med den lille mand.

Vi tager fastelavn meget alvorligt i denne familie. Fastelavnsboller, fastelavnskostumer, fastelavnsris (Kurts første som han næsten har lavet selv i dagplejen) .

Når man har ramt et mætningspunkt for fastelavnsboller, kan man jo altid bage kanelsnegle.

På tur med min lille sneræv, nye tallerkener fra mig til mig, hjemmemanicure og skøjtedates med min mand ♥

Stenbiderrogn. En blandt flere dejlige forårsbebudere.

Denne her udsigt (inklusiv magiske solopgange) kommer jeg altså til at savne.