
“Crème de la crème tilsat lidt himmel og hav”, skrev en sød følger på Instagram om vores farvepalette til huset. “Og et drys croissant”, kunne jeg tilføje. For den gulbrune farve, man også kan ane her, bliver gennemgående i huset.
Og sikke meget man kan gruble over farverne. Men vi er gået efter (og endt på) rolige, lette, lyse og neutrale farver med et par enkelte undtagelser. Og det føles altså også vildt nok efter en dekade i lejebolig med default-hvid über alles. I tre af rummene maler vi med kalkmaling for ekstra tekstur og dimension. Noget jeg har drømt om i mange år og ser sådan frem til endelig at kunne udleve.
Har i øvrigt vovet pelsen og bestilt noget vildt tapet til det lille gæstetoilet. Det er lidt udenfor min komfortzone, men tænker, at det kan være flot med noget dramatisk og mørkere i et så lille rum, og så holde alt andet mere let og luftigt.
Hvad har I på væggene derhjemme? Masser af farver? Hvidt med hvidt på? Tapet i alle rum? Eller et sted derimellem?
Der mangler den stenplade vi har valgt til badeværelset + førnævnte tapet på billedet øverst i indlægget her, men ellers er det ret repræsentativt for vores farve- og materialevalg. Omend skala og forhold slet ikke passer.
Manner, hvor jeg GLÆDER mig til at se det hele spille sammen, når alt er på plads.
Så skal jeg bare bede om en af hver af alt inde fra Fil de Fer (hvor billedet nedenfor er fra) og så er jeg såmænd glad og tilfreds og klar til at udleve min husdrøm à la romantisk, fransk landidyl ;)
