
Langt hår, lang udgroning.
Fastelavnsboller, bedsteforældre og sommerfugle i maven over flytningen, der nu ‘bare’ er tre måneder væk. Det må vist være min top 3 over den forgangne uge.
Den har været noget så rar, ugen. Har været alene med Kurt det meste af tiden og mens det selvfølgelig glider lidt nemmere, når man er to voksne og mens vi har savnet Nikolaj (der har været hos TV2 i Odense at speake X-Games) en masse, så er der altså også noget ganske særligt over at være ‘alene hjemme’. Det har jeg altid godt kunne lide og selvom jeg sjældent er helt alene hjemme længere, så kan det altså også noget at være alene med Pølsen. Vi har i alle tilfælde hygget os til den store guldmedalje.
Men jeg har også sendt en kærlig tanke og et kudos eller to til alle solomødre og -fædre. Ret skal være ret. Og været glad for dejlige bedsteforældre, der kom på besøg med fastelavnsboller og legede og legede og var et festligt indslag især for matriklens mindste beboer. Kan godt mærke, at han savner nogle af alle dem, vi plejer at ses med. Eller savner er nok forkert, men han bliver i alle tilfælde SÅ glad over selskab udefra.
Denne uge bliver stort set som de forgående. Ikke meget nyt under solen. Men jeg påtænker en filmaften eller to og i morgen skal jeg op i huset, for at måle op. Glæder mig sådan til at se det hele igen. Og så håber jeg sådan, vejrudsigten holder for weekenden. Og at vi endelig får et læs sne (der bliver liggende) i Hovedstaden.
Jeg håber, I får en god, ny uge, og at I klarer den derude i lockdown-land ♥

Magiske morgener for tiden.




På fastelavnsbollejagt. Den smukkeste, gamle lampe til det nye hus. De gode, koldhævede boller til weekendmorgenmad. Sne, sne, sne – nøj hvor blev jeg overlykkelig i søndags, da der var 3 mm sne at gå tur i.

Når man er for doven til at prøve et outfit på, men prøver det ‘på sofaen’ i stedet…


Charmepølse og en virkelig, virkelig god, varm chokolade fra Ismageriet.




Der er også flyttet det fineste, gamle tandlægeskab ind. Frokostsalat à la rester. Fastelavnsbolle fra Van Haun, helt klassisk og god. Ligeså var tulipanerne og de holdt overordentligt flot – 10 dage.

De her vinterture altså. Bliver helt lykkelig af frost og (sparsom) sne.