
Vrider det sidste ud af by- og cykellivet.
Sidste uge i byen. Eller faktisk ikke engang. Vi flytter på lørdag, så den forgangne weekend var sidste som københavnere. Og således gør jeg alt op i disse dage. Sidste kaffe hos Roast, sidste cykeltur hjem fra træning, sidste gang på den gode legeplads, sidste croissant fra Il Buco, sidste lurtur på Fælleden med Kurt.
Måske det lyder vemodigt (eller melodramatisk hehe), men egentlig er det snarere sentimentalt på den rare måde. Bittersødt. Jeg mindes og er taknemmelig over alle gode stunder i ‘min’ by, hvor jeg har boet næsten hele mit liv. Så selvom vi bare flytter 50 km væk så føles det stort. Meget spændende og lidt skræmmende. Men mest af alt glæder jeg mig. Til at have vores eget, til at have en have. Og til at være tæt på det vand, jeg holder uendeligt meget af.
OG så glæder jeg mig eddermugme også til at male og ordne og indrette! Og til at lave badeværelse. Måske jeg tager den del i mig undervejs, det er mildest talt lidt af et brød, jeg har slået op. For det jeg troede, der kunne fikses på et par uger, kommer mindst til at tage et par måneder, før det står færdigt. Men glæder, glæder, glæder mig. Er så spændt på alting. Både at skulle bo et helt andet sted, i en ny by (noget jeg ikke har prøvet siden jeg som 19-årig flyttede til Bruxelles) og til at komme i arbejdstøjet og svinge penslerne.
Men disse sidste dage som københavner handler allermest om at nyde (og pakke flyttekasser…). Nyde verdens bedste by, der lige nu summer af liv og glæde ovenpå genåbningen.
Nyde og mindes alt det gode der er sket mig her.
Jeg håber, at jeres uge også bliver proppet med nydelse og gode minder ♥
Ps. Hvis ikke I har set dokumentaren Hvad jeg lærte af en blæksprutte (ligger på Netflix), der netop har vundet en Oscar, så gør det. Jeg så den i går aftes og jeg får nærmest stadig gåsehud – på den gode måde – af at tænke på den. Helt, helt fortryllende.

Polaroid-souvenir fra et lille fotoshoot, som jeg glæder mig til at se resultatet af.




Alle de smukke, blomstrende træer lige nu, så pragtfuldt.// Farvede tipper.// Snurrer. En med kardemomme og en med kanel.// Fine Apotek 57, der sælger det dejligste bagværk (førnævnte snurrer blandt andet) og god kaffe m.m.

Smørrebrødsfrokost med øl og snaps med damerne hos legendariske Schønnemans. Efterfulgt at den lækreste, hjemmelavede koldskål. Havde det, præcis som om jeg var barn igen, og sad i min mormor og morfars have og fik dessert en sommeraften.




Vores hyggelige lejlighed, hvor så meget dejligt er sket. Kommer til at savne den.// Kurt og kusine Augusta ♥ .// Tone i tone på den brune måde.// Kaffe og kage i BaNanna park på Nørrebro med de bedste venner.

Første (men forhåbentlig ikke sidste) gang Kurt plukkede blomster til mig.